‘De uanstændige’ er forud for sin tid, og det er åbenlyst, hvorfor den vakte påstyr i sin samtid. Panduro skildrer et normbrud med de 17 årige tvillinger, Topsy og Mick, der som hinandens spejlinger repræsenterer det letsindige, amoralske og komplet norm-frie i henholdvis mand og kvinde. Panduro stiller spørgsmålstegn ved alt, hvad vi finder rigtigt og forkert (og hvorfor vi gør det). Romanen afspejler den kontrast, der kan være mellem handlinger og normative rammer, som var relevant i Panduros samtid og stadig i dag, hvor vi er også er flasket op i normativitet.
De unge er trods besættelsen kun optagede af opgør med samtiden (eller repræsentationer af samtiden), med normer i sin helhed og med foregående generationers nedarvede og indoktrinerede regler og forventninger. Det vises eksempelvis ved Thomas’ stive far (‘klippeansigtet’), der er en klippe i Thomas’ liv, men også et billede på, hvordan det overleverede er som hugget i granit. For mig var romanens væsentligste take-away, at det ikke nødvendigvis er nemt at være frigjort, hvis ‘båndene’ stadig eksisterer. Selv om vi bliver fortalt, at normerne er i opbrud, så er de der stadig - og de får adfærd og drift til at skure imod tryghed og forventning. Måske kan vi smadre al porcelænet på hylderne, for så at brænde huset ned, som Thomas gør i beruselse. For så er båndene væk. Men det gør vi ikke, fordi vi ikke tør. Det er tankevækkende læsning, som vakte genklang for en læser som mig.
/ TEB