What do you think?
Rate this book
Ned fra himlen
Ned fra himlen er en fortælling om en ung mor på flugt og en stor roman om Velfærdsdanmark.
Maria har impulsivt forladt sit liv og sin datters far. Med den lille Sonja indlogerer hun sig midlertidigt hos sin moster Janne, der driver en rideskole for socialt udsatte børn i Brøndby Strand.
Oppe i højhusene bor Marias mor med sin hund, Skat. Vibeke elsker sin plads i himlen og udsigten over Køge Bugt, men nu skal hendes hjem rives ned. Højhusene, der i sin tid blev anlagt for at give arbejderne lys og frisk luft, har vist sig at være fulde af kemisk gift.
Maria har for længst afbrudt kontakten til sin mor, som har et alkoholmisbrug. Nu hvor Maria selv har fået et barn, opstår der, mens nedrivningsarbejderne rykker ind, alligevel en skrøbelig ny samhørighed.
Men der er noget, som spreder sig fra højhusene, blandt dyr og mennesker og videre ud på havet. Et filmhold begynder at følge beboerne i betonen. Maria må modvilligt række ud til Sonjas far, der kommer fra en ressourcestærk familie. Og så kommer der besøg fra kommunen.
Ned fra himlen er en roman om alt det, vi arver fra tidligere generationer, om ophobede giftstoffer og om de fortællinger, vi bærer med os. Ikoniske bygninger, der styrter i grus, forbindelser, vi ikke kan flygte fra.
Maria har impulsivt forladt sit liv og sin datters far. Med den lille Sonja indlogerer hun sig midlertidigt hos sin moster Janne, der driver en rideskole for socialt udsatte børn i Brøndby Strand.
Oppe i højhusene bor Marias mor med sin hund, Skat. Vibeke elsker sin plads i himlen og udsigten over Køge Bugt, men nu skal hendes hjem rives ned. Højhusene, der i sin tid blev anlagt for at give arbejderne lys og frisk luft, har vist sig at være fulde af kemisk gift.
Maria har for længst afbrudt kontakten til sin mor, som har et alkoholmisbrug. Nu hvor Maria selv har fået et barn, opstår der, mens nedrivningsarbejderne rykker ind, alligevel en skrøbelig ny samhørighed.
Men der er noget, som spreder sig fra højhusene, blandt dyr og mennesker og videre ud på havet. Et filmhold begynder at følge beboerne i betonen. Maria må modvilligt række ud til Sonjas far, der kommer fra en ressourcestærk familie. Og så kommer der besøg fra kommunen.
Ned fra himlen er en roman om alt det, vi arver fra tidligere generationer, om ophobede giftstoffer og om de fortællinger, vi bærer med os. Ikoniske bygninger, der styrter i grus, forbindelser, vi ikke kan flygte fra.
- GenresDanishContemporaryNovels
396 pages, Paperback
First published August 16, 2024
71 people are currently reading
706 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 60 reviews
September 10, 2024
Jeg bor i Brøndby Strand og har over de dage, hvor jeg læste Ned fra himlen af Liv Duvå, som foregår dér, bevæget mig ekstra rundt i området og sanset lokationerne derfra. Sådan noget kan jo godt give noget ekstra til romaner, men jeg kan uanset det i allerhøjeste grad anbefale denne roman om sociale klasser og boligområder.
Udover at den er velskrevet og man virkelig kommer til at holde af personerne i den, særligt, selvfølgelig Maria, som er den 20-årige hovedperson, der er vokset op i Brøndby Strand parkerne, men også hendes mor, Vibeke og hendes søster Janne, så hænger den flot sammen i et forbindelsesfletværk af noget man måske kan kalde: gift og modgift.
Der er højhusene, der er giftige og skal rives ned, men samtidig er så fyldt med minder om kærlighed og liv, så de også er det modsatte af gift. Der er musikken og hestene, som er passioner for familien, men samtidig også umulige at indoptage, da de også indeholder en slags gift. Der er stranden og dens natur, der er forgiftet, men også helt umuligt at modstå for Maria. Og ja, der er den giftige alkohol, som næsten måske er et vilkår, når man bor sådan et sted for mindre bemidlede, svigtede og traumatiserede. Et sted, som faktisk blev bygget med håb og en slags optimisme for dets fremtidige beboere.
Jeg kan også rigtigt godt lide bogens blanding af det mystiske og det realistiske, og alle de her tanker den blanding sætter i gang hos mig.
Og så er den spændende på en meget vedkommende måde!
For er Maria egentlig egnet som mor? Bliver Vibeke i højhuset, selvom det skal rives ned? Får Janne en musikalsk karriere? Og hvad med børnene i Dyregården? Og Pia, som er Jannes kæreste, får hun bugt med sin stress og trang til hele tiden at sætte sig selv til side for andres skyld? Det må du selv finde ud af, når du læser Ned fra himlen, som er noget af det mest vedkommende og relevante jeg har læst i meget lang tid. Måske er det simpelthen årets bedste danske roman?
Udover at den er velskrevet og man virkelig kommer til at holde af personerne i den, særligt, selvfølgelig Maria, som er den 20-årige hovedperson, der er vokset op i Brøndby Strand parkerne, men også hendes mor, Vibeke og hendes søster Janne, så hænger den flot sammen i et forbindelsesfletværk af noget man måske kan kalde: gift og modgift.
Der er højhusene, der er giftige og skal rives ned, men samtidig er så fyldt med minder om kærlighed og liv, så de også er det modsatte af gift. Der er musikken og hestene, som er passioner for familien, men samtidig også umulige at indoptage, da de også indeholder en slags gift. Der er stranden og dens natur, der er forgiftet, men også helt umuligt at modstå for Maria. Og ja, der er den giftige alkohol, som næsten måske er et vilkår, når man bor sådan et sted for mindre bemidlede, svigtede og traumatiserede. Et sted, som faktisk blev bygget med håb og en slags optimisme for dets fremtidige beboere.
Jeg kan også rigtigt godt lide bogens blanding af det mystiske og det realistiske, og alle de her tanker den blanding sætter i gang hos mig.
Og så er den spændende på en meget vedkommende måde!
For er Maria egentlig egnet som mor? Bliver Vibeke i højhuset, selvom det skal rives ned? Får Janne en musikalsk karriere? Og hvad med børnene i Dyregården? Og Pia, som er Jannes kæreste, får hun bugt med sin stress og trang til hele tiden at sætte sig selv til side for andres skyld? Det må du selv finde ud af, når du læser Ned fra himlen, som er noget af det mest vedkommende og relevante jeg har læst i meget lang tid. Måske er det simpelthen årets bedste danske roman?
April 14, 2025
Er det socialrealisme? Det tænkte jeg i starten, men så...
Jeg har været lidt splittet over denne, fordi jeg synes, at nogle af romanens personer er ramt fuldstændig på kornet, mens jeg mærker en skurren hos mig i beskrivelsen af andre. Den, der i mine øjne rammes renest, er hovedpersonen Marias fordrukne, fortabte mor, Vibeke. Beskrivelsen af hende, både den ydre: hendes udseende, hunden, lejligheden, og den indre: Vibekes tanker, der ikke kun er den afhængiges tanker, men også med reminiscenser fra engang før alkoholismen.
Maria selv er helt fantastisk beskrevet udefra – den fysiske beskrivelse, der tegner et fuldstændigt portræt af en vestegnspige uden et eneste fordømmende eller negativt ladet ord. Mens jeg finder hendes indre liv en anelse postuleret.
Til at begynde med var jeg nærmest ubegejstret, men den vandt mig alligevel over. 3 1/2 stjerne.
