What do you think?
Rate this book
Smaragdsliberen
Den jødiske smaragdsliber Pierre Levy falder død om med hjertestop, men vender mirakuløst tilbage til livet. Ingenting er som det var, men Pierre genoptager at spille skak med sin barndomsven, den muslimske juveler Youssef, og går i gang med det, som skal blive hans livs mesterværk: slibningen af en usædvanlig stor smaragd.
Pierres fredelige verden i sliberiet står i stærk kontrast til hans datters liv. Zara rejser rundt i verden som kunsthistoriker, og under kortlægningen af gamle hulemalerier kidnappes hun i grænseegnen mellem Georgien og Aserbajdsjan, mellem kristendom og islam.
Stillet overfor dødens nærvær kæmper både Zara og Pierre for at bevare blikket for skønheden i livet.
SMARAGDSLIBEREN er en poetisk og livsbekræftende fortælling om tilværelsens skrøbelighed.
Pierres fredelige verden i sliberiet står i stærk kontrast til hans datters liv. Zara rejser rundt i verden som kunsthistoriker, og under kortlægningen af gamle hulemalerier kidnappes hun i grænseegnen mellem Georgien og Aserbajdsjan, mellem kristendom og islam.
Stillet overfor dødens nærvær kæmper både Zara og Pierre for at bevare blikket for skønheden i livet.
SMARAGDSLIBEREN er en poetisk og livsbekræftende fortælling om tilværelsens skrøbelighed.
328 pages, Hardcover
First published October 10, 2018
7 people are currently reading
176 people want to read
About the author
Anne-Cathrine Riebnitzsky
14 books71 followersAnne-Cathrine Riebnitzsky, born 1974, was educated at the Danish School of Creative Writing in 1998. She is a Language Officer, specialized in Russian (trained in 2003). She worked among other places at the Danish Embassy in Moscow before being sent to Afghanistan in 2007, first as a soldier and later as the advisor to The Danish Foreign Ministry.
Anne-Cathrine Riebnitzsky debuted in 2010 with the biography The Women’s War, which is an account of her work with Afghan women. The book was long listed for Weekendavisens Litteraturpris 2010. The Stolen Road is her second book and her first novel. It won The Debutant Prize 2012.
Her third book and second novel Slaughtered Pigs won the Politiken Novel competition.
Anne-Cathrine Riebnitzsky debuted in 2010 with the biography The Women’s War, which is an account of her work with Afghan women. The book was long listed for Weekendavisens Litteraturpris 2010. The Stolen Road is her second book and her first novel. It won The Debutant Prize 2012.
Her third book and second novel Slaughtered Pigs won the Politiken Novel competition.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 33 reviews
January 26, 2019
Jeg ville aldrig selv have valgt ’Smaragdsliberen’. Formmæssigt, fordi Anne-Cathrine Riebnitzsky præsenteres som en skribent, der betjener sig af ultrakorte/ufuldstændige sætninger, og som er uddannet fra Forfatterskolen. I min tid som underviser i litteratur fik jeg en overdosis af blodfattig forfatterskole-minimalisme, så det undgår jeg nu, hvor jeg ikke er bundet af pensum-bestemmelser. Indholdsmæssigt ville jeg have fravalgt den, fordi der – fordelt på romanens to hovedpersoner – forekommer dels en nærdødsoplevelse, dels et møde med Gud, mens personen endnu er i live, og dette forekommer mig at være en overdosering af transcendens. Men okay, jeg fik bogen forærende og skyldte derfor den gode giver at læse den. Heldigt. For mig.
Hovedpersonerne er jøden Pierre Levy, der har en fremtrædende position i et ædelstenssliberi, og hans datter Zara. Pierre er født af fransk-tyske forældre i Nazareth, hvor han var bedsteven med muslimen Yussef. Barndommens fredelige sameksistens har Pierre og Yussef formået at bibeholde gennem hele deres nu godt 60-årige liv, og professionelt er de også lidt i samme branche: Pierre som smaragdsliber og Yussef som juveler. Mens Pierre bor i en lille tysk by, bor såvel Zara som Yussef i Paris, men de to mænd ses ikke desto mindre på næsten ugentlig basis til et kontinuerligt spil skak.
Den aktuelle situation er den, at Pierre har haft lidt svært ved at komme sig efter et hjerteanfald, for efter en nærdødsoplevelse, hvor han mødte sin højtelskede hustru, som har været død længe, vil Pierre selv gerne dø. Dét, der så alligevel giver ham livsgnisten tilbage, er den afsløring, at hans arbejdsgiver i nogen tid har gemt på en enorm smaragd, og det ærefulde hverv at slibe denne er tiltænkt Pierre, som herved står over for den potentielt største triumf i sit kunstneriske livsværk.
