JEG HAVDE HØJE FORVENTNINGER, DER DESVÆRRE IKKE BLEV MØDT
Da jeg faldt over denne bog, var det titlen, der fik mig til at tage den med hjem. Jeg tænkte, at det lød som en enormt underholdende bog, som jeg simpelthen bare måtte læse! Desværre var titlen det mest underholdende ved den...
DET, JEG GODT KUNNE LIDE
Titlen: Det er og bliver en meget underholdende titel! Det sjoveste ved denne bog var helt klart alle de blikke jeg fik, når jeg tog den frem og begyndte at læse den i toget!
DET, JEG IKKE KUNNE LIDE
Egne meninger: Forfatteren af denne bog sætter dig for at belyse emnet 'dickpics' igennem en masse forskellige perspektiver, hvilket er meget beundringsværdigt. Mit problem var bare, at selvom hun i ny og næ gjorde brug af undersøgelse og forskere, så byggede det meste af bogen på hendes egne meninger og holdninger. Og tit og ofte kunne jeg ikke følge hendes ræsonnement, hendes konklusioner virkede ikke altid særligt logiske for mig. Og så kunne hun have draget fordel af at være lidt mere kildekritisk. Der er altså ikke nogen, der længere citerer Freud som den store autoritet inden for peniser...
Gentagelser: Som sagt prøver Hainer at belyse dette emne ud fra mange forskellige perspektiver såsom potens, jura, porno, kunst og ekshibitionisme. Dog ender hun 9/10 gange med den samme konklusion ligegyldigt hvilket emne, hun er i gang med. Det blev lidt kedeligt i længden at læse hende skrive sig selv i ring...
Tangenter: Meget af den her bog handler faktisk overhovedet ikke om emnet, nemlig dickpics. Hainer går ud af rigtig, rigtig mange tangenter og tit får hun ikke bundet knude på dem og redegjort for deres relevans overfor det egentlige emne. I bund og grund har meget af bogen slet ikke noget med dickpics at gøre. Faktisk tror jeg, at hvis man tager alle tangenterne væk, så vil man til sidst kun stå tilbage med materiale nok til en artikel eller kort afhandling.
Humor: Faktisk burde jeg her have skrevet manglende humor! Da jeg begyndte på denne bog havde jeg forventet en humoristisk bog om dickpics, en bog med sjove anekdoter og betragelser. Det havde været en underholdende og interessant vej at gå med sådan et emne. Det var dog ikke det, jeg fik desværre. Og jeg må indrømme, at jeg er såre skuffet.