Efter skabelsen græder guden ved tanken om menneskenes lidelse. Med gudens tårer bliver sorgens grundstof til.
I tidernes morgen føder en gigantisk muldvarp sine unger i en hule, som engang var fuld af tårer. Den graver sig vej fra Den Arabiske Halvø til det europæiske kontinent og afsætter sorgens grundstof på alt, hvad den kommer i nærheden af. Den bliver pelset i Wien i 1814, netop som Europas statsoverhoveder mødes for at lave fredsaftaler efter Napoleonskrigene. Muldvarpeskindet anvendes til at indbinde en pragtbibel og til at pudse nogle særligt smukke granater, der bliver til en perlekæde og et armbånd.
Den jødiske forretningsmand Benoni, den armenske antikvitetshandler Hakob og slaveefterkommeren Grace kommer i berøring med biblen og smykkerne og knyttes dermed sammen af sorgens grundstof. De rejser gennem tiden, fra Wienerkongressen i 1814 gennem det 20. århundredes storpolitiske begivenheder og krige, og bliver vidner til både uroligheder og fremskridt i Europa.
”Sorgens grundstof” er fortællingen om menneskets sorg og længsel, om folkevandringer og politiske magtkampe, om glemsel og erindring. Og om den krig, medfølelse og kærlighed, der aldrig hører op.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen kan bestemt skrive, ingen tvivl om det. Men hendes seneste roman, "Sorgens grundstof," vil alt for meget. Og alt for meget forskelligt. Og så er den alt, alt, alt for lang
At once an immersion in 200 years (1814 until today) of history while at the same time focusing on three main characters who experience this entire time period through the author's clever use of magical realism, bound to each other by items touched by God's tears, the "element of grief", which contains a large dose of empathy among other things. All three characters are minorities; a Jew, a Christian Armenian and a black freed slave. The novel focuses on movements of people throughout time, first out of curiosity and the hope for better opportunities, lately involuntarily as refugees on the run from war and hostility.
Simultaneously, we get introduced to an entirely different myth of creation with a God who seems unsure of what he is aiming for and even sometimes loses interest in his creation, and a vigilant Satan who has a 20% stake in curiosity and dreams, and is actually able to pee on God's creation while God isn’t looking, causing the world to forever change. The conversations between God and Satan, though unsettling, are some of my favorite parts of this book.
It's a difficult read as we all know what will happen during this time period even though there are many details of history here that I didn’t know about. The book is well researched and quite cleverly done. It works well to let the same three characters prevail throughout the book, so as to not constantly having to introduce and reacquaint readers with new characters along the way. I do, however, wish that I had gotten to know the three characters a little better. The fact that they forget about what has happened to them over and over, makes them seem a little empty throughout; victims of fate with no will tossed around Europe for 200 years. But that’s probably intended by the author.
I see the message here as a warning about where we are headed as human beings. Satan seems to be getting the upper hand. There is a little more spunk in him than in God. He is the entrepreneur, ever full of energy, ready to take advantage when an opportunity presents itself. God is absent-minded, gets a little bored with everything, relaxes and the world goes to hell in a hand basket in the blink of an eye.
Fin beskrivelse af de triste sider af de seneste 200 års europahistorie fortalt gennem tre hovedpersoners oplevelser. Jeg lærte lidt om jødeforfølgelsens cyklus, grækernes frihedskamp, en absurd krig på Krim m.m. Præmissen for hovedpersonernes lange, sørgelige liv er dog noget fjollet pseudokemi. Historien har dog så vidt jeg kan se intet plot, hvilket gør den noget utilnærmelig og for lang. Og den afbrydes jævnligt af små fortællinger om, hvordan "guden" og "en satan" leger med menneskene, hvilket jeg ikke kan se nogen pointe med. Jeg kunne tænke mig at læse forfatteren forsøge at gøre det, der måske er hensigten med guden og satanen, via karakterernes på deres personlige plan moderat håbefulde men over for europahistoriens gang noget apatiske samtaler, der nogle steder formidler historien ved at plante små frø af tristesse i mig som læser. Ender alligevel med at irriteres over det, da den pludselig slutter. Hvorfor stopper vi der, hvor vi stopper?
