What do you think?
Rate this book
Gid min chef var høvding - Sådan får vi de ledere, vi fortjener
En høvding er alt det modsatte af, hvad mange ledere er i dag: lyttende, empatisk, opmærksom på forskellige behov og den, der holder sammen på det hele. Antropologerne Christian Groes og Dennis Nørmark giver deres bud på, hvordan en leder bliver en, der er værd at følge som en høvding.
Dårlig ledelse er den største udfordring i danskernes arbejdsliv. Historier om mobning, magtmisbrug, mistrivsel, krænkelser og tyrannisk adfærd står i kø. Ledere lader stå til og tillader en kaotisk eller utryg arbejdskultur, eller de skaber den selv.
For at vende skuden skal lederen blive mere modig og bruge sin magt med respekt for fællesskabet. Hun skal – lige som en høvding – være et forbillede og kunne indgyde både tryghed og begejstring.
Både medarbejdere og ledere skal være med. For som medarbejder har man selv et ansvar for at skabe den arbejdsplads, man drømmer om. Man må selv sige fra, når chefen skaber et uudholdeligt arbejdsmiljø, og være medskaber af de bedste rammer for indflydelse og forandringer. Det handler om, at ledere i virkeligheden skal vælges af deres ansatte. Måske helt konkret. Magt er noget, man gør sig fortjent til. Det er ikke noget, man tager.
Bogen markerer en revolution i måden, vi tænker om ledelse og magt på – i organisationer, virksomheder, politik og foreninger. En leder skal altid være til for fællesskabets bedste og ikke omvendt.
Dårlig ledelse er den største udfordring i danskernes arbejdsliv. Historier om mobning, magtmisbrug, mistrivsel, krænkelser og tyrannisk adfærd står i kø. Ledere lader stå til og tillader en kaotisk eller utryg arbejdskultur, eller de skaber den selv.
For at vende skuden skal lederen blive mere modig og bruge sin magt med respekt for fællesskabet. Hun skal – lige som en høvding – være et forbillede og kunne indgyde både tryghed og begejstring.
Både medarbejdere og ledere skal være med. For som medarbejder har man selv et ansvar for at skabe den arbejdsplads, man drømmer om. Man må selv sige fra, når chefen skaber et uudholdeligt arbejdsmiljø, og være medskaber af de bedste rammer for indflydelse og forandringer. Det handler om, at ledere i virkeligheden skal vælges af deres ansatte. Måske helt konkret. Magt er noget, man gør sig fortjent til. Det er ikke noget, man tager.
Bogen markerer en revolution i måden, vi tænker om ledelse og magt på – i organisationer, virksomheder, politik og foreninger. En leder skal altid være til for fællesskabets bedste og ikke omvendt.
242 pages, Paperback
Published September 4, 2024
15 people are currently reading
57 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 8 of 8 reviews
September 26, 2024
Jeg vil sige, at
Gid min chef var høvding - Sådan får vi de ledere, vi fortjener
er den bedste Dennis Nørmark bog jeg har læst. Jeg ved ikke hvor meget det skyldes Christian Groes’ indflydelse, men ros skal Nørmark alligevel have.
Groes og Nørmarks tese er meget simple. De to antropologer vil konstruere et argument for, hvorfor vi på alle niveauer af samfundet skal returnere til et, i mangel på bedre ord, høvdingestyre. En styreform hvor den centrale ledelsesfigur ikke styre med vold og magt, men bruger sin centrale position til at løfte sit samfund op, værende dette som historiefortæller, problemløser arrangør, etc.
Og det er en tese og ide som det på overfladen er nemt at tilslutte sig. Hvem ønsker dog ikke at have mere medbestemmelse i sit arbejdsliv, i sit politiske liv eller bare i samfundet generelt? Jeg ved i hvert fald, at det taler direkte til den rebelske teenager i mig.
Men lidt ligesom i Nørmarks forrige bog, Ufrihedens pris: Hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan, glemmer Nørmark og Groes at svare på spørgsmålet omkring, hvorfor høvdingeledelse primært findes i stammesamfund og kun er langsomt på vej tilbage i Vesten? Hvorfor er samfund med høvdinger lever i små nomadegrupper, mens samfund med mere eller mindre totalitære ledelsesstile har skabt moderne medicin, asfaltveje og computere. Det virker til at være en tendens at antropologer og politologer, værende det Groes, Nørmark, David Graeber eller James C. Scott, elsker vores forfædres livsstil, men i deres fælles forelskelse glemmer de hvad moderniteten har skabt. Og endnu vigtigere, så glemmer de at spørge om det de studerer kunne være vigtig i denne udvikling. Mens jeg ikke kan sige om det er en autokratisk ledelsesstil som gav os mobiltelefonen, så gør Groes og Nørmark mig ikke klogere på om der er en sammenhæng eller ej.
