Vi mennesker har altid forudsagt verdens nære undergang. I dag fylder historier om klima, terror og pandemier aviser, tv og hjemmesider. Alle har et take på, hvordan verden snart ender eller i det mindste forværres dramatisk. Det er umoderne at håbe og tro på fremtiden. Optimisme er naivt. Det er uncool at være entusiastisk, når det kommer til verdens skæbne.
Men hvorfor er det sådan? Er fremtidsfrygt noget unikt for denne tid? Og er den egentlig mere velbegrundet i dag end tidligere? Hvad gør den ved os? Og hvad gør det ved vores børn, at de vokser op i det, mange tror er en undergangstid?
Håb – Et forsvar for fremtiden er en poetisk og personlig, men også helt konkret beskrivelse af, hvorfor vi må og skal udskifte frygt med håb. I bogen aflyser Kristian Leth dommedag og forklarer, hvorfor vi egentlig har grund til at være mere optimistiske nu end nogensinde før.
Kristian Leth is an award-winning musician, a poet and writer from the Danish Academy and a Prix Italia-winning radio producer and journalist.
As the lead singer of The William Blakes, Kristian Leth has won The Royal Crown Prince and Princess’ Culture Award 2011, as well as two Danish Music Awards. Hailed as one of the defining acts of the Danish indie scene since their debut in 2009, The William Blakes were heralded as “setting new standards” when they burst onto the scene. Their music went on to dominate Danish music radio for several years, with two of the biggest singles ‘Caves and Light’ and ‘The Light (Plane to Spain)’. They have released an album a year since, and are renowned for their live performances, playing Denmark’s biggest festivals and tv shows.
He has released two solo albums and composes scores and soundtracks for films and tv series with his partner Fridolin Nordsø. They got a Danish Academy Nomination for ‘Best Original Song’ for his work on the movie ‘Kidnappet’. Together they also produce music for singers like Oh Land, Coco of Quadron, Jannis from Choir of Young Believers and many more.
He published his first poetry collection in 2002, the same year he graduated from the Danish Academy’s Writer’s School. Since then he has written two more books of poetry, as well as radio drama, fiction short stories and articles for some of Denmark’s biggest papers.
As a radio producer and journalist Kristian Leth was schooled in the Danish National Radio’s talent program, doing hours of live shows, music radio, talk radio and reportage/documentary. Since 2010 he has worked as a freelancer, creating documentaries and music specials for DR P1, DR P2, DR P6 and Radio 24 syv – as well as TV specials and documentaries. His series on Wagner’s Ring won the Prix Italia 2014 as well as the Danish Language Prize and was nominated for a 2014 Prix Europa.
Lad mig starte positivt. Hvis du har brug for håb--og så vidt er Kristian Leth's præmis godkendt, for hvem har ikke det--så findes der heldigvis en seriøs international litteratur, som rent faktisk står mål med tidens kriser og ikke negligerer dem. Her kan fx nævnes: Jonathan Lear's "Radical Hope: Ethics in the Face of Cultural Devastation" fra 2006; Joanna Macy og Chris Johnstone's "Active Hope: How to Face the Mess We're in Without Going Crazy" fra 2012; Gleb Raygorodetsky's "The Archipilago of Hope: Wisdom and Resilience from the Edge of Climate Change" fra 2017; og skrivekollektivet Out Of The Woods' "Hope Against Hope: Writings on Ecological Disaster" fra 2020. Disse bøger repræsenterer hvad jeg vil kalde den gode og opbyggelige HÅB-litteratur. Det er desværre ikke denne kanon Kristian Leth tyr til da depressionen banker på døren, og det er ikke den han selv skriver sig ind i.
I stedet går Kristian Leth de internationale fremskridtsprædikanter (aka New Optism superstjerner) Steven Pinker og Hans Rosling i bedene, og serverer her den samme lunkne suppe af håndplukkede feel-good fakta og rigide knee-jerk reaktioner på verdens ellers temmelig reelle problemer for et tilsyneladende sultent dansk middelklassepublikum: jovist står det grelt til med klimaet og biodiversiteten, og jovist er der plads til forbedringer hvad angår alverdens globale uligheder og andre urimeligheder, men altså... se nu den her graf over hvor mange fattige mennesker "vi" faktisk har løftet ud af fattigdom de sidste tyve år! Det er da skønt, ikke!? Underforstået, ret ryggen og klap dig selv på skulderen. Du spiller for det vindende hold, hvis du skulle være i tvivl. Og nå ja, så er det jo især skønt for "dem" dernede; ja de burde faktisk takke os, nu jeg tænker over det...
