Jeg fandt bogen i Røde Kors, og tænkte at når Lise Nørgaard er forfatteren, så kan det ikke være helt skidt. Det var meget bedre end det. Den var virkelig morsom.
Med humor, ironi og varme beskriver Lise Nørgaard i otte kapitler sine og familiens erfaringer med biler. Fra farens urokkelige overbevisning om, at kvinder ikke kan køre bil, til en mindeværdig bilferie gennem Europa, en kaotisk biltur med pensionister til Nordsjælland og en revselse af parkeringssituationen I København. Her er travheste i sommerhuse, op til ni mennesker og en hund i en bil, fulde baronesser og regnvåde ture hjem. Flere episoder ville passe lige ind i en komedie med Dirch Passer, Ebbe Langberg og Ghita Nørby.
Men selvom det er sjovt, og selvom bilismen er i fokus, så kører der en anden historie ved siden af: Den om forholdet mellem mand og kvinde, og om alt det kvinderne gjorde, uden at manden bemærkede eller værdsatte det.