Hun køber nyt tøj hver uge og drømmer om at blive et telt. Hendes hud skal forstærkes af lag på lag af tekstiler, for den er ikke stærk nok, hendes krop giver hende ikke husly. Alle kan se lige igennem hende, så da den perfekte mand i uldskjorte ser hende, rigtig ser hende, bliver hun forelsket. Én IKEA-pose ad gangen flytter hun ind i hans lejlighed og i al hemmelighed ind i hans faste og stabile form. Men kan man tage bolig i sin elskede uden at ødelægge ham?
KLUMP er en grænseløs kærlighedshistorie, der begynder i lidt for små blondetrusser og ender i lånte boksershorts. En roman om ikke at eje sin krop, om at blive ét med en andens og om at elske højt, men nogle gange have lyst til at lade være.
Fantastisk rammende smuk bog om at være kvinde med krop. Sjældent beskrevet fordi kvindekroppen stadig er tabu og har en tilknyttet perfekthedskultur. Denne bog taler til alt det smukke grimme levede og erfarne. Hurra for det! Jeg følte mig så set og anerkendt i min krop
Åh. Jeg ville elske at kunne give denne bog alverdens stjerner, men det kan jeg ikke. Jeg elsker Katinkas tekstunivers, men det blev tydeligt for mig, at det er hendes sangtekstunivers, der tryllebinder mig. Jeg manglede flowet eller måske endda “musikken” i denne fortælling om de navnløse. Der var mange smukke beskrivelser og billeder, sætninger og ord, som Katinka altid rammer mig med - men mere var der desværre ikke.
Klump kalder sig selv for en kærlighedshistorie, og man kan fristes til at tænke, at det handler om den unavngivne ”du”, men for mig var det mere en kærlighedshistorie (eller ofte mangel på samme) mellem den unavngivne hovedpersons jeg og krop, og hvad dette forhold gør ved det eksterne forhold til ”du”. Med nutidens fokus på kropspositivisme og kropsaktivisme kan Klump næsten ikke blive mere relevant, og bogen er en ærlig og vigtig beretning om, hvad samfundets syn på kroppen kan få af betydning for vores forhold til os selv og vores mest personlige ”hjem”. På mange måder en god illustration af, hvad det betyder, når vi siger, at man skal lære at elske sig selv, før man kan elske en anden, for hovedpersonen kan næsten ikke give sig hen til kærligheden, fordi utilpasheden i hende selv er så enorm.
På trods af relevansen, tabte Klump mig af og til i følelserne og metaforerne. Andre gange fandt selvsamme ind til noget, jeg selv kunne genkende. Men jeg savnede måske lidt ro i form af de pauser, der trods alt må komme af og til, hvor den lille lykke stikker hovedet frem, før kontroltabet og angsten tager over igen. Jeg ønskede mig nok lidt mere håb. Måske er det forkert at ønske sig af en bog som denne, men ikke desto mindre var det det, jeg higede efter.
Katinkas bog har rigtigt fine sætninger som bliver hængende hos en. Men jeg havde svært ved at føle mig investeret i de navnløse karakterer. Som læser bliver man banket af den kaotiske verden, og på den måde forstår man jeg’et, men det føles lidt som en konstant gentagelse. Jeg synes Katinka skriver de smukkeste sangtekster, og det ser jeg også bider af i bogen Klump, men jeg savnede lidt nuancer i kaosset og lidt nuancer i du’et og jeg’et.
3,5. Jeg kunne godt lide bogen, men for mig blev de poetiske beskrivelser i bogen lidt for ensformigt. Jeg manglede lidt mere baggrundshistorie for karakteren “jeg” og “du” for man sidder tilbage med en følelse af, at karaktererne stadig er lidt anonyme. Men jeg synes dog at Katinka formår, at skrive en rigtig fin bog der har et tydeligt budskab❤️
ynglings citat “Du ser på mig, som om jeg er et sjældent stykke rav, du har fundet et hemmeligt sted. Jeg forstår slet ikke, at du orker at sætte en så uformelig klump op mod solen, når du får så lidt lys igennem”
Uh, jeg synes det er svært at bedømme den her. For på den ene side var jeg faktisk rigtig irriteret hele vejen igennem min læsning, på den anden side, havde jeg svært ved at lægge den fra mig.
Noget af det, der særligt holdt mig fanget var kropsligheden og ærligheden. Jeg kan især godt lide, at alt det upolerede - det "forbudte" - ved kvindekroppen bliver skrevet frem. Jeg er begejstret for Bjerregaards måde at italesætte følelsen af at skulle være en fin lille sag med små hvide blondetrusser, når man i virkeligheden bare har lyst til at rende rundt i boksershorts. Jeg følte mig set, da hun beskrev følelsen af ikke længere at eje sin krop, fordi den har fået bryster og lige pludselig føler alle sig berettigede til at glo og kommentere.
