Amy rejser med sine tre døtre til Tromsø for at deltage i en familiefest hos sin norske kæreste, Mats. Med sig på rejsen har hun også sine to veninder, Kari og Lulu. De har en frossen moderkage på slæb og problematiske forhold i bagagen. Karis mand har skjult et misbrug, Lulu ved slet ikke, om hun vil have kæreste og børn, og Amy skal finde fodfæste i en sammenbragt familie. Hvad gør hun med marsvinet, der har fået stress af at flytte mellem to hjem? Og hvordan forliger hun sig med, at Mats’ ekskone stadig står på dørskiltet?
Rejsen bringer dem ud i Norges vilde natur og konfronterer dem samtidig med deres skelsættende ungdomsår i Kalundborg, hvor Amys ungdomskæreste dyrkede Vestsjællands bedste pot. Ud af det vokser en vidtforgrenet fortælling om deres venskabs styrker og sårbarheder og om kærlighed: Den man mister, den man fravælger, og den man gerne vil kæmpe for.
Mod midnatssolen af Dy Plambeck er en roman om venskabets kraft, om moderne familieformer og de fortællinger, der spirer frem, når forestillingen om kernefamilien er brudt sammen. Den handler om at blive synlige for hinanden og finde hjem på et sted og i en familie.
Dy Plambeck er født i 1980 i Nordvestsjælland og uddannet fra Forfatterskolen i 2004.
Dy Plambeck debuterede som forfatter med digtsamlingen ”Buresø-fortællinger” i 2005. Debuten er en episk digtkreds bestående af erindringsglimt fra den unge Milys barndom i Buresø.
I løbet af forfatterskabet har Dy Plambeck vundet en række priser og anerkendelser, bl.a. Klaus Rifbjergs debutantpris 2006. Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium 2006, Jytte Boberg-prisen 2011 og Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat 2012.
Denne roman afsøger det uafgrænsede, hvad er egentlig en familie, hvad er børn, hvad er venskaber, når alting flytter sig nye steder hen. Færger, biler, afgange der misses, afgange der ikke misses, steder, der skulle være mål, som aldrig bliver det. Elsker dette mess; livet.
En velskrevet, men langtrukken fortælling om at finde sig til rette i en særegen familiekonstellation. Sproget er virkelig smukt, og jeg fik indblik i de følelser, der følger med et opbrud og en ny start. Det holdt mig fast i læseoplevelsen og gjorde det til en fin oplevelse sådan overordnet set.
Til gengæld havde jeg svært ved at forstå Amy og hendes tiltrækningskraft. Hun er en enormt kedelig protagonist og karakter, synes jeg, og jeg kom ikke tættere på at forstå hendes kærlighedsforhold for alvor. Men særligt de to døtre, Sally og Frida, opfører sig ikke på en måde, jeg på nogen måde kan genkende, og det endte med at irritere mig. Børn, der tager nattøj på og går i seng, uden at den voksne har bedt om det?! Ingen brok over ni dage på en røvsyg færge? Tilfældigvis lige spejdere, der kan gå ekstremt langt? Og så bliver den ene datters slutreplikker simpelthen for tydeligt et tegn på, at børnene skal bruges til at fortælle historien frem for at være en refleksion af ægte børn i en skilsmisse ☺️. Måske er det småting, men det betød noget for mig.
En ok læseoplevelse, og måske særligt, hvis man selv står i skilsmisse eller lignende.
Plambecks roman Mod midnatssolen handler om en kvinde, Amy, omkring de fyrre år, som for knap fem år siden er blevet skilt, og nu har fundet en ny mand, Mats, som bor i Tromsø i Nordnorge, og som hun har fået et barn med.
Romanen er fortalt i jeg-form af Amy. Den omhandler det at være del af flere familier samtidig og de følelser, de hårde og de til tider akavede situationer, som Amy lander i.
