Clara har været vild med Jonas siden 3. klasse. Men hun er ikke på klassens VIP-hold, så han ser ikke til hendes side. Til gengæld vil Claras far pludselig gerne se hende - for første gang i seks år. Da Clara ser nærmere på sin ven Charlie og på Charlies vens Jazzy Jo, opdager hun noget, hun ikke har lagt mærke til før. Men Claras største udfordring er stadigvæk, at få sin mor til at kigge op over kanten af det depressive hul, hun er havnet i. Historien om en pige, der lærer at rumme sin egen smerte - uden at lade sig styre af den.
Mit lorte liv – en kærlighedshistorie af Vibeke Bækkelund Lassen var en god, men også hård læseoplevelse. Det er dansk YA-realisme a la Sarah Engell, Anika Eibe og Kristina Aamand. Det er vigtigt for os, at der findes YA-litteratur som dette, for det er ikke nemt at være teenager. Der sker mange ting og det er svært at holde hovedet koldt imens, særligt for hovedpersonen Clara, som både slås med at være teenager, at udvikle sig, en forelskelse, en skilsmisse og en mor, som er dybt depressiv. Det er mange emner at have i et plot, men Vibeke Bækkelund Lassen formår at kommer rundt om dem alle, uden at det bliver overfladisk. Det hele blandes sammen i en cocktail af hormoner, tvivl og eksistentiel krise.
Det var en god læsning, selvom det ikke var den mest opløftende. Nogle gange måtte jeg holde pauser, fordi det var deprimerende og tung læsning, men sådan skal det være med en bog som denne. Den viser realiteten af hvordan man kan have det og omhandler svære emner, som kan være hårde at sætte ord på. Jeg synes, at Clara som hovedperson er ufattelig stærk, selvom hun nok ikke er klar over det. Det hele er sgu noget lort for hende, men jeg synes, at man kan skimte et håb et eller andet sted i det mørke, selvom det er svært at se.
Det lette sprog uden mange metaforer, men blot med hudløst ærlige dialoger og tanker fra Claras indre liv, giver os en let adgang til, hvad hun oplever og går igennem. Det er tydeligt at nikke genkendende til, hvordan Clara opfører sig, f.eks. at hun ikke vil snakke med nogen om, hvad der foregår. Det kan være fordi hun føler skyld, skam eller ikke føler, at nogen vil forstå hende – og dette vil mange kunne identificere sig med.
Jeg synes, at Vibeke Bækkelund Lassen har skabt en god ungdomsroman, som er velskrevet og godt formidlet til unge. Dog kan voksne sagtens læse med og jeg tror, at denne roman vil skabe dialog mellem unge og voksne. Måske bliver det faktisk lettere at italesætte de svære emner. Det er det, at vi har YA-realisme til – til at sætte ord på de store og svære følelser, genkende sig selv i situationer og samtidig føle, at man ikke er alene.
Bogen er meget trist, og lige når man ikke tror den kan blive mere trist, så gør den det alligevel. Hovedpersonen Clara har det ikke godt. Hendes far forlod hende og hendes mor da hun var 11 år gammel. Det var kort efter hendes lillebror, Magnus, døde. Moren er depressiv, og Clara ved aldrig helt hvornår hun kommer hjem til en mor der er i live. Jeg kunne godt lide hvordan Jeevan og Charlie tog sig så godt af Clara og hvordan Jeevan var som den far hun ikke havde.
This entire review has been hidden because of spoilers.