"Bag tågen gemmer sig noget. Men der er et valg. Enten forsøger jeg at kortlægge det, jeg har glemt. At begive mig ud i tågen. Eller også udskyder jeg det. Igen. Lever videre i uvidenhed. Det er egentlig ikke et valg"
En vej ud af tågen er ikke en roman, det er heller ikke erindringer, pænt ordnet fra en ende af, det er måske et essay. Om at huske det glemte, om at eje sin egen fortælling, om at være far og om at fortælle historier.
Kristian Leth is an award-winning musician, a poet and writer from the Danish Academy and a Prix Italia-winning radio producer and journalist.
As the lead singer of The William Blakes, Kristian Leth has won The Royal Crown Prince and Princess’ Culture Award 2011, as well as two Danish Music Awards. Hailed as one of the defining acts of the Danish indie scene since their debut in 2009, The William Blakes were heralded as “setting new standards” when they burst onto the scene. Their music went on to dominate Danish music radio for several years, with two of the biggest singles ‘Caves and Light’ and ‘The Light (Plane to Spain)’. They have released an album a year since, and are renowned for their live performances, playing Denmark’s biggest festivals and tv shows.
He has released two solo albums and composes scores and soundtracks for films and tv series with his partner Fridolin Nordsø. They got a Danish Academy Nomination for ‘Best Original Song’ for his work on the movie ‘Kidnappet’. Together they also produce music for singers like Oh Land, Coco of Quadron, Jannis from Choir of Young Believers and many more.
He published his first poetry collection in 2002, the same year he graduated from the Danish Academy’s Writer’s School. Since then he has written two more books of poetry, as well as radio drama, fiction short stories and articles for some of Denmark’s biggest papers.
As a radio producer and journalist Kristian Leth was schooled in the Danish National Radio’s talent program, doing hours of live shows, music radio, talk radio and reportage/documentary. Since 2010 he has worked as a freelancer, creating documentaries and music specials for DR P1, DR P2, DR P6 and Radio 24 syv – as well as TV specials and documentaries. His series on Wagner’s Ring won the Prix Italia 2014 as well as the Danish Language Prize and was nominated for a 2014 Prix Europa.
En eller anden, jeg kan ikke huske hvem, fortalte mig engang, at udgangspunktet for enhver diskussion må være, at man et øjeblik - lad det være nok så kort - antager, at ens modpart har ret.
At antage det betyder ikke, at man underkaster sig eller forkaster sin egen holdning, tvært imod - men en diskussion forudsætter, at man lytter. Uden den fundamentale nysgerrighed kan der ikke eksistere nogen sand meningsudveksling eller for den sags skyld iagttagelse.
I denne bog diskuterer Kristian Leth med sig selv, men det er den samme vilje til at se efter en ekstra gang og ikke drage forhastede konklusioner, som driver ham. Nogen vil måske betragte det usikkerhed eller som manglende gennemslagskraft. For mig er det stik det modsatte.
Styrken til at lade noget stå åbent og uafsluttet og ikke nødvendigvis fælde en dom, før man føler sig sikker på ikke at have overset noget, kan aldrig undervurderes. Det er dybest set modet til at indrømme, at man ikke er perfekt, eller at man ikke nødvendigvis lige har svarene på alle spørgsmål.
Selvom Kristian Leth taler åbent om de dybe sår, han har slæbt med sig gennem livet, insisterer han på nuancering og på ikke kun at lade ét perspektiv, én karakteristik, definere hele sin historie. I den samme bog når han både at foragte, forkaste og elske sin far, samtidig med at han lægger sig selv frem på en måde og med en ærlighed, jeg kun kan huske at have oplevet magen til hos Annie Ernaux.
Det er flot, og det er modigt, og det er vanvittigt god litteratur.
Jeg ved ikke præcis hvorfor jeg virkelig ikke bryder mig om den her bog.
Præmissen er en mand og hans notesbog. Den virker ikke til at være redigeret, men nærmest bare skrevet. Titlen er bogen… det er en vej ud af tågen.
Der er fantastiske punkter undervejs. Enkelte beskrivelser, der rammer mig. Men det meste er en mand med hans notesbog… “Jeg har altid regnet med, at der kommer mere med. At det ligesom falder i, når man har travlt med noget andet. Jeg remser noget op eller forsøger at beskrive noget, og så står der mere, end jeg har tænkt.” … hedder det et sted…, ja, jo, men jo ikke nødvendigvis, vel?
Bogen er utrolig løst vævet… en mand og hans notesbog og hans livskrise og hans berømte far. De er historiefortællere og har ikke megen respekt, for folk der ikke er historiefortællere. Men her er ikke så mange historier. Lidt om Supertramp, lidt om hunde, lidt om hvad der ville være sket, hvis hovedpersonen havde skudt en måge… men det gjorde han ikke.