Plottet i romanen er, at kvinden sammen med sine to døtre, Sally og Frida, fra første ægteskab og sin lille datter, Trude, på få måneder fra det nye forhold til nordmanden rejser med luksusliner fra Bergen til Nordnorge for til sidst at skulle fejre Amys bonussøn (eller hvad man nu skal kalde ham – romanen tager alle disse begreber fra skilsmissefamiliekonstellationerne op og vender og drejer dem) blive 18 år. Sammen med Amy og døtrene rejser også Amys to veninder, Lulu og Kari, som Amy har kendt siden ungdomsårene i Kalundborg, og som var de første, hun flyttede i lejlighed sammen med. De tre kvinder har tidligere haft meget sammen – ikke bare hverdagen, men også det at dele glæder og sorger, og komme tæt ind på hinanden; ja, et stærkt sisterhood. Som så har været forsvundet en del år efter de flyttede fra hinanden da de var midt i tyverne – bl.a. efter en skelsættende begivenhed, som bogen også kredser om – men også fordi de tre kvinder skulle noget hver for sig. Hhv. læse på kunstakademiet (Amy), læse på lærerseminariet (Lulu) og læse til psykologi (Kari). Men det, som bringer de tre kvinder sammen igen efter godt 10 års pause er, at de to veninder melder sig på banen igen, da Amy står helt alene efter skilsmissen. Deres sisterhood har altså ikke været forbi, men blot været på pause. Og det genopstår med ny energi og støtte. I den forstand er Plambecks bog relateret til Naja Marie Aidts roman Øvelser i Mørke om en kvinde, der via støtte fra veninderne klarer at komme igennem et traume. Plambecks roman er mindre idealiserende om søsterskabet end Aidts roman – bl.a. fordi vi også hører om, at veninder var væk fra hinanden i mange år, og også hører om, at de kan få for meget af hinanden, og også kan joke om hinanden – men på en oprigtig og ikke ondskabsfuld måde. Og Plambecks bog handler ikke om et traume, men om dilemmaer og skæve og svære situationer at være i, når man ikke længere er i den homogene familie.
Romanen foregår i datid – men tidsmæssigt tæt op ad den rejse, som kvinderne og pigerne tager på fra Bergen til Lofoten. Romanen har samtidig mange tilbageblik først og fremmest til Amys første rigtige kærlighed – i starten af hendes 20’ere til Jarni, der var omsorgsfuld og grundig på mange måder – både over for de potplanter, han dyrkede i smug ved moderens rideskole, over for det, han syede og strikkede, og også over for Amy til en vis grad. Der var en hel del wild west over livet i og uden for Kalundborg, som afspejlede Amys omgangskreds i særdeleshed med fyrenes lovløshed og deres aftaler med politiet. Og så er der tilbageblik til det brud, som Amy har haft med sin tidligere mand, Kjartan, og hvad det har medført af svære tider især ift. at være en ny familiekonstellation med døtrene hhv. hos Amy og Kjartan efterfølgende.
Tilbageblikkene finder sted nærmest i hvert enkelt af afsnittene. Ofte ved, at der er noget fra skibsrejsen, som får Amy til at tænke på noget, der er sket enten i Kalundborg – og i særdeleshed her ift. Jarni; hvordan han kom længere og længere ind i noget misbrug, som ikke længere kun kom til at handle om pot, og hvordan hans storebror John kom til at fylde mere og mere ift. at opbevare pengene et sikkert sted. Samtidig også her med et grotesk og sjovt lag, fordi John og Jarni samtidig var ansat i deres fars bedemandsfirma og bl.a. fragtede potten fra rideskolen og til byen i kisterne i ligvognen.
Tilbageblikkene ift. Kjartan og døtrene, Sally og Frida har ofte en sætning eller et udsagn som omdrejningspunkt. Ofte noget, som døtrene hæfter sig ved eller har svært ved at håndtere, fordi de er udspændt imellem det at have et hjem både hos faren og hos moren – men formuleret fra børnehøjde. Bogen er meget rig på sådanne eksempler og det er en stor styrke ved romanen. Det er så også bogens svaghed – og nok også grunden til, at jeg alligevel ikke er helt op at ringe over bogen. For nogle af disse udsagn fra børnene virker som eksempler, der skal illustrere pointen om, hvor vanskeligt og bøvlet det kan være, at leve i flere familier samtidig, og her har eksemplerne det med at virke som netop eksempler – og det bliver flere steder lidt for pointestyret og illustrativt set ift. bogens litterære kvalitet. Omvendt er mange af eksemplerne også meget underholdende.
