Dine dybeste hemmeligheder er dem, du ikke selv kan se.
En barsk YA-roman, der med skiftende perspektiver og flere sammenflettede historier gør op med vores forestillinger om voldtægt, ofre og tilsyneladende gerningsmænd.
"Det er jo forfærdelig synd for de piger, men når man leger med tændstikker, kommer der ild." Sophia har sin mors ord med sig, da hun starter i sygeplejepraktik på Klinikken for Sexovergreb. Bærer kvinderne virkelig en del af ansvaret for, at de er blevet overfaldet?
Sophias veninde Maysun har regnet det hele ud: Det gode liv betyder ingen sex før ægteskab, et godt job som financial controller og en succesfuld forretningsmand som fremtidig ægtemand. Har hun regnet rigtigt?
Parvatis forældre har accepteret et ægteskabstilbud fra en passende bejler. Han møder Parvati med venlighed. Men kan hun leve op til sin mands forventninger?
Elias er Sophias storebror: fornuftig og ansvarlig, og så skal han være læge. Elias drømmer om Nanna, men da han endelig har hende på tomandshånd, bliver drømmen til et mareridt.
Og så er der pigen, der ligger i sin seng alene om natten – indtil døren til hendes værelse går op, og hun svæver ud af sin krop. Hvem skal hjælpe hende?
Mørke rum tager følsomt og frygtløst læseren ved hånden, inviterer ind i mørket og tænder lyset.
"Mørke rum" er en barsk fortælling, men den er også rigtig vigtig! Den berører overgreb og voldtægt, samt alle de gråzoner, der er at finde der, og samtidig viser den også uretfærdigheden i hele den debat. Kristina Aamand skriver hjerteskærende og ærligt, og jeg var revet med fra start til slut med et konstant bankende hjerte. Det var især Sophias og Parvatis historie, der virkelig rørte noget i mig, mens jeg var lidt mindre berørt af Maysuns og Elias, men derfor var de stadig relevante at læse om.
Jeg elskede, at bogen portrætterede noget herhjemme, samtidig med at den viste et helt andet liv i Kalkotta. For min skyld kunne forfatteren skrive en hel roman om kun dét, og jeg ville sluge det råt. Det er sådan et liv, der er helt forskelligt fra vores eget (i hvert fald for mange af os), og det sætter virkelig ting i perspektiv. Dét er noget af det bedste en bog kan gøre for mig.
"(...) Vi kan ikke beskytte os mod alt. Nogle gange rammer stenen forruden lige akkurat der, hvor det hele bare revner." - citat.
Dog ville jeg ønske, at romanen var lidt længere. Ikke fordi jeg nød hjertesmerten ved læsningen, men netop fordi at jeg følte den smerte. De forskellige historier er så vigtige, og jeg ville gerne have været endnu mere under huden på blandt andet Maysun og Elias. Uanset hvad, så skriver Kristina Aamand virkelig fængende, og jeg glæder mig virkelig til at læse mere af hende.
En vigtigt bog som desværre ikke havde den dybe som jeg søgte eller rørte mig så meget så jeg følte mig connected med karakterne. Men stadig en bog jeg syntes man skal læse.
Mine forventninger til "Mørke rum" var tårnhøje, da de fleste virker til at være blevet blæst bagover af den. Derudover sælger den sig selv rigtig godt på, at omhandle et mega interessant og barsk emne, som jeg glædede mig til at dykke lidt dybere ned i. Især i forhold til følelserne omkring dette - både fra ofrenes side men bestemt også samfundets. Det er jo desværre ikke altid de heldigste kommentarer, der bliver kædet sammen med voldtægtsemnet.
Bogen startede egentlig ret godt ud med provokere mig fuldstændig. En af hovedpersonernes mor kom nemlig med den værste kommentar, og det bekræftede mig bare i, at det var helt rigtigt, jeg læste den. For jeg kunne altså kun komme til at elske den. Desværre ændrede min holdning sig omkring dette i løbet af læseoplevelsen. Efter min mening blev bogen nemlig mere og mere middelmådig, på trods af at historierne jo burde havde indfaget mig.
Det gjorde de bare ikke rigtig. Jeg følte aldrig, nogen af dem krøb ind under huden på mig, og det var ellers præcis det, jeg havde forventet. Derfor havde jeg også ret let ved at lægge den fra mig både fysisk og mentalt, for jeg følte ikke den der trang til at læse videre. Det er derfor også en bog, jeg godt kunne havde set mig selv droppe, hvis det ikke havde været på grund af dens korte sideantal. Alligevel tror jeg netop, at lidt flere sider i bogen kunne havde været med til at gøre min læseoplevelse noget bedre. Jeg følte nemlig til tider, det hele blev en anelse for tyndt, og at alle historier godt kunne havde været udbygget en del mere. Ydermere manglede jeg også en del mere afrundig af både dem og bogens emne, før jeg havde været mere tilfreds.
