What do you think?
Rate this book
Ulvemælk
Inga er flyttet til mormors hus i Tværmose i et Jylland, der nu, i 2040, er dækket af skov. Kæresten overvåger områdets ulvebestand, og selv var hun forfatter, indtil kunstig intelligens overtog fortællingerne.
I 1872 går folkemindesamleren Evald Tang Kristensen fra gård til gård i Tværmose for at indsamle eventyr og viser fra en snart svunden tid. Han besøger Ane Povlsdatter, som er rig på ulvehistorier, men én af dem får Evald ikke slutningen på, før hun dør. Det nager ham. Ane boede i det, der nu er Ingas hus. Men det er ikke det eneste, der forbinder Evald og Inga.
Ved fuldmåne lusker et dyr omkring og kradser i Ingas dør. Et dyr som Evald både kender alt for godt, og ikke rigtig vil kendes ved.
I 1872 går folkemindesamleren Evald Tang Kristensen fra gård til gård i Tværmose for at indsamle eventyr og viser fra en snart svunden tid. Han besøger Ane Povlsdatter, som er rig på ulvehistorier, men én af dem får Evald ikke slutningen på, før hun dør. Det nager ham. Ane boede i det, der nu er Ingas hus. Men det er ikke det eneste, der forbinder Evald og Inga.
Ved fuldmåne lusker et dyr omkring og kradser i Ingas dør. Et dyr som Evald både kender alt for godt, og ikke rigtig vil kendes ved.
- GenresScience FictionFantasy
330 pages, Hardcover
First published January 29, 2025
15 people are currently reading
173 people want to read
About the author
Charlotte Weitze
21 books29 followersDansk forfatter, som debuterede i 1996 med novellesamlingen Skifting.
Hun har i en periode boet i Bakkehusets Gæstebolig, og er især kendt for at skrive magisk realisme om mennesker i hverdagsagtige situationer, der møder noget som er en smule mere fantastisk end det normalt er muligt.
Hun har i en periode boet i Bakkehusets Gæstebolig, og er især kendt for at skrive magisk realisme om mennesker i hverdagsagtige situationer, der møder noget som er en smule mere fantastisk end det normalt er muligt.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 17 of 17 reviews
June 23, 2025
De først 50-60 sider var jeg meget begejstret, og jeg var jo positivt forudindtaget, fordi jeg så godt kunne lide samme forfatters Rosarium, som jeg gav 5 stjerner.
Men så blegnede min begejstring desværre – jeg havde svært ved at se pointen med bevægelsen mellem tre forskellige tidspunkter, to i fortiden og et i fremtiden. Og så selvfølgelig i et magisk mellemlag, hvor der (måske) findes varulve.
Den magi, som greb mig fuldstændig i Rosarium, greb mig ikke i denne, og karaktererne var meget svære at holde af eller overhovedet at få greb om.
Der er to hovedkarakterer, en yngre fiktiv kvinde, der er jegperson i et dystopisk, overvågningssamfund i 2040, og den meget virkelige folkemindesamler Evald Tang Kristensen, der levede fra 1843 til 1929.
Vi tilbringer mest tid inde i Evalds hoved, og det er faktisk et ret dystert sted at være. Vi følger ham frem og tilbage i tid, hvor han besøger de ubegribeligt fattige mennesker, der bor rundt omkring i det triste hedelandskab, der blev tilbage, da man havde fældet al skov. Varulvetemaet kommer selvfølgelig, fordi (var)ulven altid har figureret i eventyr, folkeminder og fortællinger og også gør det i de viser og historier, Evald indsamler.
Men så blegnede min begejstring desværre – jeg havde svært ved at se pointen med bevægelsen mellem tre forskellige tidspunkter, to i fortiden og et i fremtiden. Og så selvfølgelig i et magisk mellemlag, hvor der (måske) findes varulve.
Den magi, som greb mig fuldstændig i Rosarium, greb mig ikke i denne, og karaktererne var meget svære at holde af eller overhovedet at få greb om.
Der er to hovedkarakterer, en yngre fiktiv kvinde, der er jegperson i et dystopisk, overvågningssamfund i 2040, og den meget virkelige folkemindesamler Evald Tang Kristensen, der levede fra 1843 til 1929.
