På kollegieværelset i Haderslev hjemsøges den 17-årige Erling af familien i Gram og fortidens trængsler. Da hans gymnasieårgang får til opgave at lave skolekomedien i 3.g, melder han sig til forfatterholdet i håb om at få afledt tankerne og komme på hold med Randi fra klassen, som han har et godt øje til.
Erling bliver som besat af ideen om at skrive et dramatisk mesterværk og finder uventet en muse i sin dansklærerinde, fru Sonnenberg. I en rus af søvnløshed, skrivemani og psykofarmaka begynder han langsomt at miste grebet om, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion. Er fru Sonnenberg forelsket i ham eller er det fantasien, der spiller ham et puds?
Erling Jepsens Skolekomedie er en kulsort, humoristisk og fængslende fortælling om kærlighed og kunst, begær og bedrag.
Romanen er tredje bind i Erling Jepsens delvis selvbiografiske serie om familiehemmeligheder, Gramhavet (2016) og Hjemmefra (2019), og kan læses selvstændigt.
Erling Jepsen er en dansk forfatter. Han startede som gymnasieelev med at skrive skolekomedier til sine skolekammerater og har siden skrevet mange høre- og skuespil og siden 1999 også romaner.
På omslaget ses en figur - måske fra en s/h stumfilm? - forestillende en person i stribet fangedragt, som fra et springbræt springer op i luften. Det kunne være en tolkning af, at Erling Jepsen nok har taget springet hjemmefra men stadig er fanget af sin barndom og familien i Gram. Dette passer da også meget godt med romanens indhold. Erling Jepsen er nu fyldt 18 og begyndt af modtage SU. Dermed er han stort set uafhængig af forældrene. Hans store projekt er at skrive manuskriptet til en skolekomedie. Egtl. et gruppeprojekt, men Erling får manipuleret de andre ud og skriver selv stykket i sin sommerferie. Ligesom i de foregående bøger fortæller Erling Jepsen humoristisk og nogle gange sikkert heller ikke lige sandfærdigt, men ind i mellem kommer der et strejf af alvor og måske fortrydelse, når det gælder faren og anerkendelsen. Jeg er ikke sikker på, det gør bogen noget godt. Men spørgsmålet er, om forfatteren kan frigøre sig, selv i dag?
Alle bøgerne i Familiehemmeligheder-serien scorer ret højt i min bog, og Jepsens værker er af den slags, jeg kan læse igen og igen Skolekomedien er frygtelig - jeg kunne stort set ikke være i min egen krop af ubehag gennem størstedelen af læsningen. Og for det får den 4 stjerner (det koster en stjerne at få læseren til at krumme så voldsomt tæer). Fortællestilen er sublim, og Jepsens evne til at lade skellet mellem virkelighed og fantasi udviske på bagtæppet af en hastigt forsvindende, uskyldig barndom. Man behøver ikke læse mange kapitler af en Jepsen-bog for at fornemme hans store forfattertalent, men jeg synes, at Skolekomedien demonstrerer et aspekt af hans talent, jeg ikke tidligere har været bevidst om.
Hyggeligt at følge Erling på kollegiet og i gymnasiet. Han glæder sig til at blive 18 og økonomisk uafhængig - der kan han nemlig få SU. Og havregryn kan spise på morgen og aften, når man er sulten nok og ikke har penge til mad. Skrivegruppen, venskaberne, kæresterne - ulykkelige graviditeter og hvad der kan gøres ved det. Forældrene, som man bare ikke fatter en brik af, så ufølsomme og fornærede på alle planer er de. Et fint tidsbillede og delvise erindringer fra Erling Jepsen.
Jeg slugte bogen og var egentlig underholdt meget af tiden, men det storhedsvanvid og den arrogance, som gymnasie-Erling er fuld af, det er for meget. Sikkert med vilje for at vise, hvad der kan foregå i hovedet på en 18-årig dreng, men han var decideret væmmelig og nedladende en del af tiden.