En slags selvbiografi om livet som pårørende til en ægtefælle med alzheimer. Thomas, selvbiografen, er ca 80 og Lene med sygdommen er ca 75, da hun får diagnosen. Vi følger dem derfra og til hun bliver fast beboer på et plejehjem. Der er også et kapitel omhandlende synet på ældre i litteraturen, kunsten.
Jeg kender Thomas, Lene og datteren Nana fra skiture, hvor jeg var teenager til voksen. Den sidste tur med dem var Bjørk med til som 4-årig. Jeg kan ikke huske Lene, men Thomas husker jeg godt. Pudsigt nok bliver Lene indlagt på Højdevagn Sogns Plejehjem, hvor jeg har arbejdet i flere år. Hun får rum 206, hvor Carla lå, da jeg var ansat.
Tror ikke, at jeg har læst andet af Thomas. Men denne bog er fuldstændigt som jeg forstiller mig ham skrive og være. Han er jo top-akademiker, humanist indenfor litteratur, professor, i fjernsynet. Det præger stilen i bogen meget. Han har således en flydende stil, hvor der ofte spilles på forskellige meta-niveauer. Der er nogle overraskende sproglige fejl - i min vurdering.
Indholdet præges også af akademiet. Deres vaner og samvær handler meget om den slags. Thomas læser højt af deres ynglingsdigte, hun spiller klaver, de ser teater, film osv. Man får virkelig fornemmelsen for, hvordan rigtige top intellektuelle lever. Overdriver han lidt, således at de fremstår bedre end de er? Ikke meget, men lidt måske. tror jeg. De virker til at have større glæde af hinanden og mere sammen end de fleste, jeg kender. Men humaniora er selvfølgelig også sjov, meningsgivende.
Thomas taler varmt om velfærdsstatens ydelser. Et sted siger han meget direkte, at den megen brok om sundhedsvæsnet nok mere hænger sammen med sygdommene, som det kan være vanskeligt at håndtere, end med dårligt fungerende sundhedsvæsen.
Alderdomsismen identificerer Thomas som en overbevisning om, at alder er selvvalgt, noget undgåeligt. Dette tror han ikke på.