Erindring om kærligheden handler om et kompliceret forhold mellem en mor og en datter og er et kraftfuldt tidsbillede fra anden halvdel af det tyvende århundrede. Kirsten Thorup har med sin roman foretaget en intens, konsekvent og radikal udforskning af de spændingsfelter, der ligger i et nært familieforhold.
Kirsten Thorup, a Danish author, was born in Funen, Denmark, in 1942 and now lives in Copenhagen. She is the author of three poetry collections, a volume of short stories, and three novels including Baby which has been translated into English. She has also written for films, television, and radio. Her novel, Den lange sommer, was published in Denmark in 1979.
Recognition 1974 - Otto Gelsted Prize 1996 - Tagea Brandts Rejselegat 2000 - Grand Prize of the Danish Academy
Meget skuffende og gumpetung roman. Har tidligere ( i 80 erne) læst flere af Kirsten Thorups romaner med stor begejstring, men denne overspændte og teatralske fortælling om forældre-barn relation er simpelthen bare dårlig !
Så fik jeg læst Erindring om kærligheden. Det blev aldrig det store litterære sus. Jeg kæmpede mig stædigt igennem den. Stort plus for det sproglige, men selve historien greb mig aldrig. Beskrivelsen af relationen mellem mor og datter var et klaustrofobisk kammerspil. Side op og side ned med beskrivelser af længsel, fjendskab, misforståelser, afvisning og forsøg på tilnærmelser mellem de to. Selve fortællerstemmen, en tredje personsfortæller, irriterede mig, som holdt personerne ude i strakt arm. Jeg kom aldrig rigtig ind under huden på personerne, den sårbare mor, der svigter sin datter, og den kunstnerisk ambitiøse, selvoptagede datter. Der er sikkert meget mænd ikke forstår. Jeg har i hvert fald svært ved at øje på, at bogen har samme kvalitet som nogle af de foregående års vindere af Nordisk Råds Litteraturpris som f.eks. Leine og Westo.
Kirsten Thorup skriver på en veldig fengslende måte. Hennes språk er sofistikert, og hun klarer derfor å fengsle meg og holde interessen for både Tara og Siri oppe gjennom de 450 sidene. Handlingen er tidvis dyster og det er spennende å lese de uventede vendingene Thorup tar oss. Dette er en bok som preger deg, til tross for at den nok er i lengste laget.
Jeg er startet et lille bogprojekt med at læse vinderne af Nordisk Råds Litteraturpris en efter en lige så langsomt. Thorups "Erindring om kærligheden" vandt i 2017, så den skulle jeg selvfølgelig også i gang med.
Jeg må erkende, at stilen ikke fungerer for mig, og jeg er da også givet op efter en fjerdedel. Derfor giver jeg den ikke stjerner.
Min anke mod skriveformen går særligt på dialogerne. Der gengives konstant samtaler, der skal fremstå realistiske, men som oftest virker dialogerne urealistiske både psykologisk og sprogligt.
At den derudover er skrevet i første person, giver den set fra mine læsebriller et lidt for navlepillende islæt.
En barsk historie om et mor-datter-forhold vanskeliggjort af psykisk sygdom og en foedselsdepression. Jeg var ikke ovenud begejstret, som jeg har vaeret for flere at Kirsten Thorups tidligere romaner, men den er velskrevet og realistisk. Det er blot svaert at komme til at holde af personerne, og det er som regel vigtigt for mig at kunne lide dem jeg laeser om eller foele mig forbundet med dem paa en eller anden vis, og den forbindelse foelte jeg ikke her.
Jeg oplever dele af min egen mor i bogen, dele af andre mødre, jeg oplever relationen, den svære relation. Jeg synes Kirsten har en fantastisk måde at beskrive hvordan det er at være i følelsernes vold og være magtesløs i sin indre vildskab. Erindringen om kærligheden er som det beskrives en historie om relationen imellem mor og datter, men også morens forhold til sig selv og til kærligheden. Åh! at være ved at drukne i sig selv, og tage andre med.
Den skuffede mig fælt efter at jeg tidligere på året læste og erklærede Indtil Vanvid, Indtil Døden for årets læseoplevelse. Prosaen i de to romaner har nogle overlap, med dialogen gengivet af fortælleren og meget få ledsætninger. I Erindring om kærlighed virker karaktererne dog karikerede, og situationerne tænkte. Den efterlod mig absolut ikke med ny indsigt i mor-datterforhold men snarere ligeglad med hvad der egentlig ville ske for den dysfunktionelle Tara.
Boken er skrevet på en fengslende måte som drar meg inn i fortellingen fra første stund. Morskjærlighet, maktesløshet, politikk og kunst er de store temaene. Det såre og vonde møter det fine og sårbare. Boken kunne med fordel vært kortet ned på enkelte områder. Jeg likte ekstra godt beskrivelsene av hvordan Siri infiltrerer kunsten i livet sitt.
Undskyld mig men gaaaab. Havde virkelig håbet på noget mere. Forholdet mellem mor og datter kom helt ud på et sidespor og handlede mere om deres individuelle liv og ikke om deres indbyrdes. Tung tung bog.