Fortællingen om et landsbysamfund i 1940’erne – før stokroserne visnede, stråtagene forsvandt fra de gamle bindingsværksgårde, og en lille, grå Ferguson-traktor indvarslede nye tider. Beskrevet af en, der som bondedreng oplevede det sidste årti, før de danske landsbyer med revolutionær styrke ændredes fra hundredårig stilstand til dynamisk udvikling.
Aksel Hundslev er født i 1937 på en fynsk bondegård. Efter præliminæreksamen uddannet i landbruget (som bondekarl og som elev på landbrugsskole). Forlod landbruget og studerede i mange år i Danmark og i England. Efter højskole (Askov) uddannet som journalist (Ringkjøbing Amts Dagblad og Danmarks Journalisthøjskole).
Har siden haft et langt liv i dansk presse (Fyns Tidende, Dagbladet, Fyns Amts Avis og Danmarks Radio), såvel i chefstillinger som – hvad han kalder – mere ydmyge stillinger. Som pensionist har han indlæst flere end 200 lydbøger, holdt mange foredrag og skrevet blandt andet rejsebeskrivelser, klummer og kronikker.
Selv om han har skrevet i et halvt århundrede, fik han først som 81-årig forfatterdebut med bogen Under Kastanjetræet – 1940’ernes farvel til bondesamfundet.