Det er svært at se en bog som denne tjene andet formål end at lise hvide menneskers (med rette) dårlige samvittighed. Det er næppe heller tilfældigt, at genrens største fanboys er multimilliardærer som Bill Gates, for findes der noget bedre end at blive bekræftet i, at innovation og virkelyst og god gammeldags vækst nu engang er løsningen på alle verdens problemer? Ja, det gør der (se første afsnit af min anmeldelse), men hvis du er typen, der elsker at se Løvens Hule, så vil jeg vædde på, at du alligevel hellere vil æde den blå pille som denne bog (og alle dens genrefæller) reelt er, og i lykkelig, selvbekræftende, arrogant... ikke uvidenhed, men BEDREvidenhed leve videre i "den gamle verden". For åh, har vi det nu ikke alligevel godt her i lille Danmark?! (Og i store New York, hvor forfatteren vistnok bor til dagligt, og i alle andre dele af den såkaldt civiliserede verden).
Det mærkeligste ved bogen handler egentlig mindre om bogen selv, og mere om Kristian Leth. Bogen følger efter samtalebogen (med Eske Willerslev) "Historien om det hele" fra 2016, og det er ærlig talt forbløffende hvordan Kristian Leth kan leapfrog'ge fra spirituelle og umiddelbart meget personlige "fortællinger om magi og videnskab" ("...om gener, fortiden og menneskets historie. Om eskimoer, aboriginals og indianere. Om ånder, myter og magi.") til det her pseudofaktuelle miskmask af dårlig kamufleret neoliberal propaganda; og samtidig forblive, på overfladen i det mindste, lige så personligt engageret og motiveret som i forgængeren. Det afslører velsagtens noget dybsindigt om menneskets natur og evne til at besidde modsatrettede sider i ét og samme sjælehylster, men i det her tilfælde er det mest af alt bare.... ikke engang hyklerisk, for manden mener det jo, men mere bare sådan... meh, dårligt, for nemt. Og, desværre, sandsynligvis dejlig appetitligt også for alt for mange "midtersøgende" danskere. Tanken om det alene er for alvor noget der kan få en til at miste håbet.
Nå men, hvis du stadig har brug for en mere faktabaseret gennemgang af alt det, der er galt med den genre HÅB hermed bringer til DK, så se evt artiklen herunder. Ikke for at miste håbet, eller forblive håbløs, men for at finde oprigtigt, konstruktivt, radikalt og aktivt håb i stedet for den selvgode opskrift på nul-forandring, du desværre finder i nærværende bog. Det er ikke forkert at søge efter håb. Men at påstå, at håbet "for fremtiden" skal findes--ja ligefrem allerede kommer fra--den dødsmaskine som over alt smadrer både planeten og menneskers liv på den; det er ikke bare forkert, men farligt. Det håb, vi har brug for, udgår ikke fra alverdens magtcentre, men fra periferien. Det er et håb, der beror i--og må gro ud fra--modstand, ikke følgagtighed. Det er kort sagt et håb, som findes i EN ANDEN VERDEN, dvs. en anden måde at leve på og at organisere liv på end den dominerende. Det er hér det virkelige håb findes.
Leths intention og fremgangsmåde er sådan set sympatisk og menneskeligt forståelig - den er desværre bare forfejlet.
Han kommer, måske uden at ville det, til at indskrive sig i en litteratur, som grundlæggende forsøger at bagatellisere de akutte problemer, vi faktisk står over for. Argumentet er på den måde parallelt med fx Bjørn Lomborgs. Påstanden er dybest set, at det går fantastisk for menneskeheden, og at det vil komme til at gå endnu mere fantastisk i fremtiden, hvis blot vi giver innovation og teknologiudvikling gode betingelser - og undlader at kaste os ud i vilde samfundsmæssige eksperimenter.
