En poetisk og usentimental undersøgelse af, hvad og hvem der former os – på godt og på ondt. Om at være barn af eventyrere og idealister, men savne kort og kompas til virkeligheden.
Lærke vokser op med et berømt efternavn og en familie i evig bevægelse. Hun har ni sted- og halvsøskende, men føler sig mest som enebarn. Hendes far sejler på verdens syv have og fylder meget, selv om han findes meget lidt i Lærkes liv. Hendes mor flytter i kvindekollektiv i en flække i Thy og senere sammen med en ny mand. Den unge Lærke kan hverken finde sine ben i provinsens ungdomsliv eller i sin fars storfamilie af larmende eventyrere. Først da hun flytter til København, lander hun i et liv, der føles som hendes eget.
Gennem en række krydsklip mellem opvækst og voksenliv, Vesterhav og storby, sansning og refleksion tegner Sømærke et ømt og nøgternt generationsportræt. En stærk og rørende dannelsesberetning om rastløshed og længslen efter at finde et ståsted. Og om at turde møde dyb, varig kærlighed, når man er vokset op med idealet om stormfuld og forbigående forelskelse.
Lærke Kløvedal er født på Amager i 1978 og opvokset i Thy med sin mor. Hendes far var forfatter og kaptajn Troels Kløvedal, der døde i 2018. Hun er uddannet filmproducer og journalist og er i dag madanmelder på Politiken og vært på Danmarks mest downloadede portrætprogram, Det sidste måltid. Bor på Amager med sin kæreste og deres tre sammenbragte drenge.
Okay, det her bliver en blandet anmeldelse. Jeg rundede op til fire stjerner. Fordi jeg elskede den sidste 1/3 af bogen. Altså ægte elskede. Den stod for mig i skarp kontrast til de første 2/3 af bogen, som jeg havde svært ved at komme igennem. Den neutrale beskrivende fortællestil og det nærmest socialrealistiske gråvejr, der gennemsyrer Lærkes beskrivelser af sin barndom og teenage år, var lidt for tungt for mig. Var tæt på at lægge den fra mig og give op flere gange de første 150 sider. Det er jeg glad for jeg ikke gjorde.
Jeg købte Lærkes bog, fordi jeg elsker hendes podcast "Det sidste måltid". Vidunderligt koncept. De passager i bogen, hvor Lærke opdager sin kærlighed til madoplevelser, er de første steder jeg mærker Lærkes passion og lys. Her tænder hun forsigtigt en lighter i mørket for mig. I takt med at hun opdager sin kærlighed for mad og København, bliver der lidt varmere - og jeg bliver interesseret i hendes historie. Jeg ville ønske, der havde været et kapitel om hendes vej til og arbejde som madanmelder. Ville gerne være taget med længere ind i hendes passion for mad og få foldet hendes arbejde som madanmelder ud.
Kærlighedshistorien til Sixten var blændende beskrevet. Og relaterbar. Jeg kunne pludselig huske smagen af skinkesalaten fra slagter Bagger i Humlebæk. Den VAR en hellig spise, og det er beskrevet så godt:-D I det hele taget kunne jeg bare ikke lægge bogen fra mig derfra. Hvor voksenlivet begynder at forme sig, da kommer historien til live.
Lærkes beskrivelser af hendes opvækst virker på en eller anden måde kolde på mig. Jeg ved mange elsker "show don't tell" fortællestilen, så jeg står sikkert alene med min kritik her. Men det bliver lidt intetsigende for mig, når fortælleren ikke analyserer på de hændelser der beskrives, sætter følelser på, sætter det i kontekst med en samtid eller noget andet. Jeg følte mig som læser overladt til selv at finde ud af, hvad jeg skulle bruge de triste beskrivelser fra Thy til, og jeg tænkte flere gange "hvorfor skal jeg vide det her? Det beriger ikke mit liv på nogen måde." Til gengæld vil jeg sige, at beskrivelserne af hendes relation til sin far er lige som jeg havde forventet Troels var. Jeg ELSKER Troels bøger, og han er en af mine danske yndlingsforfattere. Men jeg har altid tænkt, hvor hulan alle hans børn var henne i alt det her. Det kan ikke have været sjovt, og jeg synes Lærke sætter ord på det så fint. Jeg elsker stadig Troels bøger og rejsefilm og vil altid gøre det. Lærkes fortælling udfolder så fint en dimension på noget der for mig lå der implicit allerede.
Jeg følte mig først ægte beriget af bogen, da vi kom til København og jeg får at vide hvad opvæksten har gjort ved Lærke. Hvad tænker hun om livet, kærligheden, arbejde, forældrerollen osv. Det kan godt være jeg er lidt hård, men selvbiografier er min yndlingsgenre, så jeg har mine klare præferencer. Det er ikke nemt at fortælle sit liv, så det bliver vedkommende for andre. Det kan gøres på så mange måder, og med det blik på bogen, så var det interessant at læse et memoir som havde en mere journalistisk beskrivende stil. Selvom det ikke er sådan jeg elsker det mest. Rammerne for en barndom og ungdom bliver først rigtig interessant for mig personligt, når jeg hører hvordan det er landet i den der har oplevet det.Jeg vil høre hvad det gjorde ved forfatteren, hvad der blev tænkt og følt. Ellers får jeg følelser omkring det der bliver beskrevet og jeg går i gang med at vurdere enten hovedpersonen eller skrivestilen. Som det skete for mig her.