Bogen er udmærket indlæst af Marie Tourell Søderberg.
Jeg har været lidt splittet over denne, fordi jeg synes, at nogle af romanens personer er ramt fuldstændig på kornet, mens jeg mærker en skurren hos mig i beskrivelsen af andre. Den, der i mine øjne rammes renest, er hovedpersonen Marias fordrukne, fortabte mor, Vibeke. Beskrivelsen af hende, både den ydre: hendes udseende, hunden, lejligheden, og den indre: Vibekes tanker, der ikke kun er den afhængiges tanker, men også med reminiscenser fra engang før alkoholismen.
Maria selv er helt fantastisk beskrevet udefra – den fysiske beskrivelse, der tegner et fuldstændigt portræt af en vestegnspige uden et eneste fordømmende eller negativt ladet ord. Mens jeg finder hendes indre liv en anelse postuleret.
Til at begynde med var jeg nærmest ubegejstret, men den vandt mig alligevel over. 3 1/2 stjerne.
Bogen er udmærket indlæst af Marie Tourell Søderberg.
November 21, 2024
Spændende og sine steder også medrivende bog. Men hovedpersonen ødelægger det desværre for mig. Jeg er klar over, at vi skal have sympati med hende og hendes dårlige barndom, men min sympati kan ikke strækkes længere, der hvor hendes manglende evne til at se ud over egen næsetip går ud over datteren. Der er ikke ret meget refleksion hos hovedpersonen over egen adfærd.
Det ville også være en interessant fortælling om, hvordan den belastede opvækst sætter sine spor. Men desværre går det tabt for mig, fordi historien er vinklet på en måde, hvor jeg som læser sidder tilbage med det klare indtryk, at det var meningen at jeg skulle opfatte kommunen og barnefaderen som en slags skurke i historien. Der er nogle korte udefra-observationer fra karakteren Pia, som giver indtrykket af, at det måske ikke helt forholder sig sådan. Men de kommer til at hænge underligt uforløste i den overordnede fortælling.
Det ville også være en interessant fortælling om, hvordan den belastede opvækst sætter sine spor. Men desværre går det tabt for mig, fordi historien er vinklet på en måde, hvor jeg som læser sidder tilbage med det klare indtryk, at det var meningen at jeg skulle opfatte kommunen og barnefaderen som en slags skurke i historien. Der er nogle korte udefra-observationer fra karakteren Pia, som giver indtrykket af, at det måske ikke helt forholder sig sådan. Men de kommer til at hænge underligt uforløste i den overordnede fortælling.
November 16, 2024
Liv Duvås roman, Ned fra himlen, er en moderne socialrealistisk roman om personer og betonbyggeri på Vestegnen. Romanen følger primært personerne, men der er også enkelte korte kapitler, som handler om de betonboliger i Brøndby, som man politisk besluttede at rive ned, fordi de indeholdte giftig PCB. Nedrivningen fandt faktuelt sted fra 2021 til 2023 - uden at det dog fremgår med årstal i romanen.
Udover at være korte er kapitlerne om byggeriet særegne ved, at de er depersonaliserede, og at de mennesker, som beskrives i disse kapitler, ikke er individer, men derimod kollektive former eller funktioner, såsom nedrivningsarbejdere og beboere. Et enkelt individ bliver dog på et tidspunkt omtalt i disse bygningskapitler, men det er netop en person, som begår selvmord ved at hoppe ud fra en af betonbygningerne; et individ der bliver knust af ikke at kunne være et individ, nu på bygningerne rives ned.
Det handler om, at noget bliver gjort ved disse betonbygninger, fordi der er noget, der siver fra dem og ødelægger menneskene. Nogle af disse beskrivelser om udsivningen minder nærmest om optakten til TV-seriet Riget. Begge har noget med, at det siver fra gamle bygninger. Men hvor det i Riget udvikler sig til en gyser, spøgelseshistorie og noget der hjemsøger stedet for at tage hævn eller for at forsone sig, så handler det i stedet i Ned fra Himlen om, at byggeriet både er et hjem for dem, der bor i dem og måske har et helt liv levet der, og at byggeriet samtidig er dybt skadelige for dem pga. PCB. Byggeriet er en himmel - dels ved bogstaveligt at være så høje, at de giver udsigt over bugt og til skyerne - og dels ved faktisk at være et hjem (om ikke et paradis, så i hvert fald et sted man har fået lov at være, men også set ned på fordi man kom derfra).
Hovedparten af kapitlerne omhandler en gruppe mennesker og er skrevet i 3. person ental med skift mellem hvilken karakter, man følger. Maria er hovedkarakteren, og de andre personer i romanen har en eller anden tilknytning til hende. Maria er opvokset i en af lejlighederne i Brøndby med sin alkoholiske mor, Vibeke, som hun er flyttet fra for en del år siden, og som hun ikke har set i lang tid - fordi hun har følt sig svigtet. Maria er blevet mor til Sonja, der i romanens begyndelse er godt et halvt år gammel.
Plottet i romanen er, at Maria spontant beslutter sig for at forlade sin kæreste, Johan, som hun bor hos. Maria rejser væk med Sonja uden en egentlig plan for, hvad hun vil, og uden at fortælle Johan, at hun rejser. Hun vil i første omgang bare væk fra ham og så derefter finde ud af, hvad hun egentlig vil. Grunden til, at hun forlader ham er, at han i følge hende ikke interesserer sig for deres baby, men har alt sit fokus på litteraturstudiet og vennerne, som han drikker sammen med og diskuterer litteratur med - og helt glemmer hende og Sonja. Kulminerende en nat, hvor han med vennerne har turet rundt og endt hjemme hos Johan, Maria og Sonja. At Maria reagerer så voldsomt på at blive overset og at blive det af en person, der er fuld, resonerer godt med den barndom, hun ikke ønsker at få gentaget (uden at det dog så eksplicit udlægges i romanen).
Maria driver hvileløst rundt et stykke tid og kommer så lidt tilfældigt til Fisketorvet, hvor hun slår sig ned i deres børneområde. Her kommer hun i tanke om, at hun kan kontakte sin moster, Janne.
Janne tager sig af dem, og bogen udspiller sig for hovedparten på den gård, hvor Janne bor sammen med sin partner, Pia. Og hvor de har en socialpædagogisk rideskole.
Jeg kan se, at Liv Duvå efter udgivelsen har medvirket i en talk på Rønnebæksholm i forbindelse med kunsthallens hestetematik i 2024. Jeg har ikke selv hørt denne talk, men det er oplagt, at hestene og det at ridde spiller en særlig rolle i romanen. Hestene er et sted for nærvær og omsorg, og det er også en form for fristed, hvor man kan koble af fra alt det, der tynger én. På samme måde fungerer gården som et muligt fristed for Maria - men kendetegnende for bogen er, at det fristed godt nok i begyndelsen er et idealsted, men at stedet også er ramt af et pres fra samfundet, sådan at der kun momentant kan opstå frihed. Nogle vil "invadere" fristedet og er på en eller anden måde også berettiget til at invadere det - i hvert fald ud fra systemets logik.