Som doktor i kunsthistorie arbejder Zara for UNESCO; hun er nærmere bestemt tilknyttet det internationale verdensarvsprogram, hvis mål er at optegne steder, som har enestående betydning. Det være sig naturområder såvel som kulturskabte værdier, der betragtes som menneskehedens fælles arvegods. Aktuelt sendes hun alene på en ekspedition til det kristne David Gareja-kloster, der er bygget i 500-tallet i en bjergegn i Georgien, tæt på grænsen til det muslimske Aserbajdsjan. Her skal hun besigtige nogle hulemalerier, som i 1600-tallet blev beskadiget under en muslimsk invasion. I nyere tid er de blevet yderligere vandaliseret, fordi sovjetiske styrker har brugt bjerghulerne, når de øvede sig i granatskydning. Zaras ærinde er derfor dels at vurdere, om de resterende fragmenter er fredningsværdige, og dels at give et estimat over hvor store bevillinger, der i så fald skal til for at sikre deres bevaring.
Riebnitzsky har drevet grundig research for at kunne beskrive dette spor i romanen, men inden det måske forekommer læseren for langhåret, kommer man lige i tanker om, at man selv kan sætte billeder på ved at google klostret. Herefter er det fint at læse om englen, der velsigner en kvinde, om nadvermåltidet og om englen med de sorte vinger. Samt ikke mindst at se, hvordan det kan lade sig gøre, at klosterbygningerne er en integreret del af klipperne, hvilket bl.a. indebærer, at vinduerne er udhugget direkte af klippevæggen.
På et tidspunkt lander Zara i en hule, som er uberørt af såvel muslimer som sovjetrussere: ”Hun kommer langsomt på benene og drejer rundt for at se det hele. Det er en forunderlig hule. Endnu er der måske ingen, der ved, at denne hule findes. Eller dem, der vidste det, er formentlig døde.” Men for mig bliver Zaras énkvindes-kunsthistorie-ekspedition lidt for usandsynlig på dette tidspunkt, hendes pioner-opdagelse får simpelthen et lidt for kækt Tintin-agtigt skær. Videre går det da også over stok og sten, idet hun ved sin egen kulturministerielle chaufførs mellemkomst bliver kidnappet af en gruppe IS-krigere, der giver hende valget mellem at konvertere og gifte sig med en af krigerne eller dø.
En endnu større research har Riebnitzsky dog drevet for at kunne give læseren et udvidet grundkursus i gemmologi, læren om smykkesten. På den ene side bliver de mange beskrivelser alt, alt for meget, men på den anden side er beskrivelserne nok, hvad der skal til for at give kapitlerne i sliberiets kælder autenticitet og for at lade Pierres arbejde fremstå som mere kunst end håndværk. Vi belæres således om, at der i enhver ægte smaragd er diverse små indeslutninger: kanaler, sprækker, gasbobler, som alt i alt kaldes smaragdens have. I kæmpe-smaragden, som Pierre nu arbejder på, har naturens aftryk på stenen nærmest form som et hjerte, og i sit arbejde med at slibe stenen til i en ottekantet form skal Pierre specielt passe på ikke at ødelægge dette hjerte.
Ud over hulemaleri-sporet og smaragd-sporet rummer romanen et nutidigt terror-spor, hvilket hænger sammen med, at den delvis udspiller sig i Paris, hvor bl.a. Yussef bor. Denne har flere gange undervejs beklaget sig over barnebarnet Hamsa, som tydeligvis er blevet radikaliseret gennem de senere år. I romanens næstsidste kapitel lægger Notre Dame-katedralen scene til en planlagt udfoldelse af terror-sporet, der til dels kobles sammen med Pierre- og Zara-sporet.
Romanen har undervejs udfoldet sig som skiftevis kapitler om netop Pierre og Zara med diverse indbyggede tilbageblik. En sådan vekselvirkning er meget brugt for tiden og har naturligvis sine fordele, men hakker uvægerligt det læsemæssige flow lidt i stykker. Riebnitzskys prosa er i sin kortfattede form skåret ned til det absolut nødvendige, men det samlede afkast af sproget er ikke desto mindre det modsatte af minimalistisk; afkastet er nærmest sanseligt levende. Forfatteren selv har arbejdet på både ambassade- og ministerieniveau i Rusland og Afghanistan, men nok så vigtigt har hun også været soldat i Afghanistan, hvilket sandsynligvis er det, der leverer kød og blod, støv og tørst til beskrivelsen af Zaras tilfangetagelse.