Vi tilbringer mest tid inde i Evalds hoved, og det er faktisk et ret dystert sted at være. Vi følger ham frem og tilbage i tid, hvor han besøger de ubegribeligt fattige mennesker, der bor rundt omkring i det triste hedelandskab, der blev tilbage, da man havde fældet al skov. Varulvetemaet kommer selvfølgelig, fordi (var)ulven altid har figureret i eventyr, folkeminder og fortællinger og også gør det i de viser og historier, Evald indsamler.
April 9, 2025
Det var med glæde jeg opdagede at Charlotte Weitze havde udgivet en ny roman, ovenikøbet med ulvetema (yay)! Jeg elskede hendes fabulerende Rosarium, så jeg forventede endnu et vokseneventyr med interessante karakterer og spændende plot. Men suk, mine tårnhøje forventninger blev ikke indfriet.
Vi følger to personer – den virkelige person, folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, og en fiktiv fremtids-Inga. Romanen veksler mellem tre spor, dels unge Evalds strabadserende tur til Tværmose i 1872 for at indsamle myter fra den gamle syge Ane Poulsdatter, dels den ældre Evald i 1906, hvor han kæmper med at færdiggøre historien fra 1872, og dels Ingas sumpede tilværelse i Tværmose anno 2040.
Det er ikke en spoiler at afsløre at der er et vist varulveelement i romanen. Det er egentlig forfriskende nok at Weitze ikke forsøger at gemme en eventuel afsløring til slutningen af bogen, men i stedet spreder rigeligt med hints a la fuldmåne, kradsemærker, vild hårvækst osv. Varulve er super fede og metamorfosen mellem menneske og ulv har en mere end 1000-årig kulturhistorie bag sig, så det element er jeg helt med på.
Det er egentlig også interessant nok at Weitze har været i arkiverne og har bygget en fiktiv historie op omkring den historiske folkemindesamler, der var en kæmpe drivkraft i at indsamle og nedskrive myter, sagn og viser, der ellers mestendels eksisterede via mundtlig overlevering. Miljøbeskrivelsen i de to fortidsspor virker også rimeligt troværdige.
Fremtidssporet er til gengæld vildt overdrevet. Vi taler om 2040 – altså om 15 år – og vi møder et Tværmose, der var hede- og moselandskab på Tang Kristensens tid, og nu dækket af skov. Vi lærer tidligt i romanen at hele Jylland er dækket af storskov, al landbrug er nedlagt i klimaets navn, landmændene har fået rigelig kompensation og går nu rundt og keder sig (eller lever i en virtuel underholdningsverden). Det er lykkedes techindustrien i Silicon Valley at sprede et AI-system over hele kloden med massiv digital afhængighed til følge og overvågning af alt. Folk går rundt med AI-briller på, så de hele tiden kan se film eller tjekke bollerne i ovnen mens de er ude af huset. Der findes sågar særlige handsker, så man taktilt kan føle den digitale verden. Håndledsmålere registrerer alt om ens sundhed og vaner, tale bliver overvåget, ansigtsudtryk bliver tolket osv. Automatiske indkaldelser til lægen hvis devicet registrerer et eller andet der bør tjekkes. Vores Inga er (var) forfatter, men det går ikke mere, for folk læser ikke bøger længere (urealistisk). Alle på Sjælland skal være vegetarer, medmindre der er helbredsmæssig grund til andet. I Jylland må man spise kød via selvforsyning. Kirken står dog stadig. Gud omtales med pronomenet Hen.
Det er fint med et tankeeksperiment i forhold til hvor vi er på vej hen med klima og AI, men det bliver utroværdigt når der præsenteres så mange og store forandringer så kort tid ude i fremtiden. Jeg tror bare ikke på det. Jeg tror det største problem er at det præsenteres som en sandsynlig fremtid. Jeg har intet imod vild sci-fi og magisk realisme – det må gerne være overdrevet og vildt, men det fungerer ikke rigtigt her. Det bliver til et irritationsmoment.
Det største problem ved romanen er nok at karaktererne ikke rigtigt rammer mig og plottet virker forceret og utroværdigt. Evald er klart den mest interessante, og måske havde romanen fungeret bedre hvis den var holdt i fortidssporet. Inga er ligegyldig. Jeg er ligeglad med hendes tilstand og digitale detox. Jeg er ligeglad med hendes fraværende kæreste, der er fanget bag AI-brillerne. Jeg kedede mig igennem 2040-passagerne. Øv.
Vi følger to personer – den virkelige person, folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, og en fiktiv fremtids-Inga. Romanen veksler mellem tre spor, dels unge Evalds strabadserende tur til Tværmose i 1872 for at indsamle myter fra den gamle syge Ane Poulsdatter, dels den ældre Evald i 1906, hvor han kæmper med at færdiggøre historien fra 1872, og dels Ingas sumpede tilværelse i Tværmose anno 2040.
