For nogle år siden havde Kunstforeningen Gl. Strand en udstilling med tre kvindelige surrealister, hvoraf den ene var Franciska Clausen, hvis navn inden udstillingen kun vakte en vag genklang hos mig. Jeg blev betaget af hendes billeder, så da det sønderjyske museum Brundlund Slot havde en særudstilling med næsten alle hendes billeder i 2021, fandt jeg en anledning til at komme ned og se den. Så jeg føler mig relativt hjemme i hendes kunst og kastede mig derfor over denne bog.
Jeg kan ret godt lide exofiktion, som jeg har læst en håndfuld af det seneste års tid. Denne føjer sig fint til samlingen, og min fornemmelse er, at vi kommer godt ind under huden på denne vanvittigt ambitiøse og talentfulde unge kvinde.
Det er måske ikke kæmpe stor litteratur (som fx Rakel Haslunds bog om Kristian Zahrtmann), men den er velskrevet og veloplagt, og både sulten, der gnaver, mens Franciska indædt holder fast i sin kunstnereksistens med det yderste af neglene, og beskrivelserne af, hvordan hendes værker bliver til, beskrives, så man næsten kan mærke og se det. Romanen foregår mestendels under og efter Første Verdenskrig i et Europa, der fortumlet vakler fra krise til krise. En tung og hård tid, men også en tid der fostrede fantastisk kunst. Udover Franciska selv møder vi i romanen bl.a. Fernand Léger (som i en periode var hendes elsker), Jean Arp og Piet Mondrian.
Jeg hørte den som lydbog. Indtalingen bærer præg af at være lavet, uden at indlæseren havde fået tid til at læse bogen først. Hun, Helene Egelund, har en meget behagelig stemme, hvilket til en vis grad kompenserer for, at sætningerne halter og hopper afsted.