’Smaragdsliberen’ er ikke en realistisk roman efter dansk normalstandard. Der er små usandsynligheder, som får en til at overveje magisk realisme, men måske skal man bare holde sig til, at romanen er en allegori om skønhed og ægthed, om livet og døden, om troens og terrorens forskellige former. Den udfolder sig i høj grad på et reflekterende niveau i forhold til ovennævnte abstrakte emner. Men på det konkrete plan er der ingen fine fornemmelser, f.eks. er der et decideret triviallitterært intermezzo om en ung mand med forførende grønne øjne nær slutningen.
Skal der imidlertid lidt bling-bling i form af grønne øjne til for at få 326 sider om slibning af en grøn smaragd til at glide ned, så fred være med det. Trods ovenstående små indsigelser konsumerede jeg med stor fornøjelse romanen i tre hug.
Hovedpersonerne er jøden Pierre Levy, der har en fremtrædende position i et ædelstenssliberi, og hans datter Zara. Pierre er født af fransk-tyske forældre i Nazareth, hvor han var bedsteven med muslimen Yussef. Barndommens fredelige sameksistens har Pierre og Yussef formået at bibeholde gennem hele deres nu godt 60-årige liv, og professionelt er de også lidt i samme branche: Pierre som smaragdsliber og Yussef som juveler. Mens Pierre bor i en lille tysk by, bor såvel Zara som Yussef i Paris, men de to mænd ses ikke desto mindre på næsten ugentlig basis til et kontinuerligt spil skak.
Den aktuelle situation er den, at Pierre har haft lidt svært ved at komme sig efter et hjerteanfald, for efter en nærdødsoplevelse, hvor han mødte sin højtelskede hustru, som har været død længe, vil Pierre selv gerne dø. Dét, der så alligevel giver ham livsgnisten tilbage, er den afsløring, at hans arbejdsgiver i nogen tid har gemt på en enorm smaragd, og det ærefulde hverv at slibe denne er tiltænkt Pierre, som herved står over for den potentielt største triumf i sit kunstneriske livsværk.
Som doktor i kunsthistorie arbejder Zara for UNESCO; hun er nærmere bestemt tilknyttet det internationale verdensarvsprogram, hvis mål er at optegne steder, som har enestående betydning. Det være sig naturområder såvel som kulturskabte værdier, der betragtes som menneskehedens fælles arvegods. Aktuelt sendes hun alene på en ekspedition til det kristne David Gareja-kloster, der er bygget i 500-tallet i en bjergegn i Georgien, tæt på grænsen til det muslimske Aserbajdsjan. Her skal hun besigtige nogle hulemalerier, som i 1600-tallet blev beskadiget under en muslimsk invasion. I nyere tid er de blevet yderligere vandaliseret, fordi sovjetiske styrker har brugt bjerghulerne, når de øvede sig i granatskydning. Zaras ærinde er derfor dels at vurdere, om de resterende fragmenter er fredningsværdige, og dels at give et estimat over hvor store bevillinger, der i så fald skal til for at sikre deres bevaring.
Riebnitzsky har drevet grundig research for at kunne beskrive dette spor i romanen, men inden det måske forekommer læseren for langhåret, kommer man lige i tanker om, at man selv kan sætte billeder på ved at google klostret. Herefter er det fint at læse om englen, der velsigner en kvinde, om nadvermåltidet og om englen med de sorte vinger. Samt ikke mindst at se, hvordan det kan lade sig gøre, at klosterbygningerne er en integreret del af klipperne, hvilket bl.a. indebærer, at vinduerne er udhugget direkte af klippevæggen.
På et tidspunkt lander Zara i en hule, som er uberørt af såvel muslimer som sovjetrussere: ”Hun kommer langsomt på benene og drejer rundt for at se det hele. Det er en forunderlig hule. Endnu er der måske ingen, der ved, at denne hule findes. Eller dem, der vidste det, er formentlig døde.” Men for mig bliver Zaras énkvindes-kunsthistorie-ekspedition lidt for usandsynlig på dette tidspunkt, hendes pioner-opdagelse får simpelthen et lidt for kækt Tintin-agtigt skær. Videre går det da også over stok og sten, idet hun ved sin egen kulturministerielle chaufførs mellemkomst bliver kidnappet af en gruppe IS-krigere, der giver hende valget mellem at konvertere og gifte sig med en af krigerne eller dø.
