Sophias opråb om ligestilling fra 1739. Det er et virkelig interessant historisk perspektiv, hvor man får indblik i de religiøse, politiske og videnskabelige syn på forskellen mellem køn. Hun skriver selv, at teksten skal minde andre kvinder om, at de ikke skal lytte til mændenes nedladende ord om dem, og en opfordring til at pleje deres sind og ånd, så de kan vise, at de er mere værd.
Visse argumenter holder ikke i dag, men en stor del af hendes tanker viser stor indsigt i de diskussioner om ligestilling, som har været oppe siden da. Hun bruger meget datidens mænds egen argumentation mod dem, så hun generaliserer også dem, på samme vis som de generaliserer kvinderne.
Derudover elsker jeg bare hendes humor, og måde at skrive på. Så her er lige et par yndlingscitater fra teksten:
"We ought to make it part of our business to please the poor things, if the attempt were likely to succeed. It would be quite barbarous to let a child cry, if a rattle would keep it quiet. But the misfortune is, that it is a study for life to find out a means of pleasing these greater, more stubborn brats. [...] And surely, the Women were created by Heaven for some better end, than to labour in vain their whole life long."
"Have not Women as much right to be mistresses, as the Men have to be masters? No, says Cato. But why? Because they have not. Such convincing arguments must make us fond of hearing him farther."
"I must confess, I cannot find how the oddity wou'd be greater, to see a lady with a truncheon in her hand, than with a crown on her head."
"In a word, let us shew them, by what little we do without aid of education, the much we might do if they did us justice. [...] That the worst of us deserve much better treatment than the best of us receive."