Når ovenstående er sagt, så er det dog bestemt ikke nogen dårlig bog. Samtidig er det sådan en bog, jeg trods alt er rigtig glad for, jeg har fået læst. For udover det åbenlyse i at bogen omhandler et yderst vigtigt emne, så var bogen i sig selv også ret god. Bare ikke god nok til at den kunne få mig til at glemme mine negative tanker om den. Men det er en super barsk historie, og jeg er glad for, der ikke er lagt fingre imellem på dette aspekt. Det gjorde det nemlig ret levende, og gjorde det let at drage paralleller til den virkelige verden.
Wauw … sikke en bog. Jeg kan næsten ikke få vejret … det er ikke let læsning. Det er tværtimod læsning, der bliver i dig, river i dig og efterlader dig en lille smule forandret. For den her bog er så vigtig. Der er brug for den.
En barsk fortælling, der ikke er for sarte sjæle. Den fortæller om nogle af de grusomheder, man som voldtægtsoffer bliver mødt med, ikke bare under selve akten, men også efterfølgende, i forhold til hvordan man bliver taget imod af omgivelserne. Den sætter spørgsmålstegn ved definitionen af voldtægt, og hvordan vi behandler ofrene i samfundet. Den giver stof til eftertanke, - for høj som lav. Hård læsning. Hav kleenex parat. Vær forberedt på at blive udfordret og rørt. Vær forberedt på at blive overrasket. Vær forberedt på at forholde dig til historien med et åbent sind. Vær forberedt på at LYTTE.
Temaet i Mørke Rum, er meget vigtigt at tale om, og jeg synes bestemt, det er godt at tage det op i ungdomsbøger, så der bliver kastet "lys over det," og der vil komme mere opmærksom på det. I Mørke Rum springer historien mellem flere personer og situationer hvor dette barske tema "voldtægt," indgår. Da jeg så bogen på hylden, tænkte jeg, at jeg bare MÅTTE læse den, selvom jeg normalt ikke er til "det virkelighedsnære" i YA, men mere over i fantasy. Men denne bog tiltrak mig på en eller anden vis. Jeg tog den så med hjem, og begyndte med det samme at læse, hvor jeg bare blev smidt direkte ind i historien. Og jeg synes, den var helt vildt spændende. Skræmmende selvfølgelig, for jeg kan ikke lade være med at have i baghovedet, at sådanne situationer virkeligt forekommer i den virkelige verden. Men jeg blev suget ind i bogen. Desværre mistede jeg mere og mere interessen for bogen jo længere jeg nåede. Bogen er opdelt i kapitler, hvor hvert kapitel er en ny fortæller-vinkel, og hvor det er en ny situation, og det gjorde mig simpelthen så forvirret. Jeg fokuserede mere og mere på, "hvem jeg nu var" eller "hvilken situation er dette?" "Hvad sker der nu?" Jeg kunne slet ikke finde rundt i det. Det blev for meget, og derfor vælger jeg kun at give bogen 1 stjerne, da det bare blev et stort forvirringskaos om at finde ud af hvem der fortalte, og hvilken historie det var, istedet for at nyde bogen og få en flydende fortælling.
Kristina Aamand skriver enormt fangende og objektivt. Man skal selv som læser tage stilling til scenarierne og danne sine egne meninger. Det er en bog der ligger op til debat, og er noget så satans aktuel (for tiden er der en masse historier om "Drenge og Pige middage" på gymnasier rundt om i landet). Jeg er virkelig imponeret over hvor fantastisk Aamand skriver. Min oplevelse er tit, at med voldsomme emner, bliver sproget sat lidt til side i forhold til plottet, men det bliver det absolut ikke her. Aamand har gjort sig fuldt fortjent til en plads på min bogreol med alle hendes fremtidige bøger. Jeg glæder mig til at læse andet fra hende.
Det er en hård fortælling, det er der ingen tvivl om. Selv læste jeg små stykker af bogen ad gangen, for ikke at blive overvældet. Men det er også en vigtig fortælling. Det handler om grænser og gråzoner, om et samfund der tror at gerningsmanden er en skurk der hopper ud af en busk om natten, og hans ofre er letpåklædte piger der egentlig "selv beder om det". Men det er det langt fra, og det er blandt andet det "Mørke Rum" viser sin læser.