Der er også et stort hul i Groes og Nørmarks analyse, da de overser hvordan vi gik fra høvdinger til diktatoren i Vesten. Skylden for bevægelsen væk fra høvdinge ledelse bliver generelt placeret på en import fra den Anglo-Amerikanske verden, men bogen kommer ikke ind på hvor Briterne eller Amerikanerne fik den udskældte ledelsesstil. Der er også løse referencer til det hierarkiske verdenssyn i kristendommen og de middelalderlige stats- og kirkeinstitutioner, men der bliver aldrig lavet en grundlæggende analyse heraf. Jeg er med på at Gid min chef var høvding er derfor på en kende tynd på analysefronten.
Samtidigt glemmer Groes og Nørmark at komme ind på de negative aspekter, som den brede og favnene ledelse ofte medføre. F.eks. har Schweitz en samfundsmodel som langt mere demokratisk end de fleste lande. På trods af dette var Schweitz det sidste demokrati i Europe der gav kvinder stemmeret. Så mens demokratiet var bredt og folkeligt, så kan det argumenteres at det var netop denne populisme, der gjorde det sværere for kvinder at få stemmeretten. Det samme kan siges om Groes og Nørmarks eget eksempel med de middelalderlige håndværkerlav. Det er korrekt at håndværkslavene tjente som en semi-demokratisk regulering af deres respektive hverv. Men denne regulering fungerede også med en stor del af eksklusion. Det var f.eks. reglen snarere end undtagelsen at jøder ikke kunne være med i lavene, og derfor ikke kunne bedrive håndværk.
Det mere moderne eksempel, som også finder sin vej til Gid min chef var høvding, er den amerikanske kaffegigant Starbucks. Groes og Nørmark bruger Starbucks som et klasseeksempel på høvdingeledelse, men overset er at Starbucks er notorisk i USA og Canada for at bekæmpe fagforeninger. Værende det ved at lukke butikker som lader sig organisere eller fyrer medarbejdere som opfordrer deres kollegaer til at melde sig ind i en fagforening. Jeg er sikker på at Groes og Nørmarks modsvar til denne pointe vil være, at fagforeninger bare skaber mere distance mellem den enkelte medarbejder og deres arbejdsgiver, men i tilfældet med Starbucks, er det virksomheden der aktivt forhindret deres medarbejdere i at udleve deres vilje på deres arbejdsplads. Så meget for høvdingeledelsen, når den betyder flere rettigheder til medarbejderne.
Dermed ikke sagt at György Lukács havde ret, og masserne skal havde dikteret deres viden fra en teknokratisk elite, men Groes og Nørmark ville have skrevet en langt bedre bog, hvis de havde diskuteret den negative side som de bredt favnene høvdinger har skabt i vores historie. På dette plan falder Groes og Nørmarks analyse let og elegant ned i de samme analytiske baner som populistiske reaktionærere stemmer som Alain de Benoist, der ligeledes ser elitær ledelse som et onde der skal stoppes. Jeg prøver ikke at sige, at Groes og Nørmark er politisk lig med personer i den nye europæiske højrefløj, men de manglende nuancer gør at deres analyser er meget lig.
Groes og Nørmarks tese er meget simple. De to antropologer vil konstruere et argument for, hvorfor vi på alle niveauer af samfundet skal returnere til et, i mangel på bedre ord, høvdingestyre. En styreform hvor den centrale ledelsesfigur ikke styre med vold og magt, men bruger sin centrale position til at løfte sit samfund op, værende dette som historiefortæller, problemløser arrangør, etc.
Og det er en tese og ide som det på overfladen er nemt at tilslutte sig. Hvem ønsker dog ikke at have mere medbestemmelse i sit arbejdsliv, i sit politiske liv eller bare i samfundet generelt? Jeg ved i hvert fald, at det taler direkte til den rebelske teenager i mig.
