What do you think?
Rate this book
Sæt verden er til
Garion Siger får hos en antikvarboghandler ved et tilfælde en bog i hånden, der har Garion Sigers forunderlige og smukke liv.
Nu sker der det, at Garions oplevelser og handlinger i virkeligheden og i bogen glider over i hinanden og komplementerer hinanden. Der er således ikke tale om nogen personlighedsspaltning, Garion Sigers skæbne er forudbestemt.
Nu sker der det, at Garions oplevelser og handlinger i virkeligheden og i bogen glider over i hinanden og komplementerer hinanden. Der er således ikke tale om nogen personlighedsspaltning, Garion Sigers skæbne er forudbestemt.
368 pages, Paperback
First published January 1, 1971
4 people want to read
About the author
Svend Åge Madsen
97 books66 followersSvend Åge Madsen is a Danish novelist. He studied mathematics before he began writing fiction. His novels are generally philosophical and humorous.
Madsen's writing style and philosophy have placed him amongst the most distinguished and widely-read authors in Denmark today. His novels reflect the grave problems faced by the modern civilisation, and the interplay between quasi-realism and complete fantasy in Svend Åge Madsen’s novels leads to contemplation of the indefinable nature of human existence.
Madsen's writing style and philosophy have placed him amongst the most distinguished and widely-read authors in Denmark today. His novels reflect the grave problems faced by the modern civilisation, and the interplay between quasi-realism and complete fantasy in Svend Åge Madsen’s novels leads to contemplation of the indefinable nature of human existence.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 2 of 2 reviews
February 22, 2023
Bogen bygger på præmissen at virkeligheden og fortællingen har ophav i hinanden. Og SÅM har slået et ambitiøst projekt op - og i bogens helhed synes jeg han lykkes overraskende flot hermed.
Hvordan beskriver man virkeligheden uden at det blot bliver endnu en fortælling? Hvordan beskriver man alle flader af en kastet terning? Du kan kaste den igen, du kan bruge tidligere erfaringer til at fortælle om siderne du ikke kan se, eller som SÅM kan du fremlægge beretninger fra flere vinkler og personer. Målet er at nærme sig noget mere virkeligt. Hvis den der virkelighed da overhovedet eksisterer udover i vores indre billeder af den…
Bogen er alene i sin form et interessant eksperiment. Historiens virkelighed præsenteres fra forskellige facetter ved at bruge både 1. person, 2. person og 3. personsfortællinger, nutid og datid. Indholdsfortegnelsen beretter om sin egen vinkel på historien, hvor imod de egentlige kapitlers nummerering og titel præsenterer samme historie fra en lidt anden vinkel.
Historien har mange lag. Vi møder først Garion Siger som læser i en bog der lader til at være meget lig den jeg læser. Hovedpersonen læser altså sin egen historie i en bog, og fortæller endda videre på den foran sit spejl. Og hans fortællinger lader til - på godt og ondt - at have indflydelse på indbyggerne i den lille isolerede og fiktive by Vers, der danner scenen hvori historien udspiller sig. F. eks. har han oplevelsen af at der mangler en skurk i sit liv, for alle gode historier har en vis portion ondskab til at skabe balance med det gode. Hans jobopslag efter den ondeste person i landet går naturligvis ikke helt stille for sig.
I byen Vers præsenteres vi for over 20 karakterer. Mange af dem flot karikerede og særdeles mindeværdige. Tiden synes á la oplysningstiden med hestevogne, skarp klasseinddeling, fabrikker med slavelignende arbejdsvilkår og et aristokrati der inviterer hinanden til selskaber og udflugter i naturen i håb om at der opstår interessante og indsigtsfulde samtaler. Samfundet fungerer ikke optimalt, men der er ikke enighed om hvad det kan eller bør udvikle sig til i fremtiden. I kontrast til stemningen af “gamle dage” er der flere futuristiske elementer som praktiske adressevælgere, tidsmålere og elektriske (defekte) biler mm. (Obs at bogen er fra 1971).
Garions venner udveksler løbende besøg, ideer tanker og drømme. Urealistisk smukke og gode Kismet forsøger at råbe byens beboere op i håb om at de alle kunne leve lykkeligere og i harmoni med hinanden. Men i virkeligheden synes det et håbløst projekt.