Udgangspunktet for bogprojektet er Leths ubehag ved alle de bekymringer for især miljøet - biodiversiteten, klimaet osv. - som ganske rigtigt præger dele af mediebilledet og den offentlige debat i et land som Danmark. Modgiften findes ved målrettet at opsøge en række af de dogmatiske optimister, der fortsat findes - IKKE ved at sætte sig grundlæggende ind i den aktuelt bedste viden om de centrale emner. Han påstår ganske vist at have gjort sidstnævnte, men det skal man ikke lade sig narre af. Leths kilder er primært selektivt udvalgt statistik, avisartikler samt ovennævnte optimisters skriverier. Han henviser stort set ikke til hverken primærforskning eller de utallige typer af publikationer, som opsamler og organiserer denne viden.
Dette har den yderst beklagelige konsekvens, at han driver lukt i armene på denne verdens professionelle højrefløjsmanipulatorer - heriblandt fx Matt Ridley og Johan Norberg, som bogen rummer pinagtigt mikrofonholdende interview med. Leth ved grundlæggende så lidt om det, han skriver om, at han er ude af stand til at forholde sig kritisk til sine 'optimistiske' kilder.
Et enkelt eksempel: Som bevis på, at vi er på ret kurs i forhold til klimaspørgsmålet, henviser han til Paris-aftalen (som hans højrefløjsvenner i øvrigt typisk er modstandere af). Det altdominerende flertal af de forskere, der faktisk har forstand på klimaudfordringerne, vurderer denne som utilstrækkelig set i forhold til behovet, her og nu. Og status er, at verden generelt ikke er på ret i kurs i forhold til at leve op til aftalens forpligtelser. Leth påstår noget andet, men det er let at forvisse sig om, hvordan det faktisk forholder sig (se fx https://climateactiontracker.org/ eller https://wedocs.unep.org/bitstream/han...).
Leth bruger (alt for) mange sider på at gå i rette med de få, der erklærer sig for pessimister (fatalister) på et dogmatisk grundlag - altså dem, der måtte erklære, at verdens eller i hvert fald menneskehedens undergang er uafvendelig (de forbliver reelt anonyme). Men det er en uinteressant stråmand, han dér slår ihjel. Det, han ikke forholder sig sig til, er det faktum, at den relevante klimaforskning, biodiversitetsforskning osv. giver ringe grundlag for optimisme, hvis ikke der sker fundamentale ændringer i den måde verdenssamfundet fungerer og disponerer på. FN's klimapanel, alle verdens videnskabelige selskaber, og den altdominerende tendens i primærforskningen peger i denne retning. Al denne viden forholder Leth sig ikke til. Man kan simpelthen ikke erklære sig som ubekymret optimist med denne forskning i betragtning - Leths ulideligt lette optimisme er reelt ufunderet.
Han henviser ganske vist til en række aggregerede mål for verdens tilstand - middellevetid, børnedødelighed, sult, fattigdom osv. - som i årtier har udviklet sig positivt. Argumentet er, ved 'kurveforlængning', at denne udvikling blot vil fortsætte uanset klimaforandringer osv. (det ironiske er, at han samtidig argumenterer for, at kurveforlængning IKKE er en acceptabel fremgangsmåde, når det kommer til klimaforandringer, tab af biodiversitet m.m.). Men hvor stærkt står dette? Et enkelt anekdotisk, men yderst relevant eksempel: Middellevetiden i USA har faktisk været faldende eller i bedste fald stagnerende i en årrække (se https://www.statista.com/chart/20673/...). En helt naturlig konsekvens af udviklingen i det stadig mere brutaliserede og uretfærdige amerikanske samfund (og i stadig flere samfund verden over - se bare på fx Storbritannien og Tyskland, hvor nogle af de samme tendenser er synlige, blot ikke så fremskredne).
En yderligere svaghed ved bogen er således, at den slet ikke forholder sig til de mekanismer, som gør det stadig mere vanskeligt for verdenssamfundet at handle koordineret og virkningsfuldt i forhold til udfordringerne. Jeg tænker her i første række på den globale tendens til øget ulighed, land for land - i mange lande grotesk ulighed! - som medfører en iøjnefaldende pervertering af demokratierne i retning af plutokrati, eller endog kleptokrati. Et oplagt eksempel er USA. De amerikanske Super Rich smider stadig mere uoverskuelige beløb efter den type utilsløret propaganda som fx Johan Norbergs Cato Institute er leveringsdygtig i. Målet er at sikre, at alle tænder trækkes ud på politik som samfundsforandrende kraft; at sikre at de 1 eller måske snarere 0,1 procent rigeste kan fortsætte med at rage stadig mere til sig; uden hæmninger, uden skam i livet.