Men lidt ligesom i Nørmarks forrige bog, Ufrihedens pris: Hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan, glemmer Nørmark og Groes at svare på spørgsmålet omkring, hvorfor høvdingeledelse primært findes i stammesamfund og kun er langsomt på vej tilbage i Vesten? Hvorfor er samfund med høvdinger lever i små nomadegrupper, mens samfund med mere eller mindre totalitære ledelsesstile har skabt moderne medicin, asfaltveje og computere. Det virker til at være en tendens at antropologer og politologer, værende det Groes, Nørmark, David Graeber eller James C. Scott, elsker vores forfædres livsstil, men i deres fælles forelskelse glemmer de hvad moderniteten har skabt. Og endnu vigtigere, så glemmer de at spørge om det de studerer kunne være vigtig i denne udvikling. Mens jeg ikke kan sige om det er en autokratisk ledelsesstil som gav os mobiltelefonen, så gør Groes og Nørmark mig ikke klogere på om der er en sammenhæng eller ej.
Der er også et stort hul i Groes og Nørmarks analyse, da de overser hvordan vi gik fra høvdinger til diktatoren i Vesten. Skylden for bevægelsen væk fra høvdinge ledelse bliver generelt placeret på en import fra den Anglo-Amerikanske verden, men bogen kommer ikke ind på hvor Briterne eller Amerikanerne fik den udskældte ledelsesstil. Der er også løse referencer til det hierarkiske verdenssyn i kristendommen og de middelalderlige stats- og kirkeinstitutioner, men der bliver aldrig lavet en grundlæggende analyse heraf. Jeg er med på at Gid min chef var høvding er derfor på en kende tynd på analysefronten.
Samtidigt glemmer Groes og Nørmark at komme ind på de negative aspekter, som den brede og favnene ledelse ofte medføre. F.eks. har Schweitz en samfundsmodel som langt mere demokratisk end de fleste lande. På trods af dette var Schweitz det sidste demokrati i Europe der gav kvinder stemmeret. Så mens demokratiet var bredt og folkeligt, så kan det argumenteres at det var netop denne populisme, der gjorde det sværere for kvinder at få stemmeretten. Det samme kan siges om Groes og Nørmarks eget eksempel med de middelalderlige håndværkerlav. Det er korrekt at håndværkslavene tjente som en semi-demokratisk regulering af deres respektive hverv. Men denne regulering fungerede også med en stor del af eksklusion. Det var f.eks. reglen snarere end undtagelsen at jøder ikke kunne være med i lavene, og derfor ikke kunne bedrive håndværk.
Det mere moderne eksempel, som også finder sin vej til Gid min chef var høvding, er den amerikanske kaffegigant Starbucks. Groes og Nørmark bruger Starbucks som et klasseeksempel på høvdingeledelse, men overset er at Starbucks er notorisk i USA og Canada for at bekæmpe fagforeninger. Værende det ved at lukke butikker som lader sig organisere eller fyrer medarbejdere som opfordrer deres kollegaer til at melde sig ind i en fagforening. Jeg er sikker på at Groes og Nørmarks modsvar til denne pointe vil være, at fagforeninger bare skaber mere distance mellem den enkelte medarbejder og deres arbejdsgiver, men i tilfældet med Starbucks, er det virksomheden der aktivt forhindret deres medarbejdere i at udleve deres vilje på deres arbejdsplads. Så meget for høvdingeledelsen, når den betyder flere rettigheder til medarbejderne.
Dermed ikke sagt at György Lukács havde ret, og masserne skal havde dikteret deres viden fra en teknokratisk elite, men Groes og Nørmark ville have skrevet en langt bedre bog, hvis de havde diskuteret den negative side som de bredt favnene høvdinger har skabt i vores historie. På dette plan falder Groes og Nørmarks analyse let og elegant ned i de samme analytiske baner som populistiske reaktionærere stemmer som Alain de Benoist, der ligeledes ser elitær ledelse som et onde der skal stoppes. Jeg prøver ikke at sige, at Groes og Nørmark er politisk lig med personer i den nye europæiske højrefløj, men de manglende nuancer gør at deres analyser er meget lig.
January 19, 2025
Synes bogen modsiger sig selv gentagnede gange og derfor bliver en smule forvirrede.
Generalisering af at alle har behov for samme ledelse i medarbejder gruppen, hvilket jeg er uenig i.
Lighed er at medarbejderne får det de har behov for, for at udføre deres arbejde og ikke de får det samme.
Generalisering af at alle har behov for samme ledelse i medarbejder gruppen, hvilket jeg er uenig i.
Lighed er at medarbejderne får det de har behov for, for at udføre deres arbejde og ikke de får det samme.
February 28, 2025
1 idé
1.000 påstande
Mangel på logik, dokumentation og opfølgning. Bogen er et selvskrevet manifest over en holdning der er oppe i tiden og bygger på en overromantisering af at de "oprindelige folk" må have gjort det rigtigt og var i et med verden og naturen. Der kommer næppe en bog der hedder Gid mine medarbejdere var indianere.
