Paul er begyndt at tabe håret, ergo skal han dø. Heldigvis kan Paul vække ting til live. En kollegiehave gør han til et naturreservat. De søvnige fædre i børnehaven, hvor han arbejder, gør han til sine elskere. Søndag aften tager han på kasino. I selskab med veninden Anne og hendes hjertelighter holder han sig vågen. For Paul er alle verdener sidestillede: hverdag og fest, dag og nat, hovedsætning og parentes.
Paul dør er en kortroman i højt tempo, der med præcision og humor – og uden diskretion – skildrer vores konstante og tragikomiske higen efter mere autenticitet og identitet.
Ikke lige min kop te, det blev for rodet en omgang. Måske nogle litterære typer forstår at sætte bedre pris på den.. Læsetid: Færgeturen fra Ystad til Rønne
Paul Dør er spækket med fantastiske højtlæsningsværdige spydige sætninger. Problemet er bare, at sætningen der følger efter enhver given sætning, ikke har vildt meget med den forstående at gøre.
Bogen er så opløst i tid, kronologi og virkelighed, at det det imponerende sprog og den allestedsnærværende desperate humor ikke rigtig kan sætte sig noget sted hos læseren.
Paul dør er en øvelse i abrupthed. Det er en øvelse i at nyde flygtig forståelse inden du igen trylles videre til det næste og det næste og det næste.
Hmmm, den blev for abrupt til mig. Forstod nærmest ik hvad der foregik det meste af tiden. Fine sætninger og observationer, men ikke helt nok til at få mig overbevist til at det er en mega god bog? Måske er jeg ikke target audience, men det tror jeg bare alligevel at jeg er?
“Senere. Jeg elsker at se solen forsvinde i horisonten, sagde Anne, og på hovedet bar hun en lilla bucket hat fra Calvin Klein. Kunne I tænker jer en delicious dessert? spurgte tjeneren. Yes, sagde Anne, og hendes bluse var fra Yves Saint Laurent.”
Paul dør eksisterer i en form for Camp-dialog med en bestemt form for dansk litteratur (tænk 7/11), hvor mærkevarer og forbrug benyttes til at symbolisere forfængelighed og tomhed. Men ligesom bogens hovedperson Paul (homoseksuel festfyr omkring de 30, hvis begyndende hårtab har affødt en livskrise…) er ved at miste grebet om sit mode- og vermouth på altanen fikserede ungersvend/blowjobliv i København, så er formen også bevidst selvbevidst i Fischer Møllers debutroman…
Navnlig forfatterens brug af bindeordet “og” markerer hans hyperbevidsthed, om de snart-fortærskede stilmæssige greb, der præger Paul dør!
Men ja ligesom Paul genopstår poplit hermed som sin egen pastiche - og hvis der er noget queers er gode til, er det at acceptere dobbeltydig campness - det bliver det nu ikke en rigtig god bog af…
((Medgiver at jeg også havde ønsket mig en lidt mere dybtfølt og mindre prompt-agtig behandling af det med hårtabet … men måske er camp selvironi bare det bedste svar på vigende tindinger))
Paul dør ikke. Og på en måde er han så irriterende, at det ellers kunne have været meget rart? Paul er ren selvoptagethed og løgne - han bor på kollegie, stjæler lidt og fantaserer om at nedlægge fædrene i skovbørnehaven, men i realiteten er det 82 små siders febervildelse, forstillelse og selvbedrag. Det er nok meningen at det sku være en dyb pointe, men jeg er ikke betaget.
læses lidt som en feber drøm. fantastiske små ord perler og laugh out loud observationer. både genkendelige og samtidigt fuldstændig absurde karakterer, som på en eller anden måde udstiller de mest selvcentrerede dele af os del.
Paul er for meget, men Paul er skøn. Den provokerende type, som kan få et menneske til at krympe med et enkelt blik. Jeg er så godt underholdt af denne roman, men det skyldes i høj grad karaktertegningen. Selve fortællingen skrider nemlig for mig i den sidste fjerdedel.