What do you think?
Rate this book
Server
222 pages, Paperback
First published March 23, 2012
8 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 6 of 6 reviews
March 23, 2012
http://kulturforunge.dk/2012/03/23/se...
Året er 2030. Der har været nogle gevaldige verdenskrige, og det har ført teknologien tilbage til et stadie, der minder om 1985. 17-årige Philip har et studiejob som interviewer for San Fransisco Post. Han er udstationeret på St. Marys Hospital, hvor han skal udspørge døende patienter omkring udviklingen, som den var før i tiden. Måske ligger de inde med dyrebar viden, som samfundet kan bruge til at genskabe nogle af de unikke opfindelser, som gik tabt krigene.
Philips far arbejder også på San Fransisco Post. I seks år har han ledt efter en computer-server-park, der har været gemt væk i en så dyb militærbunker, at informationerne på harddiske ikke er blevet slettet. Det er de eneste harddiske i verden, der ikke er blevet slettet af elektromagnetiske våben, og de rummer alle de informationer, der blandt andet har været på Internettet, som heller ikke eksisterer længere.
At han nu har lokaliseret serverparken, er det sidste Philips far får fortalt Philip, inden han bliver pludselig går i koma. Det underlige er bare, at Philips fars chef, Jenkins, også er røget i koma på præcis samme måde kun en par dage tidligere. Philip aner, at der er noget helt galt, og sammen med sin kæreste Amy, begynder han eftersøgningen efter den, for hele verden vigtige, serverpark, som hans far har lokaliseret.
Yes, ansvarsfulde, målrettede og ambitiøse unge
‘Server’ er Peter Griffins første ungdomsroman. Sproget flyder virkelig godt, og på trods af nogle store fejl i sci fi-universet, levede jeg mig hurtigt ind i Philips spændende verden. Dialogerne fungerer også utrolig godt, og det oplevedes på mange måder som at se en spillefilm – så let kom billeder ind i min hjerne. Umiddelbart blev jeg betaget af, at hovedpersonen Philip kun er 17 år, men alligevel udfører et vigtigt job og har et stort ansvar. I mange ungdomsromaner er fyrene på 17 år ikke kommet længere end til at sige oversmarte bemærkninger med masser af bandeord, og bruger resten af deres tid på at spille Playstation, drikke øl og kigge på damer. Men ikke her. Endelig får vi unge at se, som de også kan være som 17-årige, nemlig ansvarsfulde, målrettede og ambitiøse.
Ikke nødvendigvis den eneste ene
Philips forhold til Amy virker også meget realistisk. De er kærester, men de smelter ikke sammen og kan sagtens finde ud af at leve hver deres liv. Når de er sammen, går det heller ikke over gevind i kys og erotik. Det er måske ikke så spændende at læse om på den måde, men sådan er der jo også mange unge par, der lever, og det føltes faktisk rigtig rart at se, at man også kan være kærester på et stadie, hvor det allervigtigste er at være gode venner og man ikke stiller en uendelig række krav til hinanden. Specielt i vores samfund (i det virkelige liv 2012), hvor man i medierne hele tiden taler om at finde “den eneste ene”.
Næsten en Peter Parker
Med Philip som hovedperson følte jeg mig egentlig i lige så godt selskab, som havde det været Peter Parker — yeps Spiderman. De besidder den samme ro, har det samme overblik og klistrer ikke fuldstændigt til deres kæreste, der også har hjerne. Historien var også utrolig spændende i begyndelsen. På et tidspunkt kommer vi til en ‘brusebads-scene’, hvor jeg næsten gik til i ren spænding. Det oplever jeg ellers virkelig sjældent i danske børne- og ungdomsbøger. Der er mange danske forfattere, der er gode til at sætte en motor i gang, så man hele tiden bliver drevet frem — det er også en slags spænding — men Peter Griffins spænding er den, som man kender fra gode bio- eller tv-thrillers, hvor man sidder på nåle i en scene, hvor der, måske, er ved at ske et eller andet forfærdeligt. Rigtig godt gået.
Uddrag af ‘Server’
“Ryger du stadig?”
“Hold nu op, far. Jeg har aldrig røget rigtigt! Bare et par enkelte gange til fester,” protesterede Philip. Rygning var en af hans fars kæpheste, efter han selv var holdt op med at ryge nogle år forinden.
“Der der mange af dine kammerater, som ryger?”
“Et par stykker.”