Derfor er de sidste 70 sider, hvor valg af studie, jobs, karriere, kærlighed, familie og det at finde sin vej i livet folder sig ud, helt vidunderlige i mine øjne. Så kunne jeg ikke lægge den fra mig. Og det kommer selvfølgelig i bagklogskabens lys til at stå som en rigtig fin kontrast til de første mere grå sider. Om det er et bevidst greb ved jeg ikke. Den nerve jeg mærkede i den sidste del af bogen ville jeg dog ønske havde været det bål hele bogen stod på. Pludselig fik jeg nogen af de overvejelser om livet jeg ønskede og var med et snuptag fuldt engageret i Lærkes historien og tanker. Vigtigst af alt, nu fik den mig til at tænke over livet. Mit eget liv. Og det er for mig det en selvbiografi skal. Give mig inspiration til mit eget liv. Jeg vil se hvordan andre mennesker har taklet den her sindssyge størrelse kaldet livet. Hvordan hulan har I andre fundet jeres vej i job og familie og partnere og børn, og er det noget jeg kan lære af og blive inspireret af? Jeg ønskede mig 100 sider mere om karriere og børn og forlist ægteskab. Det gik op for mig undervejs, at det er Lærkes voksenliv, jeg gerne vil høre om. Hvordan skaber man et liv på et fundament af en barndom, som ikke var optimal. Det kan vi alle sætte os ind i. Hvad trækker det af tråde og hvordan skaber vi os selv med det morads af særlige og syrlige og triste ting vi alle har med i bagagen. Og de sidste 70 sider var blændende gode!
Bestemt ikke en dårlig bog. Men jeg ønskede mere. Mere af voksne Lærke. Mere af voksenlivets udfordringer og de benlænker barndommen har lagt os i.
(Reklame) Jeg har fået bogen til et arrangement med forlaget, hvor forfatteren fortalte helt forrygende om sin bog😃
Lærke Kløvedal har skrevet en meget personlig fortælling om at vokse op i en meget stor og frisindet familie OG ikke mindst om, hvordan det har været at have en far, der sejlede verden rundt og var landskendt og folkekær, men ikke havde meget tid tilovers dem, der blev derhjemme.
Gennem historien har Lærke svært ved at finde sig til rette og hendes usikkerhed gik rent ind. Det er ganske enkelt fremragende skrevet.
Sømærke var en stor læseoplevelse. Lærke beskriver sin barndom og sit ungdomsliv meget levende og det har været virkelig fedt at læse hendes historie.
Kender Lærke fra hendes podcast og den megen medieomtale af hendes bog. Alligevel blev jeg positivt overrasket. Af det intense og præcise sprog . Af sårbarheden og refleksionsevnen. Jeg får lyst til at lade de unge mennesker, som jeg ikke underviser længere, læse om og overveje emnet unges drukkultur. At være forældre er et andet tema. Men efter endt læsning fylder især processen med at finde frem til nye roller og forventninger til det familieliv som 68 forandrede for dramatisk, og som Lærke ender med lykkeligt at redefinere: snarere end at slå op, hele tiden at skulle selv, fx være forælder alene, finder hun glæden ved et stabilt samliv.
Meget indlevende og fængende bog. Utrolig let skrevet. Rammer mange følelser og tanker man selv har gennemgået i sine barndoms- og ungdomsår. Om at finde sig selv og sine egne ståsteder.
En virkelig fin bog om forfatterens forhold (eller mangel på samme) til sin far, Troels Kløvedal, som altid er bortrejst. Opvæksten som enebarn med sin mor i Thy, på trods af et stort antal halvsøskende. Venskaber, kæresteforhold og en evig søgen efter noget andet. En bog om at finde sig selv og finde hjem. Kan virkelig anbefales!
Glimrende bog der i glimt har næste Helle Helle’ske kvaliteter i sproget. Positivt at bogen kun i begrænset omfang handler om forholdet til den manglende far, og i det omfang den gør, er det en skam. Han var ikke bekymringerne og savnet værd og bogens bedste afsnit er således også dem der beskriver opvæksten i Thy.
En virkelig velskrevet og klog bog. Lærke har skrevet sin historie med alle de modsætninger og søde, famlende og søgende voksne, der har fulgt og elsket hende gennem hendes opvækst. Men også alle de jævnaldrende. Hun rummer alt dette og gør det helt i sin bog og fuldender det med fantastiske beskrivelser af steder, mad og altid natur. Dejlig bog
Velskrevet og med genkendelige tidsbilleder, da forfatteren og jeg er næsten jævnaldrende, selvom vores liv og opvækst er meget forskellige. Det klæder historien, at Lærke og hendes mor fylder mest og faderen mindre. Ligesom de gjorde i virkeligheden.
