Jeg hørte første gang om Arlette Andersen, da jeg af min historielærer blev introduceret for hende, idet hun måneden efter ville besøge mit gymnasium for at fortælle om rædslerne, hun opdagede på nær hånd, da hun fra 1944 til 1945 sad i koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz. Jeg husker stadig tydeligt, da hun, en spinkel, lille ældre dame bevægede sig op på podiet foran os og begyndte at fortælle sin historie. Det var en hel stille sal, der lyttede til denne kvindes fortælling. Hun talte helt stille og roligt og tryllebandt én med den forfærdelige historie om Auschwitz fra en helt personlig vinkel.
Hendes stille og afklarede måde at være på, går igen i portrættet af hende. Dog kunne man ønske, at bogen handlede mere om hende; det er netop de dele af bogen, hvor det er Arlette, der fortæller, der, for mig, er de bedste. Der, hvor jeg begynder at tabe tråden, er derimod, når forfatteren begynder at citere fra flere forskellige værker fra 2. Verdenskrig og bl.a. fortæller om, hvordan KZ-lejrene blev opfundet; altsammen noget, der ikke bidrager til fortællingen om Arlette, men i stedet får værket til at fremstå mere som et historisk værk, end et portræt - et minus i min bog.
Bogen er desuden fint illustreret, men den kunne godt trænge til at blive læst igennem for korrektur en ekstra gang. I flere sætninger var fejl - ikke små kommafejl, men direkte dårlige sproglige vendinger og trykkefejl. Indimellem er det også som om, at Arlette har glemt, hvordan det var - bl.a. hendes ophold, hvor hun ikke husker første dag i Auschwitz, og hvor resten gengives usammenhængende; det er forståeligt efter så mange år, men det gør desværre ikke bogen til den bedste i den genre.