“Fjolser! Hvad med Andrew?”
“Nogle gange.”
“Jeg burde give ham en endefuld eller snakke med hans for og mor.”
“Vi er ikke børn, far.”
“Jo, I er sgu,” smilede hans far. “Hvordan går det med Amy? Du skulle have taget hende med.”
“Det går rigtig godt. Hun har time nu, ellers havde jeg også gjort det.” Philip ville gerne have haft hende med, men var ikke sikker på, om han rent faktisk ville have spurgt hende. Hvis hans far var deprimeret og måske følte sig ensom, ville han nok føle sig endnu mere ensom, hvis Philip troppede op med sin nye kæreste.
Teknologien stemmer ikke
I og med det hele foregår i San Fransisco, har vi et internationalt strejf, der føles godt, vi har nogle hovedpersoner skarpt tegnet op med tanker og følelser, der fungerer rigtig godt, og vi har en historie som tegner ganske spændende. Men … for der kommer desværre et men: Genren er sci fi blandet med krimi, og det er bestemt ikke en nem genre. Specielt ikke når man påtager sig ansvaret for at omdefinere en hel verden rent teknologisk efter en yderst destruktiv verdenskrig.
Vi får at vide, at verden rent teknologisk er havnet på et stadie, der svarer til 1985, samt at alle elektroniske medier, harddiske, cd’er, dvd’er, hukommelseskort, mobiltelefoner, mp3-afspillere og andre computerchips er slettet af elektromagnetiske pulsvåben. Derimod eksisterer kassettebånd, spolebånd og videobånd stadig, og da nogle af disse medier jo blev naturligt udfaset omkring 1985, er det musik og film op til 1985 som folk i ‘Server’ kun kan muntre sig med, og formentligt er det derfor også moden er røget tilbage til 1985. (Der er så også en uoverensstemmelse, for VHS-båndene eksisterer jo stadigvæk her i 2012, og som bekendt kan man jo netop godt optage nye film på dem, og de kan jo netop kopieres og mangfoldiggøres hurtigt.)
Men kender man blot lidt til teknik og IT, sukker man straks, for det holder jo ikke. Harddiske og nogle computerchips kunne godt blive slettet af elektromagnetiske våben, men cd’er og dvd’er er jo optiske lagringsmidler, ikke magnetiske. Det er mikroskopiske små huller i en overflade af polykarbonat, der er yderst slagsfast og ikke påvirkes af magnetfelter. Så dvd’er og cd’er vil i den grad overleve elektromagnetiske våben, men det vil netop kassettebånd, spolebånd og VHS-film ikke, da de alle er magnetbånd. Men det er netop alle disse bånd, Peter Griffin bygger hele kulturen op med i ‘Server’.
Det er svært, ikke selv at bevæge sig ind i det teknologiske tankeeksperiment, og min tanker gik på, at vinylplader, altså LP’er, der jo er mekaniske, ville have overlevet. Det kunne de have hørt, hvis selve cd-afspillerne ikke havde virket. Og biograffilm, der ligger på plasticstrimler og kan projiceres op på et lærred med en lyskilde, ville jo i den grad også overleve et elektromagnetisk angreb. I 2012 kører de fleste biografer stadig med filmruller, så på den måde vil oplysninger frem til 2012 jo være sikret.
For mange huller og ubesvarede spørgsmål
Desværre begyndte der også at dukke flere huller op i selve historien, og de tog langsomt glæden ud af læsningen. (Her forekommer enkelte spoilers, så spring dette afsnit over, hvis du ikke vil høre om dem!) Hvorfor modtager Philip en indpakket gave og et langt kodet fødselsdagskort fra sin far med UPS, når faren lige har fortalt ham, at han ikke har pakket gaven ind og ikke har skrevet et kort, og lige derefter går i koma? Hvis serverparken er verdens største hemmelighed, hvorfor fortæller faren så bare helt åbent om den til Philip på en kinesisk restaurant? Og hvorfor er det i næste øjeblik så hemmeligt, at der skal et kodebrev til? Og hvorfor skrev faren egentlig et kodet hjælpebrev til Philip og sendte det præcis lige inden han gik i koma (hvis han altså nåede det alligevel)? Han kunne jo ikke vide, at han ville blive udsat for et drabsforsøg og at han ikke bare kunne tage hen på Philips kollegie til hans fødselsdag (som han ellers havde planlagt med gaven) og fortælle ham om serverparken?
