Dining with Proust

by Jean-Bernard Naudin, Anne Borrell, Alain Senderens

A companion volume to Monet's Table provides a visual gastronomic tour of fin-de-sie+a6cle Paris, based on the life and work of Marcel Proust, with recipes adapted for the modern kitchen by a noted chef from period culinary treats. 25,000 first printing.

Genres: Cookbooks

192 pages, Hardcover

First published October 2, 1991

Reviews

[Gretchen Rubin]

I spotted this in the library and couldn't resist checking it out—discussion, photographs, and recipes, all about the food in Proust (there's a lot of food).

[Gitte Hørning · Rating 3 out of 5]

Anne Borrel, der har forfattet den litterære og kulturhistoriske tekst i ’Til bords med Proust’, beklæder diverse poster inden for institutioner, der arbejder med Marcel Proust. Alain Senderens, der har bearbejdet gamle opskrifter fra 1800-tallets franske køkken, residerer på Madeleine-pladsen i Paris, som er et kulinarisk mekka med delikatesseforretninger og restaurant Lucas Carton, hvor Senderens er chefkok. Jean-Bernard Naudin, der mestrer den svære kunst at afbilde mad, leverer også en række atmosfærefyldte Belle Époque-interiører, som er højt hævet over madmagasiners sædvanlige svælgen i reklamefilms-æstetik.

Målgruppe for bogen er indlysende ’Proustophiles’, dyrkere af forfatteren Marcel Proust, men i bredere forstand folk, der værdsætter god litteratur og god mad. Man kunne måske udstrække målgruppen til at være folk, der kerer sig om konvivialitet? - Et fransk begreb, der betegner de gyldne øjeblikke, hvor ånd og materie indgår i en syntese, som når måltider udvikler sig fra at være et overlevelsesmiddel til at være en kunstart, hvor mad, samtale og samvær går op i en højere enhed.

’PROUST – La Cuisine Retrouvée’ udkom i Frankrig i 1991 og blev oversat til dansk i 1995. Bogen er bygget op omkring litterære tekster fra primært ’På sporet af den tabte tid’. Langt de fleste opskrifter relaterer sig til kokkepigen Françoise, et husfaktotum, der går i arv i familien Proust. Skønt sandsynligvis autodidakt behersker Françoise madlavning som en kunstart, jævnfør at Proust sammenligner hende med skulptøren Michelangelo, når denne udsøgte sig den bedste marmor: ”Hun gik selv til Hallerne for at få de bedste stykker rumpsteak, okseskank og kalvetæer, ligesom Michelangelo der tilbragte otte måneder i Carraras bjerge”. Og når Proust skal give det ypperste billede af sin egen kunstart, litteratur, sker det ligeledes i form af en sammenligning med Françoise: ”Sammenlign min bog med Françoises boeuf à la mode, den skal have suget skyen til sig til sidste dråbe”.

Et kapitel handler om familien Swann, hvor husfruen Odette (en tidligere kokotte) byder sine gæster på mad af engelsk/amerikansk herkomst, hvis største fortjeneste ligger i, at den pt. er moderne. Opskriften på ’Christmas-pudding’ relaterer sig til Odette.
Da den unge Marcel under to års militærtjeneste besøger sin aristokratiske ven Robert de Saint-Loup i Doncières, spiser de ikke på kasernen, men på Café du Loiret, hvor der diskes op med fisk, poularder, tjurhaner, bekkasiner og duer. Opskriften på ’Vildand med tyttebær’ relaterer sig til disse ungkarlemiddage.
Det næste, der tilegnes et kapitel i bogen, er fortæringen ved hr. og fru Verdurins litterære saloner. Fruens porcelænssamling er en fyrste værdig, idet dekoration for hende vægter tungere end selve retterne, og hun er derfor også til falds for kulørt østerlandsk inspiration. Opskriften på ’Japansk salat’ relaterer sig til fru Verdurin.
Næste emne er familien Guermantes, som er en fin adelsfamilie. Alt, hvad den borgerlige fru Verdurin finder kunstnerisk og originalt, finder fru de Guermantes affekteret og smagløst. Hun giver selv udsøgte middage flere gange ugentlig, hvor enkle menuer er influeret af familiens baggrund som landadel. Som frokostret hos fru de Guermantes oplistes ’Ortolans’, men der bringes ingen opskrift, hvilket ellers nok kunne være nødvendigt. Såvel tilberedningen som konsumeringen af de bittesmå, sjældne spurvefugle er nemlig temmelig speciel: Fuglene indfanges i fælder, og efter opfedning druknes og marineres de på én og samme tid i Armagnac. De plukkes, inden de både steges og spises hele – i én mundfuld: hoved, næb, skelet og indmad inklusive!
Under et sommerophold ved kysten i Normandiet inspireres den unge Marcel så meget af nye bekendtskaber, at han er på vej til at initieres som kunstner. ’Til bords’ formulerer det således: ”Han mangler nu blot at udarbejde ”opskriften” på sin stil, der låner lige så meget af en malers palet som af en talentfuld koks appetitvækkende videnskab”. Sammen med Robert de Saint-Loup fejrer Marcel på restaurant Rivebelle, at et nyt menneske er blevet født i ham, nemlig forfatteren. Opskriften på ’Pocheret bars’ relaterer sig til denne middag.

Madlavning er altså en af de fine kunstarter, som forfatteren Marcel Proust tager afsæt i, og som efterfølgende har været grundlaget for den gastro-litterære hybrid ’Til bords med Proust’. Om denne i bred forstand er brugbar som kogebog er måske et spørgsmål. I en leverpostejfarvet dansk hverdag er de mange fiskearter, som bogen opererer med, næppe at finde i den mobile fiskebil, der dukker op ved det lokale supermarked hver fredag. Og den kalvefod eller den hanekam, som andre opskrifter forudsætter, vil jeg nok heller ikke kunne bestille i selv det fineste supermarked. ’Til bords’ er derfor hos mig ikke rubriceret på reolen med de i forvejen alt for mange kogebøger. Men den optræder i sin egen ret på Proust-hylden – som et appetitvækkende, anderledes perspektiv på hans erindringsværk. Og som sådan er bogen i hvert fald brugbar med sine udførlige referencer mellem tekster, billeder og opskrifter.

[Mari Mann · Rating 3 out of 5]

A beautifully photographed book that combines a biography of Proust with his writings and the food he talks about with recipes and menus.