What do you think?
Rate this book
Πέρσαι
Οι "Πέρσες" είναι ένα ιστορικό δράμα, που όμως ξεπερνά τα όρια του είδους, ανιχνεύοντας το νόημα που κρύβεται στο συγκεκριμένο γεγονός. Η νίκη των Ελλήνων είναι επίτευγμα δικό τους, καθώς και των θεών, που τιμωρούν την υπέρμετρη δύναμη αλλά και την ασέβεια. Ούτε λέξη χλευασμού για τον αντίπαλο δεν ακούγεται. Εξίσου σοβαρά αντιμετωπίζεται και η δύναμή του και η τραγικότητα της πτώσης του. Φυσικά, το δράμα είναι ταυτόχρονα και ιστορικό ντοκουμέντο: η μεγαλειώδης αφήγηση της ναυμαχίας γράφτηκε από κάποιον που έλαβε μέρος σ' αυτήν.
Albin Lesky, "Η Τραγική Ποίηση των Αρχαίων Ελλήνων" (Μετάφραση Νίκος Χουρμουζιάδης), "Μ.Ι.Ε.Τ." Α΄, 1987
Albin Lesky, "Η Τραγική Ποίηση των Αρχαίων Ελλήνων" (Μετάφραση Νίκος Χουρμουζιάδης), "Μ.Ι.Ε.Τ." Α΄, 1987
133 pages, Paperback
Published November 1, 1991
13 people want to read
About the author
Aeschylus
1,805 books1,111 followersGreek
Αισχύλος
, Esquilo in Spanish, Eschyle in French, Èsquil in Catalan, Eschilo in Italian, Эсхил in Russian.
Aeschylus (c. 525/524 BC – c. 456 BC) was an ancient Greek tragedian often described as the father of tragedy. Academic knowledge of the genre begins with his work, and understanding of earlier Greek tragedy is largely based on inferences made from reading his surviving plays. According to Aristotle, he expanded the number of characters in the theatre and allowed conflict among them. Formerly, characters interacted only with the chorus.
Only seven of Aeschylus's estimated 70 to 90 plays have survived. There is a long-standing debate regarding the authorship of one of them, Prometheus Bound, with some scholars arguing that it may be the work of his son Euphorion. Fragments from other plays have survived in quotations, and more continue to be discovered on Egyptian papyri. These fragments often give further insights into Aeschylus' work. He was likely the first dramatist to present plays as a trilogy. His Oresteia is the only extant ancient example. At least one of his plays was influenced by the Persians' second invasion of Greece (480–479 BC). This work, The Persians, is one of very few classical Greek tragedies concerned with contemporary events, and the only one extant. The significance of the war with Persia was so great to Aeschylus and the Greeks that his epitaph commemorates his participation in the Greek victory at Marathon while making no mention of his success as a playwright.
Aeschylus (c. 525/524 BC – c. 456 BC) was an ancient Greek tragedian often described as the father of tragedy. Academic knowledge of the genre begins with his work, and understanding of earlier Greek tragedy is largely based on inferences made from reading his surviving plays. According to Aristotle, he expanded the number of characters in the theatre and allowed conflict among them. Formerly, characters interacted only with the chorus.
Only seven of Aeschylus's estimated 70 to 90 plays have survived. There is a long-standing debate regarding the authorship of one of them, Prometheus Bound, with some scholars arguing that it may be the work of his son Euphorion. Fragments from other plays have survived in quotations, and more continue to be discovered on Egyptian papyri. These fragments often give further insights into Aeschylus' work. He was likely the first dramatist to present plays as a trilogy. His Oresteia is the only extant ancient example. At least one of his plays was influenced by the Persians' second invasion of Greece (480–479 BC). This work, The Persians, is one of very few classical Greek tragedies concerned with contemporary events, and the only one extant. The significance of the war with Persia was so great to Aeschylus and the Greeks that his epitaph commemorates his participation in the Greek victory at Marathon while making no mention of his success as a playwright.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 7 of 7 reviews
March 23, 2024
My friends, whoever has experience of troubles, knows
That when a wave of evils come against a man,
He is likely to be afraid of everything thereafter;
But when the Spirit flows with gentle force, he trusts
The wind of lucky fortune always to blow the same.
