Bag på bogen står:
"Det er en strålende klar junidag i den vestnorske by, Voss. Åbningsceremonien til den årlige Ekstremsportsuge er i fuld gang, og humøret erhøjt. Men begejstringen får en brat ende, da noget rødt, hvidt og sort nærmer sig i frit fald fra oven. Og så ligger hun der – en kvindelig faldskærmsudspringer i norsk nationaldragt med sit blonde hår bredt ud over grønsværen. Falskærmen foldede sig aldrig ud. Den døde kvinde er en af fire veninder, der skulle springe Ekstremsportsugen ind sammen. Men er det en ren ulykke? Er der manipuleret med Veslemøys faldskærm?"
Faldesyge er på én måde en klassisk krimi, men på en anden måde slet ikke særlig klassisk. Faldesyge starter klassisk ud med et mord, men mordet er ikke beskrevet detaljeret, som det er i næsten alle andre krimier på markedet. Det er beskrevet enkelt og uden de mere makabre detaljer, hvilket jeg faktisk synes er en meget god afveksling. Tit bliver jeg forarget fra starten på grund af, at mordet i sig selv beskrives så makabert og jeg næsten kan føle det på egen krop, eller i hvert fald se det for mig. Men her er der en helt anden dagsorden, for det er ikke mordet i sig selv det drejer sig om - det er opklaringen.
De fleste krimier skræmmer mig som historien tager form og kan give mig mavepine(ja, det er egentlig mest en regel, at det er sådan), men det gør "Faldesyge" altså ikke. Er den så overhovedet spændende? Der kan jeg kun sige JA! Den er ikke spændende på den der "ondt i maven"- måde, men på den mere "jeg vil til bunds i det her mysterie"-måden og det er jeg altså ret vild med(fordi jeg jo godt kan lidede bøger, der står lidt ud fra maængden). Den lader ikke mine følelser overdøve mit engagement med bogen og da jeg havde læst sidste side, var jeg følelsesmæssigt med i det jeg havde læst. Det kan for nogle af jer derude måske virke "kedeligt", men det var virkelig rart endelig at læse en krimi, hvor jeg kan afslutte den med en form for ro i maven.
Persongalleriet indeholder mange interessante profiler og selvom Agnes er den klassiske journalist med en ven indenfor politiet, som hun selvfølgelig stjæler lidt oplysninger fra, så er hun bare ikke den klassiske krimihovedperson. Hun er nemlig et socialt menneske, selvfølgelig med bagage, som leder efter sin egen vej og mening i livet. Hun stikker lidt ud ved en sidste handling, som jeg ikke vil spoile for jer, hvilket ramte mig lidt følelsesmæssigt og jeg er simpelthen nødt til at vide, hvordan det nu skal gå for den kær Agnes. Agnes er lidt badass - hun siger og gør hvad hun føler for. En rigtig stærk hovedperson. Udover Agnes, vil jeg lige kort knytte en kommentar til hendes to bedste venner, Ingeborg og Viktor, som er flyttet fra storbyen tilbage til Voss ligesom Agnes, hvilket for mange er en naturlig del af voksenlivet. Det blyser rigtig meget Randis svar om, at hun selv har tanker om, hvordan hendes liv ville se ud, hvis hun flyttede tilbage til Voss. Agnes venskab med Ingeborg og Viktor er misundelsesværdigt - de er der for hinanden og ingen kommer imellem dem. Det er fantastisk og er endnu en målestok for, hvor god Agnes er socialt.
Det her er en meget velskrevet krimi, for mig en ægte pageturner, og jeg slugte de små 400 sider råt på kun én dag. Der er ingen dikkedarer. Selvfølgelig blev jeg kastet rundt i mine egne teorier om, hvem der stod bag forbrydelsen, men jeg gav aldrig op i en overflod af detaljer og teorier. Nej, for selvom jeg havde masser af teorier, så var de hångribelig og enkle. Motiver var der rigeligt at rydde ud i, men oprydningen fik jeg klaret løbene i samarbejde med kære Agnes.
Jeg vil meget gerne læse videre om Agnes og hele hendes slæng, hvilket der både og lægges op til. Så @randifuglehaug; Igang med endnu en.