Lidt om at være far. Lidt om kærlighed og tillid mellem fraværende far og søn.
Og historien er jo så, at når den fraværende far har det skidt, så træder sønnen til. Når journalister bliver historiefortællere og fortæller historier om faderens svigt…, så hader sønnen dem intenst.
… og det kan man jo godt forstå, men hvad ville der ske, hvis man dobbeltklikkede på den vrede? Forsvinder vi ikke ind i tågen igen, når vi tilgiver og bakker loyalt op om det overgreb, der ramte os?
Jeg skriver vi med vilje.
Her er lidt om ufoer og abductions… det virker incestuøst… lidt om spøgelser og meteorer. Knuden bliver ikke knyttet. Det er en mand og hans notesbog og en bog, som kunne være skrevet og fantastisk, men som endnu ikke er blevet skrevet. Og jeg tror måske det er derfor at den irriterer og sårer mig.
EN VEJ UD AF TÅGEN er en smertefuld og rørende fortælling om alt det, der synes glemt. Om at vokse op med en fraværende far, at være forældre og acceptere den historie man er vokset op i. @thekristianleth skriver sårbart, vredt og præcis. Så sårbart, vredt og præcist, at det må gøre ondt at læse med. For hvordan bliver man herre over sin egen historie?
EN VEJ UD AF TÅGEN er et langt erindringsessay fra Kristian Leth om alt det han troede han ikke kunne huske fra sin opvækst og et opgør med sin far.
Bevægende, men også hårdfør bog om konsekvenserne af Jørgen Leths fravær set igennem sønnens øjne. Jørgen Leths selvrealiserende, kosmopolitiske liv har selvfølgelig haft negative konsekvenser for familielivet, men der er et eller andet uværdigt i at hænge det beskidte vasketøj ud til offentlig skue (ordner man ikke sådan noget internt i familien?) og giver bogen en lidt mærkelig eftersmag.
3,5 Rørende erindringslitteratur. Men tænker også, at den er interessant i kraft af, at jeg kender til faderen, der skrives om. Romanen er skrevet som fragmenter, hvilket er med til at underbygge Kristian Leths fortælling om at have problemer med at huske sin barndom. Det har en god virkning. Kan bestemt anbefales.
En bog med stærke refleksioner om forholdet til familie, venner, dyr og selvet og om at leve et liv, der aldrig helt bliver ens eget. En masse øjeblikke der drev mig til at kigge ud af vinduet og tænke over linjerne i forhold til mig selv.
Men også en uforløst fortælling, der bærer præg af søgen efter mening og form. Det er en styrke i autenciteten, men det holder den samlede læseoplevelse en armslængde fra at nå samme niveau som de mange rammende betragtninger.
Leth skriver poetisk, nærværende og i øjenhøjde om at finde mening i sin egen historie, om at finde sig selv som mand uden forbilleder, om at relatere til et menneske der er så umådeligt klogt og begavet i mødet med verden og alligevel så håbløst inkompetent i forhold til det nære - og så kan han finde på sætninger som 'jeg kunne se på ham, hvor dårligt jeg havde det'.
Jeg tror det er Kurt Vonnegut der har skrevet at det er let nok at skrive tungt om det lette; den store kunst ligger i at skrive let om det tunge, og ud fra den definition bliver det ikke meget større end hos Leth her. Hold op hvor var det mange fristelser til lidt for lette let/Leth-puns at modstå!
Læst i et hug. Knagende mageløs på den måde, der gør at ens egne indre forseglede døre springer op ved læsning. En fremmedartet genkendelse der transcenderer tid, køn og kategorier og lader læseren synke ned i det frugtbare dynd, hvor arketyper hænger ud på gadehjørner og myter opfører strukturer, der kan modstå egos værste tantrums.
Hudløst ærligt og reflekterende bog. Sårbarheden, savnet og ikke mindst frygten for selv at fejle, gør at ihvertfald jeg, måtte knibe en tåre og bare havde lyst til at give Kristian et kram. Den ramte mig - så tak, Kristian for din vej ud af tågen 🙏❤️
Umiddelbar eftertænksomhed, erindringer og refleksioner om et liv med et svigt, om at være blevet en del af et narrativ og selv lave sin egen fortælling. Den umiddelbare reflektion gør bogen meget nærværende i sin fortælling, og små kapitler gør den levende.
En blændende autobiografisk roman, der svæver mellem fortid og nutid. Men vender konstant til faderens svigt, da han forlod familien og hans egen faderrolle.