For my part, everything has long been full of fear:
Both hostile visions from the gods have appeared to sight,
And a roaring--not a sound of healing--rings in my ears;
Such are the evils that stun and frighten me out of my wits.
This is the paradox, the mystery, of Aeschylean tragedy (we might say, of life): man loses none of his responsibility, even though God, for His part, surrenders none of His control.
from Introduction by Anthony J. Podlecki
There's more commentary and reaction between the limited number of players in this play than drama. The entirety of The Persians is the aftermath of King Xerxes's attempt to invade Greece. The scope of his hubris and of the loss to his nation is examined by the elderly chorus and his mother the Queen: They lost a generation of men, they lost their opulence, they have lost their political relevance on the world stage. We finally see a despondent, rag-wearing Xerxes in the final moments--and he can hardly articulate full sentences before lapsing into inarticulate expressions of woe alongside the chorus.
The play is rather staid, even by the standards of Greek drama, but the language and the imagery is stunning. Like The Trojan Women by Euripdes, Aeschylus's The Persians examines the aftermath of defeat. At this point in the play, there's nothing which can be done. Xerxes has chosen his action and it was thwarted by the gods; the characters cannot change anything at this point. They can only express grief and look forward to a dismal future. Xerxes's action has ramifications for families as well as for the nation as a whole. Aeschylus does a good job presenting the many levels of grief rippling through the Persian people because of Xerxes's decision to attack Athens.
While I much prefer the drama of The Oresteia (who wouldn't?), this is a good play for its poetry and imagery. Like almost all ancient Greek drama, it's definitely worth an afternoon's worth of your time.
That when a wave of evils come against a man,
He is likely to be afraid of everything thereafter;
But when the Spirit flows with gentle force, he trusts
The wind of lucky fortune always to blow the same.
For my part, everything has long been full of fear:
Both hostile visions from the gods have appeared to sight,
And a roaring--not a sound of healing--rings in my ears;
Such are the evils that stun and frighten me out of my wits.
This is the paradox, the mystery, of Aeschylean tragedy (we might say, of life): man loses none of his responsibility, even though God, for His part, surrenders none of His control.
from Introduction by Anthony J. Podlecki
There's more commentary and reaction between the limited number of players in this play than drama. The entirety of The Persians is the aftermath of King Xerxes's attempt to invade Greece. The scope of his hubris and of the loss to his nation is examined by the elderly chorus and his mother the Queen: They lost a generation of men, they lost their opulence, they have lost their political relevance on the world stage. We finally see a despondent, rag-wearing Xerxes in the final moments--and he can hardly articulate full sentences before lapsing into inarticulate expressions of woe alongside the chorus.
The play is rather staid, even by the standards of Greek drama, but the language and the imagery is stunning. Like The Trojan Women by Euripdes, Aeschylus's The Persians examines the aftermath of defeat. At this point in the play, there's nothing which can be done. Xerxes has chosen his action and it was thwarted by the gods; the characters cannot change anything at this point. They can only express grief and look forward to a dismal future. Xerxes's action has ramifications for families as well as for the nation as a whole. Aeschylus does a good job presenting the many levels of grief rippling through the Persian people because of Xerxes's decision to attack Athens.
While I much prefer the drama of The Oresteia (who wouldn't?), this is a good play for its poetry and imagery. Like almost all ancient Greek drama, it's definitely worth an afternoon's worth of your time.
October 29, 2018
Jeg vil gerne starte med at undskylde for, at jeg sådan giver en udødelig klassiker en lav karakter. Det vil jeg anbefale, at man helt ser bort fra. Jeg mener ikke, at Perserne ikke fortjener sin klassikerstatus (som jeg f.eks. mener, at Huckleberry Finn ikke fortjener sin klassikerstatus), og jeg mener ikke, at Perserne på nogen måde er et uinteressant stykke. Hvad jeg så mener, vil jeg forsøge at forklare.