De fleste af bogens karakterer bliver beskrivet relativt nuanceret, og romanen giver nogle gode empatiske portrætter af karakterernes tankegange, logikker og orienteringspunkter. Portrætterne bliver ret psykologisk båret - bl.a. ved ofte at give en baggrund for personens handlinger funderet i familie, opvækst og værdigrundlag. Det er så også her, hvor romanen til tider kan blive overforklarende - men som regel faktisk bevæger sig på en fin grænse, hvor der mere beskrives end forklares. Bl.a. er portrættet af Vibeke, Marias mor, meget nuanceret og stærkt. Vi følger hende på tidspunkter, hvor hun prøver at lade være med at drikke, fordi hun gerne vil slippe ud af det, men hvor hun samtidig føler sig misforstået af sine omgivelser og blot set på som en dranker og slet ikke anerkendt for, at hun kæmper for at slippe fri. Og hvor vi samtidig følger med i, når hun så alligevel falder i og først underspiller sine gerninger ved bare at tage en enkelt, og så bagefter i første omgang finder roen med alkoholen, men så derefter sejler rundt, lader hunden, Skat, pisse i lejligheden eller måske ude på altanen, og hvor flaskerne i første omgang hurtigt smides ud for at skjule forbruget, så hober de sig op efterfølgende.
Bogen giver næsten udelukkende indblik i kvindeverdener. Men Marias kæreste, Johan, får dog i enkelte afsnit i bogen "lov til" at få en stemme, og vi hører ganske fint, hvordan han ikke har kunnet følge graviditeten og de første måneder med Sonja indefra, men har følt sig på sidelinjen, og hvordan han har været optaget af at gøre sig gældende på litteraturstudiet og finde et emne til sit speciale. Vi hører også, at han egentlig gerne vil have Maria tilbage, og at han på en eller anden måde gerne vil være far for Sonja, men at han har svært ved at finde ud af, hvordan han skal være, samtidig med at han higer efter at finde ud af det. Der er en meget stærk scene, hvor Johan og Maria kommer op at skændes på et af de første forsøg på samværsmøder, efter at Maria har forladt ham med Sonja. Scenen er et skænderi, hvor begge parter råber af hinanden, og hvor det er meget forståeligt hvordan de begge er presset og føler sig dårligt behandlet af den anden. Men ellers er beskrivelserne af Johan ikke nær så nuancerede, som beskrivelserne af Maria, Vibeke, Janne og til dels Pia - og man kan godt mærke, at Liv Duvå er lidt på udebane ift. at beskrive et mandlig karakter indefra. Men det er prisværdigt, at hun gør forsøget, og ikke gør ham til den primære skurk i romanen. Der er ikke tale om en Hanne-Vibeke Holst roman.
Det er dog alligevel en roman, hvor der skal være en skurk - og det er for mig at se en svaghed ved bogen. Skurken er Johans mor. Som skurk bliver hun ikke psykologisk forklaret og vi får ikke afsnit, hvor vi følger hendes tankegang. Vi får kun hendes tilstedeværelse som noget, der påvirker Johan og som griber ind i Marias liv. En rigtig bitch.
Med min aarhusianske baggrund kan jeg ikke helt lade være med at se den faktuelle fejl, der er i romanen ved, at færgelejet i Aarhus bliver placeret i bymidten. Sådan var det i Aarhus indtil november 2020, altså lige før nedrivningen begyndte i Brøndby. Men i romanens sidste del, som må udspille sig lige efter 2020, er færgelejet stadig placeret i midtbyen og ikke de adskillelige kilometer uden for centrum i den sydlige del af Aarhus. Det er virkelig ikke nogen kritik, men alligevel lidt sigende, at fejlen har kunnet snige sig igennem korrekturen - som måske er lidt københavnerbiased på GAD. Man kan også vælge at se det som kunstnerisk frihed :-)
Udover at være korte er kapitlerne om byggeriet særegne ved, at de er depersonaliserede, og at de mennesker, som beskrives i disse kapitler, ikke er individer, men derimod kollektive former eller funktioner, såsom nedrivningsarbejdere og beboere. Et enkelt individ bliver dog på et tidspunkt omtalt i disse bygningskapitler, men det er netop en person, som begår selvmord ved at hoppe ud fra en af betonbygningerne; et individ der bliver knust af ikke at kunne være et individ, nu på bygningerne rives ned.
Det handler om, at noget bliver gjort ved disse betonbygninger, fordi der er noget, der siver fra dem og ødelægger menneskene. Nogle af disse beskrivelser om udsivningen minder nærmest om optakten til TV-seriet Riget. Begge har noget med, at det siver fra gamle bygninger. Men hvor det i Riget udvikler sig til en gyser, spøgelseshistorie og noget der hjemsøger stedet for at tage hævn eller for at forsone sig, så handler det i stedet i Ned fra Himlen om, at byggeriet både er et hjem for dem, der bor i dem og måske har et helt liv levet der, og at byggeriet samtidig er dybt skadelige for dem pga. PCB. Byggeriet er en himmel - dels ved bogstaveligt at være så høje, at de giver udsigt over bugt og til skyerne - og dels ved faktisk at være et hjem (om ikke et paradis, så i hvert fald et sted man har fået lov at være, men også set ned på fordi man kom derfra).
Hovedparten af kapitlerne omhandler en gruppe mennesker og er skrevet i 3. person ental med skift mellem hvilken karakter, man følger. Maria er hovedkarakteren, og de andre personer i romanen har en eller anden tilknytning til hende. Maria er opvokset i en af lejlighederne i Brøndby med sin alkoholiske mor, Vibeke, som hun er flyttet fra for en del år siden, og som hun ikke har set i lang tid - fordi hun har følt sig svigtet. Maria er blevet mor til Sonja, der i romanens begyndelse er godt et halvt år gammel.
Plottet i romanen er, at Maria spontant beslutter sig for at forlade sin kæreste, Johan, som hun bor hos. Maria rejser væk med Sonja uden en egentlig plan for, hvad hun vil, og uden at fortælle Johan, at hun rejser. Hun vil i første omgang bare væk fra ham og så derefter finde ud af, hvad hun egentlig vil. Grunden til, at hun forlader ham er, at han i følge hende ikke interesserer sig for deres baby, men har alt sit fokus på litteraturstudiet og vennerne, som han drikker sammen med og diskuterer litteratur med - og helt glemmer hende og Sonja. Kulminerende en nat, hvor han med vennerne har turet rundt og endt hjemme hos Johan, Maria og Sonja. At Maria reagerer så voldsomt på at blive overset og at blive det af en person, der er fuld, resonerer godt med den barndom, hun ikke ønsker at få gentaget (uden at det dog så eksplicit udlægges i romanen).
Maria driver hvileløst rundt et stykke tid og kommer så lidt tilfældigt til Fisketorvet, hvor hun slår sig ned i deres børneområde. Her kommer hun i tanke om, at hun kan kontakte sin moster, Janne.
Janne tager sig af dem, og bogen udspiller sig for hovedparten på den gård, hvor Janne bor sammen med sin partner, Pia. Og hvor de har en socialpædagogisk rideskole.
Jeg kan se, at Liv Duvå efter udgivelsen har medvirket i en talk på Rønnebæksholm i forbindelse med kunsthallens hestetematik i 2024. Jeg har ikke selv hørt denne talk, men det er oplagt, at hestene og det at ridde spiller en særlig rolle i romanen. Hestene er et sted for nærvær og omsorg, og det er også en form for fristed, hvor man kan koble af fra alt det, der tynger én. På samme måde fungerer gården som et muligt fristed for Maria - men kendetegnende for bogen er, at det fristed godt nok i begyndelsen er et idealsted, men at stedet også er ramt af et pres fra samfundet, sådan at der kun momentant kan opstå frihed. Nogle vil "invadere" fristedet og er på en eller anden måde også berettiget til at invadere det - i hvert fald ud fra systemets logik.