Det er ikke en spoiler at afsløre at der er et vist varulveelement i romanen. Det er egentlig forfriskende nok at Weitze ikke forsøger at gemme en eventuel afsløring til slutningen af bogen, men i stedet spreder rigeligt med hints a la fuldmåne, kradsemærker, vild hårvækst osv. Varulve er super fede og metamorfosen mellem menneske og ulv har en mere end 1000-årig kulturhistorie bag sig, så det element er jeg helt med på.
Det er egentlig også interessant nok at Weitze har været i arkiverne og har bygget en fiktiv historie op omkring den historiske folkemindesamler, der var en kæmpe drivkraft i at indsamle og nedskrive myter, sagn og viser, der ellers mestendels eksisterede via mundtlig overlevering. Miljøbeskrivelsen i de to fortidsspor virker også rimeligt troværdige.
Fremtidssporet er til gengæld vildt overdrevet. Vi taler om 2040 – altså om 15 år – og vi møder et Tværmose, der var hede- og moselandskab på Tang Kristensens tid, og nu dækket af skov. Vi lærer tidligt i romanen at hele Jylland er dækket af storskov, al landbrug er nedlagt i klimaets navn, landmændene har fået rigelig kompensation og går nu rundt og keder sig (eller lever i en virtuel underholdningsverden). Det er lykkedes techindustrien i Silicon Valley at sprede et AI-system over hele kloden med massiv digital afhængighed til følge og overvågning af alt. Folk går rundt med AI-briller på, så de hele tiden kan se film eller tjekke bollerne i ovnen mens de er ude af huset. Der findes sågar særlige handsker, så man taktilt kan føle den digitale verden. Håndledsmålere registrerer alt om ens sundhed og vaner, tale bliver overvåget, ansigtsudtryk bliver tolket osv. Automatiske indkaldelser til lægen hvis devicet registrerer et eller andet der bør tjekkes. Vores Inga er (var) forfatter, men det går ikke mere, for folk læser ikke bøger længere (urealistisk). Alle på Sjælland skal være vegetarer, medmindre der er helbredsmæssig grund til andet. I Jylland må man spise kød via selvforsyning. Kirken står dog stadig. Gud omtales med pronomenet Hen.
Det er fint med et tankeeksperiment i forhold til hvor vi er på vej hen med klima og AI, men det bliver utroværdigt når der præsenteres så mange og store forandringer så kort tid ude i fremtiden. Jeg tror bare ikke på det. Jeg tror det største problem er at det præsenteres som en sandsynlig fremtid. Jeg har intet imod vild sci-fi og magisk realisme – det må gerne være overdrevet og vildt, men det fungerer ikke rigtigt her. Det bliver til et irritationsmoment.
Det største problem ved romanen er nok at karaktererne ikke rigtigt rammer mig og plottet virker forceret og utroværdigt. Evald er klart den mest interessante, og måske havde romanen fungeret bedre hvis den var holdt i fortidssporet. Inga er ligegyldig. Jeg er ligeglad med hendes tilstand og digitale detox. Jeg er ligeglad med hendes fraværende kæreste, der er fanget bag AI-brillerne. Jeg kedede mig igennem 2040-passagerne. Øv.
July 19, 2025
En mislykket bog, hvis du spørger mig. De rigtige intentioner, men spændingskurven, sproget og refleksionsniveauet er amputeret fra start
March 16, 2025
Jeg er dedikeret Weitze stan, og jeg elskede også forvandlingerne og forviklingerne og alt det, som gik på tværs af tid og rum. AI-sporet kedede mig lidt for meget til at jeg ville klassificere det som en perfekt roman, lidt for umagisk, tror jeg.
March 15, 2025
En roman om folkemindesamleren Evald Tang Kristensen - hvor heldig er man lige, at få sådan en historie. Charlotte Weitze skriver eventyrligt!
March 19, 2025
Det var som om den gjorde lidt modstand i begyndelsen, men hold da op for en læseoplevelse da den åbnede sig! På samme måde som det skete for Evald Tang Kristensen når han langsomt lirkede historierne ud af fortællerne i de mørke iskolde vinternætter på heden.