Sådan kunne jeg blive ved, og det er jo umuligt at sige, om det er svipsere i plottet eller der kunne være en god forklaring på tingene. Hovedsagen er bare, at alle de ubesvarede spørgsmål hobede sig op, jo længere jeg kom ind i romanen. Da jeg kom hen mod slutningen, var der så meget, der ikke stemte eller virkede for langt ude, at jeg tabte interessen. Jeg manglede flere og flere motiver, forklaringer og begrundelser, og hvis man ikke kan godtage et fundament i en historie, er det svært at acceptere overbygningen.
Samlet set
‘Server’ er er en ganske hyggelig roman, der bare flyder derud af. Peter Griffins måde at skildre hovedpersoner på, kan jeg rigtig godt lide, og jeg identificerede mig med Philip lige fra begyndelsen. Derudover er det ganske simpelt befriende endelig at læse en mandlig, dansk ungdomsforfatter, der forstår at skildre realistiske følelser og empati, både i kæresteforholdet og i far-søn-forholdet. Der er der ikke mange, der kan!
Idéen om en teknologisk tilbagebombning til 1985 er også sjov, den er bare ikke veludført og efterprøvet godt nok. Så, er du den analytiske type, der elsker sci fi og krimier og insisterer på selv at regne løsningerne ud, vil du hurtigt støde på alle de huller og hændelser, man savner en god forklaring på i ‘Server’. Er du derimod lidt ligeglad med selv at skulle regne tingene ud, og vil du bare underholdes og have løsningerne foræret til sidst, så kan du sikkert få meget fornøjelse ud af ‘Server’. Den begynder i hvert fald rigtig godt, og jeg vil virkelig gerne læse mere af Peter Griffin, da jeg synes han er et rigtig frisk pust i dansk ungdomslitteratur. Jeg håber dog blot, han kaster sig over et lidt mindre ambitiøst univers og plot næste gang.
Året er 2030. Der har været nogle gevaldige verdenskrige, og det har ført teknologien tilbage til et stadie, der minder om 1985. 17-årige Philip har et studiejob som interviewer for San Fransisco Post. Han er udstationeret på St. Marys Hospital, hvor han skal udspørge døende patienter omkring udviklingen, som den var før i tiden. Måske ligger de inde med dyrebar viden, som samfundet kan bruge til at genskabe nogle af de unikke opfindelser, som gik tabt krigene.
Philips far arbejder også på San Fransisco Post. I seks år har han ledt efter en computer-server-park, der har været gemt væk i en så dyb militærbunker, at informationerne på harddiske ikke er blevet slettet. Det er de eneste harddiske i verden, der ikke er blevet slettet af elektromagnetiske våben, og de rummer alle de informationer, der blandt andet har været på Internettet, som heller ikke eksisterer længere.
At han nu har lokaliseret serverparken, er det sidste Philips far får fortalt Philip, inden han bliver pludselig går i koma. Det underlige er bare, at Philips fars chef, Jenkins, også er røget i koma på præcis samme måde kun en par dage tidligere. Philip aner, at der er noget helt galt, og sammen med sin kæreste Amy, begynder han eftersøgningen efter den, for hele verden vigtige, serverpark, som hans far har lokaliseret.
Yes, ansvarsfulde, målrettede og ambitiøse unge
‘Server’ er Peter Griffins første ungdomsroman. Sproget flyder virkelig godt, og på trods af nogle store fejl i sci fi-universet, levede jeg mig hurtigt ind i Philips spændende verden. Dialogerne fungerer også utrolig godt, og det oplevedes på mange måder som at se en spillefilm – så let kom billeder ind i min hjerne. Umiddelbart blev jeg betaget af, at hovedpersonen Philip kun er 17 år, men alligevel udfører et vigtigt job og har et stort ansvar. I mange ungdomsromaner er fyrene på 17 år ikke kommet længere end til at sige oversmarte bemærkninger med masser af bandeord, og bruger resten af deres tid på at spille Playstation, drikke øl og kigge på damer. Men ikke her. Endelig får vi unge at se, som de også kan være som 17-årige, nemlig ansvarsfulde, målrettede og ambitiøse.