1.000 påstande
Mangel på logik, dokumentation og opfølgning. Bogen er et selvskrevet manifest over en holdning der er oppe i tiden og bygger på en overromantisering af at de "oprindelige folk" må have gjort det rigtigt og var i et med verden og naturen. Der kommer næppe en bog der hedder Gid mine medarbejdere var indianere.
Read
November 15, 2024Interessante hovedpointer, som er gode at diskutere med sig selv og nærmeste.
Som med så mange ledelsesbøger, så har jeg et noget anstrengt forhold til denne bog også. For meget anekdote, for lidt forholden sig til strukturelle udfordringer i vores samtid og hvordan de adresseres.
Skimmet-læst her og der. Orker ikke læse hele bogen da den er for fyldt med floskler og 'mansplaining' til min smag.
Som med så mange ledelsesbøger, så har jeg et noget anstrengt forhold til denne bog også. For meget anekdote, for lidt forholden sig til strukturelle udfordringer i vores samtid og hvordan de adresseres.
Skimmet-læst her og der. Orker ikke læse hele bogen da den er for fyldt med floskler og 'mansplaining' til min smag.
February 9, 2025
Udemærket bog, der smider new public management i skraldespanden og forklarer os, at magt er noget du får af fællesskabet - ikke noget du tager. Jeg er enig i bogens hovedkonklusioner, og det fik mig til at reflektere over min egen ledelsesstil, som jeg har haft i forskellige organisationer. Derudover opdagede jeg, at jeg er så heldig at arbejde under en høvdingeleder nu.
Personligt syntes jeg, at beskrivelserne af modsætningerne var lidt for letkøbte, og oftest modsagde bogen direkte sig selv, hvilket irriterede mig lidt. I starten kritiseres det, at vi får tyrannisk ledelse, fordi fagligt dygtige medarbejdere, som ikke har de rigtige personlige egenskaber, belønnes med lederstillinger, men i slutningen påpeges også primus inter pares princippet om at den bedste oversygeplejerske er den bedste sygeplejerske. Jeg forstod nu bogens pointer alligevel, og vil anbefale den til alle, der har noget med ledelse at gøre.
Personligt syntes jeg, at beskrivelserne af modsætningerne var lidt for letkøbte, og oftest modsagde bogen direkte sig selv, hvilket irriterede mig lidt. I starten kritiseres det, at vi får tyrannisk ledelse, fordi fagligt dygtige medarbejdere, som ikke har de rigtige personlige egenskaber, belønnes med lederstillinger, men i slutningen påpeges også primus inter pares princippet om at den bedste oversygeplejerske er den bedste sygeplejerske. Jeg forstod nu bogens pointer alligevel, og vil anbefale den til alle, der har noget med ledelse at gøre.
April 17, 2025
Ok bog med nogle fine historier og principper, men den omhandler kun den verden de selv kender, netop DJØF-Miljøet, og har egentlig ikke øje for andre professioner selvom høvdinge principperne også kunne udbredes der.
Så der er alt for meget københavneri i bogen, og alt for få eksempler (hvis nogen) fra produktions Danmark
ydermere bygger meget af bogen på andre publikationer og jeg tror at man ville få mere ud af at læse "Servant as a leader"
Så der er alt for meget københavneri i bogen, og alt for få eksempler (hvis nogen) fra produktions Danmark
ydermere bygger meget af bogen på andre publikationer og jeg tror at man ville få mere ud af at læse "Servant as a leader"
September 8, 2025
Vi har brug for flere ydmyge ledere, kvinder som mænd, med tæft for den måde at lede på, som mennesker med stor succes har dyrket før moderne tider.
Bogen er et interessant indspark til hvordan vi kan komme mistrivsel på arbejdspladserne til livs.
Der er fine eksempler i bogen på ledere, øder er høvdinge og en guide til hvordan du som leder kommer derhen.
Bogen er et interessant indspark til hvordan vi kan komme mistrivsel på arbejdspladserne til livs.
Der er fine eksempler i bogen på ledere, øder er høvdinge og en guide til hvordan du som leder kommer derhen.
December 30, 2024
Bogen består af akademiske referencer, som er væsentlige i forhold til fordybelse. Som underviser på lederuddannelse findes der for meget konsulent litteratur, der ikke er underbygget - og som derfor ikke kan anvendes i uddannelserne.
Displaying 1 - 8 of 8 reviews