Grundlæggende er Leth en nyttig idiot for den menneskefjendske markedsfundamentalisme - og i særdeleshed for det egennyttige globale broderskab af superrige oligarker, der gemmer sig bag denne ideologi.
En virkelig kærkommen læseoplevelse om vigtigheden i at se klart og udfordre et overdrevent negativt nyhedsbillede. Leth er ikke jubeloptimist. Han påpeger derimod vores tendens til at overeksponere de mest negative forestillinger om fremtiden - men glemme at bringe historien når det viser sig, at det ikke gik så galt.
Og vi glemmer også den ufattelige udvikling til det bedre som foregår omkring os hele tiden. Hver eneste dag kunne det være en nyhed i TV-Avisen: “I dag blev 137.000 løftet ud af fattigdom”
Leth beskriver hvordan vi igennem hele historien har været besat at forudsige vores snarlige undergang og den kulturelle bagage, der disponerer os for dette. Vidste du at man i 70’erne troede at vi i udgangen af årtiet ville dø at nedkøling af jorden og at overbefolkning ville resultere i global hungersnød?
Det er værre at sprede pessimisme end CO2 siger klimaforskeren fra NASA. Overdreven negativitet fjerner viljen til at investere i og lede efter løsninger og drejer os istedet mod ekstreme politikere uden reelle løsninger.
En bog der mod forventning snarere indgyder fortvivlelse end håb, da der er tale om en lang negligering af de konsekvenser klimaforandringerne får på mange millioner mennesker verden over, under påskud af, at verden og civilisationer altid har og altid vil forandre sig. Det er ikke forkert, men dog ganske kynisk overfor de mennesker der allerede nu er, og fremover vil blive ofre for klimaforandringerne.
Det gennemgående tema er, at mennesker altid har forudsagt Jordens undergang, men det er ikke sket endnu, så hvorfor skulle det ske denne gang? Men forfatteren misforstår, at der ikke er nogen, der forbinder klimakrisen med apokalypsen, men netop som en forandring, der kan og vil få grueligt konsekvenser for enormt mange mennesker.
Den sorte død, den spanske syge, første- og anden verdenskrig slog mange, mange millioner mennesker ihjel, men ja, verden er da kommet stærkere og rigere ud på den anden side. Det hjælper imidlertid ikke dem, der døde undervejs. Så hvis bogens præmis er at indgyde håb, så gør den det stik modsatte, for den understreger en ligegyldighed overfor menneskeliv og en manglende forståelse overfor alle dem, der bliver ramt. Men det gør nok ikke forfatteren så meget, for sandsynligheden for at ofrene er dem mange tusinder kilometer mod syd er væsentligt større, end at det rammer ham/os selv.
De tre stjerner skyldes at bogen trods alt er velfortalt, velargumenteret og velresearched ud fra det temmelig enfoldige univers den udfolder sig i. Men det gør også bogen særdeles skræmmende, for den bekræfter læserne i, at der ingen grund til handling er, for tingene løser sig nok af sig selv. Og med det synspunkt ville jeg være tilbøjelig til at give den én stjerne, men det fortjener det arbejde, der ligger til grund for bogen trods alt ikke.
My biggest takeaway from this book is how utterly dystopic a lot of people apparently are regarding the future. It is an important insight and scary because it will lead to wrong decisions for the future.
The aim of the book is to tell that things are not that bad and that people should allow themself more hope for the future.
However, I have ready other books that I believe does that job better, e.g. Hans Rosling's 'Factfulness' or Johan Norberg's 'Progress'.
En super vigtig bog, som er velskrevet og nuanceret - men får fremført tanker baseret på fakta og data, omkring verdens tilstand, og om menneskets tendens til at frygte fremtiden. Interessant at vi tager negative historier mere seriøst end positive historier!
En kritisk videnskabelig tilgang til mediernes – og dermed befolkningens frygt for verdens undergang. Bogen sætter opløftende fokus på de mange fremskridt, som mennesket har gjort, og giver håb for fremtiden. Bør læses af alle.