Anmeldelse af Bogens Triumf – Det magiske manuskript 2 af @authorlsherman *Anmeldereksemplar*
*Dette er bind 2, du kan finde en anmeldelse af bind 1 i et af mine tidligere opslag*
Bogen handler i nutiden om Matilde, som har nået bunden og er rejst til Prag for at opsøge Felix og bede ham om hjælp. Vil Felix og det gamle manuskript kunne hjælpe Matilde på trods af, at det har ført hende i kløerne på Black Raven Publishing? I datiden har det magiske manuskript bragt Ariadne til sin elskede Matteo med hjælp fra verdens bedste broderskab. Ariadne har besluttet sig for at følge ham, også selvom deres liv vil blive et skyggeliv, hvor de ikke kan gifte sig.
Jeg var rigtig vild med bog 1. Jeg synes, at det var helt vildt fedt, at vi havde to spor at følge, og det synes jeg også var fedt i bog 2. Persongalleriet var også lige så fedt som i bog 1 og der er virkelig kælet for sproget både i forhold til, at det skal foregå i fortiden, men også i nutiden. Men jeg synes, at handlingen i bog 2 var mindre spændende end i bog 1. Problematikkerne var mere spændende i bog 1, hvor vi også fik en introduktionen til nutiden og fortiden og til personerne.
Der sker stadig ting i bog 2, men jeg var ikke lige så investeret i personerne eller følelsesmæssigt med i bogen. Vi får dog stadig svar på de spørgsmål, som vi havde fra bog 1, og det var hyggeligt at være tilbage hos de samme personer og genopleve deres personligheder.
I begge bind har jeg været mest interesseret i datiden. Jeg synes, at det var rigtig spændende at læse om kvinders rettigheder (eller manglen på dem) og hvem man må gifte sig med og alt den sladder, som virkelig kunne ødelægge én person dengang – det kan sladder stadig, men det er ikke de samme ting, som sladderen går på i dag som dengang. Nutiden er også spændende, men jeg synes, at Ariadne er mere spændende at følge end Matilde, selvom begge kvinder er seje og har skabt en verden for dem selv.
Hvis man var vild med bind 1, så synes jeg også, at man skal læse bind 2, da man får svar på sine spørgsmål og det er et glædeligt gensyn med mange af karaktererne, og nogle nye 🤓