De fleste af bogens karakterer bliver beskrivet relativt nuanceret, og romanen giver nogle gode empatiske portrætter af karakterernes tankegange, logikker og orienteringspunkter. Portrætterne bliver ret psykologisk båret - bl.a. ved ofte at give en baggrund for personens handlinger funderet i familie, opvækst og værdigrundlag. Det er så også her, hvor romanen til tider kan blive overforklarende - men som regel faktisk bevæger sig på en fin grænse, hvor der mere beskrives end forklares. Bl.a. er portrættet af Vibeke, Marias mor, meget nuanceret og stærkt. Vi følger hende på tidspunkter, hvor hun prøver at lade være med at drikke, fordi hun gerne vil slippe ud af det, men hvor hun samtidig føler sig misforstået af sine omgivelser og blot set på som en dranker og slet ikke anerkendt for, at hun kæmper for at slippe fri. Og hvor vi samtidig følger med i, når hun så alligevel falder i og først underspiller sine gerninger ved bare at tage en enkelt, og så bagefter i første omgang finder roen med alkoholen, men så derefter sejler rundt, lader hunden, Skat, pisse i lejligheden eller måske ude på altanen, og hvor flaskerne i første omgang hurtigt smides ud for at skjule forbruget, så hober de sig op efterfølgende.
Bogen giver næsten udelukkende indblik i kvindeverdener. Men Marias kæreste, Johan, får dog i enkelte afsnit i bogen "lov til" at få en stemme, og vi hører ganske fint, hvordan han ikke har kunnet følge graviditeten og de første måneder med Sonja indefra, men har følt sig på sidelinjen, og hvordan han har været optaget af at gøre sig gældende på litteraturstudiet og finde et emne til sit speciale. Vi hører også, at han egentlig gerne vil have Maria tilbage, og at han på en eller anden måde gerne vil være far for Sonja, men at han har svært ved at finde ud af, hvordan han skal være, samtidig med at han higer efter at finde ud af det. Der er en meget stærk scene, hvor Johan og Maria kommer op at skændes på et af de første forsøg på samværsmøder, efter at Maria har forladt ham med Sonja. Scenen er et skænderi, hvor begge parter råber af hinanden, og hvor det er meget forståeligt hvordan de begge er presset og føler sig dårligt behandlet af den anden. Men ellers er beskrivelserne af Johan ikke nær så nuancerede, som beskrivelserne af Maria, Vibeke, Janne og til dels Pia - og man kan godt mærke, at Liv Duvå er lidt på udebane ift. at beskrive et mandlig karakter indefra. Men det er prisværdigt, at hun gør forsøget, og ikke gør ham til den primære skurk i romanen. Der er ikke tale om en Hanne-Vibeke Holst roman.
Det er dog alligevel en roman, hvor der skal være en skurk - og det er for mig at se en svaghed ved bogen. Skurken er Johans mor. Som skurk bliver hun ikke psykologisk forklaret og vi får ikke afsnit, hvor vi følger hendes tankegang. Vi får kun hendes tilstedeværelse som noget, der påvirker Johan og som griber ind i Marias liv. En rigtig bitch.
Med min aarhusianske baggrund kan jeg ikke helt lade være med at se den faktuelle fejl, der er i romanen ved, at færgelejet i Aarhus bliver placeret i bymidten. Sådan var det i Aarhus indtil november 2020, altså lige før nedrivningen begyndte i Brøndby. Men i romanens sidste del, som må udspille sig lige efter 2020, er færgelejet stadig placeret i midtbyen og ikke de adskillelige kilometer uden for centrum i den sydlige del af Aarhus. Det er virkelig ikke nogen kritik, men alligevel lidt sigende, at fejlen har kunnet snige sig igennem korrekturen - som måske er lidt københavnerbiased på GAD. Man kan også vælge at se det som kunstnerisk frihed :-)
March 17, 2025
Velskrevet roman, der skildrer, hvor gennemgribende det er for menneskets tilværelse, om man er født ind i en ressourcestærk eller ressourcesvag familie.
Bogen skriver om det svære ved at bryde socialklasse, den ressourcesvages forsøg på at gøre en forskel, men ikke blive hørt. Om at blive sat i bås, fordi man ikke lever på traditionel vis med fast arbejde, ikke har uddannet sig og om at leve (lidt) ukonventionelt.
Liv Duvå har skrevet en historie om, hvorfor velfærdsstaten ikke er nok til at redde underklassen fra underklassen selv. Om underklassens udfordringer og stigmatisering af underklassen.
Maria kommer fra Brøndby Strand og får ved et tilfælde barn med Johan, der læser litteraturhistorie. Hun flygter fra Johan, men Johan får med sin mor sat en undersøgelse i gang, der får Marias moderskab til at se tvivlsomt ud, og for Maria er det svært at gøre til eller fra. Johan har ressourcerne på sin side, og derover for er der ikke meget, Maria kan stille op.
Bestemt anbefalelsesværdig. Bogen er tankevækkende!
Bogen skriver om det svære ved at bryde socialklasse, den ressourcesvages forsøg på at gøre en forskel, men ikke blive hørt. Om at blive sat i bås, fordi man ikke lever på traditionel vis med fast arbejde, ikke har uddannet sig og om at leve (lidt) ukonventionelt.
Liv Duvå har skrevet en historie om, hvorfor velfærdsstaten ikke er nok til at redde underklassen fra underklassen selv. Om underklassens udfordringer og stigmatisering af underklassen.
Maria kommer fra Brøndby Strand og får ved et tilfælde barn med Johan, der læser litteraturhistorie. Hun flygter fra Johan, men Johan får med sin mor sat en undersøgelse i gang, der får Marias moderskab til at se tvivlsomt ud, og for Maria er det svært at gøre til eller fra. Johan har ressourcerne på sin side, og derover for er der ikke meget, Maria kan stille op.
Bestemt anbefalelsesværdig. Bogen er tankevækkende!
September 11, 2025
Rigtig god men nogle af kapitlerne (nye forbindelser) blev jeg godt nok træt af
April 13, 2025
3.5 ★
October 1, 2024
Der er en så fin poetisk nerve i denne roman om blokken og selve husene i Brøndby Strand får en stemme, der blander sig med karakternes. Jeg tror aldrig, jeg var blevet rørt over en scene, hvor en person stiller op til x factor, hvis ikke det var fordi Liv Duvå bare forstår de mennesker, hun beskriver. Parallelscener på Fisketorvet, mit hjerte hvad vil du mere.
November 13, 2024
"Ned Fra Himlen" er en fremragende bog. Socialrealistisk skildring om en ung mor der går fra kæresten efter endnu en fest og manglende ansvar for det fælles barn. Og en beretning om hvordan det føles at bo i nedrivningsdømte pbc-inficerede højhuse ved Brøndby Strand. Huse der blev bygget for at skabe noget positivt for arbejdende folk - og har været beboet i 50 år.
Et tema er også, hvordan velfærds-Danmark tackler at en ung mor fra såkaldt belastede miljøer, måske ikke dybt har gennemtænkt konsekvenserne af at gå fra barnets far.
Samt en roman der skildrer vor civilisations klimakrise med forurening af hav og strand - en forurening der kommer udefra, indefra og med effekt på såvel krop som sjæl.
De mange temaer forløses overbevisende - sjældent har jeg læst en tilsyneladende realistisk roman rummende så mange creepy, på kanten af det drømmeagtige, skildringer af forureningens konsekvenser.
Et tema er også, hvordan velfærds-Danmark tackler at en ung mor fra såkaldt belastede miljøer, måske ikke dybt har gennemtænkt konsekvenserne af at gå fra barnets far.
Samt en roman der skildrer vor civilisations klimakrise med forurening af hav og strand - en forurening der kommer udefra, indefra og med effekt på såvel krop som sjæl.