March 9, 2025
Det ærgrer mig sådan at sige det, men denne bog med det så flotte omslag ville for meget. Jeg elsker idéen om at finde en forbindelse til gamle dages mundtlige fortælleform og vores nuværende fokus på AI og brug af teknologi. Hvad er gået - og går - tabt i denne overgang? Desværre blev idéen bare ikke godt nok udført, og jeg sad som læser til sidst og vidste ikke, hvilken fortælling jeg egentlig skulle fokusere på. På den mere personlige side var det også distraherende, at personernes teknologier blev kaldet 'devices.'
Personerne var alt for flade, til at man levede sig ind i deres situationer. Derudover har jeg fundet ud af, at jeg selv havde svært ved denne kombination af noget virkeligt - folkemindesamleren Evald Tang Kristensens karakter i bogen - og vores fiktive anden hovedperson.
Bogen havde nogle fine refleksioner hist og her, men overordnet set så var den bare ikke noget for mig. Øv.
Personerne var alt for flade, til at man levede sig ind i deres situationer. Derudover har jeg fundet ud af, at jeg selv havde svært ved denne kombination af noget virkeligt - folkemindesamleren Evald Tang Kristensens karakter i bogen - og vores fiktive anden hovedperson.
Bogen havde nogle fine refleksioner hist og her, men overordnet set så var den bare ikke noget for mig. Øv.
July 19, 2025
Ulvemælk af Charlotte Weitze ⭐️⭐️⭐️ ~
Jeg blev færdig. JEG BLEV FÆRDIG. To forlængelser på bibliotekslån måtte der til. Og en stranddag.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal anmelde denne læseoplevelse. Den er lidt over 300 sider lang, men jeg føler, den har været 3000. Hvorfor opgav jeg ikke bare? Fordi, den er godt skrevet. Og det var dilemmaet. Normalt er et godt sprog nok for mig, så hvorfor var det ikke nok her? Måske genren er forkert for mig. Jeg dur ikke helt til det mystiske, det overnaturlige. Normalt elsker jeg en masse mellem linjerne, men her kan jeg overordnet ikke genfortælle handlingen.
Lad os bare sige at den store bedrift for mig her, var at blive færdig ✔️ #ulvemælk #charlotteweitze
Jeg blev færdig. JEG BLEV FÆRDIG. To forlængelser på bibliotekslån måtte der til. Og en stranddag.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal anmelde denne læseoplevelse. Den er lidt over 300 sider lang, men jeg føler, den har været 3000. Hvorfor opgav jeg ikke bare? Fordi, den er godt skrevet. Og det var dilemmaet. Normalt er et godt sprog nok for mig, så hvorfor var det ikke nok her? Måske genren er forkert for mig. Jeg dur ikke helt til det mystiske, det overnaturlige. Normalt elsker jeg en masse mellem linjerne, men her kan jeg overordnet ikke genfortælle handlingen.
Lad os bare sige at den store bedrift for mig her, var at blive færdig ✔️ #ulvemælk #charlotteweitze
October 4, 2025
I bogen nævnes det, at Inga, den ene hovedperson, som lever i 2040 i et skovklædt Jylland (efter velgennemført trepart) har skrevet fantastiske bøger førhen - at hendes første novellesamling blev læst af alle elever i gymnasiet, dengang man stadivæk kunne leve af at være forfatter (før AI).
Den lille anekdote om Inga passer 1:1 på Charlotte Weitze selv. Novellesamlingen "Skifting" fra 1996, husker jeg tydeligt som dybt fascinerende, og da jeg selv var underviser dengang, blev mine elever selvfølgelig også præsenteret for den.
Forrige år havde vi Charlotte Weitze på besøg på det lokale bibliotek, og hun fortalte om "Rosarium", som var med i opløbet til DR-romanprisen i 2022, og som på helt forunderlig vis skildrer forholdet mellem planter og mennesker. Elskede den bog.
Weitze fortalte i sit foredrag også om sin families kamp for at mindske deres CO2 udledning lidt mere år efter år, for at gøre en forskel, men også for ikke at gå ned med klimastress/angst.
Hun fortalte lidt om sin kommende bog om Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, og det lød vanvittig spændende. Så jeg har glædet mig enormt til "Ulvemælk".
Jeg tænker da også, at bogen vil blive i mig en stund og være en jeg ikke lige glemmer, ikke fordi jeg synes den var nervepirrende spændende eller rørende/gribende.
Det er fordi den er helt sin egen og meget anderledes. Jeg husker også nærmest alle min barndoms eventyr, som jeg fik læst højt. Ikke for handlingen, men stemningen - og Weitze kan bare det der med at hive folkets dirrende underlige urfortællinger frem.
