Sommerhus

by Amalie Laulund Trudsø

Et sommerhus i Sejerøbugten danner rammen for familieliv i tre generationer i 1990´erne.Varme sommerdage og et ros af børn skildres gennem en pige på vej ind i teenageårene. Der sker forskydninger i familien, i forholdet til de andre børn og til det liv, der venter forude, mens årstiderne skifter, og sommerhuset giver øjeblikke af lykke, eufori og bristede illusioner.Amalie Laulund Trudsø har en fantastisk fornemmelse for den unge piges følelsesliv og skriver om sommerhuset og landskabet dér, så længslen efter somre med bål på stranden, ro og mættede øjeblikke, dansende myg og duften af fyrretræer, forplanter sig akut til læseren.

225 pages, Paperback

Published February 26, 2016

About the author

Amalie Laulund Trudsø er født i 1988 i Nordsjælland, hvor hun er vokset op på kanten af Øresund. Forfatteren bor nu på Vesterbro i København, og netop hovedstaden danner ramme for debuten Koordinater. Bogen følger en ung kvindes vej ind i byen og handler om, hvordan man tilegner sig et sted og gør det til et hjem.

Trudsø er cand.mag. i dansk og retorik fra Københavns Universitet og afsluttede uddannelsen med et speciale om steder i dansk litteratur. Stedets natur er altså af stor interesse for forfatteren, kunstnerisk såvel som videnskabeligt.

Sideløbende med sit forfatterskab er Amalie Laulund Trudsø gymnasielærer i dansk på Frederiksberg Gymnasium og har herudover forskellige skrivehold i København, hvor hun underviser i at skrive både skønlitterære tekster og sangtekster.

Reviews

[Julie Rasmine Larsen · Rating 5 out of 5]

Fuldstændig fænomenal. Er vild med alt hvad Amalie Laulund Trudsø skriver. Sommerhus er den perfekte sommerbog, minderne, barndommen, familien. Jeg genkendte så meget som 90’er barn. Til dig der elsker Kastaniealleen af Dea Trier Mørch, Kunstnerhjem af Laulund Trudsø, Alt dette kunne du få af Josefine Klougart, Femten år af Vigdis Hjorth og Barndommens gade af Tove Ditlevsen🤎 en af mine største læseoplevelser i år. Strøg igennem den mens jeg var i sommerhus ved Vestkysten🐚

[Rikke Simonsen · Rating 4 out of 5]

Det er længe siden, at jeg har læst en så relaterbar og realistisk bog. Jeg kunne nærmest mærke strandsandet under mine fødder, vinden i håret, og solens legende stråler på min hud. Bogen består af små brudstykker af sommerhusfortællinger fra år til år, hvor man følger hovedpersonen, der befinder sig et sted mellem at være barn og voksen. Skrivestilen er også ulig noget andet jeg har læst, og det tager lige lidt tid at vænne sig til.

Der er nogle skønne beskrivelser af dansk landskab, og der er også brudstykker af faktuelle informationer om de steder, handlingen finder sted. Det er så dansk, at mange vil kunne nikke genkendende til det, og jeg fik en umanerlig lyst til at tage i sommerhus. Bare sådan. For det er et helt andet liv fra hverdagen, og hovedpersonen genforenes med sine sommerhus-venner, der er intet anende om det virkelige liv derhjemme.

"Find en sten, der lyser, begynder min farmor at synge, når vi går her, det er et vers, hun har lært mig ved sit klaver derhjemme, og nu føles det som vores sang, stensamlersangen, som vi synger næsten rituelt, selv hvis vi må brøle mod vind og bølger." - citat.

Bogen er en oplagt sommerbog, der giver de helt rigtige sommervibes. Personligt er jeg dog allermest til historier med en sammenflettet handling, men brudstykkerne fungerer stadig fint i bogen. Hvis du mangler en god sommerbog, så har den her mine varmeste anbefalinger. Den efterlader en med en form for sommerglæde drysset med lidt nostalgi i form af barndommens minder på godt og ondt.

[Michael · Rating 5 out of 5]

I Sommerhus er Trudsø taget væk fra København, tilbage til barndommens sommerferier i et sommerhus på Ordrup Næs ved Sejerøbugten. Hér tilbringer hovedpersonen, en unavngiven jeg-fortæller, hver sommer (og de fleste øvrige skoleferier) med sine forældre og storebroren Magnus – og de venner og veninder, der er en lige så fast bestanddel af sommeren som solen og de lyse nætter, og som kun findes i sommerlandets afgrænsede verden:

Vi ses, siger jeg til Asta og Marie, bliver pludselig forlegen og kan allerede mærke et andet liv lægge sig mellem os, frygten for, at jeg ikke vil efterlade et aftryk, der er kraftigt nok til at opretholde vores venskab, til vi ses heroppe igen.