De mange temaer forløses overbevisende - sjældent har jeg læst en tilsyneladende realistisk roman rummende så mange creepy, på kanten af det drømmeagtige, skildringer af forureningens konsekvenser.
May 18, 2025
Ned fra himlen af Liv Duvå ⭐️⭐️⭐️⭐️ ~
Har læst denne skønne skæbnesberetning i solskin indimellem renoveringsprojekt og selvom der ikke er meget solskin i selve historien er den strålende i sin tavse, men stærke vilje som skinner ud af alle personerne, der socioøkonomisk står på laveste trin på stigen, men leder efter håb og frihed.
Jeg håber saftsusemig af der er en 2’er på vej for er slet ikke klar til at slippe Maria og se, hvilken vej hun finder.
Formidabelt med litteratur der sætter fokus på de svære problematikker ift ophav, relationer, drømme og muligheder. Og som fint navigerer fortællingen uden vrede eller egentlig håbløshed, men med en nøgtern forståelse og erkendelse.
Den tager også fat i det faktiske og reelle problem, når miljøpåvirkninger og forurening går ud over de fattigste i samfundet.
Læs læs læs.
Har læst denne skønne skæbnesberetning i solskin indimellem renoveringsprojekt og selvom der ikke er meget solskin i selve historien er den strålende i sin tavse, men stærke vilje som skinner ud af alle personerne, der socioøkonomisk står på laveste trin på stigen, men leder efter håb og frihed.
Jeg håber saftsusemig af der er en 2’er på vej for er slet ikke klar til at slippe Maria og se, hvilken vej hun finder.
Formidabelt med litteratur der sætter fokus på de svære problematikker ift ophav, relationer, drømme og muligheder. Og som fint navigerer fortællingen uden vrede eller egentlig håbløshed, men med en nøgtern forståelse og erkendelse.
Den tager også fat i det faktiske og reelle problem, når miljøpåvirkninger og forurening går ud over de fattigste i samfundet.
Læs læs læs.
March 23, 2025
Jeg nød at læse bogen samtidig med at bevæge mig i området. At køre forbi Brøndby strand station hver dag på vej hjem i s-toget, føle en forbindelse til højhusene. Det er en speciel oplevelse at læse litteratur der foregår på Vestegnen, mange genkendelige oplevelser og følelser!
Jeg kunne mærke skepsissen vokse en smule da jeg var 300 sider inde og stadig ikke mærkede den store udvikling i karaktererne og den kom sådan set heller ikke, men som bogen var ved at slutte opdagede jeg at der i virkeligheden var en næsten usynlig, og dermed meget menneskelig udvikling, som karaktererne gennemgik og det i sig selv var smukt og rørene.
Jeg kunne mærke skepsissen vokse en smule da jeg var 300 sider inde og stadig ikke mærkede den store udvikling i karaktererne og den kom sådan set heller ikke, men som bogen var ved at slutte opdagede jeg at der i virkeligheden var en næsten usynlig, og dermed meget menneskelig udvikling, som karaktererne gennemgik og det i sig selv var smukt og rørene.
June 15, 2025
Det er en fin og skræmmende realistisk, men samtidig drømmeagtig historie, som måske egentlig burde læses på socialrådgiveruddannelsen som pensumbog.
Maria er et både skrøbelig, men ind imellem også et stærkt individ som hele livet ( hun er vist 17?) har måttet tage ansvar for sig selv (og til dels også moderen).
Da hun, som helt ung mor, svigtes af sin uforstående og egentlig også ret arrogante kæreste, må hun starte forfra med livet og selv forsøge at tage hånd om den lille datter og ikke mindst sig selv. Det er sgutte nemt med den triste baggrund hun har, men livet har måske alligevel noget gemt også til hende og lille Sonja.
Maria er et både skrøbelig, men ind imellem også et stærkt individ som hele livet ( hun er vist 17?) har måttet tage ansvar for sig selv (og til dels også moderen).
Da hun, som helt ung mor, svigtes af sin uforstående og egentlig også ret arrogante kæreste, må hun starte forfra med livet og selv forsøge at tage hånd om den lille datter og ikke mindst sig selv. Det er sgutte nemt med den triste baggrund hun har, men livet har måske alligevel noget gemt også til hende og lille Sonja.
January 20, 2025
Pyh en mavepuster af en roman. Den handler om social arv. Den vi kender til og fordømmer og spænder ben for. Men også om den i bedsteborgerens kølige forstæder. Den handler om kommuneangst og slående realistisk. Forfatteren fortalte på Mødrehjælpens 100 års fejring om hovedpersonens manglende tiltro på systemets virkning. Og hvor kunne jeg have ønsket at hovedpersonen lige havde ringet til mødrehjælpens rådgivning og fået lyttet til sin historie.
Vigtig roman!
Vigtig roman!
October 23, 2025
Bogens fortæller er finurligt poetisk og på ingen måde bange for at stikke til politiske beslutninger. Der peges fingre, men ikke mod de mennesker der har det svært, nej, kun mod det system der måske, måske ikke, avler apatisk elendighed, ensomhed, alkoholisme og angst. Betonen bærer historien lige så fint som Maria bærer barnet. Og måske er Sonja en moderne Jesus fra Brøndby-strand?
January 16, 2025
Kunne rigtig godt lide den, især skildringen af forholdet mellem de to søstre. Sjov telefondialog. Lige dele lol og fedt at x-factor pludselig kom ind fra højre, men sløj research at skrive det bliver sendt om efteråret.
September 23, 2025
Virkelig god og tankevækkende bog, der sætter fokus på sociale klasser og social arv.
Jeg havde virkelig svært ved at komme igennem den første halvdel af bogen, fordi jeg simpelthen ikke kunne sympatisere med Maria. Efter jeg begyndte at se Maria som værende en upålidelig fortæller (det ser jeg i og for sig også de andre karaktere som), synes jeg, at bogen fik meget mere dybde.
Jeg havde virkelig svært ved at komme igennem den første halvdel af bogen, fordi jeg simpelthen ikke kunne sympatisere med Maria. Efter jeg begyndte at se Maria som værende en upålidelig fortæller (det ser jeg i og for sig også de andre karaktere som), synes jeg, at bogen fik meget mere dybde.
This entire review has been hidden because of spoilers.
October 24, 2024
Den bedste bog jeg har læst i år!
July 31, 2025
i loved this and the writing style the characters a really neat novel
August 10, 2025
Elskede melankolien og beskrivelserne af de hårde liv. Maria og Sonja krøb ind under huden på mig, ganske enkelt. Vestegnen og standende i Brøndby har jeg også et særligt forhold til.
March 6, 2025
Et mesterværk. Ikke mindre.
March 17, 2025
Rigtig god, kryber ind under huden, men i midten lidt for langtrukken.
Og for mange person handlinger på en gang, som gør at man ikke kommer helt i dybden med alle karakterererne.
Sprogligt også lidt kedeligt til tider, men de sidste 100 sider gode.
Og for mange person handlinger på en gang, som gør at man ikke kommer helt i dybden med alle karakterererne.
Sprogligt også lidt kedeligt til tider, men de sidste 100 sider gode.
July 23, 2025
Liv Duvås roman, “Ned fra himlen” var nomineret til DR-romanprisen 2025.
Jeg blev hurtigt fanget ind af historien om den unge kvinde, Maria, som resolut tager sit lille barn med sig og forlader lejligheden en morgen, da hun endnu en gang har bevidnet sin kæreste/samlever, Johan, feste hele natten og nu ligger fuld og afklædt og sover i stuen.