Karakteren Junes’ fortælling får vi i 1. person, og udelukkende med små bogstaver. Han har levet isoleret fra mennesker hele sit liv hidtil, og vi møder ham fuldvoksen men med en mentalitet nærmest som en nyfødt. Hans udvikling og dannelse er imponerende, og man føler sådan med ham i hans bestræbelser på at hjælpe byens beboere og forsøg på at fjerne deres lidelser.
Vi møder også Manes hvis eneste ønske og livskraft er at blive (anerkendt som) Inigos datter. Hun vil blive til, men ikke være til. Hun er ren skaberkraft. En intention der søger at skabe et “noget” ud af et “intet”. Hun gennemgår i løbet af historien horribel modstand af nærmest kafkask absurditet. Konstant modarbejdes og nedbrydes hun væk fra sin eksistens(berettigelse) imod total ikke-væren. Hendes modstandere er bl.a. hendes alter ego Jago samt et panel af karakterer der repræsenterer samfundets spidser, orden, form, benævnelse og tradition.
I et nær uendeligt regres igennem historier der spejler sig i hinanden fortyndes vores tro på virkeligheden. Og da Garion for en stund forsvinder, forsvinder historien også, ukendt hvor længe da intet kan skrives uden ham. Og historien fortsætter da også allerede på næste side da han er tilbage.
Plottet i fortællingen er egentlig ikke særlig originalt. Som noget vi har fået fortalt før, fra en anden vinkel. Men dette er netop en del af SÅMs genistreg. Vi må snart give slip på dele af historien for at skifte fokus og gribe noget nyt. For bogens mål er næppe blot at levere indholdet i historien, men at fortælle om snitfladerne imellem indholdet og dets formgivelse. Ringen sluttes ved at Garion igen stiger op til PÅM som står frem som skaberen. Indhold og form flyder sammen. Ud af intet tog noget form og blev skabt.
Den mindede mig lidt om stemningen i den ellers meget anderledes animationsfilm Coraline. Jeg anbefaler bogen hvis du holder af stilen i Kafkas bøger eller russiske Bulgakov, hvis du er interesseret i eksistentiel filosofi, eller hvis du ganske simpelt har lyst til at læse noget “nyt”.
Hvordan beskriver man virkeligheden uden at det blot bliver endnu en fortælling? Hvordan beskriver man alle flader af en kastet terning? Du kan kaste den igen, du kan bruge tidligere erfaringer til at fortælle om siderne du ikke kan se, eller som SÅM kan du fremlægge beretninger fra flere vinkler og personer. Målet er at nærme sig noget mere virkeligt. Hvis den der virkelighed da overhovedet eksisterer udover i vores indre billeder af den…
Bogen er alene i sin form et interessant eksperiment. Historiens virkelighed præsenteres fra forskellige facetter ved at bruge både 1. person, 2. person og 3. personsfortællinger, nutid og datid. Indholdsfortegnelsen beretter om sin egen vinkel på historien, hvor imod de egentlige kapitlers nummerering og titel præsenterer samme historie fra en lidt anden vinkel.
Historien har mange lag. Vi møder først Garion Siger som læser i en bog der lader til at være meget lig den jeg læser. Hovedpersonen læser altså sin egen historie i en bog, og fortæller endda videre på den foran sit spejl. Og hans fortællinger lader til - på godt og ondt - at have indflydelse på indbyggerne i den lille isolerede og fiktive by Vers, der danner scenen hvori historien udspiller sig. F. eks. har han oplevelsen af at der mangler en skurk i sit liv, for alle gode historier har en vis portion ondskab til at skabe balance med det gode. Hans jobopslag efter den ondeste person i landet går naturligvis ikke helt stille for sig.
I byen Vers præsenteres vi for over 20 karakterer. Mange af dem flot karikerede og særdeles mindeværdige. Tiden synes á la oplysningstiden med hestevogne, skarp klasseinddeling, fabrikker med slavelignende arbejdsvilkår og et aristokrati der inviterer hinanden til selskaber og udflugter i naturen i håb om at der opstår interessante og indsigtsfulde samtaler. Samfundet fungerer ikke optimalt, men der er ikke enighed om hvad det kan eller bør udvikle sig til i fremtiden. I kontrast til stemningen af “gamle dage” er der flere futuristiske elementer som praktiske adressevælgere, tidsmålere og elektriske (defekte) biler mm. (Obs at bogen er fra 1971).