Hovedpersonen er en ung pige, måske forfatterens alter-ego, som hverken er barn eller voksen, men på tærsklen til at være det midt imellem: teenager. Denne forandring, der både er mental og fysisk, er det, bogen først og fremmest handler om. Det tematiseres allerede på én af bogens første sider, hvor jeg’et iklæder sig “en af de allerede for korte sommerkjoler fra sidste år”. Sommeren er derfor den tid på året, hvor udviklingen – som forekommer pludselig, skønt den er foregået over et år – bliver meget konkret og særligt mærkbar, når man er vokset fra sommerkjolen eller badedragten, der året før passede perfekt. Eller, som det hedder i en nøglescene, hvor jeg’et irettesættes af moren for at færdes nøgen i sommerhusområdet:

Min mor siger, at jeg er blevet for gammel til at rende rundt i offentligheden uden tøj på […] En mærkelig følelse af skam går gennem mig ved hendes ord, det havde jeg ikke tænkt på. Faktisk kommer det fuldstændig bag på mig, at min nøgne krop nu skal forbydes på særlige steder, at man kan vokse fra retten til at gå rundt uden tøj på.

Det er især blikket for forskydningerne i familien og i forhold til de andre børn – det ambivalente søskendeforhold, pludselig at stoppe med at kysse sine forældre på munden etc. – der gør Sommerhus til en uforglemmelig roman. Men også landskabet er tegnet så skarpt op, at man som læser har følelsen af selv at ligge på stranden med sand mellem tæerne, mens lyden af legende børn i baggrunden aftager og tiltager, som om nogen skruede op og ned for styrken på en radio. Sommerhus er skrevet frem i et præcist, sansemættet og sensibelt sprog, og den rummer nogle af de smukkeste barndoms- og landskabsskildringer, jeg nogensinde har læst. Et helstøbt og stilsikkert værk, som cementerer, at Amalie Laulund Trudsø er en af de mest talentfulde, unge danske forfattere. Det skal blive spændende at følge hendes videre forfatterskab.

[Peter Bruun · Rating 1 out of 5]

Jeg vil her gennemgå de svagheder der får mig til at give bogen den laveste vurdering, men undervejs skal der også være plads til overvejelser om dens potentielle værdi. Det skal også siges at hendes 'ungdomsværker' Koordinater og Sommerhus med ti års mellemrum følges af Kunstnerhjem, der i mine øjne peger frem mod et mere modent forfatterskab. Som jævnaldrende med forfatteren kan jeg kun bekræfte at de ti år gør en stor forskel; så når jeg her skriver om Amalite Laulund Trudsø (ALT) i nutid, skal man ikke forstå det som nutidens, men som 2010'ernes ALT. Jeg opfatter bogen som autofiktiv, men vil prøve ikke at identificere ALT og fortælleren.

ALT har en ufatteligt kedelig prosastil, der på den ene side er florissant som en fjortenårigs idé om lyrisk sprog (selv de mindste, og for fortællingen helt irrelevante smådetaljer beskrives i et skrankeløst metaforikmættet sprog - mere herom senere), på den anden side er præget af en meget jævn sætningsstruktur. Min største anke er imidlertid et stiltræk som man møder hos mange forfattere: Tendensen til at benytte sig af asyndese mellem to helsætninger kun markeret af et komma. Det er ikke æstetisk skønt, og når det bruges i noget nær hver anden sætning, mister det også lynhurtigt den effekt det måtte have hvis anvendt sparsomt (fx en stemme der fortæller agiteret og spændt?).
Min anden anke er bogens øjensynlige mangel på et plot. Men her viser det sig nok at min lave vurdering af bogen delvis skyldes læserens køn: Jeg har aldrig selv prøvet at være en præpubertær pige, og derfor er der med garanti mange store og væsentlige oplevelser i bogen som jeg ganske enkelt ikke kan leve mig ind i. Men man må som forfatter ikke skyde ansvaret over på læseren alene. Dea Trier Mørch fik mig til at identificere mig fuldstændig med de barslende kvinder i Vinterbørn; Thomas Mann fik mig til at identificere mig med Jean Buddenbrook og Tony Buddenbrook/Permaneder selvom jeg aldrig har været købmand eller fraskilt kvinde i 1800-tallets Lübeck. Ikke desto mindre kan jeg godt gennemskue en del af plottets symbolik: Første scene skildrer en slags overgangsrite i et mørkt telt, hvor fortælleren opdager sit køn - bogens dobbelte konklusion er den første menstruation og sommerhusets forvandling til et nyt sted efter farmorens død.