En endnu større research har Riebnitzsky dog drevet for at kunne give læseren et udvidet grundkursus i gemmologi, læren om smykkesten. På den ene side bliver de mange beskrivelser alt, alt for meget, men på den anden side er beskrivelserne nok, hvad der skal til for at give kapitlerne i sliberiets kælder autenticitet og for at lade Pierres arbejde fremstå som mere kunst end håndværk. Vi belæres således om, at der i enhver ægte smaragd er diverse små indeslutninger: kanaler, sprækker, gasbobler, som alt i alt kaldes smaragdens have. I kæmpe-smaragden, som Pierre nu arbejder på, har naturens aftryk på stenen nærmest form som et hjerte, og i sit arbejde med at slibe stenen til i en ottekantet form skal Pierre specielt passe på ikke at ødelægge dette hjerte.
Ud over hulemaleri-sporet og smaragd-sporet rummer romanen et nutidigt terror-spor, hvilket hænger sammen med, at den delvis udspiller sig i Paris, hvor bl.a. Yussef bor. Denne har flere gange undervejs beklaget sig over barnebarnet Hamsa, som tydeligvis er blevet radikaliseret gennem de senere år. I romanens næstsidste kapitel lægger Notre Dame-katedralen scene til en planlagt udfoldelse af terror-sporet, der til dels kobles sammen med Pierre- og Zara-sporet.
Romanen har undervejs udfoldet sig som skiftevis kapitler om netop Pierre og Zara med diverse indbyggede tilbageblik. En sådan vekselvirkning er meget brugt for tiden og har naturligvis sine fordele, men hakker uvægerligt det læsemæssige flow lidt i stykker. Riebnitzskys prosa er i sin kortfattede form skåret ned til det absolut nødvendige, men det samlede afkast af sproget er ikke desto mindre det modsatte af minimalistisk; afkastet er nærmest sanseligt levende. Forfatteren selv har arbejdet på både ambassade- og ministerieniveau i Rusland og Afghanistan, men nok så vigtigt har hun også været soldat i Afghanistan, hvilket sandsynligvis er det, der leverer kød og blod, støv og tørst til beskrivelsen af Zaras tilfangetagelse.
’Smaragdsliberen’ er ikke en realistisk roman efter dansk normalstandard. Der er små usandsynligheder, som får en til at overveje magisk realisme, men måske skal man bare holde sig til, at romanen er en allegori om skønhed og ægthed, om livet og døden, om troens og terrorens forskellige former. Den udfolder sig i høj grad på et reflekterende niveau i forhold til ovennævnte abstrakte emner. Men på det konkrete plan er der ingen fine fornemmelser, f.eks. er der et decideret triviallitterært intermezzo om en ung mand med forførende grønne øjne nær slutningen.
Skal der imidlertid lidt bling-bling i form af grønne øjne til for at få 326 sider om slibning af en grøn smaragd til at glide ned, så fred være med det. Trods ovenstående små indsigelser konsumerede jeg med stor fornøjelse romanen i tre hug.
January 25, 2019
Vi har i læseklubben Læsenørder i Aalborg haft denne bog som første samlingspunkt. Og sikke en fantastisk oplevelse og berigelse, at kunne dykke ned i de sproglige finurligheder, karakterernes troværdighed og de store spørgsmål i livet!
Selve bogen fandt jeg personlig svær at bedømme på en ordinær skala, da der i min optik er lige dele guld og skidt i denne fortælling. Af de positive kvaliteter, vil jeg fremhæve bogens hovedperson, Pierre, som er en ældre, jødisk juvelsliber, med speciale i slibning af smaragder. Bogen begynder med Pierres møde med døden, en oplevelse der påvirker ham i hele hans forståelse af livet og omgang med verden. Pierre er omhyggelig, indlevende, og lever et liv præget/ styret af (?) faste rutiner og trivialiteter. Vi lærer RIGTIGT meget om håndværket slibning, og det er nok denne del der for mange deler vandene. Selv er jeg begejstret. Håndværket er ikke trivielt for Pierre og man mærker og føler (!) hans passion for smaragdslibning. Det er vildt godt forfattet, når man som læser oplever drama, frygt og glæde over et håndværk, som jeg hidtil aldrig har skænket en tanke!
Af de mere dårlige kvaliteter ved bogen, er desværre berøringen af et af livets store spørgsmål - hvad sker der med os efter livet? Er der en Gud? Emnet er for stort og bliver for overfladisk behandlet i den lille, letlæste bog, og det trækker for mig ned. Dertil kommer temaerne om islamisme/ ekstremisme, terror, familieforhold, kunsthistorie, juveler, svigt, bedrag, alkoholisme etc etc. Det er bare for meget, på så få sider.