Bogen begynder egtl. med Verdens skabelse, hvordan menneskene blev til, skabt af guden, der også har skabt Satan. Her hører vi også om de kæmpemuldvarpe, der med sorgens grundstof i pelsen kravler under kontinenterne. En af dem - på størrelse med en sæl - fanges og dræbes i en slotspark i Wien. Gartneren sælger skindet til en antikvarbogbinder, der binder en antik bibel ind i det bløde skind. En granathalskæde pudses i skindet, og en rest skind flettes med de tiloversblevne perler til et armbånd. Alle tre dele er nu bærere af sorgens grundstof, luctugen, ja, de udsender stoffet. Tre personers skæbne væves dermed sammen: Ben, der køber halskæden til sin tilkommende. Grace, der får armbåndet. Og Hakob, der køber biblen og aldrig skiller sig af med den. Vi følger disse tre personer gennem næsten 150 år. Som bærere af luctogen er de nærmest udødelige. Den jødiske Ben, armeneren Hakob og den sorte, engelske sygeplejer (senere læge) Grace følges, skilles og samles igen gennem verdenshistoriens brændpunkter. Vi hører om de skiftende love for jøders rettigheder, folkedrab på armenere, sortes rettigheder, krige og skiftende alliancer og grænsedragninger, der hver eneste gang sender folk på flugt. Anna Lise Marstrand Jørgensens engagement i flygtninge fornægter sig ikke. Med bogen dokumenterer hun, at ingen politiske, etniske eller religiøse grupper er gået fri af forfølgelser. Men Graces sygepleje og nådefulde behandling er til gengæld også en vigtig tråd.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen skriver smukt, men bogen var for lang og repetitiv, og særligt den sidste halvdel af bogen var tung at komme igennem.
Handlingen, slutningen, gudens og satans samtaler virker formålsløse, og måske er det også meningen. At formålsløsheden udstilles. Verden er bare, menneskene er bare og selv gud og Satan er bare.
Glæder mig til at læse mere af forfatteren, for hun benytter et smukt billedsprog, som jeg holder af, og som giver den tredje stjerne i min anmeldelse.
Rammefortællingen er lidt for magisk-realisme for mig, men det er spændende at følge de 3 hovedpersoner Hakob, Grace & Ben's parallelle spor - og et godt greb at de lever så længe, at vi kan rejse med dem gennem århundreders Europæiske og den Mellemøstlige historie. Selvom jeg godt kan have svært ved at følge med i de mange detaljer undervejs. Hun er god til relationer og historiske romaner.
Smuk grundmyte om forholdet imellem Gud og Satan. En fantastisk idé om hvordan sorgen bliver til. 3 sympatiske hovedpersoner, som man følger igennem næsten to århundreder - og en tankevækkende kritik af nationalstaters lukkethed og intolerance.
En fantastisk litterær udfordring, som har et utroligt budskab. Bogens forfatter bruger humor, ironi og et twist af magi til at skildre 200 års krigs historie, som er en must-read læseoplevelse. En stor anbefaling fra mig til jer der gerne vil udfordres rent sprogligt og have en provokerende bog.
Jeg var ved at miste lysten til litteratur. God i starten, men romanen fortaber sig og mister sammenhæng i det eksperiment, det er, at noget sendes videre løsrevet fra karaktererne i bogen
Meget lang, meget trist, meget gentagende - måske er det pointen? Skarpsindig og elegant i sine historiske beskrivelser, men det er ikke nok til at kompensere for den basale kritik
Ikke min smag. Interessante nedslag i 200 års konflikt og flugthistorie i Europa og omegn. Men hovedpersonerne er flade, og grebet hvor de udløser hukommelsestab hos hinanden når de mødes, er megairriterende. Det er ikke spændende at de tre tumler gennem historien og opbygger tilværelse uden at kunne huske, at det har de gjort igen og igen. Det er kedeligt.