Ja, og så er der det sjove og samtidig dybt alvorlige element i plottet, at Amy har taget moderkagen i frossen form med fra hendes seneste fødsel. Fordi hun tænker, at den kan være med til at skabe en endnu tættere forbindelse mellem dels hende og spædbarnet på Amager og dels Mats og hans sønner i Tromsø, hvis Amy kunne grave moderkagen ned i haven i Tromsø… Først ved at læse romanen finder man så ud af, om Amy rent faktisk får gravet moderkagen ned – og i givet fald om det er en god idé. Men i hvert fald er moderkagen lidt af en gimmick eller en hitchcocksk McGuffin – som måske viser sig ikke at være en McGuffin after all, men noget som bærer betydning eller gør noget godt, slemt eller marginalt for Amy, Mats og omgangskredsen. Eller som måske mere end noget andet sætter spot på de groteske situationer, man kan stå i ift. at skabe mening i sammenbragte familier.
Du Plambeck skriver på en virkelig fascinerende måde, som man lige skal vænne sig til. Springene i tid kræve lidt fokus - men på en god måde, som holder én engageret. Og så var jeg bare virkelig grebet af personerne og de menneskelige perspektiver og dilemmaer fra starten. Smuk fortælling.
Jeg forstår godt, hvorfor mange er begejstrede for “Mod midnatssolen,” men på nuværende tidspunkt, er den ikke skrevet til mig. Måske jeg vender tilbage til den, men det må tiden vise.
Jeg kunne rigtig godt lide denne her bog. Jeg synes den fik mig til at tænke meget tilbage på min egen fortid og hvordan tiden går og ting ændrer ens person. Amy har været igennem forskellige forelskelser og efter en skilsmisse fra hendes døtres far, møder hun sine nye mand Mats fra Norge. Hvordan skaber man en familie når begge har børn fra tidligere, og nu har et sammen også?
Øv, den skuffede. Jeg havde tårnhøje forventninger efter at have læst interviews med Dy Plambech op til udgivelsen, og de blev ikke indfriet. Forfatteren lægger godt ud, men bogen taber højde.
Den minder om en roman af en feministisk amerikansk forfatter fra 1970erne (troede, det var Marge Piercy eller Lisa Alther, men kan ikke finde titlen). Den bog gik rent ind hos mig med sine lange og detaljerede beskrivelser af kvinde-børn-liv som naboer til andre kvinder med børn (mændende var ude for at passe karrieren). I detaljeringsgraden formåede de/forfatteren at gengive de utallige gentagelser, der nødvendigvis er i et voksenliv med børn og den fornemmelse af stilstand midt i al den rigdom, det er, at opleve børn udvikle sig og vokse op. Kort sagt - vel det enhver generation af mødre opdager, binder dem. Det, som de senere år er beskrevet af unge fædre på barsel: At omsorg ikke kan sættes på en formel eller passes ind i et tidsskema. At man er på, mens det foregår, og må sætte sig selv til side. På godt og ondt.
Måske er det det, Dy Plambeck også vil? Altså set med et multi-familie-konstellations-perspektiv? Måske er jeg (i bedstemor-alderen) bare ikke målgruppen?
Jeg læste bogen igennem, men kedede mig undervejs. Og det der hamp/pot-univers i bogen minder bare alt for meget om trættende og potfikserede bofæller i 70erne. Måske en god tidsbeskrivelse, men jeg forstår ikke, at den sympatiske hovedperson er forelsket i en mand, der kaster så meget kærlighed på de planter.
Det er godt: - Genkendelige og troværdige beskrivelser af familieliv, især dialoger med børnene og de dagligdags gøremål i en børnefamilie. - Gode gengivelser af børnenes undren og spørgelyst. - Fine beskrivelser af veninderelationer.
Opbrudte familier har jeg ikke førstehåndskendskab til. Måske er bogen god for alle dem, der lever i brudte relationer?
Der er mange ting i denne her bog, som fungerer rigtig godt. Jeg synes, forfatteren skriver utroligt godt, hun har en evne til at formidle de sværeste følelser på en ukompliceret måde. Det er malerisk uden at være overdrevet. I hvert fald de fleste steder. I enkelte momenter, sidder jeg med en tanker om, at den passage kunne, jeg godt have været foruden - ikke fordi den var for meget, men fordi jeg havde forstået pointen.
I min optik, er bogens svaghed dialogerne. Flere gange undervejs blev jeg irriteret over de udstrøgede sætninger, der umiddelbart gav mening, men så alligevel ikke. Kvarte samtaler, der efter efterlod mig med en følelse af, som læser, at være udenfor. Jeg blev ikke en del af karaktererne, ikke en del af fortællingen
Bogens sidste udfordring handler om bogens hovedperson. På trods af at man bruger meget tid med Amy, så har jeg faktisk svært ved at forstå hende, svært ved at mærke hende. Måske er det en del af bogens greb, forfatterens måde, at vi som læser skal have et distance til det hele, men jeg savner at være tættere på hende.