Maria har ingen steder at tage hen, og hun har ud over en klapvogn kun meget få ejendele med til sig selv om Sonja. Først opholder de sig hele dagen i puslerummet i Fisketorvet. En rengøringsassistent får øje på dem og overbeviser Maria om, at hun skal tage kontakt til sin moster Janne - også selv om hun umiddelbart ikke tror, hun vil være velkommen. Maria har ingen kontakt med sin mor, Vibeke, der bor med sin hun Skat i et af højhusene i Brøndby Strand. Marias far er forlængst død og borte. Janne og Vibeke har heller ikke kontakt, men Janne tager godt imod Maria og lille Sonja. Janne driver en socialpædagogisk rideskole tæt på højhusene. Hun lever sammen med den sygemeldte socialrådgiver Pia. Her kommer områdets børn, ligesom i en slags fritidsklub.
Maria gør sit bedste for at passe sin lille datter, men det fremgår tydeligt, at hun mangler vejledning. Barnet ammes ganske vist stadig, men derudover får det ikke megen lødig mad. Det er mest noget med toastbrød. Samtidig bliver barnet ikke stimuleret og snakket med, så det er ikke en holdbar situation. Da Johan - som Maria kun bor sammen med, fordi hun opdagede, at hun var gravid - omsider vågner op til dåd, og Maria på sin side er blevet overbevist af Pia om, at hun har pligt til at fortælle ham, hvor hun er med barnet, opsøger han hende på gården sammen med sin mor og forlanger at få Sonja tilbage, skønt han hidtil ikke har vist hende megen interesse. Men Maria nægter. Næste udspil bliver, at Johans mor indberetter hende til kommunen.
Marias mor, Vibeke, er alkoholiker. Hun bor i et af de huse, som står til nedrivning, fordi de er uegnede til menneskeboliger pga udsivende pcb. Det går meget sent op for hende, at hun bliver sat ud. Selv om hun med mellemrum prøver at holde sig ædru og holde sin lejlighed ren og fri for flasker og fristelser, går der højst nogle dage, før hun igen synes, at hun er nødt til lige at belønne/trøste sig selv med nogle små flasker snaps. På et tidspunkt beslutter hun sig for at tage kontakt til Janne igen, og samtidig tager Maria kontakt og fortæller, at hun har et barn. Men det er en spinkel udstrakt hånd, og kontakten vakler.
Jeg synes, at Vibeke er den person, der er bedst beskrevet. Hendes tanker og minder om manden og hendes liv i lejligheden, som hun har haft siden ungdommen - det ville jeg gerne have haft mere af. Maria som person synes jeg derimod ikke er helstøbt som figur. Hun tåger noget omkring, men samtidig er der noget ufuldstændigt, som gør hende ikke helt troværdig. At Janne undervejs melder sig til X-Faktor gøres heller ikke helt færdigt. Det virker noget påklistret og unødvendigt for handlingen.
Miljøet omkring gården, højhusene og stranden med det giftige vand er derimod overbevisende beskrevet.
Men alt i alt synes jeg, at romanen rummer mange ting, som gør den til et vigtigt billede af de mennesker, der lever i de højhuse, som samfundet i tro på skabelsen af gode rammer for mennesker har skabt. Selv om man efter så mange år har fundet ud af, at beboernes mange sygdomme ikke bare kommer af dårlig livsførelse med direkte kan kædes sammen med byggeriets giftige materialer, så kan man som mangeårig beboer godt elske sit hus, sin lejlighed, sine naboer og bekendtskaber i husene. Og selv om Køge Bugt rummer mange giftstoffer, repræsenterer den også et stykke natur, som tiltrækker beboerne i området.
Jeg blev hurtigt fanget ind af historien om den unge kvinde, Maria, som resolut tager sit lille barn med sig og forlader lejligheden en morgen, da hun endnu en gang har bevidnet sin kæreste/samlever, Johan, feste hele natten og nu ligger fuld og afklædt og sover i stuen.
Maria har ingen steder at tage hen, og hun har ud over en klapvogn kun meget få ejendele med til sig selv om Sonja. Først opholder de sig hele dagen i puslerummet i Fisketorvet. En rengøringsassistent får øje på dem og overbeviser Maria om, at hun skal tage kontakt til sin moster Janne - også selv om hun umiddelbart ikke tror, hun vil være velkommen. Maria har ingen kontakt med sin mor, Vibeke, der bor med sin hun Skat i et af højhusene i Brøndby Strand. Marias far er forlængst død og borte. Janne og Vibeke har heller ikke kontakt, men Janne tager godt imod Maria og lille Sonja. Janne driver en socialpædagogisk rideskole tæt på højhusene. Hun lever sammen med den sygemeldte socialrådgiver Pia. Her kommer områdets børn, ligesom i en slags fritidsklub.
Maria gør sit bedste for at passe sin lille datter, men det fremgår tydeligt, at hun mangler vejledning. Barnet ammes ganske vist stadig, men derudover får det ikke megen lødig mad. Det er mest noget med toastbrød. Samtidig bliver barnet ikke stimuleret og snakket med, så det er ikke en holdbar situation. Da Johan - som Maria kun bor sammen med, fordi hun opdagede, at hun var gravid - omsider vågner op til dåd, og Maria på sin side er blevet overbevist af Pia om, at hun har pligt til at fortælle ham, hvor hun er med barnet, opsøger han hende på gården sammen med sin mor og forlanger at få Sonja tilbage, skønt han hidtil ikke har vist hende megen interesse. Men Maria nægter. Næste udspil bliver, at Johans mor indberetter hende til kommunen.
Marias mor, Vibeke, er alkoholiker. Hun bor i et af de huse, som står til nedrivning, fordi de er uegnede til menneskeboliger pga udsivende pcb. Det går meget sent op for hende, at hun bliver sat ud. Selv om hun med mellemrum prøver at holde sig ædru og holde sin lejlighed ren og fri for flasker og fristelser, går der højst nogle dage, før hun igen synes, at hun er nødt til lige at belønne/trøste sig selv med nogle små flasker snaps. På et tidspunkt beslutter hun sig for at tage kontakt til Janne igen, og samtidig tager Maria kontakt og fortæller, at hun har et barn. Men det er en spinkel udstrakt hånd, og kontakten vakler.
Jeg synes, at Vibeke er den person, der er bedst beskrevet. Hendes tanker og minder om manden og hendes liv i lejligheden, som hun har haft siden ungdommen - det ville jeg gerne have haft mere af. Maria som person synes jeg derimod ikke er helstøbt som figur. Hun tåger noget omkring, men samtidig er der noget ufuldstændigt, som gør hende ikke helt troværdig. At Janne undervejs melder sig til X-Faktor gøres heller ikke helt færdigt. Det virker noget påklistret og unødvendigt for handlingen.
Miljøet omkring gården, højhusene og stranden med det giftige vand er derimod overbevisende beskrevet.
Men alt i alt synes jeg, at romanen rummer mange ting, som gør den til et vigtigt billede af de mennesker, der lever i de højhuse, som samfundet i tro på skabelsen af gode rammer for mennesker har skabt. Selv om man efter så mange år har fundet ud af, at beboernes mange sygdomme ikke bare kommer af dårlig livsførelse med direkte kan kædes sammen med byggeriets giftige materialer, så kan man som mangeårig beboer godt elske sit hus, sin lejlighed, sine naboer og bekendtskaber i husene. Og selv om Køge Bugt rummer mange giftstoffer, repræsenterer den også et stykke natur, som tiltrækker beboerne i området.
This entire review has been hidden because of spoilers.
September 12, 2025
Hensigten med fortællingen er god, men jeg bliver hurtigt irriteret på de noget skabelonagtige figurer og på, hvad jeg oplever som sjusket sprog.
