Jeg ville aldrig selv have valgt ’Smaragdsliberen’. Formmæssigt, fordi Anne-Cathrine Riebnitzsky præsenteres som en skribent, der betjener sig af ultrakorte/ufuldstændige sætninger, og som er uddannet fra Forfatterskolen. I min tid som underviser i litteratur fik jeg en overdosis af blodfattig forfatterskole-minimalisme, så det undgår jeg nu, hvor jeg ikke er bundet af pensum-bestemmelser. Indholdsmæssigt ville jeg have fravalgt den, fordi der – fordelt på romanens to hovedpersoner – forekommer dels en nærdødsoplevelse, dels et møde med Gud, mens personen endnu er i live, og dette forekommer mig at være en overdosering af transcendens. Men okay, jeg fik bogen forærende og skyldte derfor den gode giver at læse den. Heldigt. For mig.
Hovedpersonerne er jøden Pierre Levy, der har en fremtrædende position i et ædelstenssliberi, og hans datter Zara. Pierre er født af fransk-tyske forældre i Nazareth, hvor han var bedsteven med muslimen Yussef. Barndommens fredelige sameksistens har Pierre og Yussef formået at bibeholde gennem hele deres nu godt 60-årige liv, og professionelt er de også lidt i samme branche: Pierre som smaragdsliber og Yussef som juveler. Mens Pierre bor i en lille tysk by, bor såvel Zara som Yussef i Paris, men de to mænd ses ikke desto mindre på næsten ugentlig basis til et kontinuerligt spil skak.
Den aktuelle situation er den, at Pierre har haft lidt svært ved at komme sig efter et hjerteanfald, for efter en nærdødsoplevelse, hvor han mødte sin højtelskede hustru, som har været død længe, vil Pierre selv gerne dø. Dét, der så alligevel giver ham livsgnisten tilbage, er den afsløring, at hans arbejdsgiver i nogen tid har gemt på en enorm smaragd, og det ærefulde hverv at slibe denne er tiltænkt Pierre, som herved står over for den potentielt største triumf i sit kunstneriske livsværk.
Som doktor i kunsthistorie arbejder Zara for UNESCO; hun er nærmere bestemt tilknyttet det internationale verdensarvsprogram, hvis mål er at optegne steder, som har enestående betydning. Det være sig naturområder såvel som kulturskabte værdier, der betragtes som menneskehedens fælles arvegods. Aktuelt sendes hun alene på en ekspedition til det kristne David Gareja-kloster, der er bygget i 500-tallet i en bjergegn i Georgien, tæt på grænsen til det muslimske Aserbajdsjan. Her skal hun besigtige nogle hulemalerier, som i 1600-tallet blev beskadiget under en muslimsk invasion. I nyere tid er de blevet yderligere vandaliseret, fordi sovjetiske styrker har brugt bjerghulerne, når de øvede sig i granatskydning. Zaras ærinde er derfor dels at vurdere, om de resterende fragmenter er fredningsværdige, og dels at give et estimat over hvor store bevillinger, der i så fald skal til for at sikre deres bevaring.
Riebnitzsky har drevet grundig research for at kunne beskrive dette spor i romanen, men inden det måske forekommer læseren for langhåret, kommer man lige i tanker om, at man selv kan sætte billeder på ved at google klostret. Herefter er det fint at læse om englen, der velsigner en kvinde, om nadvermåltidet og om englen med de sorte vinger. Samt ikke mindst at se, hvordan det kan lade sig gøre, at klosterbygningerne er en integreret del af klipperne, hvilket bl.a. indebærer, at vinduerne er udhugget direkte af klippevæggen.
På et tidspunkt lander Zara i en hule, som er uberørt af såvel muslimer som sovjetrussere: ”Hun kommer langsomt på benene og drejer rundt for at se det hele. Det er en forunderlig hule. Endnu er der måske ingen, der ved, at denne hule findes. Eller dem, der vidste det, er formentlig døde.” Men for mig bliver Zaras énkvindes-kunsthistorie-ekspedition lidt for usandsynlig på dette tidspunkt, hendes pioner-opdagelse får simpelthen et lidt for kækt Tintin-agtigt skær. Videre går det da også over stok og sten, idet hun ved sin egen kulturministerielle chaufførs mellemkomst bliver kidnappet af en gruppe IS-krigere, der giver hende valget mellem at konvertere og gifte sig med en af krigerne eller dø.
En endnu større research har Riebnitzsky dog drevet for at kunne give læseren et udvidet grundkursus i gemmologi, læren om smykkesten. På den ene side bliver de mange beskrivelser alt, alt for meget, men på den anden side er beskrivelserne nok, hvad der skal til for at give kapitlerne i sliberiets kælder autenticitet og for at lade Pierres arbejde fremstå som mere kunst end håndværk. Vi belæres således om, at der i enhver ægte smaragd er diverse små indeslutninger: kanaler, sprækker, gasbobler, som alt i alt kaldes smaragdens have. I kæmpe-smaragden, som Pierre nu arbejder på, har naturens aftryk på stenen nærmest form som et hjerte, og i sit arbejde med at slibe stenen til i en ottekantet form skal Pierre specielt passe på ikke at ødelægge dette hjerte.
Ud over hulemaleri-sporet og smaragd-sporet rummer romanen et nutidigt terror-spor, hvilket hænger sammen med, at den delvis udspiller sig i Paris, hvor bl.a. Yussef bor. Denne har flere gange undervejs beklaget sig over barnebarnet Hamsa, som tydeligvis er blevet radikaliseret gennem de senere år. I romanens næstsidste kapitel lægger Notre Dame-katedralen scene til en planlagt udfoldelse af terror-sporet, der til dels kobles sammen med Pierre- og Zara-sporet.
Romanen har undervejs udfoldet sig som skiftevis kapitler om netop Pierre og Zara med diverse indbyggede tilbageblik. En sådan vekselvirkning er meget brugt for tiden og har naturligvis sine fordele, men hakker uvægerligt det læsemæssige flow lidt i stykker. Riebnitzskys prosa er i sin kortfattede form skåret ned til det absolut nødvendige, men det samlede afkast af sproget er ikke desto mindre det modsatte af minimalistisk; afkastet er nærmest sanseligt levende. Forfatteren selv har arbejdet på både ambassade- og ministerieniveau i Rusland og Afghanistan, men nok så vigtigt har hun også været soldat i Afghanistan, hvilket sandsynligvis er det, der leverer kød og blod, støv og tørst til beskrivelsen af Zaras tilfangetagelse.
’Smaragdsliberen’ er ikke en realistisk roman efter dansk normalstandard. Der er små usandsynligheder, som får en til at overveje magisk realisme, men måske skal man bare holde sig til, at romanen er en allegori om skønhed og ægthed, om livet og døden, om troens og terrorens forskellige former. Den udfolder sig i høj grad på et reflekterende niveau i forhold til ovennævnte abstrakte emner. Men på det konkrete plan er der ingen fine fornemmelser, f.eks. er der et decideret triviallitterært intermezzo om en ung mand med forførende grønne øjne nær slutningen.
Skal der imidlertid lidt bling-bling i form af grønne øjne til for at få 326 sider om slibning af en grøn smaragd til at glide ned, så fred være med det. Trods ovenstående små indsigelser konsumerede jeg med stor fornøjelse romanen i tre hug.