Sumobrødre handler om at være dreng og blive bare en smule voksen. 11-årige Lars bør i et rækkehus i Paradishaven sammen med sin forsagte mor, sin dovne far og sin lillebror. Paradishaven er ikke ligefrem et paradis. I kvarteret hersker én lov og den hedder tæsk. Man tæver de små og er på flugt fra de store. Med humor og indlevelse giver romanen et billede af en sumobrors på én gang brutale og uskyldige verden.
Rigeligt med kynisme, brutalitet, elendighed, dårligdom, perversitet, lort, pis og bræk ... men det er alt sammen læst før og skrevet bedre, oftest hvor forfatteren havde noget betydningsfuldt på hjerte.
Fortsætter stilen fra Hundehoved, med røverhistorier uden start og ende. Og så bliver det trivielt i længden, når der ikke er nogen morale eller mening. Han skriver stadigvæk godt, men det er ikke nok i længden, så jeg lagde den fra mig - rimelig skuffet. Hvad vil han? Hvad får jeg ud af at læse, at ham og hans venner kiggede meget på deres tissemænd, da de var drenge?
One of the worst books I have ever read. This shows why I so rarely read Danish literature. I have no idea why anyone should read this book. Nothing really happens except children torturing animals and each other again and again. It's nauseating. The story is supposed to take place in my hometown, but I can't say that I recognise this awful behaviour in kids in my city, but then again, I'm not from the suburbs as the author is. Some things happen to the adults and the main character near the end of the novel, but they seem an attempt to make the story "deep", which it isn't. It's just a display of violence at its worst.
This book reminded me of when I was a child and played on the street with the other neighborhood children. Luckily it wasn't as violent as the book's story. There is a lot of violence and sadness in this book. And it reminded me of the book "Lord of the flies". "Sumobrødre" has more brutal and upsetting scenes. I liked how the book showcased some lower class children's struggles and how it manifested in the way they treated each other. It's not easy to read about but it's important to remember that things like these happen and how important the environment we grow up in, shape our personality.
Selve sproget her er virkelig fantastisk. Ramsland beskriver et vildt og farligt barndomsmiljø på grænsen til at krydse over til noget mere og større - men det ligger godt nok langt fra en barndom, jeg kender noget til! Undervejs bliver jeg ved med at håbe på, at historien vil tage en drejning mod de skygger af voksne hemmeligheder, som Lars støder på. Men jeg bliver konstant skuffet. Mysterier som synet i fryseren og de mange, indviklede voksne forhold bliver aldrig helt fulgt til dørs. Derimod virker bogen nærmest til at konkurrere med sig selv i at gøre alting så voldeligt, brutalt og ulækkert som overhovedet muligt. Der er masser af lort, tæsk, øgenavne, frygt og hårde ord mellem dysfunktionelle familier, der tilsyneladende udgør et helt boligkvarter. Med utilpassede, forvirrede børn og unge og brutale voksne, der har skiftet empati og forståelse ud med druk og bandeord.
Det gør sindssygt ondt at læse, og det var på alle måder en hård bog at komme igennem. Især fordi jeg har på fornemmelsen, at alt det forfærdelige stadig vil fortsætte, selvom historien er slut, og jeg har vendt den sidste side.
Romanen handler om den 11 årige Lars, der bor i Paradishaven i starten af 1980erne. Miljøet er et forstadskvarter med et utal af slagsbrødre der bekæmper hinanden med alt hvad de kan og har af formåen. I bogen følger vi Lars og er med i alle de påfund han får tiden til at gå med. Han spiller bl.a. skrubtudse-tennis med vennerne, forsøger sig med dyrs evne til at overleve i kummefrysere. Alt dette imens at han slås med såvel de andre rødder i området som med sine egne skjulte dæmoner i form af syner og familiehemmeligheder. Det er en god og rørende bog, der giver et godt indblik i børns verden. Den får fortalt om de ting vi normalt skammer vi os over senere i livet. Den er ofte morsom, men til tider lidt voldsom.
Niet dat het slecht geschreven is. Maar iedereen in dit boek gedraagt zich zo afschuwelijk. De grote kinderen slaan de kleinere in elkaar die op hun beurt de nog kleinere afstraffen. Grote broers kwellen kleine broers en grote zussen meppen jongere broers in elkaar als hun vriendjes in hun dagboeken of ondergoed la zitten. Er wordt in elkaars gezicht geboerd, scheten gelaten en gespuugd. Om nog te zwijgen over de piemels waarmee gezwaaid worden. En veder dagen ze elkaar uit walgelijke of gevaarlijke dingen te doen. Het enige dat even op spelen leek was toen ze een put begonnen te graven in een volkstuintje. Dit is zo'n lelijke wereld, dit ga ik echt niet nog eens lezen.
T really did not enjoy Sumobrødre (read in Danish for our book club). The violence and cruelty that the boys in the novel exhibited towards each other was upsetting, and the adults were alternately clueless, neglectful or mentally ill. The relationship that the main character had to his parents and grandparents was convincingly depicted as being seen from the viewpoint of an 11 year old, which is to Ramsland's credit, but these relationships were for the most part damaged and unloving. I couldn't wait for the book to end.
Læs den på en dag, og lad være med at tænke for meget over pointer osv. Så får du en samling skidesjove historier, man ikke kan finde på uden at have været en del af det selv. Ikke lige så god som Hundehoved, men absolut læsetiden værd. :-)