Fx side 28, hvor Maria ammer sin datter Sonja: "Mælken virker til at komme til dem fra fjerne egne ..." Jeg ville skrive: Det virker, som om mælken kommer ..."
Måske er det mig, der har mistet fornemmelsen for nutidssprog, men jeg ser det som dårligt sprog. Også når forfatteren flere gange skriver en sætning i retning af: Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv ... Jeg ville sige: hvor hun skulle ...
Handlingen sandsynliggør, at det er svært at blive en god mor, hvis man ikke har oplevet det selv. At man nemt bliver stemplet som udsat, hvis man er vokset op et sted som Brøndby Strand, og at Maria er udsat, fordi hendes mor har drukket for meget under Marias opvækst. Tjek.
Heldigvis kan Maria søge tilflugt hos moster Janne, da hun forlader Johan, som hun har fået Sonja med. Jannes hestegård, hvor utilpassede børn og unge får gode oplevelser, kan jeg se for mig. Det miljø virker troværdigt med Janne som den varmhjertede pædagog og leder.
Men jeg irriteres over, hvor meget Maria er i sine følelsers vold. Hun flygter med barnet uden at lade Johan vide, hvor de er, og hun har svært ved at overkomme en kontakt med ham. Og hun har svært ved af aflæse Sonjas behov udover det mest elementære og derfor også ved at stimulere hende. Men det kan hun jo netop ikke ... kan man indvende. Nej, måske ikke.
Jo, der er gode grunde til, at hun ikke har mere overskud, og at hun derfor også bliver taberen, når det gælder forældremyndighed. Hun har afbrudt en gartneruddannelse og arbejdet som tjener for at få en indtægt, og det er på den måde, hun og Johan møder hinanen. På mig virker det bare noget endimensionelt og utroværdigt, at det unge par ikke har lært hinanden bedre at kende i det år, de trods alt har kendt hinanden.
Maria virker for naiv, side 378, hvor Maria og Sonja har fået et lift af Paul, der laver en dokumentarfilm om Brøndby Strand:
"Og så er Pauls bil forsvundet. Marias hals snører sig sammen. Hun burde være blevet sammen med ham. Det var rart at have én, der passede på dem, sådan rigtigt passede på dem, med bil og penge og det hele."
Marias mor, Vibeke, drikker. Vibeke græder også over, at hun har mistet kontakten til sin datter. Det virker overrumplende og ikke helt troværdigt, at hun i slutningen af bogen pludselig virker fattet, klar og handlekraftig.
Klimadelen og nedrivningen af nogle af blokkene spiller også en rolle. Jeg forfærdes også over fedtemøg og ødelagt miljø, men gribes ikke af de indgående beskrivelser af ødelagt vandmiljø og den kontaminerede beton. Måske min fejl.
Der er også gode ting at sige om bogen: Det er godt tænkt at fremskrive en person som Pia, stressramt socialrådgiver og Jannes partner. Pia kan både se tingene inde- og udefra. Se det rodede hjem, "Privaten" på hestegården, Maria og Sonja er havnet i, og se, hvad sagsbehandlerne fra kommunen lægger mærke til og hvilke regler, der skal overholdes.
Også godt: side 66, Johans forældre fra Risskov er kommet på besøg i lejligheden i indre København: "Maria var ikke vant til at omgås forældre".
Den engelsksprogede Pauls replikker er lige i øjet.
Jeg kan ikke sætte fingeren præcist på, hvorfor bogen ikke overbeviser mig. Måske bliver jeg klogere efter en snak i min læsegruppe i næste uge.
Fx side 28, hvor Maria ammer sin datter Sonja: "Mælken virker til at komme til dem fra fjerne egne ..." Jeg ville skrive: Det virker, som om mælken kommer ..."
Måske er det mig, der har mistet fornemmelsen for nutidssprog, men jeg ser det som dårligt sprog. Også når forfatteren flere gange skriver en sætning i retning af: Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv ... Jeg ville sige: hvor hun skulle ...
Handlingen sandsynliggør, at det er svært at blive en god mor, hvis man ikke har oplevet det selv. At man nemt bliver stemplet som udsat, hvis man er vokset op et sted som Brøndby Strand, og at Maria er udsat, fordi hendes mor har drukket for meget under Marias opvækst. Tjek.
Heldigvis kan Maria søge tilflugt hos moster Janne, da hun forlader Johan, som hun har fået Sonja med. Jannes hestegård, hvor utilpassede børn og unge får gode oplevelser, kan jeg se for mig. Det miljø virker troværdigt med Janne som den varmhjertede pædagog og leder.
Men jeg irriteres over, hvor meget Maria er i sine følelsers vold. Hun flygter med barnet uden at lade Johan vide, hvor de er, og hun har svært ved at overkomme en kontakt med ham. Og hun har svært ved af aflæse Sonjas behov udover det mest elementære og derfor også ved at stimulere hende. Men det kan hun jo netop ikke ... kan man indvende. Nej, måske ikke.
Jo, der er gode grunde til, at hun ikke har mere overskud, og at hun derfor også bliver taberen, når det gælder forældremyndighed. Hun har afbrudt en gartneruddannelse og arbejdet som tjener for at få en indtægt, og det er på den måde, hun og Johan møder hinanen. På mig virker det bare noget endimensionelt og utroværdigt, at det unge par ikke har lært hinanden bedre at kende i det år, de trods alt har kendt hinanden.
Maria virker for naiv, side 378, hvor Maria og Sonja har fået et lift af Paul, der laver en dokumentarfilm om Brøndby Strand:
"Og så er Pauls bil forsvundet. Marias hals snører sig sammen. Hun burde være blevet sammen med ham. Det var rart at have én, der passede på dem, sådan rigtigt passede på dem, med bil og penge og det hele."
Marias mor, Vibeke, drikker. Vibeke græder også over, at hun har mistet kontakten til sin datter. Det virker overrumplende og ikke helt troværdigt, at hun i slutningen af bogen pludselig virker fattet, klar og handlekraftig.
Klimadelen og nedrivningen af nogle af blokkene spiller også en rolle. Jeg forfærdes også over fedtemøg og ødelagt miljø, men gribes ikke af de indgående beskrivelser af ødelagt vandmiljø og den kontaminerede beton. Måske min fejl.
Der er også gode ting at sige om bogen: Det er godt tænkt at fremskrive en person som Pia, stressramt socialrådgiver og Jannes partner. Pia kan både se tingene inde- og udefra. Se det rodede hjem, "Privaten" på hestegården, Maria og Sonja er havnet i, og se, hvad sagsbehandlerne fra kommunen lægger mærke til og hvilke regler, der skal overholdes.
Også godt: side 66, Johans forældre fra Risskov er kommet på besøg i lejligheden i indre København: "Maria var ikke vant til at omgås forældre".
Den engelsksprogede Pauls replikker er lige i øjet.
Jeg kan ikke sætte fingeren præcist på, hvorfor bogen ikke overbeviser mig. Måske bliver jeg klogere efter en snak i min læsegruppe i næste uge.
November 30, 2024
Ned fra himlen er et vellykket forsøg på at skrive en roman, der binder nedrivningen af Brøndbystrands ikoniske højhuse sammen med et lokalt familiedrama i "velfærdsdanmark". Hovedhistorien, familiedramaet, er temmelig vellykket. Troværdigt, medrivende og med flere veludførte overraskelser undervejs. Ideen med højhusene er ikke dårlig, men for mig føles det konstrueret. Især da et af romanens mange (og for det meste velfungerende) synsvinkelskift fører læseren ind i hovedet på en af nedrivningsmændene. Det bliver simpelthen for bredt og ufokuseret.