Ikke nødvendigvis den eneste ene
Philips forhold til Amy virker også meget realistisk. De er kærester, men de smelter ikke sammen og kan sagtens finde ud af at leve hver deres liv. Når de er sammen, går det heller ikke over gevind i kys og erotik. Det er måske ikke så spændende at læse om på den måde, men sådan er der jo også mange unge par, der lever, og det føltes faktisk rigtig rart at se, at man også kan være kærester på et stadie, hvor det allervigtigste er at være gode venner og man ikke stiller en uendelig række krav til hinanden. Specielt i vores samfund (i det virkelige liv 2012), hvor man i medierne hele tiden taler om at finde “den eneste ene”.
Næsten en Peter Parker
Med Philip som hovedperson følte jeg mig egentlig i lige så godt selskab, som havde det været Peter Parker — yeps Spiderman. De besidder den samme ro, har det samme overblik og klistrer ikke fuldstændigt til deres kæreste, der også har hjerne. Historien var også utrolig spændende i begyndelsen. På et tidspunkt kommer vi til en ‘brusebads-scene’, hvor jeg næsten gik til i ren spænding. Det oplever jeg ellers virkelig sjældent i danske børne- og ungdomsbøger. Der er mange danske forfattere, der er gode til at sætte en motor i gang, så man hele tiden bliver drevet frem — det er også en slags spænding — men Peter Griffins spænding er den, som man kender fra gode bio- eller tv-thrillers, hvor man sidder på nåle i en scene, hvor der, måske, er ved at ske et eller andet forfærdeligt. Rigtig godt gået.
Uddrag af ‘Server’
“Ryger du stadig?”
“Hold nu op, far. Jeg har aldrig røget rigtigt! Bare et par enkelte gange til fester,” protesterede Philip. Rygning var en af hans fars kæpheste, efter han selv var holdt op med at ryge nogle år forinden.
“Der der mange af dine kammerater, som ryger?”
“Et par stykker.”
“Fjolser! Hvad med Andrew?”
“Nogle gange.”
“Jeg burde give ham en endefuld eller snakke med hans for og mor.”
“Vi er ikke børn, far.”
“Jo, I er sgu,” smilede hans far. “Hvordan går det med Amy? Du skulle have taget hende med.”
“Det går rigtig godt. Hun har time nu, ellers havde jeg også gjort det.” Philip ville gerne have haft hende med, men var ikke sikker på, om han rent faktisk ville have spurgt hende. Hvis hans far var deprimeret og måske følte sig ensom, ville han nok føle sig endnu mere ensom, hvis Philip troppede op med sin nye kæreste.
Teknologien stemmer ikke
I og med det hele foregår i San Fransisco, har vi et internationalt strejf, der føles godt, vi har nogle hovedpersoner skarpt tegnet op med tanker og følelser, der fungerer rigtig godt, og vi har en historie som tegner ganske spændende. Men … for der kommer desværre et men: Genren er sci fi blandet med krimi, og det er bestemt ikke en nem genre. Specielt ikke når man påtager sig ansvaret for at omdefinere en hel verden rent teknologisk efter en yderst destruktiv verdenskrig.
Vi får at vide, at verden rent teknologisk er havnet på et stadie, der svarer til 1985, samt at alle elektroniske medier, harddiske, cd’er, dvd’er, hukommelseskort, mobiltelefoner, mp3-afspillere og andre computerchips er slettet af elektromagnetiske pulsvåben. Derimod eksisterer kassettebånd, spolebånd og videobånd stadig, og da nogle af disse medier jo blev naturligt udfaset omkring 1985, er det musik og film op til 1985 som folk i ‘Server’ kun kan muntre sig med, og formentligt er det derfor også moden er røget tilbage til 1985. (Der er så også en uoverensstemmelse, for VHS-båndene eksisterer jo stadigvæk her i 2012, og som bekendt kan man jo netop godt optage nye film på dem, og de kan jo netop kopieres og mangfoldiggøres hurtigt.)
Men kender man blot lidt til teknik og IT, sukker man straks, for det holder jo ikke. Harddiske og nogle computerchips kunne godt blive slettet af elektromagnetiske våben, men cd’er og dvd’er er jo optiske lagringsmidler, ikke magnetiske. Det er mikroskopiske små huller i en overflade af polykarbonat, der er yderst slagsfast og ikke påvirkes af magnetfelter. Så dvd’er og cd’er vil i den grad overleve elektromagnetiske våben, men det vil netop kassettebånd, spolebånd og VHS-film ikke, da de alle er magnetbånd. Men det er netop alle disse bånd, Peter Griffin bygger hele kulturen op med i ‘Server’.
