Frydenholm er Hans Scherfigs delvist dokumentariske roman om Danmark under besættelsen 1940-45. Handlingen er centreret omkring interneringerne af de danske kommunister, som dem tyske besættelsesmagt iværksatte med støtte fra det danske politi. Med stor indignation og dækning i autentiske dokumenter og skildringer foretager Scherfig sit opgør med myterne om besættelsen og udleverer de samarbejdsvillige danskere.
Denne udgave i anledning af 100-året for Hans Scherfigs fødsel optrykker også hans egen efterskrift til romanen.
Hans Scherfig was a renowned Danish author and artist.
His most famous works of literature include Det Forsømte Forår (Stolen Spring), Frydenholm, Idealister (Idealists), and Skorpionen (The Scorpion), the last of which was published in over 20 countries. He is also well-known for his distinctive Naivist lithographs which depict jungle and savanna scenes that owe something to Henri Rousseau, and various drawings and paintings with satirical, political, and biblical subject matter.
Central to Scherfigs work was his life-long political engagement. Already in his early years he became a dedicated communist and remained so until his death in 1979.
Because of this Scherfig was imprisoned by the Nazi German military occupation forces in Denmark during WWII. During the Cold War, Scherfig intensified his critical attitude against the USA.
Hans Scherfigs opgør med besættelsestiden og med hykleri.
Som den fjerde bog i samme Scherfig univers, har jeg nu læst Frydenholm (de 3 andre er Den Forsvundne Fuldmægtige, Det Forsømte Forår og Idealister). Alle 4 fungerer som enkeltstående bøger, men der er personer, der går igen.
Frydenholm adskiller sig fra de andre bøger. For alle tre andre er der en kriminalhistorie, som den egentlige historie (skildringen af et miljø eller persontyper) væver sig omkring. Kriminal-delen er kun en lille del i de 3 andre historier, men den er der. I Frydenholm omhandler det udelukkende tiden op til og under besættelsen. Det er også næsten kriminal-historie i sig selv.
Scherfig var kommunist og det fornægter sig ikke her. Der er ikke så meget tvivl om, hvem der er de gode (omend en radikal også udmærker sig). Især socialdemokrater må finde sig i at blive præsenteret som hyklere og vendekåber. Hvis man kan se forbi det, og det synes jeg er ret nemt, for der er ikke tale om tommetyk propaganda, så er Frydenholm en virkelig velskreven bog. Der er bid i, når Scherfig udstiller samfundets hykleri: Det højt besungne demokrati og frisind i Danmark er reelt ikke meget værd. Der er altid nogle, der adskiller sig tilpas meget til, at man kan sige de ikke rigtig hører til. Og så skal de vel ikke nødvendigvis beskyttes af f.eks. Grundloven.
Det er lige dele befriende og skræmmende, hvor mange gange i løbet af bogen, at jeg stødte på beskrivelser, der nærmest 1:1 kan oversættes til vores tid. Befriende fordi, så er verden måske ikke så meget ved at gå af lave - det har altid været galt. Og skræmmende fordi en 50 år gammel bog kan præsentere problemstillinger krystalklart, som vi stadig lever med: Hykleri, udskamning og udlevering af dem, der ikke lige passer ind i den største masse, og vores evne til at re-fortælle historien, så vi selv kan få en heltepladsering - altså den kontrafaktiske historieskrivning foretaget lige efter begivenhedernes gang (vi gik aldrig ind i Irak pga. masseødelæggelsesvåben...).
Bogen starter lidt langsomt, men i takt med det eskalerende samarbejde med besættelsesmagten, tager det hele fart. Og det er medrivende indtil sidste side. Bogen er stadig aktuel i dag. Både som litterært værk og som en velplaceret pegefinger rettet mod os selv. Det er efter min mening den bedste bog af de fire Scherfig-bøger i det delte univers. Også selvom det skinner igennem, at Scherfig bestemt ikke har tilgivet besættelsestiden. Bogen fungerer glimrende som en subjektiv, skønlitterær beskrivelse af Danmark under 2. verdenskrig. Og på den måde giver den en vinkel, som ikke ses tit.
Og lad mig så lige slutte med min begejstring over, at finde ud af, at bogen også deler univers med Tom Kristensens Hærværk - der dukker to personer op i Frydenholm, der stammer fra Hærværk. Så den må jeg også se at få læst.
Scherfig har haft meget på hjertet - især bitterhed og foragt. Det er der kommet en ujævn og kun i glimt glimrende bog ud af.
Faktisk kunne der måske have været mere effekt af to separate bøger - en uhæmmet hyldest til kommunismen, dens dengang visionære ledelse i Moskva med de tapre og pletfrie håndgangne mænd og kvinder i Danmark og en separat krasbørstig og uforbeholden sviende sarkastisk tilsvining af alle de andre ynkelige eksistenser i besættelsestidens Danmark.
Tilbage står et ikke uinteressant tidsbundet partsindlæg, men heller ikke mere.
Long time ago, so i hardly know how precisely i liked the book.
But as i remember, scherfig has a great sense for subtle satire of people and their tendencies. Mind you, it can get a bit heavy handed at times, as i am becoming aware of in my continuing long-range reading of his Idealister.
So if you want something classy, with a bit of a depth and a bit, but still very readable even for us people who do not spend at least an hour a day reading. Then you should give it a whirl in my opinion, as long as you don't mind reading something from before the rise of the mighty internet.
Man mærker, at Scherfig har haft meget på hjerte - mange politiske svigt over for Danmarks kommunister, som han har ville redegøre for.
Derfor er Frydenholm heller ikke helt på højde med forgængeren, Idealister, set med mine øjne. Det er i beskrivelsen af det konkrete møde mellem mennesker, at Scherfig virkelig er elegant til at vise noget større om samfundet - og især om klasserne. Dem bliver der desværre for langt imellem.