Men jeg var også irriteret. Jeg var irriteret over kaosset. Jeg var irriteret over de mange spring i tiden. Jeg var irriteret over manglen på nuancer. Og så var jeg egentlig også irriteret over at være irriteret.
I virkeligheden manglede jeg nok dybde. "Klump" er nemlig enormt poetisk, men i visse momenter var det som om, at de små tekster ikke hang sammen. Det føles meget som at læse en dagbog - eller uddrag fra en dagbog - hvor detaljer om hvem der tales om er udeblevet. Den lyriske og billedelige skrivestil distraherede for den egentlige kærlighedshistorie mellem både jeg'et og jeg'ets krop, jeg'et og du'et, og kærligheden mellem jeg'et og jer, hvilket jeg synes er enormt ærgerligt.
Fin lille bog om at finde kærligheden og have svært ved at finde sig til rette i sig selv, både i sind og krop.
Bogen er skrevet som kortprosastykker, der samlet fortæller en handling over otte år. Fortællingen er fuld af grimhed og uperfekthed og rummer alle de følelser, der er forbundet med at være menneske og forsøge at finde fodfæste i parforholdet og i forældreskabet.
Den er skrevet af Katinka Bjerregaard, der er sanger i Katinka Band. Både som forfatter og sanger har hun et kraftfuldt udtryk med masser af plads til alt det skæve og grimme. Bogen er bestemt læseværdig.
Den er ok, der er nogle passager som jeg synes fungerer virkelig godt (sexscene tidligt i bogen er A+). Den er i øvrigt hurtigt læst, og er fin som bog til nogen der gerne vil i gang med at læse men måske ikke lige orker 350 sider. Når det bliver svært for mig i læsningen, skyldes det nok at Katinka i forvejen er en super offentlig person, der så lukker os ind i et ekstremt intimt (auto)fiktivt rum. Det havde jeg lidt svært ved at overskue, men det er nok mig der i virkeligheden er problemet dér.
Periodevis er der sætninger, der er så rammende skrevet, at de giver genklang i mig. Men; desværre virker bogen som helhed ikke for mig. Den er poetisk skrevet, men jeg mangler dybde og sammenhæng for at kunne blive rigtig investeret. Jeg mangler bedre samme hæng i de korte tekster, bogen er bygget op af, og dybere beskrivelser af karaktererne, der flyder lidt væk i al de poetiske.
Jeg elsker Katinkas tekster. Jeg elsker hendes tekster så meget at jeg gik ned mod min ægtemand til hendes fortolkning af “lad dine hænder vandre”, og hvor ville jeg ønske at jeg kunne give denne bog 5 stjerner, men det kan jeg bare ikke, for bogen er usammenhængende og tilfældig. Katinkas fine sprog og billeder er ser stadig, men det er bare ikke nok.
Præcist som der står på coveret er det en kærlighedshistorie. Til manden, der så hende for hende og børnene der kom trods lægernes dom.
Den er fint skrevet, men som en, der ikke lever i parforhold eller som mor, er den ikke helt let for mig at forholde mig til, og jeg vil nøjes med at elske Katinkas musik og stemme.
Selve historien og de følelser der blev portrætteret i denne kærlighedshistorie (til en partner, børn og den evige kamp for at elske egen krop), var for mig velkendte og nærværende. Men den lyriske og billedlige skrivestil, specielt med fokus på former og kroppen, var desværre alt for distraherende og trak læseoplevelsen gevaldigt ned for mig.
En sanselig oplevelse, der rammer den dejlige danske minimalistiske stil.
I en digtopstilling, som giver hver side deres egen fortælling, og formår at give plads til at smage på ordene og huske at trække vejret og reflektere lidt.
En rød tråd af rod og flydende fornemmelser, som formår at binde det hele sammen til én historie.
En let genkendelig melodi, der ikke er en bildungsroman for det er ikke udviklingen, der er det vigtige. Det er ordene. I min optik er de bedste forfattere dem der ikke har et behov for en stor historie, for en bestemt udvikling for at skulle nå noget. Men der hvor man kan gøre hverdagens trummerum og alt det trivielle spændende.
Det lyriske sprog var super fint, men jeg følte mig ikke ret investeret i jeg’ets forhold til du og jer. Det mest interessante var nok forholdet mellem jeg’et og jeg’ets krop, men jeg kunne godt have brugt mere baggrundshistorie - der var påbegyndte små fortællinger, som jeg aldrig helt følte blev afsluttet ordentligt. Ellers er det mig, der ikke er helt god nok til at læse mellem linjerne?
Skøn, fabulerende historie om en kvinde med mange ting i bagagen. Herligt sprog og en stor fornøjelse med Katinkas egne betoninger i oplæsningen af lydbogen.
Smuk, poetisk og med finurlige metaforer. I lydbogen (som Katinka læser op) lægger man mærke til den sprogets rytme, der er en fryd for øret. En helt særlig og sanselig oplevelse.