Når det er sagt, så synes jeg at bogen bærer en vigtig fortælling, en kompleksitet i det at få mange familier til at mødes i en højere enhed. Og den fortælling, en meget kompleks fortælling, synes jeg, at hun trækker rigtig fint frem.
en lidt længere bog, og en dansk en af slagsen. den var rigtig god. jeg følte mig virkelig tæt på hovedpersonen, man fik virkelig en følelse af at være i hendes tankegang, og især i hendes minder og fortid. hendes fortællerstil med blandingen af nutid og fortid var enorm medrivende, og gjorde det hele meget mere spændende. Det nutidige handlingsforløb blev lige pludselig meget langtrukkent, fordi vi gang på gang blev ført tilbage til hovedpersonens ungdom sammen med de to veninder. det fungerede enormt godt. så var alle refleksioner over moderskab også ret vilde - sjovt nok er det ikke noget jeg kan sætte mig ind i lige nu, men det var stadig enormt sårbart og ærligt at læse om. personerne omkring hovedperson var også beskrevet så levende, jeg kunne stort set se dem alle for mig, nærmest høre deres stemmer og mærke deres energier. den voksede virkelig på mig igennem bogen. stor anbefaling. vil gerne læse mere af denne forfatter!
på en og samme tid fortælles en smuk historie om venskab og minder, og på den anden side rummes skilsmisse og delefamilier. Amy er skilt - hendes to døtre, Sally og Frida lever under syv/syv ordningen, mens hendes yngste datter, den lille Trude bor fast ved hende, fordi hendes nye kæreste, Mats, bor i Tromsø. Sammen med hendes veninder, Kari og Lulu, drager hun med sine tre døtre til Norge; mod Midnatssolen og Mats’ søns 18 års fødselsdagsfest. Rejsen tager dem igennem Norges landskab på færgen og i den hytte, de lejer på et mellemstop. Men rejsen tager også Amy tilbage til de ar, hun har fået gennem livet. Både fysisk - hendes kejsersnit - og mentalt - de ting i livet, der ikke blev, som hun havde troet og de mange kameler, der må sluges i et liv som skilsmissefamilie En vidunderlig bog!❤️❤️
Dejligt endelig at få en bog i hænderne, som jeg bare bliver opslugt af, og som ikke skal tygges side for side. På alle måder det modsatte af en tør kiks. Drivende saftig og spændstig. Haps! Sproget, handlingen og humoren. Et roadtrip er rammen igen, ligesom i den vilde "Til min søster". Dy Plambek har en en vilje og evne til at se vores absurde parforholds-familie konstruktioner direkte i øjnene og heldigvis mest bare grine af det. Men også ømme sig lidt, når det gør ondt. Venindernes sammenhold og enkelthed i samværet med børnene er vidunderligt beskrevet. Søstersolidariteten er stærk og holdbar. Måske det, der holder hovedpersonen (og kvinder i det hele taget) oppe, gennem tykt og tyndt, medgang og modgang. Jeg elsker den bog!
En lang bog hvor der sker overraskende lidt, eller måske sker der meget, men bare i et meget langsomt tempo. Jeg blev ved at læse videre med en tro på, at der pludselig ville ske noget spændende, men følte ikke rigtig at det skete. De er hele tiden på vej, både fysisk og mentalt - men hvor er de egentlig på vej hen? En bog om relationer, komplicerede relationer, om familie, venner, kærester, eks-partnere og nye kærester. Selvom de er velbeskrevet, sidder jeg stadig tilbage med en lidt flad følelse. Slow-pace stilen er nok bare ikke helt mig
Lidt langtrukken og da udgangspunktet er en kvindes oplevelse af parforhold mv så bliver det lidt for urelaterbart for mig. Men den er også fin og flot fortalt. Måske lidt for flyvsk for mig.
Og så irriterer det mig at hendes børn ikke skændes en eneste gang!
En ret fortænkt roman, hvor hver eneste sætning på en meget unaturlig måde peger ind i bogens tema omkring den brudte kernefamilie. Særligt de to tvillingepigers ord, virkede kunstige.