Man mærker tydeligt at Weitzes baggrund er folkloristik fra universitetet. Hun ved noget om den danske etnicitet, fra dengang på heden i den dybeste fattigdom. Der er scener og hændelser i Ulvemælk, der er så frygteligt ulækre og grumme og brutale, så man bliver helt utilpas af at læse dem, men der er nok ingen tvivl om, at det bygger på ægte viden om, hvordan livet var dengang. Hvor råt, småt og voldeligt. Det var længe før velfærdsstaten blev opfundet. Der er rådne tænder, slimet mad, tykke mus indendørs, muldvarpeskud i gulvet, stinkende ubehandlede sår, skubben og dasken til børn, uvasket uhumskheder og høns der skider ned i maden fra deres pinde under loften inde i boligen, så man virkelig væmmes under læsningen. Og forundres.
Den historiske Evald Tange gik ud til disse folk på heden i deres usle fattigdom for at finde deres rigdom i form af deres fortællinger og sange. For når mørket faldt på og vinterhalvårets kulde gennede folk ind i hytterne, de boede i, så blev fortællinger delt, som var magiske og fulde af eventyr og lys.
Den del af historien glemmer jeg ikke. Det er dybt fascinerende, at vi har levet på den måde for ikke så forfærdeligt længe siden i et landskabsmæssigt ligeledes helt anderledes Danmark.
Det er ubegribeligt, den udvikling som er foregået. Og at sammenligne den fortid med en fremtid i 2040 er også i princippet et godt greb. Naturen er ganske vist tilbage. Men til den tid har tech-giganterne overtaget verdensherredømmet og al grumhed er taget ud af dagliglivet. Alt er monitoreret og forklaret.
Der hvor jeg ikke er helt så meget med, er ift. kompositionen og den nutidige hovedperson Inga. Jeg synes bogen er svær at læse. Langsom og langstrakt. Og jeg synes ikke rigtig, at jeg får en særlig stor indlevelse i Inga.
Den lille anekdote om Inga passer 1:1 på Charlotte Weitze selv. Novellesamlingen "Skifting" fra 1996, husker jeg tydeligt som dybt fascinerende, og da jeg selv var underviser dengang, blev mine elever selvfølgelig også præsenteret for den.
Forrige år havde vi Charlotte Weitze på besøg på det lokale bibliotek, og hun fortalte om "Rosarium", som var med i opløbet til DR-romanprisen i 2022, og som på helt forunderlig vis skildrer forholdet mellem planter og mennesker. Elskede den bog.
Weitze fortalte i sit foredrag også om sin families kamp for at mindske deres CO2 udledning lidt mere år efter år, for at gøre en forskel, men også for ikke at gå ned med klimastress/angst.
Hun fortalte lidt om sin kommende bog om Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, og det lød vanvittig spændende. Så jeg har glædet mig enormt til "Ulvemælk".
Jeg tænker da også, at bogen vil blive i mig en stund og være en jeg ikke lige glemmer, ikke fordi jeg synes den var nervepirrende spændende eller rørende/gribende.
Det er fordi den er helt sin egen og meget anderledes. Jeg husker også nærmest alle min barndoms eventyr, som jeg fik læst højt. Ikke for handlingen, men stemningen - og Weitze kan bare det der med at hive folkets dirrende underlige urfortællinger frem.
Man mærker tydeligt at Weitzes baggrund er folkloristik fra universitetet. Hun ved noget om den danske etnicitet, fra dengang på heden i den dybeste fattigdom. Der er scener og hændelser i Ulvemælk, der er så frygteligt ulækre og grumme og brutale, så man bliver helt utilpas af at læse dem, men der er nok ingen tvivl om, at det bygger på ægte viden om, hvordan livet var dengang. Hvor råt, småt og voldeligt. Det var længe før velfærdsstaten blev opfundet. Der er rådne tænder, slimet mad, tykke mus indendørs, muldvarpeskud i gulvet, stinkende ubehandlede sår, skubben og dasken til børn, uvasket uhumskheder og høns der skider ned i maden fra deres pinde under loften inde i boligen, så man virkelig væmmes under læsningen. Og forundres.
Den historiske Evald Tange gik ud til disse folk på heden i deres usle fattigdom for at finde deres rigdom i form af deres fortællinger og sange. For når mørket faldt på og vinterhalvårets kulde gennede folk ind i hytterne, de boede i, så blev fortællinger delt, som var magiske og fulde af eventyr og lys.
