Terrorisme, flyktninger, så populismens eksplosive fremvekst, deretter angsten for populismen...
Det fellesskapet som en gang fortalte oss hvem vi var, finnes ikke lenger. Hvem er vi? er plutselig blitt tidens viktigste spørsmål.
Hva kan vi stille opp mot historiens krefter? Har vi som samfunn oppgitt håpet og mistet handlekraften? Er det kun frykten og hatet som vil binde oss sammen i fremtiden? Er populismen en form for psykoterapi for utsatte mennesker som vil befris fra usikkerhet og selvforakt, bare for å rette forakten mot andre?
Carsten Jensen was born 1952. He first made his name as a columnist and literary critic for the Copenhagen daily Politiken, and has written novels, essays and travel books.
Jensen was awarded the Golden Laurels for "I Have Seen the World Begin" and the Danske Banks Litteraturpris, Denmark’s most prestigious literary award, for "We, the Drowned."
Spot on utfordringer knyttet til nasjonalisme, svekket verdisyn, holdning til menneskerettigheter, klimakrise og politikk som vi står midt oppe i. Det er mye mørke rundt oss, men det er også håp. Klok bok, næring for refleksjon og økt bevissthet.
Carsten Jensens 'Kældermennesker' er, til trods for sin korte længde, en tung bog at komme igennem. Bogen handler ifølge undertitlen ‘om populisme og besværet med at være menneske’. Igennem 109 korte kapitler fordelt på 146 sider skriver han om alt fra flygtningekrisen og terrorisme, nationalisme og fremmedhad til #MeToo og Zentropa, autofiktion, ensomhed. Jensens velskrevenhed er nok så beundringsværdig, også selvom den flere gange kammer over og bliver lige vel svulstig og usmageligt selvsmagende. Han inviterer ikke til dialog, men er skråsikker og skriver med en urokkelig overbevisning på egne synspunkter, og nedladenheden er til at få øje på, når hans modstandere skal kritiseres.
Der er sådan set masser af kvalitet i denne lille samling af aforistiske essays. Mange skarpe iagttagelser og prægnante formuleringer undervejs. Alligevel endte jeg med at være ganske skuffet.
Analysen er først og fremmest ofte ikke så skarp og ambitiøs, som CJ selv tror.
Teksten er fx præget af afmægtige og slidte besværgelser rettet mod "neoliberalismens" og "globaliseringens" hjerte- og åndløshed, men tidligt i bogen skynder han sig at forsikre om, at han skam for længst er vokset fra alle ungdommens naive sværmerier om kapitalismens mulige afslutning; om aflysningen af historiens afslutning. Jeg forstår sådan set godt, at han ikke har mod på at tage den utaknemmelige opgave på sig - som Jameson siger, det er lettere at tale om verdens ende - men at nøjes med endnu en runde ørkesløse brokkerier over "neoliberalismen" er bare en tand for let og tamt, synes jeg.
Og så er der hans absolutte hofnummer: Flygtninge, indvandrere og andre sjæle ved vores dør. Her bliver det også bare til besværgelser - Venligboere og “vi kunne da godt tage lidt flere” - det KUNNE vi helt sikkert, og de mange danskere, der bare stiller sig tilfredse med at få lukket døren godt og grundigt fortjener bestemt kritik, men det er da ikke en analyse? Det er da ikke et brugbart bud på en forholden sig til den kendsgerning, at der er uendeligt mange flere for hver af dem, der lykkes med at kæmpe sig helt op til himmerigets port, og som det måske kunne lykkes at få lirket ind. Tænker man lidt over det, kommer vi tilbage til den kapitalistiske verdensuorden, som hænger uløseligt sammen med al verdens elendighed, i dag og historisk set (se The Divide: A Brief Guide to Global Inequality and its Solutions).
Man føler simpelthen ikke man får ret meget andet end en liste med ting, vi godt i forvejen vidste, at Carsten Jensen ikke bryder sig om. Ikke antydningen af, hvad de dybere årsager er; af hvad det faktisk kan gøres.
Man savner også, at forfatteren ind imellem retter sit kritiske blik mod sig selv. Tager på sig, at alle vores privilegerede danskerliv, også hans eget, er moralsk tvetydige. Flere gang skriver han fx med foragt om alle turisterne. Og i næste afsnit får man så en ny fortælling om alle CJ’s rejser verden rundt. Ingen tvivl om at hans rejser er mere smagfulde, men alligevel - hvor stor er forskellen egentlig?
Carsten Jensen er surere end nogensinde. Hans galde blokerer mere og mere for det klarsyn, han undertiden udviser. Han skriver stadig vidunderligt men bør holde sig til romaner. Han siger meget og derfor også undertiden noget skarpt og rigtigt. Men hans naive, utopiske tilgang kombineret med en basal mangel på forståelse for centrale politiske forhold gør desværre hans analyser og konklusioner håbløst utopiske og forfejlede. Hvis han holder sig til sine vidunderlige romaner og rejsebeskrivelser er han stadig blandt de største. Men Kældermennesker er spild af papir og læsetid.
Mange interessante vinkler og pointer. Læste med aha-fornemmelse kapitel 104 og frem ("Hvad kan vi lære af Don Quixote?" m.v) om bl.a. pluralismens Andalusien, der under det mauriske herredømme var "et samfund drevet af nysgerrighed, indlevelse og lærdomssøgning". Nødvendig læsning og vigtig inspiration i forståelsen af vores egen tids problemer i forhold til kulturel/religiøs integration og deling af velfærdssamfundet.
Super vigtig bog om verdens tilstand - med speciel fokus på populismens rolle. Hvad kan der gøres og hvad SKAL der gøres? Overskuelig opsætning hvor bogens 146 sider er delt op i 109 næsten lige lange afsnit med forskellig fokus vedr. populismen, mennskerettigheder, politik, historie, kulturmøde osv. En bog det forhåbentlig bliver læst og diskuteret af MANGE!!
Boka er kort og konkret i formen, og tar for seg store spørsmål. Det er slike bøker som åpner sinnet slik at nye tanker kan slippe inn. Absolutt verdt å lese.
Den här förstod jag inte riktigt. Tyckte det var alldeles för mycket upprepningar och tomma resonemang. Varför inte en etta? För att det trots allt fanns några bra poänger, när jag förstod dem.
”De sociala mediernas demokratiskt sanktionerade mobbning sköter helt på egen hand uppgiften att skrämma dig till tystnad. ” (s 66)
”Inget nonsens förtigs i medierna, bara det är överdrivet nog att väcka uppmärksamhet och därmed utgöra en bra historia. När uppenbara lögner av populismen döps om till alternativa fakta är det i sig så uppseendeväckande att varje skillnad mellan sant och falskt måste vika för den sensationella språkliga nyskapelsen.” (s 70)