Maria var sikker på, at alting ville ordne sig, når først hun slap af med sin forbandede mødom. Så ville hun og Jannick endelig være rigtige kærester. Men det er ikke så let bare at give sig hen og elske, når Jannick samtidig har alt for travlt med sin veninde, Julie. Og derhjemme er faren flyttet og har efterladt Maria alene med morens klæbende ulykkelige kærlighed - som om den skulle undskylde hendes selvmordsforsøg. Selv bedsteveninden Christina, som lovede, at hun altid ville være der for Maria, forsvinder ind i sin egen lille boble.
Så hvordan kan man stole på kærligheden? Hvordan kan man stole på, at man ikke bare mister den igen - enten fordi man ikke er lækker nok eller modig nok, eller fordi man selv fucker det op .
Sarah Engell er født og opvokset i Tårnby, hvor barndommen gik med at læse og skrive. Allerede i børnehaven var hun optaget af at tegne og skrive små bøger, og i folkeskolen lavede og udgav hun sammen med en veninde et hjemmelavet magasin. Og så skrev hun selvfølgelig dagbog. ”Jeg skrev dagbog og fyldte tonsvis af notesbøger med historier om alt fra voldelige havmåger til dødsangst og svimlende ungdomsforelskelser. Jeg tror, det var min måde at forsøge at forstå verden og mig selv på. Det er det nok i virkeligheden stadig.” (Maria Roslev: Interview Forfatterweb, april 2015).
Drømmen om at blive forfatter har derfor på en måde altid ligget i Engell, men den blev først rigtig bevidstgjort, da hun som 15-årig kom på efterskole og af sin dansklærer blev spået et liv som dekadent forfatter, der med cigaretrør sad på københavnske værtshuse og skrev bøger.
Men det tager tid at nå sine drømme, og Sarah Engell har da også flere andre uddannelser bag sig. Hun er både uddannet pædagog, danser og drømmetyder, og alle uddannelserne og de efterfølgende jobs har haft betydning for hende som forfatter. Hun fortæller: ”Jeg har altid interesseret mig for menneskelige relationer, den menneskelige psyke og de situationer der opstår mennesker imellem. Det er på mange måder stadig det jeg arbejder med i dag, nu er det bare på fiktionsniveau.” (Maria Roslev: Interview Forfatterweb, april 2015).
I 2009 lykkedes det Engell at komme igennem til Forlaget Carlsen, der udgav hendes første ungdomsroman ”Hvis bare…”, og siden har hun udgivet yderligere tre ungdomsromaner, nemlig ”Forbandede mødom” i 2011, ”Forpulede kærlighed” i 2012 og ”21 måder at dø” i 2014. Sidstnævnte var nomineret til Berlingske og Danmarks Biblioteksforenings litteraturpris ”Læsernes Litteraturpris” i 2015. Hun har desuden udgivet tre bøger for voksne og arbejder også som tekstforfatter.
I 2014 blev hun optaget på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Om uddannelsens betydning for hende som forfatter, siger hun: ”Jeg har erfaret, at som med alle andre områder, hvor man har ambitioner, kræver det at skrive et bagvedliggende håndværk, som løbende skal vedligeholdes, raffineres og nytænkes. For mig som forfatter kræver det, at jeg erkender min egen magelighed og forsøger at bryde mine skrivevaner. Hele tiden. Forfatterskolen for Børnelitteratur giver mig to års fordybelse i dét jeg holder allermest af og en god udviklingsmulighed, både fagligt og personligt.” (Maria Roslev: Interview Forfatterweb, april 2015).
I dag er Sarah Engell gift og mor til to drenge, og hun bor med sin familie på Amager.
Okayyyy sååå jeg syntes at der var en masse uopklarede ting i enden af bogen, som vi ikke fik svar på. Og seriøst er Janik for god til hende. Han fortjene bedre. Nummer et var meget bedre, jeg havde håbet på mere af det samme i den her bog. Der var for meget tid hvor Maria bare går og tænker.
Det jeg godt kunne lide ved bogen var Engells måde at bringe karaktererne til live på og hendes valg og brug af metaforer. Jeg var ikke så meget for handlingen, men skrivestilen var virkelig fed.