Endnu engang formår Niels Krause-Kjær at udkomme med en bog lige midt i den mest aktuelle periode. Lige op til et valg og i en tid, hvor flere og flere stiller spørgsmålstegn ved EU. Og igen viser han sin evne til at præsentere kringlede politiske intriger og magtkampe på en realistisk og forståelig måde.
Mørkeland har et mere dystert præg end Kongekabale, hvilket efterlader det indtryk at Niels Krause-Kjær ikke længere tror helt så meget på demokratiets fremtid. Dette forstærkes af den tydelige samfundskritik og nervøsitet for fremtiden som bogen indeholder. Lever vi i en tid, hvor vi efterhånden tager demokratiet for givet? Og hvad sker der, når mennesker ikke længere har tid eller interesse i grundige, undersøgende reportager, men får deres information via Twitter og Facebookopslag?
Som i Kongekabale er det tale om fiktive karakterer – men ingen læsere kan vist være i tvivl om, at disse fiktive karakterer har deres udspring i virkelighedens politiske aktører (Ralf Pittelkow og Karen Jespersen). Derudover inddrages også faktuelle hændelser, som eks. lukningen af den private efterretningstjeneste Firmaet efter den kolde krig. Og netop ting som disse gør læsningen så meget mere skræmmende – for hvor meget er så ellers sandhed.
Der er rigeligt med tankevækkende læsning og konspiration i Mørkeland, men måske har Niels Krause-Kjær denne gang gabt over lidt for meget. Jeg var efterladt med en snert af uindfriede ambitioner og en lidt for letkøbt slutning. Men vigtigst af alt, sad jeg tilbage med spørgsmålet: helliger målet altid midlet?