Den del af historien glemmer jeg ikke. Det er dybt fascinerende, at vi har levet på den måde for ikke så forfærdeligt længe siden i et landskabsmæssigt ligeledes helt anderledes Danmark.
Det er ubegribeligt, den udvikling som er foregået. Og at sammenligne den fortid med en fremtid i 2040 er også i princippet et godt greb. Naturen er ganske vist tilbage. Men til den tid har tech-giganterne overtaget verdensherredømmet og al grumhed er taget ud af dagliglivet. Alt er monitoreret og forklaret.
Der hvor jeg ikke er helt så meget med, er ift. kompositionen og den nutidige hovedperson Inga. Jeg synes bogen er svær at læse. Langsom og langstrakt. Og jeg synes ikke rigtig, at jeg får en særlig stor indlevelse i Inga.
March 25, 2025
I slutningen af 1900-tallet er folkeminderne ved at forsvinde fra danskernes fælles bevidsthed. Evald Tang Kristensen sætter sig for at indsamle sagn, eventyr og folkeminder i det jyske ved at besøge ældre mennesker og nedskrive deres fortællinger så tro mod kilden som muligt. Én fortælling hører Evald aldrig slutningen på, og det nager ham - han er sulten efter mere....
I år 2040 indsamler den kunstige intelligens ved navn OS data for at tilrettelægge et fornuftigt og lidelsesfrit liv for mennesker. De lever derfor igennem deres devices, som monitorerer deres færden og tilstand. Samtidig beplantes hele Jylland med skov for at forhindre en klimakrise. OS's fornuftsregime har dog negativ indflydelse på menneskenes liv: folk kommer ikke hinanden ved længere, landmænd mister marker og dermed deres arbejde, og samtidig har OS gjort forfatterne arbejdsløse ved at skrive bedre og mere effektive fortællinger. Og så er der flere og flere glubske ulve ude i skoven...
De to perioder holdes op imod hinanden i "Ulvemælk" og forholder sig således til fortællingens betydning, den kunstige intelligens, tidens natursyn og alt muligt andet.
Hvor bogen i 1900-tallet følger Evald Tang Kristensen, er det jeg-fortælleren Inga, som er i centrum i år 2040. Det er denne præmis for bogen, som gør sidestillingen imellem de to perioder lidt svær at følge. For Inga er på ingen måde en pendant til Evald Tang Kristensen.
Nok er Inga forfatter, men hun er ikke sulten efter at høre andre menneskers fortællinger. Hun har fået arbejde på et plejehjem, men man får ikke indtryk af, at hun nogensinde har haft en reel samtale med beboerne; Tang Kristensen ville jo sikkert være nysgerrig efter, hvad de ældre havde at fortælle. På samme vis ignorerer hun sin nabo/granfætter, da hun møder ham grædende i skoven. Det kunne ellers have været interessant at høre hans perspektiv, da han netop er én af de landmænd, som har mistet deres livsgrundlag.
I stedet er Inga optaget af sin egen livshistorie og sine egne tanker om ulvene, Grundtvig, døden og meget andet. Som forfatter beskriver hun selv sit virke som at følge sin "egen indre strøm". Hun er da også selv i tvivl: er hendes digtning dybest set navlepilleri? Der er i hvert fald ikke længere nogen, som gider læse hendes bøger. Og hvis hun ikke er forfatter, hvem er hun så?
Således kredser bogen om fortællere og deres fortællinger. Samtidig synes der at være en hunger efter nogen, som vil lytte, være i dialog og fordøje. For den kunstige intelligens indsamler, tolker, konkluderer og producerer. Men den bliver ikke berørt, den har ingen kærlighed til fortællingen. Så hvor er vor tids (og fremtidens) Evald Tang Kristensen, som kan vise opmærksomhed for alle os, der hellere vil skrive selv end at læse andre?
Så bliver det i øvrigt lidt syret: når det er fuldmåne, står Tang Kristensen i varulv-udgave og kratter på Ingas rude. Hvad vil han egentlig? Vil han have resten af den fortælling, som han aldrig hørte slutningen på? Eller vil han tage Inga med ud i vildnisset, så hun kan finde noget at fortælle om - udover hende selv?
