Har lidt præ-American psycho vibes, som jeg godt kan lide. Bevæger sig en del frem og tilbage mellem “show” og “tell” - i handling og dialog fungerer sproget rigtig godt, mens tempoet bliver slået ud i perioder med meget fortælling (fx om omstændighederne med coronakrisen og viden om firmaets strategier).
Der er både tematikker som selvmord, vold, alkoholmisbrug og fertilitetsbehandling, hvor sammenhængen gerne måtte blive vist endnu mere, for at komme endnu dybere ind i Albert og al hans bagage.