Det er svært, ikke selv at bevæge sig ind i det teknologiske tankeeksperiment, og min tanker gik på, at vinylplader, altså LP’er, der jo er mekaniske, ville have overlevet. Det kunne de have hørt, hvis selve cd-afspillerne ikke havde virket. Og biograffilm, der ligger på plasticstrimler og kan projiceres op på et lærred med en lyskilde, ville jo i den grad også overleve et elektromagnetisk angreb. I 2012 kører de fleste biografer stadig med filmruller, så på den måde vil oplysninger frem til 2012 jo være sikret.
For mange huller og ubesvarede spørgsmål
Desværre begyndte der også at dukke flere huller op i selve historien, og de tog langsomt glæden ud af læsningen. (Her forekommer enkelte spoilers, så spring dette afsnit over, hvis du ikke vil høre om dem!) Hvorfor modtager Philip en indpakket gave og et langt kodet fødselsdagskort fra sin far med UPS, når faren lige har fortalt ham, at han ikke har pakket gaven ind og ikke har skrevet et kort, og lige derefter går i koma? Hvis serverparken er verdens største hemmelighed, hvorfor fortæller faren så bare helt åbent om den til Philip på en kinesisk restaurant? Og hvorfor er det i næste øjeblik så hemmeligt, at der skal et kodebrev til? Og hvorfor skrev faren egentlig et kodet hjælpebrev til Philip og sendte det præcis lige inden han gik i koma (hvis han altså nåede det alligevel)? Han kunne jo ikke vide, at han ville blive udsat for et drabsforsøg og at han ikke bare kunne tage hen på Philips kollegie til hans fødselsdag (som han ellers havde planlagt med gaven) og fortælle ham om serverparken?
Sådan kunne jeg blive ved, og det er jo umuligt at sige, om det er svipsere i plottet eller der kunne være en god forklaring på tingene. Hovedsagen er bare, at alle de ubesvarede spørgsmål hobede sig op, jo længere jeg kom ind i romanen. Da jeg kom hen mod slutningen, var der så meget, der ikke stemte eller virkede for langt ude, at jeg tabte interessen. Jeg manglede flere og flere motiver, forklaringer og begrundelser, og hvis man ikke kan godtage et fundament i en historie, er det svært at acceptere overbygningen.
Samlet set
‘Server’ er er en ganske hyggelig roman, der bare flyder derud af. Peter Griffins måde at skildre hovedpersoner på, kan jeg rigtig godt lide, og jeg identificerede mig med Philip lige fra begyndelsen. Derudover er det ganske simpelt befriende endelig at læse en mandlig, dansk ungdomsforfatter, der forstår at skildre realistiske følelser og empati, både i kæresteforholdet og i far-søn-forholdet. Der er der ikke mange, der kan!
Idéen om en teknologisk tilbagebombning til 1985 er også sjov, den er bare ikke veludført og efterprøvet godt nok. Så, er du den analytiske type, der elsker sci fi og krimier og insisterer på selv at regne løsningerne ud, vil du hurtigt støde på alle de huller og hændelser, man savner en god forklaring på i ‘Server’. Er du derimod lidt ligeglad med selv at skulle regne tingene ud, og vil du bare underholdes og have løsningerne foræret til sidst, så kan du sikkert få meget fornøjelse ud af ‘Server’. Den begynder i hvert fald rigtig godt, og jeg vil virkelig gerne læse mere af Peter Griffin, da jeg synes han er et rigtig frisk pust i dansk ungdomslitteratur. Jeg håber dog blot, han kaster sig over et lidt mindre ambitiøst univers og plot næste gang.
July 18, 2014
Server er én af de bøger jeg har haft stående i en forholdsvis rum tid (den udkom i 2012) før jeg fik den påbegyndt. Men da jeg så først startede, var jeg også opslugt fra første side af. Og susede gennem det ene kapitel efter det andet.
Bogen er letlæst. Sproget er ikke dybt avancereret og besværligt, sætningerne er af en rimelig overkommelig længde og der bruges ikke den store tid på fine synonymer og store armbevægelser. Men det er godt skrevet. Og det flydende sprog og den indlevelse forfatteren formår at give sin bog, vejer helt klart op for nogle af de huller der findes i handlingen, og nogle af de ubesvarede spørgsmål man stadig sidder med, efter endt læsning. I hvert fald som voksen læser, for Server er uden tvivl en ungdomsbog og skal jeg nu være ærlig; da jeg var 13-14 år ville jeg ikke have siddet med de samme spørgsmål, som jeg gør i dag, hvor jeg er 26. Man bliver bare mere årvågen og kritisk med alderen, det kan man ikke komme udenom. Derfor vil jeg også betegne dette som en fremragende ungdomsbog til starten af teenageårene, mens ældre læsere bør huske målgruppen, når de læser bogen.
