Et sted at være mor fra er en søns rå og smertelige fortælling om en mors terminale sygdomsforløb. Joakim Kruse Lykke går i sin ordknappe roman helt tæt på kroppen og sorgen og på den særlige form for intimitet, der kan opstå i overgangen mellem liv og død. En voldsom, øm og håbefuld historie, der borer sig ned i en af de mest fundamentale erfaringer i livet: oplevelsen af at miste.
“Hendes greb om mig. Jeg forstår at hun, at hendes krop er en del af mig, hun græder ikke.”
‘Et sted at være mor fra’ er en søns rå og smertelig fortælling, om en mors terminale sygdomsforløb - Både før, under og efter afslutningen af livet. At stå midt i kaoset, frygten og sorgen. At holde sammen på sig selv. Relationen til resten af familien, hvis liv bliver sat på standby og alligevel farer derude ad. At favne afskeden med en del af sig selv.
Dette er virkelig lækker litteratur. Her vises, hvad litteraturen kan med alt sin enkelthed. I langsomt tempo, bliver bogens 144 sider fyldt ud af få sætninger på hver side. Med ordenes ærlighed mærker man, hvad forfatteren føler i en grad, hvor man selv bliver ramt af den smertelige følelse som pulserer i forfatteren. Noget uhåndgribeligt, som man må finde en plads til, som aldrig forsvinder, men langsomt finder sin plads.
Med tårerne løbende ned af kinderne nød jeg i den grad denne bog, som skal kastes i hovedet på alle unge mennesker, der står i samme situation. Men bør læses af alle, så kæmpe anbefaling.
“Ser hun, ser hun mig, hører hun at jeg fører hende til døden, at jeg hvisker et langsomt ja mor og bliver ved med at hviske.
At overgive sig, en kærlighedserklæring, tror jeg.”
Wow - det er godt nok noget af en debut af Joakim Kruse Lykke med kortprosa-romanen (tror jeg vist det er) "Et sted at være mor fra" (Gyldendal, 2022).
Helt fortættede destillater af stemninger, følelser, samtaler, handlinger. Sygdom (kræft), behandling, forberedelse på død, bisættelse, afsked, sorg, smerte. Her kommer 'den ydre familie' og hjælper med at rydde en misligholdt have:
"Sikke en hjælp, siger vi til dem, sådan som buske og træer, nedlagt på plænen, er den eneste måde, de magter hende.
De planter hende på terrassen som om hun nu skal, fra stolen, betale for arbejdet.
De kan sætte sig i bilerne, køre hjem og se for sig, den der kæmper for livet, opbygge legenden i sig selv, at selve kampen er sejr.
Der er kun lugning tilbage mellem os."
Senere ved morens gravsted:
"Jeg spørger, vil døden rejse en rask mor i mig?
Jeg fjerner ukrudt og visne blade fra graven. Bryder ud.
Alt jeg har er gestus.
Der er kun lugning tilbage mellem os."
Udover at være en bog om sorg og bearbejdelse af denne, er det i høj grad også en bog om at være i live, være tilstede, være på vej og hvorhen, være sammen og være ikke-sammen, være i verden, være i sproget. Sproget/skriften får i Joakim Kruse Lykkes roman 'virkelig' lov til at fylde: en hel side til få sætninger eller bare et enkelt ord. Det får næsten så meget plads, at det bryder sammen eller - bryder ud:
"Fra nu af og for evigt må jeg være min egen mor."
"Søvnen, er et arbejde man må gøre selv. Døden"
"Begår jeg tale i hende nu?"
Heldigvis også insisterende på at fortsætte: "...vi må sige planterne omkring os, vi må fortælle blomsterne i vejkanten, for hinanden, for at vi, at vi."
Tusind tak til @forlagetgyldendal og @joa_lykke for anmeldereksemplaret!
“Et sted at være mor fra” er Joakim Kruse Lykkes debutroman. Det er en fortælling om en søns følelser og tanker i de sidste dag af sin mors liv. Det er en fortælling om sygdom, sorg, og om liv og død.
Dette er ikke den klassiske minimalistiske fortælling, som du kender fra mange forfattere. Det er tydeligt, at der er gjort noget helt særligt ud af sproget i denne bog.
Jeg har valgt et par linjer ud fra romanen, der særligt fangede mig: “Mælken holder længere end mor, tænker jeg, jeg kigger på udløbsdatoen, jeg køber den og tager den med på hospice”. Denne sætning beskriver den absurditet, der er at mærke gennem hele fortællingen.
Jeg tror ikke, at dette er en bog for alle, men jeg er sikker på, at den virkelig vil ramme helt plet for nogle mennesker. Er du litteraturelsker, og kan du kende kunst når du ser det, så er dette lige bogen for dig!”Et sted at være mor fra” er et kunstværk! Dette er kvalitets-litteratur og kvalitets-kunst.
Sproget er meget minimalistisk. Derudover er der tomrum i både sprog og layout. Det hele går op i en højere enhed på denne måde.
“Et sted at være mor fra” er et stykke smuk kunst. Det er en rørende fortælling, og det er en hård fortælling at læse.
Smukt, intimt indblik i hvordan det er, at miste sin mor til kræft. Der er så mange passager jeg vil tage med mig, og med min egen erfaring med kræft i familien er det specielt, at blive set på sådan en måde. Den er nådesløs smuk og kærlig på den bedste måde.