What do you think?
Rate this book
Min usynlige søn: Hvordan man lever med sine døde resten af livet
Min usynlige søn tager fat i emnerne sorg og sorgarbejde. Med afsæt i sin egen historie fortæller Esben Kjær om at miste et barn – som far og som familie. Bogen tager fat i, hvordan man lever videre med tabet og tomheden, når omverden mister interessen og synes, at man bør være ”kommet videre”. Ifølge Esben Kjær er sorg for snævert et fokus på døden, da det ledsagende tab af mening og behovet for en ny retning kan være langt vanskeligere at overkomme.
Esben Kjær er forfatter og journalist, han er gift og far til tre børn – to på jorden og ét i himmelen.
Esben Kjær er forfatter og journalist, han er gift og far til tre børn – to på jorden og ét i himmelen.
206 pages
Published May 10, 2016
8 people are currently reading
49 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 5 of 5 reviews
August 5, 2017
Esben Kjær beskriver flot og rørende følelserne omkring det at miste sit barn.
I sin fortælling om hvordan han efterfølgende forsøger at fortsætte livet er der rigtig mange gode idéer til os, der er i samme situation. Jeg synes det er rørende smukt når han beskriver den måde han føler sin søns nærvær - sin usynlig søns.
Hans budskab omkring at sorgen ikke er en sygdom men et tilegnet handikap man skal lære at leve med har været en stor hjælp for mig, idet det var med til at afstemme min forventninger til min egen fremtid. Efter at have læst bogen så jeg ikke længere frem til at komme igennem sorgen – det ved jeg nu jeg aldrig kommer – men til at lære at leve med den.
Esben skriver på et tidspunkt at dem, der ikke deler hans tro på engle, efterliv osv. og evt. ønsker at skrive til ham, skal overveje hvorfor de gør det. Om det er fordi de har problemer de selv skal løse, eller fordi de har vigtig kommunikation. Det er en meget fin pointe, der antyder at Esben tidligere er blevet såret af ufølsomme reaktioner til sine engle.
Desværre falder Esben i sin egen "fælde" når han gang på gang langer han ud efter og håner ateister. Havde hans åbne, forstående og favnende indstilling udtrykt i de første 2.5 kapital rakt igennem kapital 3 og videre, ville jeg uden betænkning anbefale bogen til alle der står i vores situation med tabet af et barn.
Nu vil jeg kraftigt advare i hvert fald ateister fra at læse den - specielt tidligt i forløbet.
Som det lyder til Esben selv har oplevet og er blevet såret af, har man ikke behov for at blive hånet for sin tro - specielt ikke når man er sit livs mest sårbare, efter tabet af ens barn.
Jeg kunne sagtens leve med den lidt for tykt smurte missionering, og personligt sårer det ikke mig at han forsøger at latterliggøre ateister - men jeg kunne sagtens forestille mig de fleste ikke ville blive hjulpet af det.
Esben, nu skal du høre min – en kynisk ateists – mening om dine engle:
Selvfølgelig eksisterer de! 100% sikkert. Jeg mener det. Du oplever dem og beskriver dem. De eksisterer. At JEG ikke kan se dem eller tro på dem, er mit tab. Er du klar over hvor meget jeg ville give for din tro? Hvor meget min sjæl skriger efter at have Hans gående usynlig ved siden af mig?
Du ved godt at tro ikke er noget man kan rationalisere eller bevidst beslutter sig til, ikke? Og alligevel, føler du dig berettiget til at latterliggøre os, der ikke tror. Ikke sympati for vores i den forstand dobbelte tab. Men kun undren over at vi kan være så dumme. DET er min største anke mod din bog. Og mod dig.
I sin fortælling om hvordan han efterfølgende forsøger at fortsætte livet er der rigtig mange gode idéer til os, der er i samme situation. Jeg synes det er rørende smukt når han beskriver den måde han føler sin søns nærvær - sin usynlig søns.