Vi befinder os lidt ude i fremtiden. Året er 2030 og omkring den tid vi lever i nu, blev vores klode offer for nogle massive verdenskrige, kulturer imellem. I sidste ende mundede det ud med at al teknologi blev ført tilbage til 1985-stadiet. Altså før internettet, cd’erne, fladskærme, e-mails etc. Og dér har jorden befundet sig lige siden, travlt beskæftiget med at komme på fode igen. 17årige Philip arbejder som Dødens journalist på St. Marys Hospital, hvor han udspørger muligt døende patienter om deres liv, og samler oplysninger til videre bevarelse. Og sikrer at evt. vigtige minder og oplysninger om tiden før krigen, kommer frem. Samtidig arbejder Philips far på San Fransisco Post, hvor han i en årrække har ledt efter den sagnomspundne Server-park. En forladt, hemmeligholdt bunker, der efter sigende skulle gemme på servere og informationer om hele verden før krigen, og som rummer alle de informationer der er brug for, for at kunne føre kloden tilbage til 2014-standard. Men Philips far kommer pludselig lidt for tæt på sandheden, og pludselig opdager Philip at mennesker omkring ham dør på stribe – Eller som i hans fars tilfælde, ender i en længere koma. Mennesker, der alle har én eller anden form for viden om server-parken. Sammen med sin kæreste Amy vikles Philip pludselig ind i en hæsblæsende jagt på sandheden om hans verdens fortid. Men i jagten på sandheden finder Philip snart den største løgn af dem alle. En løgn der kan være mere ødelæggende i sin offentliggørelse, end i sin hemmeligholdelse.
Philip er en god hovedperson. Han fremstår troværdig og på trods af springet i årene og det fremtidige sci-fi univers som bogen foregår i, har Peter Griffin formået at gøre ham til en teenager man kan relatere til, både handlemæssigt og tankemæssigt. Samtidig er han langt fra fejlfri og perfekt, på trods af at han er både målrettet og ansvarsbevidst. Og han må flere gange ty til hjælp fra Amy, som det meste af tiden optræder som en biperson, der lige træder til når det er belejligt. Måske det var derfor jeg også havde svært ved at forholde mig til hende, for hun bliver aldrig rigtig virkelig. Og da én af hendes fortids hemmeligheder slipper ud, må jeg indrømme at jeg stod lidt af, for den bliver aldrig rigtig forklaret eller uddybet yderligere, og dét savnede jeg virkelig. Til gengæld er Philip den gode hovedperson, som man føler sig i godt selskab med. Lidt Peter Parker agtig, på nogle områder.
Normalt er jeg ret forloren ved danske forfattere der skriver udenlandske bøger; altså bøger der foregår i udlandet, som denne jo gør. Men Griffin klarer det fint med San Fransisco. Bogen får et lidt internationalt praj, men ærlig talt; hvor troværdigt havde det været hvis vores hovedperson skulle rejse til Nivå for at finde den største hemmelighed på hele planeten? Nah, så hellere noget internationalt, tak. :blink: Samtidig var jeg imponeret af den måde som forfatteren formåede at holde sin spænding kørende på, både på kort sigt og på lang sigt. Der var flere episoder, der var virkelig spændende, men som blev hurtigt udløst, og så var der det lange mysterium, der skulle løses, men som aldrig var helt let at gennemskue. Især fordi forfatteren formåede at gøre sin hemmelighed større end man som læser først lige havde regnet med.
