Når krigen slutter er et stykke lokal Danmarkshistorie fortalt af Bent Haller. Edith har netop fået en tjenesteplads hos mejeristen i Bangsbostrand, da 2. Verdenskrig bryder ud. Det lille samfund vågner op til en ny virkelighed, hvor alle må sno sig for at tilpasse sig besættelsesmagtens lune. Frederikshavn bliver et knudepunkt i krigen, hvor tyskerne kan transportere deres tropper videre nordpå. Edith forsøger at forsætte livet på bedste vis, hun tager ud og danser og forelsker sig. Som altid går kærligheden sine egne veje. Edith forelsker sig i den østrigske soldat Helmut, hvilket får store konsekvenser for resten af hendes liv. For en dag slutter krigen, men slutter den også for Edith?
Når krigen slutter er et indblik i de skæbner, der både under krigsårene, men i særdeleshed også efter, måtte leve og bearbejde det traume, krigen havde sat. Bent Haller er selv vokset op i området omkring Bangsbostrand. Han er opvokset i efterkrigstiden og kender derfor helt personligt til, hvordan krigsårene prægede lokalsamfundet og dets indbyggere. Når krigen slutter er samtidig et romanportræt af Bent Hallers mor.
Bent Haller (f.1946) er forfatter til mere end 100 bøger både for voksne, børn og unge. Han har senest udgivet erindringsromanen Det man husker (2015) og Abelone på Bangsbo (2017), baseret på hans oldemors historie.
3,5. Et rigtigt godt tidsbillede af tiden omkring anden verdenskrig. Den blev lidt langtrukken hen mod slutningen og bagsideteksten spoilede ting der først sker over halvvejs gennem bogen, og begge dele trækker ned
Rigtig god bog om en families liv under og efter 2. verdenskrig. Bogen giver et godt indtryk af livet i denne periode og af tanker og dilemmaer i perioden. Trist at læse om, hvordan manglende gensidig forståelse og ondskab ødelægger mennesker. Hovedpersonen forelsker sig i en østriger og bliver derfor af mange betragtet som tyskertøs. Dette afføder mange forskelligartede reaktioner.