Læs den som en lille hyggelig bog om liv og kærlighed, men gem forventningerne om den store litterære oplevelse.
3 ud af 5 stjerner 📚
Selve bogen fandt jeg personlig svær at bedømme på en ordinær skala, da der i min optik er lige dele guld og skidt i denne fortælling. Af de positive kvaliteter, vil jeg fremhæve bogens hovedperson, Pierre, som er en ældre, jødisk juvelsliber, med speciale i slibning af smaragder. Bogen begynder med Pierres møde med døden, en oplevelse der påvirker ham i hele hans forståelse af livet og omgang med verden. Pierre er omhyggelig, indlevende, og lever et liv præget/ styret af (?) faste rutiner og trivialiteter. Vi lærer RIGTIGT meget om håndværket slibning, og det er nok denne del der for mange deler vandene. Selv er jeg begejstret. Håndværket er ikke trivielt for Pierre og man mærker og føler (!) hans passion for smaragdslibning. Det er vildt godt forfattet, når man som læser oplever drama, frygt og glæde over et håndværk, som jeg hidtil aldrig har skænket en tanke!
Af de mere dårlige kvaliteter ved bogen, er desværre berøringen af et af livets store spørgsmål - hvad sker der med os efter livet? Er der en Gud? Emnet er for stort og bliver for overfladisk behandlet i den lille, letlæste bog, og det trækker for mig ned. Dertil kommer temaerne om islamisme/ ekstremisme, terror, familieforhold, kunsthistorie, juveler, svigt, bedrag, alkoholisme etc etc. Det er bare for meget, på så få sider.
Læs den som en lille hyggelig bog om liv og kærlighed, men gem forventningerne om den store litterære oplevelse.
3 ud af 5 stjerner 📚
January 16, 2019
A beautiful story!
October 26, 2018
Jeg kan godt forstå, at kritikkerne er glade for bogen og forfatteren. Det er helt sikkert godt håndværk og der er noget poetisk og meget hverdagsagtigt over bogen.
Vi skifter mellem far og datter, tik tak tik tak ... Teknikken er ofte den samme i de enkelte afsnit, hvor vi skifter mellem to handlingsspor. Fx et minde og en nutid. Det er for forudsigeligt til min smag. Der er meget detaljerede beskrivelser af de to personers hverdag.
Handlingen - altså det, der sker for de to personer, både tanker og hverdag - er sikkert organiseret således, at der er et dybere plot, men plottet/plottene skæres bestemt ikke i pap. Farens historie er lidt for inderlig og datterens er lidt for afklaret til at historierne er troværdige. Dette - og den meget ritualiserede opbygning (tik tak tik tak...) giver nok fortællingen en slags symbolsk kraft. Der er for mange eksempler på terror, til at det på nogen måde virker troværdigt. Synes faktisk at dette er en fejl. Hun burde have brugt en historie om terror og ikke flere, det havde været stærkere.
Et af plottene er helt sikkert religion. Moralen er vel, at gud findes og vi skal acceptere de forskellige religioner og vende den anden kind til i forhold til vold i religionens navn.
Vi skifter mellem far og datter, tik tak tik tak ... Teknikken er ofte den samme i de enkelte afsnit, hvor vi skifter mellem to handlingsspor. Fx et minde og en nutid. Det er for forudsigeligt til min smag. Der er meget detaljerede beskrivelser af de to personers hverdag.
Handlingen - altså det, der sker for de to personer, både tanker og hverdag - er sikkert organiseret således, at der er et dybere plot, men plottet/plottene skæres bestemt ikke i pap. Farens historie er lidt for inderlig og datterens er lidt for afklaret til at historierne er troværdige. Dette - og den meget ritualiserede opbygning (tik tak tik tak...) giver nok fortællingen en slags symbolsk kraft. Der er for mange eksempler på terror, til at det på nogen måde virker troværdigt. Synes faktisk at dette er en fejl. Hun burde have brugt en historie om terror og ikke flere, det havde været stærkere.
Et af plottene er helt sikkert religion. Moralen er vel, at gud findes og vi skal acceptere de forskellige religioner og vende den anden kind til i forhold til vold i religionens navn.
December 29, 2019
Smaragdsliberen er en helt fin historie med udmærket interessante hovedpersoner, og den fortælles i en pæn og nysselig, meget sikker, stil.
Men Den er triviel. Handlingen er dramatisk til ugebladsbehov, og personerne er uden dybde. Der er ingen kompleksitet, ingen kant: trivielt.
Den er forholdsvis hurtigt læst, så jeg føler mig ikke berøvet for den tid, jeg har givet den. Men det er ikke en, jeg kommer til at vende tilbage til.