Som sagt har bogen nogle huller. Amys fortid er én af dem, men dén vil jeg ikke omtale nærmere, for den er en ret stor spoiler. Derudover savnede jeg nogle flere forklaringer på krigen, men især resultatet af den. Jeg kunne ret godt lide forfatterens tanke omkring at hele verden bekriger hinanden og at vi ryger flere årtier tilbage, teknologisk. Men jeg havde lidt svært ved at fange skellet mellem 1985 og årtierne derefter. Alle elektroniske medier, harddiske, cd’er, dvd’er, hukommelseskort, mobiltelefoner, mp3-afspillere og andre computerchips er slettet af elektromagnetiske pulsvåben. Okay, den kan jeg godt være med på. Men kassettebånd, spolebånd og videobånd eksisterer stadig og virker fint. Ved første tanke kunne jeg godt få det til at give mening, men så rejste der sig et par spørgsmål, og nu har jeg lidt svært ved at se hvorfor cd’er og dvd’er ikke virker i fremtiden, da disse ikke er magnetiske. Til gengæld er kassettebånd, spolebånd og VHS-film så vidt jeg ved magnetbånd, og de burde vel så ikke have overlevet? Okay, ret nørdet, I know. Og nej, jeg har ikke dobbelttjekket samtlige oplysninger inden denne anmeldelse, så skyd mig bare, hvis der sidder en ekspert derude. Jeg undrede mig blot lidt, men det er så én af de små fejl jeg godt vil leve med, i og med at bogen ér en ungdomsbog og til gengæld opvejer det på andre punkter.
Alt i alt var Server en fantastisk positiv oplevelse og klart en bog der får en fast plads på min fronthylde fra nu af. Jeg var meget imponeret og det er sjældent at jeg virkelig gribes så meget af en bog. Som sci-fi fortælling har den nogle huller og som voksenbog mangler den en masse baggrund og informationer. Men det ér den heller ikke. Den er beregnet til unge og dét synes jeg bestemt også der skal være plads til. Samtidig må jeg indrømme at jeg blev ret fanget af forfatterens lille efterskrift bagerst i bogen. Det var virkelig godt lavet. Men har du tænkt dig at læse bogen, så lad være med at læse efterskriftet først. Du vil snyde dig for lidt af spændingen, hvis du ikke allerede kender til den teori som bogen er bygget op over.
Læs alle anmeldelser her
Bogen er letlæst. Sproget er ikke dybt avancereret og besværligt, sætningerne er af en rimelig overkommelig længde og der bruges ikke den store tid på fine synonymer og store armbevægelser. Men det er godt skrevet. Og det flydende sprog og den indlevelse forfatteren formår at give sin bog, vejer helt klart op for nogle af de huller der findes i handlingen, og nogle af de ubesvarede spørgsmål man stadig sidder med, efter endt læsning. I hvert fald som voksen læser, for Server er uden tvivl en ungdomsbog og skal jeg nu være ærlig; da jeg var 13-14 år ville jeg ikke have siddet med de samme spørgsmål, som jeg gør i dag, hvor jeg er 26. Man bliver bare mere årvågen og kritisk med alderen, det kan man ikke komme udenom. Derfor vil jeg også betegne dette som en fremragende ungdomsbog til starten af teenageårene, mens ældre læsere bør huske målgruppen, når de læser bogen.
Vi befinder os lidt ude i fremtiden. Året er 2030 og omkring den tid vi lever i nu, blev vores klode offer for nogle massive verdenskrige, kulturer imellem. I sidste ende mundede det ud med at al teknologi blev ført tilbage til 1985-stadiet. Altså før internettet, cd’erne, fladskærme, e-mails etc. Og dér har jorden befundet sig lige siden, travlt beskæftiget med at komme på fode igen. 17årige Philip arbejder som Dødens journalist på St. Marys Hospital, hvor han udspørger muligt døende patienter om deres liv, og samler oplysninger til videre bevarelse. Og sikrer at evt. vigtige minder og oplysninger om tiden før krigen, kommer frem. Samtidig arbejder Philips far på San Fransisco Post, hvor han i en årrække har ledt efter den sagnomspundne Server-park. En forladt, hemmeligholdt bunker, der efter sigende skulle gemme på servere og informationer om hele verden før krigen, og som rummer alle de informationer der er brug for, for at kunne føre kloden tilbage til 2014-standard. Men Philips far kommer pludselig lidt for tæt på sandheden, og pludselig opdager Philip at mennesker omkring ham dør på stribe – Eller som i hans fars tilfælde, ender i en længere koma. Mennesker, der alle har én eller anden form for viden om server-parken. Sammen med sin kæreste Amy vikles Philip pludselig ind i en hæsblæsende jagt på sandheden om hans verdens fortid. Men i jagten på sandheden finder Philip snart den største løgn af dem alle. En løgn der kan være mere ødelæggende i sin offentliggørelse, end i sin hemmeligholdelse.
