Jeg vil bare gerne lige gøre opmærksom på, at Martin Larsens Søren-og-Mette-maskine (s. 91-100) via Mette Østergaard Henriksens digt muterer Søren Ulrik Thomsens digt ud af dets egen form. Altså, Thomsen skriver: "rudernes svingende blink over de mørke tage", hvilket hos Henriksen bliver til "substantiv i genitiv adjektiv (verbum i præsens participium) substantiv præposition adjektiv substantiv" (hun glemmer artiklen "de"). Men Larsen overser hvad parentesen betyder (at adjektiv og verbum i præsens participium for Henriksen kan være det samme) og vælger derfor at have begge dele med i sin maskine, så vi får en linje som "røvhullets fyldte svingende olie indover dampende kusser". Der er stadig syv ord, men det skyldes, at en artikel er blevet slettet og et adjektiv er indskudt; digtet er ikke kun ukendeligt fordi ordene er udskiftet tilfældigt, men også fordi de er udskiftet forkert. Selv når det er en maskine, der digter, opstår der små, menneskeskabte fejl, hvori så meget af poesien ligger - her i form af olie, der både er fyldt og svingende, og ubestemte kusser. Det er altså smukkere, end jeg får det til at lyde.