Helt lødig ferielæsning; ikke mere. Og så hurtigt videre. To stjerne er for lidt, og tre er en anelse for meget.
Men Den er triviel. Handlingen er dramatisk til ugebladsbehov, og personerne er uden dybde. Der er ingen kompleksitet, ingen kant: trivielt.
Den er forholdsvis hurtigt læst, så jeg føler mig ikke berøvet for den tid, jeg har givet den. Men det er ikke en, jeg kommer til at vende tilbage til.
Helt lødig ferielæsning; ikke mere. Og så hurtigt videre. To stjerne er for lidt, og tre er en anelse for meget.
February 1, 2020
Bogen kunne slet ikke fange mig. Jeg har læst Riebnitzskys andre bøger og glædede mig til denne, men det var en stor skuffelse. Lidt mindre om forarbejdning af ædelsten og lidt mere dybde/personbearbejdelse kunne have gjort bogen mere levende.
January 27, 2019
Hvis man ønsker en udførlig beskrivelse/analyse af indholdet, så anbefaler jeg Gittes fyldestgørende anmeldelse, som jeg på mange måder kan tilslutte mig. Denne her er mere en kritik af bogen.
Jeg synes på mange måder den var god, let og hurtigt læst og jeg mistede ikke spændingen. Der var mange gode betragtninger om nærdødsoplevelser og spirituelle oplevelser og jeg kunne godt lide, hvor grundigt forfatteren har rechercheret omkring Idar-Oberstein og ædelstensslibning ... og dog sidder jeg tilbage med en lidt flad fornemmelse med lidt for mange for hurtigt bundne sløjfer, lidt for mange happy endings og lidt for mange virkelig gode idéer, der ikke blev fulgt til dørs. Måske helt under bundstregen, så ville forfatteren fortælle for mange historier, havde for meget på hjerte, og derfor kunne hun ikke forfølge dem, som de hver især fortjente?
Et par små faktuelle fejl om barndom i Tyskland kunne hun måske ikke finde ud af og det betyder i det store hele ikke så meget. Men no way, at en bortførsel ville foregå på en sådan måde hos IS-krigere, no way nogen vestlig kvinde var undsluppet uden at være blevet voldtaget eller fysisk forulempet, no way, en IS kriger havde delt en cigaret med en uren og utro vesterlænding og så var hele Tolja figuren utroværdig helt fra start. At han ville være involveret, vidste man fra det øjeblik, han blev introduceret.
Tanken om den angrebne moske, at det var muslimer, der var ofrene, synes jeg var rigtig god, også bekymringerne om at alle skal bøde for det som få gør.
Hamas’ radikalisering og de bekymringer der fulgte med var en fin tråd, mens jeg synes dens afslutning lige netop med Pierre som opdager, var mere utroværdig end tilfælde.
Der var lidt for mange sløjfer for disse tilf��lde og det er dem, der nager i mit baghoved og jeg kunne godt tænke mig, hvordan I har det med dem?
(Fru Kirchhofs historie var også en af dem. Det ville have været bedre, hun bare var forelsket i Pierre)
Jeg synes på mange måder den var god, let og hurtigt læst og jeg mistede ikke spændingen. Der var mange gode betragtninger om nærdødsoplevelser og spirituelle oplevelser og jeg kunne godt lide, hvor grundigt forfatteren har rechercheret omkring Idar-Oberstein og ædelstensslibning ... og dog sidder jeg tilbage med en lidt flad fornemmelse med lidt for mange for hurtigt bundne sløjfer, lidt for mange happy endings og lidt for mange virkelig gode idéer, der ikke blev fulgt til dørs. Måske helt under bundstregen, så ville forfatteren fortælle for mange historier, havde for meget på hjerte, og derfor kunne hun ikke forfølge dem, som de hver især fortjente?
Et par små faktuelle fejl om barndom i Tyskland kunne hun måske ikke finde ud af og det betyder i det store hele ikke så meget. Men no way, at en bortførsel ville foregå på en sådan måde hos IS-krigere, no way nogen vestlig kvinde var undsluppet uden at være blevet voldtaget eller fysisk forulempet, no way, en IS kriger havde delt en cigaret med en uren og utro vesterlænding og så var hele Tolja figuren utroværdig helt fra start. At han ville være involveret, vidste man fra det øjeblik, han blev introduceret.
Tanken om den angrebne moske, at det var muslimer, der var ofrene, synes jeg var rigtig god, også bekymringerne om at alle skal bøde for det som få gør.