Kun tre af de attiske tragediedigtere er bevaret: Aischylos, Sofokles (som jeg er stor fan af) og Euripides (som jeg ikke har læst). Aischylos er den ældste og er nok mest kendt for Orestien og Syv mod Theben. Perserne er den ældste bevarede tragedie og skiller sig også ud på en anden måde: det er den eneste bevarede tragedie, der tager udgangspunkt i historisk stof frem for mytestof. Tragedien handler om slaget ved Salamis, som havde fundet sted kun 8 år før, og som Aischylos sandsynligvis deltog i - du ved, den krig, der udspiller sig i slow motion i 300 - Rise of an Empire. Men hvor denne nok ret glemte efterfølger til 300 har både et tyndt plot, nogenlunde fed action og lange, intense billeder af Eva Greens blævrende bryster, har Perserne kun det tynde plot.
Aischylos har nemlig valgt at lade hele handlingen udspille sig efter handlingen egentlig har udspillet sig. Scenen er sat ved det persiske hof, og da stykket begynder er slaget ved Salamis overstået. Ind på scenen træder et bud, der kan berette om, at persene fik bank af grækerne og at perserkongen Xerxes ikke var for kvik, da han gik i krig. Dernæst kommer Xerxes' far, Dareios', spøgelse frem og får fortalt, at perserne fik bank af grækerne. Han konkluderer, at Xerxes ikke var for kvik, da han gik i krig. Til sidst kommer Xerxes selv så hjem. Han fortæller, at perserne fik bank af grækerne, og at han ikke var for kvik, da han gik i krig. Desuden komme han og koret med cirka tyve udråb af typen: "O ve, ve! o gud, gud!", "O ny sorg, o ny sorg!", "O gru, o gru!", "Kvide, o kvide!" osv.
At et bud kommer ind på scenen og fortæller, hvordan et slag er gået, er jo ikke nødvendigvis dårligt teater. Det er handlingen i første akt af min yndlingstragedie, Shakespeares Macbeth. Men Perserne kommer aldrig videre end dette første akt: vi får fortalt hvad der er sket, men der sker aldrig noget på scenen. Der er ingen dramatisk fremdrift.
Aischylos' Prometheus fungerer egentlig på samme måde: vi får fortalt, hvad der er sket, men der sker aldrig noget i selve stykket. Prometheus er også ret kedelig læsning. Men det er egentlig ikke det, der er mit store problem med denne udgave af Perserne. Aischylos er som sagt den ældste bevarede tragediedigter, og det er sgu fair nok, at man på daværende tidspunkt ikke helt havde knækket Aristoteles' kode til, hvordan man skriver en spændende tragedie med naturlig fremdrift i plottet, anagnorisis, peripeti og hele molevitten. Aischylos' evner som tragedieforfatter var sandsynligvis store i forhold til samtidens andre, desværre ubevarede, tragediedigtere. Mit problem med Perserne er derfor ikke den nok tidstypiske mangel på finpudsning af tragediens plotstruktur, men nærmere Niels Møllers oversættelse.
En oversættelse af denne slags rytmisk regelbunden oldtidslitteratur skal tage højde for flere ting: metrikken skal gerne være som i originalen, ordene skal være forståelige, oversættelsen præcis og sproget godt. Det er svært at gøre alle fire ting på én gang - Otto Steen Due lykkedes med det i sine oldgræske og romerske oversættelser, mens Otto Gelsted ofrede metrikken og prosaoversatte Odysseen, hvilket også Keld Zeruneith har gjort med det oldengelske heltekvad Beowulf. Niels Møller har desværre valgt i stedet at ofre forståeligheden. Det betyder, at en stor del af noterne går med ikke at forklare hvem f.eks. iaonerne var, men i stedet med at oversætte Niels Møllers oversættelse til dansk. Man må bladre om i noterne for at få at vide, at der med offer-id menes offer-handling, med våde menes ulykke, med både menes nytte, med uden men menes uskyldig, med våndt menes smerteligt, og at der f.eks. med "i købet" egentlig menes "oven i købet" og med "redte sig" menes "beredte sig". Noterne burde være til for at forklare de ting, der på grund af tid og sted forekommer os kulturelt fremmede - ikke for at oversætte oversætterens hovsa-løsninger til rigtigt dansk.