Sommerhus skildrer fortællerjeg'ets ophold i og omkring familiens sommerhus i de sidste år op til hendes første menstruation - således en slags præpubertær dannelsesroman udelukkende fortalt i det egentlige og eksklusive barndommens land: Dannelsesrummet i skolen og opdragelsen i hverdagshjemmet forbigås stort set uden omtale. Romanen er opbygget som små tekster på et par sider, der hver især er en vignet af en scene eller en oplevelse i sommerhuset. Som afgrænsning mellem større afsnit er der citater fra Trap Danmark el.lign. om områdets geologi, flora og fauna. Disse stedbeskrivelser er nok tænkt som illustration af at selv ikke landskabet er statisk, men at både menneskelivet og dets rammer altid er under udvikling - men det var ikke en følelse jeg fik under læsningen.
Hver scene rummer på én eller anden måde et uskyldstab, et traume eller en overgangsrite. Hver for sig betragtet er disse 'traumer' utrolig små. Fx da fortællerens storebror er kommet i puberteten og er mere interesseret i at rende efter en jævnaldrende pige end at lege med sin lillesøster. Eller da fortællerens mor formaner sin datter om at hun er blevet for stor til at rende nøgen rundt. Eller da det går op for fortælleren at hendes far ikke længere vil kysse hende på munden. Eller da det en dag viser sig at moren har været gravid, men har aborteret. Det er ikke store traumer, men jeg forstår så udmærket godt at det for individets udvikling er en slags traumer. Lige på den måde vil jeg uden forbehold anerkende at bogen har en værdi for mig som mand: Disse oplevelser er særlige for pigen, og jeg har aldrig før selv kendt til dem.
Men hvad vil fortællerstemmen? For at vende tilbage til det florissante sprog: Hvis jeg skal analysere brugen af det som et bevidst stilmiddel, må det antages at det er en imitation af den unge piges egen stemme - det pubertære barns udforskning af sproget som æstetisk og kunstnerisk, ikke længere blot kommunikativt redskab. Men fortællerstemmen lader aldrig barnets oplevelser stå ukvalificeret hen, der bliver næsten altid forklaret, undskyldt, vurderet, jævnet, analyseret, fortolket på barnets oplevelser, og det vel at mærke med den voksnes bagkloge sprog. Denne inkonsekvens i fortællerstemmen samt den ulidelige brug af asyndese er fortrinsvis grunden til den lave vurdering.

Desforuden irriterede det mig hele bogen igennem at læse om en så ultraprivilegeret og -tryg barndom som fortællerens. Det irriterede mig på samme måde, men i mindre grad, at læse Koordinater, der kontrasterede min oplevelse af at studere på KUA i samme periode (sidde på biblioteket hver dag og læse og hele tiden frygte at blive hjemløs fordi det ikke var til at få bolig; derudover hænge på værtshuse) med et uendeligt privatliv, adskillige gnidningsfri boligskift og et for tilflytteren typisk snobbet københavneri (hvad er der i vejen med Kbh NV?!).
De største problemer i familien er at far og mor af og til skændes, far er nogle gange irritabel, sommerhuset deles af hele familien, og således kan fortællerens kernefamilie ikke opholde sig der uafbrudt hele sommeren. Derudover er det tydeligt at både far og mor er grænseløst hengivne til deres børns lykkelige opvækst; moren gennemskuer straks børnenes bagtanker og lader dem alligevel begå deres dumheder og prøve deres grænser af, men i visheden om at det hele nok skal gå, ingen grund til bekymring. Er det virkelig sådan nogle mennesker vokser op?

Det er som sådan ikke grund til at nedvurdere bogen som litteratur, allerhøjst til at placere den i den for vor tid så karakteristiske "feelgoodlitteratur" snarere end i det egentligt litterære, og det har jeg heller ikke gjort. Tværtimod synes jeg at det er helt utroligt interessant, og det har vist sig at være en forståelsesnøgle til alle de lykkelige mennesker jeg har mødt gennem tiden: De har simpelthen lært hjemmefra at verden er god nok, de er selv gode nok, andre mennesker er gode nok. De har lært at tage imod og at give omsorg og kærlighed, de har lært at færdes i deres omverden med nysgerrighed og uden nervøsistet. Faktisk er dette træk ved bogen grund nok til at anbefale den til læsere der ikke selv har det sådan. Inden for psykiatrien kunne man passende indføre en ALT-test: Hvis man i sin opvækst ikke kan finde nogen traumer større end dem der beskrives i bogen, kan man uden videre erklæres for velfungerende.

Således vil jeg slutte. Selvom jeg ikke brød mig om bogen, har den givet anledning til mange tanker, så hvorfor ikke læse den? Den er jo dejlig kort. Kontrast: Nu læser jeg Theis Ørntofts Habitat, som i sammenligning med den noget tilbageholdende og tilsyneladende hæmmede fortællerstemme i Sommerhus er lige lovlig bramfri i skildringen af pornokigning, bordelbesøg og narkomisbrug.

[Hannah Sohns · Rating 5 out of 5]

Virkelig fin, flydende fortælling uden noget plot eller problem som sådan.

[Jane · Rating 4 out of 5]

En meget, meget fin coming-of-age-roman, som jeg dog lige skulle ca 80 s. ind i, før jeg blev helt grebet. Sproget var herligt, men bogens største aktiv, synes jeg, er hovedpersonens skønne observationer af livet omkring hende, nøgterne og to-the-point, nogle gange også rørende. Og så er det en bog, man læser med ALLE sanser!

[Henrik · Rating 4 out of 5]

Smuk barndomserindring om sommerferier i familiens sommerhus. Vækker skønne minder om mine egne sommerferier i samme område. En skøn fortælling.