Men Maria og Sonja. Hovedsporet. Det er godt. Johan, faderens, karakter er god og det lykkes at tegne ham skarpt op fra en lidt sjusket akademikerspire til et helt menneske undervejs i romanen. Livet på dyregården med børn og voksne er også godt.
Romanen står skarpest da livet på dyregården konfronteres med velfærdsdanmarks repræsentanter. Synsvinkelskiftet, hvor man som læser ser livet på dyregården med kommunale briller, det er romanens højdepunkt. Virkelig godt.
I det hele taget en god roman, som "kun" får tre stjerner, fordi jeg ikke er så vild med den i mine øjne lidt kunstige rammehistorie med højhusene.
Men Maria og Sonja. Hovedsporet. Det er godt. Johan, faderens, karakter er god og det lykkes at tegne ham skarpt op fra en lidt sjusket akademikerspire til et helt menneske undervejs i romanen. Livet på dyregården med børn og voksne er også godt.
Romanen står skarpest da livet på dyregården konfronteres med velfærdsdanmarks repræsentanter. Synsvinkelskiftet, hvor man som læser ser livet på dyregården med kommunale briller, det er romanens højdepunkt. Virkelig godt.
I det hele taget en god roman, som "kun" får tre stjerner, fordi jeg ikke er så vild med den i mine øjne lidt kunstige rammehistorie med højhusene.
March 23, 2025
🇩🇰 i kommentarerne
Zgodba je socialni realizem, jezik je poetičen.
Mlada mama Maria zapusti partnerja Johana, kateremu so bolj pomembni večeri z alkoholom in debatami, kot pa novorojena hčerka. Ker nima drugam, se Maria vrne v predmestje, kjer je odrasla. A ne k mami, alkoholičarki Vibeke, ki stanuje v socialnih betonskih blokih, ampak k teti Janne, ki ima konje in jahalno šolo za okoliške deklice iz ogroženih družin.
Med Mariino zaskrbljenostjo, če je dovolj dobra mama za svojo še ne enoletno hči, razmišljanju, če zmore ponoven kontakt z mamo, in pritiskom Johanove mame na socialno službe avtorica uspešno vplete tako onesnaženost lokalnega okolja zaradi odpadnih vod in prisotnost strupenih materijalov v gradbeništvu (bloke, kjer stanuje Vibeke, so že začeli izseljevati in rušiti) kot pozitivne strani med ljudmi in naravo (jahanje, ki pomirja, vonj in šumenje morja).
Zgodba je socialni realizem, jezik je poetičen.
Mlada mama Maria zapusti partnerja Johana, kateremu so bolj pomembni večeri z alkoholom in debatami, kot pa novorojena hčerka. Ker nima drugam, se Maria vrne v predmestje, kjer je odrasla. A ne k mami, alkoholičarki Vibeke, ki stanuje v socialnih betonskih blokih, ampak k teti Janne, ki ima konje in jahalno šolo za okoliške deklice iz ogroženih družin.
Med Mariino zaskrbljenostjo, če je dovolj dobra mama za svojo še ne enoletno hči, razmišljanju, če zmore ponoven kontakt z mamo, in pritiskom Johanove mame na socialno službe avtorica uspešno vplete tako onesnaženost lokalnega okolja zaradi odpadnih vod in prisotnost strupenih materijalov v gradbeništvu (bloke, kjer stanuje Vibeke, so že začeli izseljevati in rušiti) kot pozitivne strani med ljudmi in naravo (jahanje, ki pomirja, vonj in šumenje morja).
June 5, 2025
Jeg kan godt lide at læse socialrealisme. Jeg kunne også godt lide denne bog. Gennem læsningen af bogen kom jeg til at holde virkelig meget af Maria, Vibeke og Janne.
Helt unge Maria som bare kæmper for at få styr på sin tilværelse, sin opgave som mor til Sonja og forholdet til Johan, Sonjas far. Vibeke, Marias mor - alkoholiker, som kæmper for at komme fri af alkoholens klør. Og Janne, Vibekes søster, som bare prøver at redde dem alle sammen. Også de udsatte børn, som kommer på hendes dyregård. Nogle virkelig skønne karakterer alle sammen.
Jeg giver bogen tre stjerner - tæt på fire. Men der var flere steder, hvor historien lige blev for langsom for mig. Hvor jeg næsten fik lyst til at lægge bogen fra mig. Men drevet af min sympati for karaktererne og min nysgerrighed efter at vide, hvor de alle sammen havnede, læste jeg videre. Heldigvis! :-)
Helt unge Maria som bare kæmper for at få styr på sin tilværelse, sin opgave som mor til Sonja og forholdet til Johan, Sonjas far. Vibeke, Marias mor - alkoholiker, som kæmper for at komme fri af alkoholens klør. Og Janne, Vibekes søster, som bare prøver at redde dem alle sammen. Også de udsatte børn, som kommer på hendes dyregård. Nogle virkelig skønne karakterer alle sammen.
Jeg giver bogen tre stjerner - tæt på fire. Men der var flere steder, hvor historien lige blev for langsom for mig. Hvor jeg næsten fik lyst til at lægge bogen fra mig. Men drevet af min sympati for karaktererne og min nysgerrighed efter at vide, hvor de alle sammen havnede, læste jeg videre. Heldigvis! :-)
September 4, 2025
Nutidshistorisk realisme; en fortælling om den unge Maria, som er mor til Sonja, der kom til verden uplanlagt. Hendes far er ung og studerende, men har velhavende forældre, men Maria kan ikke holde ud at bo med ham - hun forlader ham og flytter ind ved sin moster, Janne og hendes kone, Pia i Brøndby Vest. To verdener - Johan og det velhavende, og de socialt udsatte i Brøndby Vest. Marias mor, Vibeke, er alkoholiker og bor i betonblokkerne, som skal rives ned på trods, fordi de er giftige. Nu hvor Maria selv er blevet mor, kan hun mærke en samhørighed til sin egen mor. De må kæmpe sammen; for betonblokken og for at beholde Sonja. Jeg blev revet med og synes den var spændende og sandfærdig
May 12, 2025
En perle, der skildrer livet i et socialt boligbyggeri på Vestegnen. Karaktererne er så fint beskrevet med både varme og omsorg at man mærker deres smerte og alligevel deres livsglæde i det liv de nu engang har fået skabt sig.
Hovedpersonen, som stammer fra ghettoen, møder en finkulturel ung mand som hun pludselig bliver gravid med. Historien mellem de to udspiller sig sideløbende med at man følger livet i det sociale boligkvarter som den unge kvinde langsomt vender tilbage til.
Smuk og vidunderlig socialrealisme
Hovedpersonen, som stammer fra ghettoen, møder en finkulturel ung mand som hun pludselig bliver gravid med. Historien mellem de to udspiller sig sideløbende med at man følger livet i det sociale boligkvarter som den unge kvinde langsomt vender tilbage til.
Smuk og vidunderlig socialrealisme
December 28, 2025
Jeg er faldet fuldstændigt for den socialrealistiske samtidsroman. Den rammer noget - skaber en fortælling om sårbare mennesker, om overlevelse, familierelationer og svære forudsætninger. Den viser kontrasterne i samfundet, sociale relationer og miljøarv. Personskildringen udfordrer og gør mig nysgerrig. Det lyder alt sammen meget tungt. Men det er virkeligt et skønt og malende sprog, og fantastisk læsning.
Stor anbefaling!
Stor anbefaling!
Displaying 1 - 30 of 60 reviews