Den naturlige tillid til, at andre – også den fremmede på gaden eller inde i fjernsynet – fortæller os sandheden, er en af de mest grundlæggende forudsætninger for ikke bare ethvert demokrati, men også enhver meningsfuld tilværelse. Dén tillid er imidlertid udfordret. For vi lever i en tid, hvor politisk propaganda, misinformation, falske nyheder og konspirationsteorier har fået bedre vilkår for at spredes end nogensinde. Det stiller alle os, der har lyst til at leve i et samfund, hvor den offentlige debat hviler på egentlige kendsgerninger, over for et problem, som det er af afgørende betydning, vi løser.
I tiden efter Donald Trumps sejr som præsident i USA har fake news og Facebooks ekkokamre fået en stor del af skylden for vores nye forhold til, hvad der accepteres som en sandhed – og hvad der ikke gør. Men hvad hvis det ikke er dér, vi skal kigge hen for at lede efter et sted at dæmme op for tidens nye misinformation? Hvad hvis den offentlige debats forfald ikke skyldes fake news, men – også – de nyheder, der prioriterer hastighed over substans, konflikt over løsning og larm over mening?
Skal journalistikken bidrage til at bekæmpe tidens boom af løgne og misinformation, har den stærkt brug for hjælp. Fra alle dem, der bruger journalistik, og som mener, den er for vigtig til bare at overlade journalisterne.
I et forsøg på at anvise en vej i det nye medielandskab, vi står midt i, har Lea Korsgaard skrevet minibogen "Den der råber lyver – Mediebrugerens manual til løgnens tidsalder" og giver i den syv forslag til, hvor den helt almindelige mediebruger kan gøre en forskel.