Jeg blev utålmodig med Inga undervejs. Så tag dog på arbejde - mon ikke du kan være i gang nogle timer på trods af den svimmelhed? Lyt til beboerne. Tal med din mormor. Hør hvad din nabo har at fortælle. Men det er ikke, hvad Charlotte Weitze har på hjerte. Først og fremmest vil hun gerne fortælle om Evald Tang Kristensen, hvilket hun også gør fint.
I år 2040 indsamler den kunstige intelligens ved navn OS data for at tilrettelægge et fornuftigt og lidelsesfrit liv for mennesker. De lever derfor igennem deres devices, som monitorerer deres færden og tilstand. Samtidig beplantes hele Jylland med skov for at forhindre en klimakrise. OS's fornuftsregime har dog negativ indflydelse på menneskenes liv: folk kommer ikke hinanden ved længere, landmænd mister marker og dermed deres arbejde, og samtidig har OS gjort forfatterne arbejdsløse ved at skrive bedre og mere effektive fortællinger. Og så er der flere og flere glubske ulve ude i skoven...
De to perioder holdes op imod hinanden i "Ulvemælk" og forholder sig således til fortællingens betydning, den kunstige intelligens, tidens natursyn og alt muligt andet.
Hvor bogen i 1900-tallet følger Evald Tang Kristensen, er det jeg-fortælleren Inga, som er i centrum i år 2040. Det er denne præmis for bogen, som gør sidestillingen imellem de to perioder lidt svær at følge. For Inga er på ingen måde en pendant til Evald Tang Kristensen.
Nok er Inga forfatter, men hun er ikke sulten efter at høre andre menneskers fortællinger. Hun har fået arbejde på et plejehjem, men man får ikke indtryk af, at hun nogensinde har haft en reel samtale med beboerne; Tang Kristensen ville jo sikkert være nysgerrig efter, hvad de ældre havde at fortælle. På samme vis ignorerer hun sin nabo/granfætter, da hun møder ham grædende i skoven. Det kunne ellers have været interessant at høre hans perspektiv, da han netop er én af de landmænd, som har mistet deres livsgrundlag.
I stedet er Inga optaget af sin egen livshistorie og sine egne tanker om ulvene, Grundtvig, døden og meget andet. Som forfatter beskriver hun selv sit virke som at følge sin "egen indre strøm". Hun er da også selv i tvivl: er hendes digtning dybest set navlepilleri? Der er i hvert fald ikke længere nogen, som gider læse hendes bøger. Og hvis hun ikke er forfatter, hvem er hun så?
Således kredser bogen om fortællere og deres fortællinger. Samtidig synes der at være en hunger efter nogen, som vil lytte, være i dialog og fordøje. For den kunstige intelligens indsamler, tolker, konkluderer og producerer. Men den bliver ikke berørt, den har ingen kærlighed til fortællingen. Så hvor er vor tids (og fremtidens) Evald Tang Kristensen, som kan vise opmærksomhed for alle os, der hellere vil skrive selv end at læse andre?
Så bliver det i øvrigt lidt syret: når det er fuldmåne, står Tang Kristensen i varulv-udgave og kratter på Ingas rude. Hvad vil han egentlig? Vil han have resten af den fortælling, som han aldrig hørte slutningen på? Eller vil han tage Inga med ud i vildnisset, så hun kan finde noget at fortælle om - udover hende selv?
Jeg blev utålmodig med Inga undervejs. Så tag dog på arbejde - mon ikke du kan være i gang nogle timer på trods af den svimmelhed? Lyt til beboerne. Tal med din mormor. Hør hvad din nabo har at fortælle. Men det er ikke, hvad Charlotte Weitze har på hjerte. Først og fremmest vil hun gerne fortælle om Evald Tang Kristensen, hvilket hun også gør fint.
January 2, 2026
“Ulvemælk” er måske en af de mærkeligste bøger, jeg har læst – og jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig helt har forstået den. Måske interesserede selve handlingen mig ikke så meget, og alligevel kunne jeg ikke lægge bogen fra mig. Den greb mig virkelig fra de allerførste sider, og slap mig ikke igen.
Charlotte Weitze har efter min mening skrevet et lille mesterværk. Romanen er både mystisk, kringlet og finurlig, men samtidig så præcist komponeret, at man mærker, hvor gennemarbejdet og gennemtænkt den er. En af bogens store styrker er Weitzes sproglige magi. Hun skriver med en kunstnerisk sensibilitet, hvor sætningerne flyder som poesi og fremkalder billeder, der nærmest tryllebinder læseren. Hendes sprog skaber ikke blot stemning, men bærer hele handlingstråden – elegant og suverænt.
