“Nullpunktet er også et punkt”
Min anden Vigdis Hjorth-bog i år blev "17.15 til Tønsberg". Fortælleren og hovedpersonen i romanen (en unavngiven forfatter og oversætter) har kærestesorger og tager væk, til Tønsberg, for at få tankerne på afstand. For “Når man skifter oppholdssted, glemmer man, som om det er en drøm” som hun skriver.
På en café møder hun oversætteren Thomas der inviterer hende med hjem da det er blevet sent; han tilbyder hende at sove på sofaen, med en plaid over sig. Kort efter træffer hun også Thomas' mand Lasse. To venlige fremmede der giver hende et sted at være så længe hun vil. Hun oplever deres rutiner og vaner, får et andet udsyn og blik på livet.
Særligt starten af romanen mindede mig om Helle Helles 'Ned til hundene' - et stort kompliment (derefter kommer et langt mellemstykke med et kriminalplot jeg oplevede som lidt atypisk for forfatteren), og jeg mærker også at Hjorths stil er mere enkel og nedtonet her end i hendes andre værker fx den forrige 'Om bare'. Det stemmer godt overens med den tilstand fortælleren er i.
En lavmælt og poetisk roman om at komme til kræfter og blive sig selv igen.