Garions venner udveksler løbende besøg, ideer tanker og drømme. Urealistisk smukke og gode Kismet forsøger at råbe byens beboere op i håb om at de alle kunne leve lykkeligere og i harmoni med hinanden. Men i virkeligheden synes det et håbløst projekt.
Karakteren Junes’ fortælling får vi i 1. person, og udelukkende med små bogstaver. Han har levet isoleret fra mennesker hele sit liv hidtil, og vi møder ham fuldvoksen men med en mentalitet nærmest som en nyfødt. Hans udvikling og dannelse er imponerende, og man føler sådan med ham i hans bestræbelser på at hjælpe byens beboere og forsøg på at fjerne deres lidelser.
Vi møder også Manes hvis eneste ønske og livskraft er at blive (anerkendt som) Inigos datter. Hun vil blive til, men ikke være til. Hun er ren skaberkraft. En intention der søger at skabe et “noget” ud af et “intet”. Hun gennemgår i løbet af historien horribel modstand af nærmest kafkask absurditet. Konstant modarbejdes og nedbrydes hun væk fra sin eksistens(berettigelse) imod total ikke-væren. Hendes modstandere er bl.a. hendes alter ego Jago samt et panel af karakterer der repræsenterer samfundets spidser, orden, form, benævnelse og tradition.
I et nær uendeligt regres igennem historier der spejler sig i hinanden fortyndes vores tro på virkeligheden. Og da Garion for en stund forsvinder, forsvinder historien også, ukendt hvor længe da intet kan skrives uden ham. Og historien fortsætter da også allerede på næste side da han er tilbage.
Plottet i fortællingen er egentlig ikke særlig originalt. Som noget vi har fået fortalt før, fra en anden vinkel. Men dette er netop en del af SÅMs genistreg. Vi må snart give slip på dele af historien for at skifte fokus og gribe noget nyt. For bogens mål er næppe blot at levere indholdet i historien, men at fortælle om snitfladerne imellem indholdet og dets formgivelse. Ringen sluttes ved at Garion igen stiger op til PÅM som står frem som skaberen. Indhold og form flyder sammen. Ud af intet tog noget form og blev skabt.
Den mindede mig lidt om stemningen i den ellers meget anderledes animationsfilm Coraline. Jeg anbefaler bogen hvis du holder af stilen i Kafkas bøger eller russiske Bulgakov, hvis du er interesseret i eksistentiel filosofi, eller hvis du ganske simpelt har lyst til at læse noget “nyt”.
March 18, 2022
Garion Siger diskuterer romaner med Lev Hife. Lev mener, at romaner er usande og for fulde af skurke i forhold til virkeligheden. Garion finder derefter i Jeroni Autosefas bogsamling en bog om sig selv, som handler om, hvad der vil ske i hans liv.
Garion får sin advokat Amon Usbek til at lave et opslag om, at alle onde mennesker skal møde på hans kontor.
Det er starten på et af mange eksperimenter, som en flok mennesker med volapykagtige navne i byen Vers i en tidløs tid, kaster sig ud i.
Svend Åge Madsen bringer mange interessante filosofiske spørgsmål på banen. Lader virkeligheden sig fremstille? En enarmet mand Nunn Meere maler livagtige billeder. “Jeg har ladet mig fortælle, at en mand forelskede sig så heftigt i en kvindeskikkelse, jeg havde malet, at han på stedet friede til hende, inden han blev klar over sin fejltagelse.” (s. 88)
Hvad er virkeligheden? Er den det samme for os?
Hvad er sandheden?
“De fleste ting er ikke sande, men de kan blive det... hvis nogen er intelligent nok til at finde på dem, og geniale nok til at finde nogle overbevisende argumenter for dem.” (side 305) Et meget relevant spørgsmål i forhold til Ruslands invasion af Ukraine, og de to nationers fortællinger.
Er synspunktet eller tingen det afgørende?
Hvad er det gode samfund, og hvordan indretter vi det?
Der optræder også en hel del metafiktive træk. Til slut diskuteres det fx, om man gør noget ved verden, når man drømmer, forestiller sig noget eller skriver bøger, eller om der skal mere handling til.
Skurken i bogen hedder Pudin. Det er lidt pudsigt når bogen handler om en person, hvis liv bliver forudsagt - igen nutidens begivenheder taget i betragtning.
Romanen stiller store krav til læseren. Der er fx et Stuk-agtigt stort persongalleri. Jeg havde et større noteapparat kørende ved siden af med de vigtigste personer, hvem de var og hvilke relationer de havde til hinanden… for så halvvejs at opdage, at der var en (dog mindre udførlig) personliste bagerst i bogen.