Hamas’ radikalisering og de bekymringer der fulgte med var en fin tråd, mens jeg synes dens afslutning lige netop med Pierre som opdager, var mere utroværdig end tilfælde.
Der var lidt for mange sløjfer for disse tilf��lde og det er dem, der nager i mit baghoved og jeg kunne godt tænke mig, hvordan I har det med dem?
(Fru Kirchhofs historie var også en af dem. Det ville have været bedre, hun bare var forelsket i Pierre)
This entire review has been hidden because of spoilers.
Read
February 7, 2020Jeg havde virkelig høje forventninger til denne bog, men blev faktisk lidt skuffet. Jeg synes der var for meget fokus på håndværksdelen og ikke nok fokus på de menneskelige historier.
Venskabet mellem de to mænd Pierre og Youssef ville være en fantastisk historie i sig selv, det samme med historien om Zara.
Personerne i bogen er skrevet på en måde, hvor man får lyst til at lære dem endnu bedre at kende, men det føles aldrig som om man kommer rigtig i dybden med dem, stenene kommer ligesom lidt i vejen.
Det er selvfølgelig en kæmpe anerkendelse til forfatteren at hun kan skrive om personer man har lyst til at lære at kende, og så er der bare så ærgerligt at man ikke får lov. Selv bi personerne i bogen har man lyst til at lære bedre at kende. Bogen føltes som starten på en serie (eller måske der bare er ønsketænkning) hvor vi hen ad vejen får lov at dykke ned i de forskellige livs historier. Den serie vil jeg helt sikker læse.
Venskabet mellem de to mænd Pierre og Youssef ville være en fantastisk historie i sig selv, det samme med historien om Zara.
Personerne i bogen er skrevet på en måde, hvor man får lyst til at lære dem endnu bedre at kende, men det føles aldrig som om man kommer rigtig i dybden med dem, stenene kommer ligesom lidt i vejen.
Det er selvfølgelig en kæmpe anerkendelse til forfatteren at hun kan skrive om personer man har lyst til at lære at kende, og så er der bare så ærgerligt at man ikke får lov. Selv bi personerne i bogen har man lyst til at lære bedre at kende. Bogen føltes som starten på en serie (eller måske der bare er ønsketænkning) hvor vi hen ad vejen får lov at dykke ned i de forskellige livs historier. Den serie vil jeg helt sikker læse.
January 16, 2021
Bogen er skam velskrevet, ingen tvivl om det, derudover har historierne potentiale hver især - derfor de 3 stjerner. Der sker meget, og alligevel ingenting, hvilket er frustrerende. Vi føres hele tiden fra den en historie til den anden, som følger hinanden i tid. Selv var jeg mest interesseret i Zaras historie, men jeg synes også, Pierre og Youssef er spændende karakterer. Dog bliver historierne for flade, da der ikke er plads nok til udforskning af tre historier på 325 sider.
For mig handlede det også lidt for meget om religion, og selvom jeg synes, det er spændende at se begivenhederne fra flere vinkler, så ville jeg ønske, at der var blevet koncentreret lidt mere om den ene måske to historier, eller måske kunne den udfoldes i flere bøger?
I hvert synes jeg, der går al for lang tid, før handlingen træder i kraft. Halvdelen skulle læses, før noget skete, og det skyldes nok, at der jo var flere historier, der skulle bygges op.
For mig handlede det også lidt for meget om religion, og selvom jeg synes, det er spændende at se begivenhederne fra flere vinkler, så ville jeg ønske, at der var blevet koncentreret lidt mere om den ene måske to historier, eller måske kunne den udfoldes i flere bøger?
I hvert synes jeg, der går al for lang tid, før handlingen træder i kraft. Halvdelen skulle læses, før noget skete, og det skyldes nok, at der jo var flere historier, der skulle bygges op.
November 10, 2019
Fortsat fra fortrykt referat:I fangenskab bliver Zara stillet over for valget mellem at gifte sig med en muslimsk mand eller dø. Hun vælger det sidste og forsøger at se det smukke i livet og dødens komme. Hun får dog pludselig en mulighed for at slippe væk, da en mands begær gør det muligt for hende at få løsnet rebet om benene og komme væk i skjul fra teltet. Hun løber væk i trance, mens skudsalver larmer bag hende. Hun falder i en Tom flod og har en særlig religiøs/transcendental oplevelse, som hun senere ikke kan glemme. Da hun efter mange dage når klostret hos Emre, er hun måske ikke helt ateist mere. Hun genforenes senere med sin far over telefonen, men først fysisk ved hans begravelse.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Read
November 4, 2021The setting of this book, read in Danish for a book group, wandered from Paris and German to the Middle East - but with only a tangential reference to Denmark. The author had spent time as a soldier and advisor in Afghanistan, so that part of the novel would not come as a surprise to those familiar with her other work. I found it hard to get into the book, perhaps because of the switching back and forth between settings. But I did learn about the world of gemstone cutting, especially in regards to emeralds (referenced in the title), and found the relationship between the father and daughter, and two friends of different faiths, touching.