Hans budskab omkring at sorgen ikke er en sygdom men et tilegnet handikap man skal lære at leve med har været en stor hjælp for mig, idet det var med til at afstemme min forventninger til min egen fremtid. Efter at have læst bogen så jeg ikke længere frem til at komme igennem sorgen – det ved jeg nu jeg aldrig kommer – men til at lære at leve med den.
Esben skriver på et tidspunkt at dem, der ikke deler hans tro på engle, efterliv osv. og evt. ønsker at skrive til ham, skal overveje hvorfor de gør det. Om det er fordi de har problemer de selv skal løse, eller fordi de har vigtig kommunikation. Det er en meget fin pointe, der antyder at Esben tidligere er blevet såret af ufølsomme reaktioner til sine engle.
Desværre falder Esben i sin egen "fælde" når han gang på gang langer han ud efter og håner ateister. Havde hans åbne, forstående og favnende indstilling udtrykt i de første 2.5 kapital rakt igennem kapital 3 og videre, ville jeg uden betænkning anbefale bogen til alle der står i vores situation med tabet af et barn.
Nu vil jeg kraftigt advare i hvert fald ateister fra at læse den - specielt tidligt i forløbet.
Som det lyder til Esben selv har oplevet og er blevet såret af, har man ikke behov for at blive hånet for sin tro - specielt ikke når man er sit livs mest sårbare, efter tabet af ens barn.
Jeg kunne sagtens leve med den lidt for tykt smurte missionering, og personligt sårer det ikke mig at han forsøger at latterliggøre ateister - men jeg kunne sagtens forestille mig de fleste ikke ville blive hjulpet af det.
Esben, nu skal du høre min – en kynisk ateists – mening om dine engle:
Selvfølgelig eksisterer de! 100% sikkert. Jeg mener det. Du oplever dem og beskriver dem. De eksisterer. At JEG ikke kan se dem eller tro på dem, er mit tab. Er du klar over hvor meget jeg ville give for din tro? Hvor meget min sjæl skriger efter at have Hans gående usynlig ved siden af mig?
Du ved godt at tro ikke er noget man kan rationalisere eller bevidst beslutter sig til, ikke? Og alligevel, føler du dig berettiget til at latterliggøre os, der ikke tror. Ikke sympati for vores i den forstand dobbelte tab. Men kun undren over at vi kan være så dumme. DET er min største anke mod din bog. Og mod dig.
June 21, 2016
Esben Kjær kalder selv bogen for en sorg parlør, og det er en fin og passende beskrivelse.
En bog alle burde læse, for vi skal alle miste.
En bog alle burde læse, for vi skal alle miste.
January 9, 2020
Så meget fornuft og så meget fladpandet idioti i en og samme meget lille bog. Det er sjældent 🤔
July 1, 2020
Jeg ville ønske at bogen var bedre.
Jeg blev anbefalet den, og fik den forærende, kort efter jeg selv havde oplevet et hårdtslående dødsfald, men fik den først læst et par år efter. Og jeg tror at det er godt at jeg ventede.
For Esben Kjær skriver underligt om at han er blevet mere empatisk, mild og rummelig, men samtidig har han et meget vredt syn på dem der ikke deler hans mere eller mindre selvopfundne tro. Han langer svinere ud efter ateister igen og igen - ikke fordi de har generet ham eller hans søgen efter mening, men fordi han ikke forstår, faktisk bevidst misforstår, hvordan de kan finde mening i livet og døden, når de nu ikke deler hans tro. Han er også efter folkekirken og konkurrencestaten - ikke i helt så voldsom grad, og med mere begrundet kritik af at døden meget er noget der skal overstås, så man kan komme tilbage og passe sit arbejde.
Starten af bogen er rigtig god, og bærer præg af at han har læst en del litteratur fra forskellige kilder om død og sorg - men det bliver desværre hurtigt til selektive udpluk af mere eller mindre populære selvhjælpsbøger fra især jødisk og katolsk mysticisme, som da også er de trosretninger han selv bruger dele fra, kombineret med yoga, body-SDS og lidt fra den lettere ende af selvudviklingsbranchen, som f.eks. enneagrammer. Det er tydeligt at han har haft behov for at udvikle ritualer, og fuldt berettiget savner dem i vores nuværende samfund og kirke - det var også det der tiltalte mig ved bogen i første omgang - og selv om han fra tid til anden skriver om at det er hans personlige rejse, så tager han lidt for ofte journalist-kasketten på, og skriver som om han har fundet den eneste rette vej.