Romanen har to vekslende jeg-fortællere i nutid: Junes og Manes, men dominerende er en alvidende fortæller i datid og nutid. Der er en fortællerstemme, som siger, hvordan vi skal forstå begivenhederne: “I den anden ende af byen sker der på samme tid noget, som det måske ville være mere interessant at følge, end dette triste selskab.” (s. 156)
Genremæssigt er det epik, men med lån fra drama, idet der er overskrifter til kapitlerne, som opsummerer, hvad der vil ske i scenen. Og der er ganske få beskrivelser, men derimod meget scenisk fremstillingsform.
Desuden er der ikke en hovedperson, som gennemgår en udvikling, men mere et net af personer, som bevæger sig rundt mellem hinanden.
Det er mit første møde med en af Svend Åge Madsens romaner. Jeg kan godt lide hans absurde karakterer og de karikerede scener, han sætter dem i. Det minder mig og Peter Seebergs fortællestil.
Alle de spørgsmål, romanen stiller, gør den interessant, men det kammede også lidt over for mig.
Det er en lang roman, og til sidst var jeg godt og grundigt rundforvirret over de mange tråde i handlingen. Mindre kunne have gjort det.
Garion får sin advokat Amon Usbek til at lave et opslag om, at alle onde mennesker skal møde på hans kontor.
Det er starten på et af mange eksperimenter, som en flok mennesker med volapykagtige navne i byen Vers i en tidløs tid, kaster sig ud i.
Svend Åge Madsen bringer mange interessante filosofiske spørgsmål på banen. Lader virkeligheden sig fremstille? En enarmet mand Nunn Meere maler livagtige billeder. “Jeg har ladet mig fortælle, at en mand forelskede sig så heftigt i en kvindeskikkelse, jeg havde malet, at han på stedet friede til hende, inden han blev klar over sin fejltagelse.” (s. 88)
Hvad er virkeligheden? Er den det samme for os?
Hvad er sandheden?
“De fleste ting er ikke sande, men de kan blive det... hvis nogen er intelligent nok til at finde på dem, og geniale nok til at finde nogle overbevisende argumenter for dem.” (side 305) Et meget relevant spørgsmål i forhold til Ruslands invasion af Ukraine, og de to nationers fortællinger.
Er synspunktet eller tingen det afgørende?
Hvad er det gode samfund, og hvordan indretter vi det?
Der optræder også en hel del metafiktive træk. Til slut diskuteres det fx, om man gør noget ved verden, når man drømmer, forestiller sig noget eller skriver bøger, eller om der skal mere handling til.
Skurken i bogen hedder Pudin. Det er lidt pudsigt når bogen handler om en person, hvis liv bliver forudsagt - igen nutidens begivenheder taget i betragtning.
Romanen stiller store krav til læseren. Der er fx et Stuk-agtigt stort persongalleri. Jeg havde et større noteapparat kørende ved siden af med de vigtigste personer, hvem de var og hvilke relationer de havde til hinanden… for så halvvejs at opdage, at der var en (dog mindre udførlig) personliste bagerst i bogen.
Romanen har to vekslende jeg-fortællere i nutid: Junes og Manes, men dominerende er en alvidende fortæller i datid og nutid. Der er en fortællerstemme, som siger, hvordan vi skal forstå begivenhederne: “I den anden ende af byen sker der på samme tid noget, som det måske ville være mere interessant at følge, end dette triste selskab.” (s. 156)
Genremæssigt er det epik, men med lån fra drama, idet der er overskrifter til kapitlerne, som opsummerer, hvad der vil ske i scenen. Og der er ganske få beskrivelser, men derimod meget scenisk fremstillingsform.
Desuden er der ikke en hovedperson, som gennemgår en udvikling, men mere et net af personer, som bevæger sig rundt mellem hinanden.
Det er mit første møde med en af Svend Åge Madsens romaner. Jeg kan godt lide hans absurde karakterer og de karikerede scener, han sætter dem i. Det minder mig og Peter Seebergs fortællestil.
Alle de spørgsmål, romanen stiller, gør den interessant, men det kammede også lidt over for mig.
Det er en lang roman, og til sidst var jeg godt og grundigt rundforvirret over de mange tråde i handlingen. Mindre kunne have gjort det.
Displaying 1 - 2 of 2 reviews