Er du vimmer en perle! Jeg vil fra nu af anbefale den til alle. Sproget, rarheden, sorgen og kærligheden. Lærke Kløvedal har begået et mesterværk. Wow!
Meget fin fortælling om at føle sig rodløs, være identitetsforvirret, forvirring og frustration (og så alligevel ikke) over en manglende faderrolle, som måske ikke var så fed alligevel, når han så endelig var der? Om at opleve kærlighed på en anden måde end ellers vant til fra mor og far. Helt klart værd at læse, hvis man bare lige mangler en sød fortælling med et større budskab!
Sikke en fin bog. Læste den på to dage. Jeg føler mig altid som navnesøster med andre Lærker, men hvor er hendes fortælling også bare genkendelig og ærlig.
Jeg havde tårnhøje forventninger til denne bog, og alligevel overgik den dem. En fuldstændig forrygende læseoplevelse! Uden sammenligning den bedste bog, jeg har læst i 2023.
Lærke Kløvedals erindringer handler mest af alt om at blive til og at lære at forstå sig selv og hvad man er rundet af. Her med den berømte eventyrer og flanøragtige hippiefar som en næsten spøgelsesagtig figur og gigantisk douchebag i al sit selvopslugte fravær. Forfatteren soner sig i årene efter Troels Kløvedals død med alt det uforløste og savnenes tomrum. Sømærke er i høj grad en personlig dannelseshistorie skrevet af en søgende og rastløs sjæl på sporet af den tabte tid, hverdagenes iboende styrke og det gode liv i alle aldre. Sidst, men ikke mindst er det en hyldest til den mor, der løftede og bar på alle hverdage, mens den berømte far polerede sit ego og tryllebandt så mange.
Smuk og sansemættet erindringsbog - og undersøgelse af kærlighedens væsen; den, vi tager, og den, vi giver. Det er ikke altid nemt at have en far, der er nærværende for Hr. og Fru Danmark, men sjældent for en selv. Lærke Kløvedals beskrivelse af sin far, Troels, er en væsentlig del af bogen, men faktisk er den meget mere end det - både i de fine og genkendelige barndomssansninger, i de forvirrede ungdomsår og i landingen i kærlighedens (ikke "bare" forelskelsens) favn.
Det her er den smukkeste og mest velskrevne bog, jeg har læst i 2024. Lærke Kløvedal fanger dig fra side med 1 med sit skønne sprog, og man bliver med et fanget af hendes erindringsfortælling.
Jeg vidste ikke hvad jeg forventede, men synes den var virkelig poetisk smuk og ærlig om det man tror man vil have når man ikke tør indrømme man vil det modsatte. En sand bog om kærlighed og forelskelse i deres mange former
Dejlig bog som man bare flyver igennem. Sjove iagttagelser af hvordan forventningerne fra familien møder virkeligheden når søfarerens datter bare ikke bryder sig om at rejse, men synes hun er forpligtet. Årene i Københavns er for mig sjove at læse om fordi jeg selv (åbenbart) har boet og gået i de samme gader som Lærke nogenlunde samtidig.
Jeg er uendeligt glad for, at jeg nåede at læse denne bog i år, for jeg har lyst til at kalde den årets bedste bog, selv om jeg godt ved, at man ikke kan sammenligne bøger på den måde. Men ift. bogens direkte påvirkning, så er det den bedste. Den efterlader mig fuld af taknemmelighed og med kærligt håb for alle de skæve relationer, som findes i de flestes liv både i og udenfor familien. At Thy bliver beskrevet så vidunderligt, både naturen og menneskene, gør noget helt særligt for mig med nære forbindelser dertil igennem mange år. Bogen er en biograf skrevet af Lærke med det berømte efternavn og den berømte eventyrlystne far, som var alle andre steder end hjemme. Lærkes mor bliver skilt fra ham meget tidligt og Lærke vokser op uden at have ret meget med ham at gøre. I Thy. Stenbjerg. Et lille samfund ved havet. Et meget konventionelt samfund. Hvor interessant kan det så lige være? Men når man har en så fortryllende fortællerevne som Lærke Kløvedal med en fuldstændig nøgtern ærlighed ift. alt det dumme og uskønne man begår i sit liv - samt en deraf aftvunget livsvisdom og evne til at udrede milde, men tindrende skarpe "konklusioner" ud af vildnisset, ja, så er det, at man bliver nærmest lykkelig undervejs. At Lærke Kløvedal kan lykkes med dette på bare 220 sider er endnu en gevinst ved bogen. Er man gået i stå med at læse og kan ikke lige finde den rette bog, som fænger fra første side, ja, så kan jeg anbefale man tager Sømærke med hjem fra biblioteket eller boghandlen. Tak til Lærke Kløvedal for denne lille perle af en bog.
Og her et lille af mange små guldklumper af livsvisdom; om den far som var håbløs i visse relationer, men aldeles betydningsfuld i andre: "Vi er ikke altid dem, vi gerne vil være, over for dem, vi vil være det over for. Men måske lykkes det for os at være det for nogle andre". Hvorefter der er indsat en lille stregtegning af sømærket i Stenbjerg, som hele bogen igennem skaber afsnit og ophold, når scenen skiftes.