Hvis man selv deler Esben Kjærs fascination af engle og rituelle bønner som de kendes fra jødedommen og katolicismen, krydret med lidt østerlandsk filosofi og yoga - og der er absolut ikke noget galt med den form for "ruskomsnusk"-religion - så tror jeg at man vil kunne bruge bogen godt som en rejseguide til at komme videre med sin sorg. Men har man andre opfattelser, også af hvad der måske er hinsides livet, så føles bogen mere som et angreb, end som en hjælp.
Det vigtigste, og klogeste, er budskabet i begyndelsen, om at sorgen ikke er noget man kan behandle, eller komme sig over, men en del af en selv som man altid vil bære med sig. Og bogen er så én persons rejse i at finde ud af hvordan man gør det - og desværre ikke en rejse der passer sig for os alle.
Jeg blev anbefalet den, og fik den forærende, kort efter jeg selv havde oplevet et hårdtslående dødsfald, men fik den først læst et par år efter. Og jeg tror at det er godt at jeg ventede.
For Esben Kjær skriver underligt om at han er blevet mere empatisk, mild og rummelig, men samtidig har han et meget vredt syn på dem der ikke deler hans mere eller mindre selvopfundne tro. Han langer svinere ud efter ateister igen og igen - ikke fordi de har generet ham eller hans søgen efter mening, men fordi han ikke forstår, faktisk bevidst misforstår, hvordan de kan finde mening i livet og døden, når de nu ikke deler hans tro. Han er også efter folkekirken og konkurrencestaten - ikke i helt så voldsom grad, og med mere begrundet kritik af at døden meget er noget der skal overstås, så man kan komme tilbage og passe sit arbejde.
Starten af bogen er rigtig god, og bærer præg af at han har læst en del litteratur fra forskellige kilder om død og sorg - men det bliver desværre hurtigt til selektive udpluk af mere eller mindre populære selvhjælpsbøger fra især jødisk og katolsk mysticisme, som da også er de trosretninger han selv bruger dele fra, kombineret med yoga, body-SDS og lidt fra den lettere ende af selvudviklingsbranchen, som f.eks. enneagrammer. Det er tydeligt at han har haft behov for at udvikle ritualer, og fuldt berettiget savner dem i vores nuværende samfund og kirke - det var også det der tiltalte mig ved bogen i første omgang - og selv om han fra tid til anden skriver om at det er hans personlige rejse, så tager han lidt for ofte journalist-kasketten på, og skriver som om han har fundet den eneste rette vej.
Hvis man selv deler Esben Kjærs fascination af engle og rituelle bønner som de kendes fra jødedommen og katolicismen, krydret med lidt østerlandsk filosofi og yoga - og der er absolut ikke noget galt med den form for "ruskomsnusk"-religion - så tror jeg at man vil kunne bruge bogen godt som en rejseguide til at komme videre med sin sorg. Men har man andre opfattelser, også af hvad der måske er hinsides livet, så føles bogen mere som et angreb, end som en hjælp.
Det vigtigste, og klogeste, er budskabet i begyndelsen, om at sorgen ikke er noget man kan behandle, eller komme sig over, men en del af en selv som man altid vil bære med sig. Og bogen er så én persons rejse i at finde ud af hvordan man gør det - og desværre ikke en rejse der passer sig for os alle.
September 30, 2018
Jeg elskede hver en linje i denne bog. Sjældent har sorg - og alt det, der findes rundt om sorgen - været beskrevet så præcist og så smukt. Esben Kjær er en generøs mand, der stiller sig selv til rådighed i et vigtigt budskabs tjeneste. Tak for dét!
Displaying 1 - 5 of 5 reviews