What do you think?
Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom
Da de bliver studenter i 1982, er nedtællingen allerede begyndt. De følgende år nærmer sig ubønhørligt ragnarok, og ved udgangen af årtiet er der kun få sekunder til klokken 00.00 og Day X.
Ingen går fri. Høj som lav, klog som dum, rig som fattig - alle ved, at ingen vil blive skånet og at næste skridt vil være menneskehedens ophør og planetens totale udslettelse.
Generationsroman om et tiår med punks, yuppier, bz'ere, one night stands, coke, skulderpuder, Porscher, storbyopstande, politivold ... og bomben!
Ingen går fri. Høj som lav, klog som dum, rig som fattig - alle ved, at ingen vil blive skånet og at næste skridt vil være menneskehedens ophør og planetens totale udslettelse.
Generationsroman om et tiår med punks, yuppier, bz'ere, one night stands, coke, skulderpuder, Porscher, storbyopstande, politivold ... og bomben!
247 pages, Paperback
First published January 1, 2009
About the author
Jan Sonnergaard
23 books17 followersJan Sonnergaard (born 15 August 1963) was a Danish author who wrote three short story-collections each dealing with one social layer of the Danish society around the late 1990s
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 5 of 5 reviews
January 9, 2013
Jan Sonnergaards “Radiator” om Danmarks laveste sociale klasse var en af de bøger, vi skulle læse i dansk i gymnasiet. Jeg var ikke forberedt på at kunne lide den, men det kunne jeg til min store overraskelse. Jeg husker “Radiator” som en meget voldsom og foruroligende bog, der var fascinerende at læse. Jeg havde derfor visse forventninger til bogen “Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks Ungdom”, der handler om den danske overklasse.
Bogen er finurlig på den måde, at den starter med slutningen, kapitel 20, og afslutningsfesten for en gymnasieklasse. Herfra bevæger den sig frem af, og man følger de forskellige personer fra klassen, som de vokser op i et samfund med øget egoisme, kynisme og tingsliggørelse af sig selv og andre mennesker, men mest af alt et samfund præget af frygten for atombomben.
At høre bogen som lydbog var nok ikke det bedste valg, for der er et rigt persongalleri, og ingen af personerne er så vel karakteriseret, at de skiller sig så meget ud, at det er let at følge springene mellem fortællere – selvom det kun sker ved kapitelskifte.
Måske var det derfor, at jeg ikke fandt historien helt så fascinerende, som jeg i sin tid fandt “Radiator”. Den chokerede og ramte mig ikke helt på samme måde.
Nu hvor jeg sidder og filosoferer over bogen og dens handling, indser jeg, at dette meget vel kan være fordi, jeg er blevet ældre og mere hærdet, for egentlig er flere af historierne chokerende. Mere sandsynligt er det dog, at det skyldes, at man aldrig rigtig kommer ind under huden på hovedpersonerne. De er endimensionelle og karikerede, og det meste af tiden, er man ligeglad med, hvad der sker dem – og ligegyldigt hvor voldsomt det er, bliver det aldrig rigtig nærværende.
Det, der på én gang tryllebandt og frastødte mig mest, var dog de indskudte beretninger om virkelighedernes atombomber. Jeg kan langt bedre forholde mig til det enkelte menneskes ondskab, end til den ondskab menneskeheden som sådan er i besiddelse af.
Bogen er finurlig på den måde, at den starter med slutningen, kapitel 20, og afslutningsfesten for en gymnasieklasse. Herfra bevæger den sig frem af, og man følger de forskellige personer fra klassen, som de vokser op i et samfund med øget egoisme, kynisme og tingsliggørelse af sig selv og andre mennesker, men mest af alt et samfund præget af frygten for atombomben.
At høre bogen som lydbog var nok ikke det bedste valg, for der er et rigt persongalleri, og ingen af personerne er så vel karakteriseret, at de skiller sig så meget ud, at det er let at følge springene mellem fortællere – selvom det kun sker ved kapitelskifte.
Måske var det derfor, at jeg ikke fandt historien helt så fascinerende, som jeg i sin tid fandt “Radiator”. Den chokerede og ramte mig ikke helt på samme måde.
Nu hvor jeg sidder og filosoferer over bogen og dens handling, indser jeg, at dette meget vel kan være fordi, jeg er blevet ældre og mere hærdet, for egentlig er flere af historierne chokerende. Mere sandsynligt er det dog, at det skyldes, at man aldrig rigtig kommer ind under huden på hovedpersonerne. De er endimensionelle og karikerede, og det meste af tiden, er man ligeglad med, hvad der sker dem – og ligegyldigt hvor voldsomt det er, bliver det aldrig rigtig nærværende.
Det, der på én gang tryllebandt og frastødte mig mest, var dog de indskudte beretninger om virkelighedernes atombomber. Jeg kan langt bedre forholde mig til det enkelte menneskes ondskab, end til den ondskab menneskeheden som sådan er i besiddelse af.
April 9, 2026
Super bog! Og grineren på trods af den overhængende atombombetrussel. Ret relevant for lige nu faktisk. 80’s is back!
September 9, 2014
A bit too "classic Sonnergaard" with too many anachronisms that may bother some people:
- Cash wasn't considered "cool" in the mid-eighties.
- The phrase "Fuck det" wasn't really used before the 00's.
- The police vehicle "hollændervogn" wasn't used before the mid/late-nineties.
- Cash wasn't considered "cool" in the mid-eighties.
- The phrase "Fuck det" wasn't really used before the 00's.
- The police vehicle "hollændervogn" wasn't used before the mid/late-nineties.
October 7, 2012
Benauwend en meeslepend.
March 27, 2015
Tja.. ganske sjovt gensyn med Københavner-firserne og en lille fiks pointe.
Displaying 1 - 5 of 5 reviews