Please note that I don't use the star rating system, so this review should not be viewed as a zero.
Please note that I don't use the star rating system, so this review should not be viewed as a zero.
August 11, 2022
Smaragdsliberen er en ret vellykket roman, som parallelt følger far og datter i deres meget forskellige liv. Der er gjort en del ud af redegøre for arbejdet med at slibe ædelstene, og det er vellykket fordi det bidrager til at komme under huden på faren og beskrive hans liv og relationer.
Det er en bog som er letlæst, og hvor en væsentlig del af kvaliteten ligger i hvorvidt man kan identificere sig med personerne, og mærke at de er virkelige. Det fungerer.
Det er en bog som er letlæst, og hvor en væsentlig del af kvaliteten ligger i hvorvidt man kan identificere sig med personerne, og mærke at de er virkelige. Det fungerer.
June 16, 2019
I loved this lively and heart-felt book, which wove the destinies of the appealing main characters together in a very interesting way. The (Danish) author was stationed in Afghanistan as a language officer and writes with impressive insight about the complicated religious, political and language related issues in that region. I hope it will be translated into English so I can pass it on to my friends. I was sorry it ended.
August 27, 2019
Jeg har nydt denne stille bog, med dens detaljerigdom, dens skønne tilgang til religion, historie og døden. Det er ikke så meget fortællingen og da slet ikke personerne der bærer denne roman, men tempoet, stemningen og følelsen af ro og orden. Smuk og velskrevet roman.
July 8, 2020
Denne er en lidt svær bog at bedømme, synes jeg. Den var lidt svær at komme igang med, men det kommer den efter.
Jeg giver 4 stjerner, da jeg faktisk er sikkert på, at denne bog vil blive i min erindring i mange år.
Jeg giver 4 stjerner, da jeg faktisk er sikkert på, at denne bog vil blive i min erindring i mange år.
April 11, 2021
Synes bedst om passagerne med sliberen Pierre Levy, hans kolleger på værkstedet og især hans venskab med Yussef. Datteren Zaras forløb virker en smule forceret og utroværdig.
Moralen om at alle muslimer ikke er onde er rigeligt udpenslet. Jeg vakler mellem 3 og 4 stjerner.
Moralen om at alle muslimer ikke er onde er rigeligt udpenslet. Jeg vakler mellem 3 og 4 stjerner.
December 4, 2018
Smukt sprog og den læses med stor fornøjelse, men historien er lidt tynd
January 1, 2019
En fin bog, der er velskrevet, men også en lidt forudsigelig historie.
February 7, 2019
Det er tre små stjerner
April 21, 2019
En rigtig god og velfortalt bog, man bliver grebet og bevæget af. Den er fortalt i et smukt sprog. Den er værd at læse.
April 21, 2019
Spændende empatisk fortælling om liv og død, dels i Paris dels i Georgien (et land, jeg gerne vil besøge!), med respekt for alle karakterers etnicitet og tro - eller mangel på samme.
July 23, 2019
Opløftende og gribende fortælling om to liv, en aldrende smaragdsliber og hans begavede, seje, kunsthistoriker-datter. Døden er nærværende og vibrerende i de parallelt fortalte forløb. Fantastisk research, stor indsigt, god, langsom puls, fin fornemmelse for overlap og forbindelse mellem far og datter og deres indbyrdes relationer. Rigtigt god læsning.
October 24, 2019
Fin fin historie
May 10, 2020
Fin fin historie. Temaerne i denne bog: venskab, historie og døden.
Meget smukt beskrevet mange smukke detaljer.
Meget smukt beskrevet mange smukke detaljer.
Read
May 22, 2021Rigtig god
March 6, 2022
En af de bedste bøger jeg har læst i meget lang tid. Berørt af den på så mange planer. Og taknemmelig for at have opdaget Anne-Cathrines forfatterskab.
August 6, 2022
En udemærket bog. Dog synes jeg der var nogle hændelser i bogen, som var lidt for forudsigelige, heldigvis uden det ødelagde så meget.
September 6, 2023
Fælede en tåre til sidst. Pageturner og rørende afslutning.
Displaying 1 - 30 of 33 reviews