Farskibet er Glenn Bechs første bog om sin opvækst. Det er en roman, der er skrevet med en blandet henvendelse (primært til Glenns far, men også til Glenns mor, lillebror og til sig selv), og som også er skrevet med en blandet afsender (primært sig selv, men også af og til sin lillebror og mor).
Bogen er en form for autofiktiv roman, hvor jeg'et Glenn forsøger at forstå sin opvækst, først og fremmest det selvmord, som Glenns far begik, da Glenn var omkring 5 år gammel. Glenn skriver for at forstå hvad der skete, hvornår det skete, hvorfor det skete - fordi han ikke rigtigt har fået besked om dette af sin mor eller øvrig familie. Selvmordet er blevet underlagt en tavshed, men Glenn har brug for at forstå selvmordet - hvad der drev faren til det, om Glenn havde en rolle i det (selvfølgelig absurd som fem årig at have dette). Om det f.eks. skyldtes, at faren ikke syntes, at Glenn var en rigtig dreng for ham, at faren ikke fik lov til at opdrage en rigtig dreng, fordi Glenn rummede kimen til og udviklede sig væk fra et traditionel mandeideal og drengbillede.
Det at have tanker om, at man som barn kunne have haft en rolle i farens selvmord, er samtidig også en modus i hele bogen. Det at stille spørgsmål. Det at tøve, fortryde og ændre på det, man er ved at sige, mens man er ved at sige det. Det at lede efter årsager, og det at se sig selv som del af forklaringen. Det at gøre sig selv skyldig. Det at skamme sig. Det at gentage spørgsmål, fraser, forklaringer (fra hvem? - fra familien, fra dem omkring sig, fra sig selv).
Samtidig med de gentagne spørgsmål og fraser sker der en fremvækst af historien om Glenns opvækst. Vi støder på de vigtigste personer i Glenns barndom og ungdom.
Moren, som prøver at rejse sig selv igen oven på selvmordet - bl.a. ved som ufaglært at tage jobs i fængselsvæsnet, og ved at finde sammen med mænd i et nyt form for skrøbeligt familieliv.
Lillebroren René, der som teenager mest er optaget af at game, og som senere får et kontorjob i kommunen. Og som samtidig har svært ved at rumme, at Glenn springer ud som homoseksuel.
En voldelig unavngiven "stedfar", som Glenn og Renés mor i første omgang finder sammen med, efter at faren har begået selvmord, og som truer både hende og børnene.
En næsten lige så hård stedfar, Søren, som afløser den voldelige stedfar, og tilsyneladende er en bedre person. Men som omvendt viser sig at køre på Glenn, René og moren psykisk. Først og fremmest ved, at Søren ser sig selv som agerende helt i den trængte familie, og hele tiden søger at få en eksplicit og tvunget anerkendelse frem fra børnene og moren mht., hvor god han er og hvor taknemmelige, de bør være. Både i det daglige, og ikke mindst på de ferier, som han er med til at muliggøre for over 50.000 kr. og hvor børnene altså bare har at være glade for ham og være glade under ferien.
Titlen farskibet refererer til en skyformation, som Glenn engang så som barn, og hvor han fik sin lillebror til at tro, at det var et farskib - et skib for faren. Et skib, hvor faren var. Og at lillebror René på dette tidspunkt tog historien til sig, nok vel vidende at det var en forestilling, men også for at have en historie at fortælle om deres fælles far. Farskib referer sikkert også til det, at have en luftig forestilling om en forsvundet far, som man forsøger at skabe en meningsfuld historie ud af - med alle mulige greb og krumspring, som både udstiller vilje, sårbarhed og frustration.
Farskibet er samtidig en stærk og gribende bog, der må minde alle forældre om, hvad det er for et afgørende ansvar, man har over for sine børn, og hvad det kan efterlade en familie, hvis man ikke selv har overskud til at leve længere.