Musik er en stor og vigtig del af livet for mange af os, og i bogen "Musik på hjernen" sætter forfatter Peter Vuust fokus på musikken; han stiller spørgsmålstegn ved, hvad musik egentlig giver os, siden det er så vigtigt for os.
I "Musik på hjernen" er der fokus på hjernen. Mere præcist: Hvad sker der i hjernen, når vi hører og spiller musik? Han undersøger forskellen på musikere og ikke-musikeres hjerner, og svarer på om der findes et musik-gen, samt hvorfor vi har musik på hjenen.
Bogen her er spændende for alle med interesse i fx musik og hjernens funktioner.
Handler om biologien i musik, altså hvordan især hjernen reagerer på musik samt hvad dette siger os om os selv og om musik. Forfatteren er musiker og det er nok medvirkende til bogens kvaliteter. Jeg hører den, og ind imellem synger og spiller forfatteren nogle af pointerne hjem. Det er sublim brug af lydbogsmediet. Den sidste del af bogen handler om hvordan man som musiker øver. Det interesserer ikke mig. Tilgangen er kvantitativ. Altså søger han efter statistiske og naturvidenskabelige undersøgelser. Det giver bogen stor troværdighed. Han undersøger især spørgsmålet om, hvilken rolle musik spiller i vores evolution. Der er to hovedteorier: 1. Musik er en form for mage-søgning. Musik fungerer altså ligesom påfuglehannen, der har store fjer og de fleste fugle og andre dyr, som markerer “deres” område med sang, duft o.lign. Denne teori er ikke så interessant for forfatteren. 2. Musik er noget socialt, som får os til at “arbejde i takt”. Musik bruges til at markere gruppetilhørsforhold og til at få os til at fungere sammen. Denne teori er der mere hold i, mener forfatteren. Forfatteren gennemgår nogle musikteoretiske ting, som er yderst interessant (men jeg kan nok ikke gengive det ret godt).
Meget interessant indføring i forskning i, hvordan hjernen reagerer på musik, samt hvad vi kan bruge disse indsigter til. Læsere uden videre musikteoretiske forudsætninger (mig..), hænger visse steder i med neglene, da nogle passager er overordentligt tekniske. Efter endt læsning vil de fleste læsere formodentlig føle sig særdeles intellektuelt velstimulerede :-)
Hvis man er interesseret i musik, og hvordan den påvirker os, og gerne ved lidt teoretisk om musik i forvejen, så kan denne bog klart anbefales. Mange spændende betragtninger og teser beskrives og be-/afkræftes i forhold til, hvordan hjernen reagerer når vi udfører eller lytter til musik.