At kunne forene to så vidt forskellige tidsplaner som 1872 og 2040 i én sammenhængende fortælling er i sig selv imponerende. Men Weitze gør det på en måde, der føles både organisk og original - og her beviser hun virkelig sin suverænitet som forfatter.
Romanen bæres af to parallelle fortællerstemmer, som krydser hinanden på tværs af tid:
• Evald Tang Kristensen – den historiske folkemindesamler i 1800-tallet, der næsten manisk jagter slutningen på en ulvehistorie fortalt af Ane Povlsdatter.
• Inga – en fiktiv forfatter i år 2040, der lever i et Danmark forvandlet af klimakrise og teknologiens altomfattende kontrol. Hun bor på sin mormors gamle ejendom midt i et tilplantet Jylland, med hendes mand, biologen Alexander, der arbejder med at overvåge landets ulvebestand. Ingas stemme, med hendes oplevelser af AI (her kaldet OS), klimaets forandringer og den dragende fuldmåne, udgør romanens andet spor.
Det er netop i mødet mellem disse to stemmer – det historiske og det fremtidige, det faktiske og det fiktive – at romanens genialitet for alvor folder sig ud. “Ulvemælk” er ikke blot en roman, men en vævning af tid, sprog og myte, der udfordrer læserens blik på både fortiden og fremtiden.
En anderledes - og bestemt interessant roman.
Charlotte Weitze har efter min mening skrevet et lille mesterværk. Romanen er både mystisk, kringlet og finurlig, men samtidig så præcist komponeret, at man mærker, hvor gennemarbejdet og gennemtænkt den er. En af bogens store styrker er Weitzes sproglige magi. Hun skriver med en kunstnerisk sensibilitet, hvor sætningerne flyder som poesi og fremkalder billeder, der nærmest tryllebinder læseren. Hendes sprog skaber ikke blot stemning, men bærer hele handlingstråden – elegant og suverænt.
At kunne forene to så vidt forskellige tidsplaner som 1872 og 2040 i én sammenhængende fortælling er i sig selv imponerende. Men Weitze gør det på en måde, der føles både organisk og original - og her beviser hun virkelig sin suverænitet som forfatter.
Romanen bæres af to parallelle fortællerstemmer, som krydser hinanden på tværs af tid:
• Evald Tang Kristensen – den historiske folkemindesamler i 1800-tallet, der næsten manisk jagter slutningen på en ulvehistorie fortalt af Ane Povlsdatter.
• Inga – en fiktiv forfatter i år 2040, der lever i et Danmark forvandlet af klimakrise og teknologiens altomfattende kontrol. Hun bor på sin mormors gamle ejendom midt i et tilplantet Jylland, med hendes mand, biologen Alexander, der arbejder med at overvåge landets ulvebestand. Ingas stemme, med hendes oplevelser af AI (her kaldet OS), klimaets forandringer og den dragende fuldmåne, udgør romanens andet spor.
Det er netop i mødet mellem disse to stemmer – det historiske og det fremtidige, det faktiske og det fiktive – at romanens genialitet for alvor folder sig ud. “Ulvemælk” er ikke blot en roman, men en vævning af tid, sprog og myte, der udfordrer læserens blik på både fortiden og fremtiden.
En anderledes - og bestemt interessant roman.
June 30, 2025
Weitze skriver hammergodt og formår virkelig at male både taktile landskaber og interessante karakterer på det indre lærred. Jeg forstod ultimativt ikke rigtig bogens ærinde, bortset fra det åbenlyse omkring teknologiens kvælende favntag. Mange tematikker og tidslinjer flyder sammen og ender med at give en lidt mudret og ufærdig oplevelse. Men det gode håndværk og bogens særhed gør den i sidste ende læsværdig.
March 8, 2025
Fantastisk cirkulær fortælling om mennesker og natur set i et historisk perspektiv. Jeg glæder mig til Jylland igen er dækket af skov men samtidig skræmmer OS mig ….
April 6, 2025
2040-historien var tæt på tidsmæssigt, og ret svær at koble til Evald Tang Kristensen. Interessant læsning, men for mig ikke i nærheden af Rosarium, som er et mesterværk.
December 27, 2025
Vild bog - elsker refleksionerne, at tiden er elastisk og alle folkeminderne!
January 8, 2026
Lidt for mange tidslinjer til min smag. Men interressant mytik omkring naturen og dets væsener.
Displaying 1 - 17 of 17 reviews