Det må være på tide med en nyoversættelse af Perserne til dansk. Ikke fordi tragedien i sig selv er særligt god læsning, som f.eks. Sofokles' tragedier er det, men fordi den er et historisk dokument, et litteraturhistorisk artefakt, der fortjener at bliver overleveret på en bedre måde.
https://endnuenbogblog.blogspot.com/
Kun tre af de attiske tragediedigtere er bevaret: Aischylos, Sofokles (som jeg er stor fan af) og Euripides (som jeg ikke har læst). Aischylos er den ældste og er nok mest kendt for Orestien og Syv mod Theben. Perserne er den ældste bevarede tragedie og skiller sig også ud på en anden måde: det er den eneste bevarede tragedie, der tager udgangspunkt i historisk stof frem for mytestof. Tragedien handler om slaget ved Salamis, som havde fundet sted kun 8 år før, og som Aischylos sandsynligvis deltog i - du ved, den krig, der udspiller sig i slow motion i 300 - Rise of an Empire. Men hvor denne nok ret glemte efterfølger til 300 har både et tyndt plot, nogenlunde fed action og lange, intense billeder af Eva Greens blævrende bryster, har Perserne kun det tynde plot.
Aischylos har nemlig valgt at lade hele handlingen udspille sig efter handlingen egentlig har udspillet sig. Scenen er sat ved det persiske hof, og da stykket begynder er slaget ved Salamis overstået. Ind på scenen træder et bud, der kan berette om, at persene fik bank af grækerne og at perserkongen Xerxes ikke var for kvik, da han gik i krig. Dernæst kommer Xerxes' far, Dareios', spøgelse frem og får fortalt, at perserne fik bank af grækerne. Han konkluderer, at Xerxes ikke var for kvik, da han gik i krig. Til sidst kommer Xerxes selv så hjem. Han fortæller, at perserne fik bank af grækerne, og at han ikke var for kvik, da han gik i krig. Desuden komme han og koret med cirka tyve udråb af typen: "O ve, ve! o gud, gud!", "O ny sorg, o ny sorg!", "O gru, o gru!", "Kvide, o kvide!" osv.
At et bud kommer ind på scenen og fortæller, hvordan et slag er gået, er jo ikke nødvendigvis dårligt teater. Det er handlingen i første akt af min yndlingstragedie, Shakespeares Macbeth. Men Perserne kommer aldrig videre end dette første akt: vi får fortalt hvad der er sket, men der sker aldrig noget på scenen. Der er ingen dramatisk fremdrift.
Aischylos' Prometheus fungerer egentlig på samme måde: vi får fortalt, hvad der er sket, men der sker aldrig noget i selve stykket. Prometheus er også ret kedelig læsning. Men det er egentlig ikke det, der er mit store problem med denne udgave af Perserne. Aischylos er som sagt den ældste bevarede tragediedigter, og det er sgu fair nok, at man på daværende tidspunkt ikke helt havde knækket Aristoteles' kode til, hvordan man skriver en spændende tragedie med naturlig fremdrift i plottet, anagnorisis, peripeti og hele molevitten. Aischylos' evner som tragedieforfatter var sandsynligvis store i forhold til samtidens andre, desværre ubevarede, tragediedigtere. Mit problem med Perserne er derfor ikke den nok tidstypiske mangel på finpudsning af tragediens plotstruktur, men nærmere Niels Møllers oversættelse.
En oversættelse af denne slags rytmisk regelbunden oldtidslitteratur skal tage højde for flere ting: metrikken skal gerne være som i originalen, ordene skal være forståelige, oversættelsen præcis og sproget godt. Det er svært at gøre alle fire ting på én gang - Otto Steen Due lykkedes med det i sine oldgræske og romerske oversættelser, mens Otto Gelsted ofrede metrikken og prosaoversatte Odysseen, hvilket også Keld Zeruneith har gjort med det oldengelske heltekvad Beowulf. Niels Møller har desværre valgt i stedet at ofre forståeligheden. Det betyder, at en stor del af noterne går med ikke at forklare hvem f.eks. iaonerne var, men i stedet med at oversætte Niels Møllers oversættelse til dansk. Man må bladre om i noterne for at få at vide, at der med offer-id menes offer-handling, med våde menes ulykke, med både menes nytte, med uden men menes uskyldig, med våndt menes smerteligt, og at der f.eks. med "i købet" egentlig menes "oven i købet" og med "redte sig" menes "beredte sig". Noterne burde være til for at forklare de ting, der på grund af tid og sted forekommer os kulturelt fremmede - ikke for at oversætte oversætterens hovsa-løsninger til rigtigt dansk.
Det må være på tide med en nyoversættelse af Perserne til dansk. Ikke fordi tragedien i sig selv er særligt god læsning, som f.eks. Sofokles' tragedier er det, men fordi den er et historisk dokument, et litteraturhistorisk artefakt, der fortjener at bliver overleveret på en bedre måde.
https://endnuenbogblog.blogspot.com/
February 15, 2025
Hrůza a bída a nad bídu děs.
(dopadla jsem v tomhle zkouškovým jako peršani u salamíny)
(dopadla jsem v tomhle zkouškovým jako peršani u salamíny)
June 19, 2025
Perserne er en rigtig tårebasker! Læs den og bliv klogere på barbarernes verden
June 14, 2019
An exceptional take on the aftermath of an ancient conflict. Yes, this is a modern English translation of a 2500 year old play, however it still comes across as incredibly poignant and sympathetic to the Persians. Despite the bloodshed and incredible loss of life, you can't help but feel that Aeschylus (indeed maybe all Greeks) respected their Persian counterparts. And although the play is definitely tinged with a pro-Greece slant, Aeschylus only holds Xerxes in contempt due to brazen youthfulness. The underlying current is that his father (the Ghost of Darius) would have advised against attacking Greece, and that perhaps if Xerxes were not so young and pliable, he would have made a vastly different decision if he had been a little older and wiser.
A great story, certainly one I will read again in the years to come.
A great story, certainly one I will read again in the years to come.
May 12, 2022
De cette pièce de théâtre antique, on peut retenir quelques tirades :
On sort difficilement des enfers, les dieux souterrains savent mieux saisir que rendre leur proie;
«Mortels, il ne faut point s'élever au-dessus de la condition humaine. L'insolence, en germant, ne porte que l'épi du malheur; la moisson qu'on en recueille est toute de larmes.»
Malgré tant de malheurs, tâchez de vous livrer chaque jour à la joie; car les richesses ne sont rien chez les morts.
Cette dernière citation me fait penser à celle de Steve Jobs:
«Être l’homme le plus riche du cimetière ne m’intéresse pas… Aller au lit en se disant qu’on a fait quelque chose de magnifique… C’est ce qui m’importe.»
On sort difficilement des enfers, les dieux souterrains savent mieux saisir que rendre leur proie;
«Mortels, il ne faut point s'élever au-dessus de la condition humaine. L'insolence, en germant, ne porte que l'épi du malheur; la moisson qu'on en recueille est toute de larmes.»
Malgré tant de malheurs, tâchez de vous livrer chaque jour à la joie; car les richesses ne sont rien chez les morts.
Cette dernière citation me fait penser à celle de Steve Jobs:
«Être l’homme le plus riche du cimetière ne m’intéresse pas… Aller au lit en se disant qu’on a fait quelque chose de magnifique… C’est ce qui m’importe.»
February 21, 2024
Lättläst, intressant med förord om pjäsen, kommentarer om översättning, versmått med mera.
Displaying 1 - 7 of 7 reviews