Philip er en god hovedperson. Han fremstår troværdig og på trods af springet i årene og det fremtidige sci-fi univers som bogen foregår i, har Peter Griffin formået at gøre ham til en teenager man kan relatere til, både handlemæssigt og tankemæssigt. Samtidig er han langt fra fejlfri og perfekt, på trods af at han er både målrettet og ansvarsbevidst. Og han må flere gange ty til hjælp fra Amy, som det meste af tiden optræder som en biperson, der lige træder til når det er belejligt. Måske det var derfor jeg også havde svært ved at forholde mig til hende, for hun bliver aldrig rigtig virkelig. Og da én af hendes fortids hemmeligheder slipper ud, må jeg indrømme at jeg stod lidt af, for den bliver aldrig rigtig forklaret eller uddybet yderligere, og dét savnede jeg virkelig. Til gengæld er Philip den gode hovedperson, som man føler sig i godt selskab med. Lidt Peter Parker agtig, på nogle områder.
Normalt er jeg ret forloren ved danske forfattere der skriver udenlandske bøger; altså bøger der foregår i udlandet, som denne jo gør. Men Griffin klarer det fint med San Fransisco. Bogen får et lidt internationalt praj, men ærlig talt; hvor troværdigt havde det været hvis vores hovedperson skulle rejse til Nivå for at finde den største hemmelighed på hele planeten? Nah, så hellere noget internationalt, tak. :blink: Samtidig var jeg imponeret af den måde som forfatteren formåede at holde sin spænding kørende på, både på kort sigt og på lang sigt. Der var flere episoder, der var virkelig spændende, men som blev hurtigt udløst, og så var der det lange mysterium, der skulle løses, men som aldrig var helt let at gennemskue. Især fordi forfatteren formåede at gøre sin hemmelighed større end man som læser først lige havde regnet med.
Som sagt har bogen nogle huller. Amys fortid er én af dem, men dén vil jeg ikke omtale nærmere, for den er en ret stor spoiler. Derudover savnede jeg nogle flere forklaringer på krigen, men især resultatet af den. Jeg kunne ret godt lide forfatterens tanke omkring at hele verden bekriger hinanden og at vi ryger flere årtier tilbage, teknologisk. Men jeg havde lidt svært ved at fange skellet mellem 1985 og årtierne derefter. Alle elektroniske medier, harddiske, cd’er, dvd’er, hukommelseskort, mobiltelefoner, mp3-afspillere og andre computerchips er slettet af elektromagnetiske pulsvåben. Okay, den kan jeg godt være med på. Men kassettebånd, spolebånd og videobånd eksisterer stadig og virker fint. Ved første tanke kunne jeg godt få det til at give mening, men så rejste der sig et par spørgsmål, og nu har jeg lidt svært ved at se hvorfor cd’er og dvd’er ikke virker i fremtiden, da disse ikke er magnetiske. Til gengæld er kassettebånd, spolebånd og VHS-film så vidt jeg ved magnetbånd, og de burde vel så ikke have overlevet? Okay, ret nørdet, I know. Og nej, jeg har ikke dobbelttjekket samtlige oplysninger inden denne anmeldelse, så skyd mig bare, hvis der sidder en ekspert derude. Jeg undrede mig blot lidt, men det er så én af de små fejl jeg godt vil leve med, i og med at bogen ér en ungdomsbog og til gengæld opvejer det på andre punkter.
Alt i alt var Server en fantastisk positiv oplevelse og klart en bog der får en fast plads på min fronthylde fra nu af. Jeg var meget imponeret og det er sjældent at jeg virkelig gribes så meget af en bog. Som sci-fi fortælling har den nogle huller og som voksenbog mangler den en masse baggrund og informationer. Men det ér den heller ikke. Den er beregnet til unge og dét synes jeg bestemt også der skal være plads til. Samtidig må jeg indrømme at jeg blev ret fanget af forfatterens lille efterskrift bagerst i bogen. Det var virkelig godt lavet. Men har du tænkt dig at læse bogen, så lad være med at læse efterskriftet først. Du vil snyde dig for lidt af spændingen, hvis du ikke allerede kender til den teori som bogen er bygget op over.
Læs alle anmeldelser her
October 17, 2018
Server af Peter Griffin er spændende, især hvis man kan lide dystopier. Sproget er læseligt og overskueligt, uden at være alt for simpelt. Man kan godt føle, at modtagergruppen er unge, hvilket kommer til udtryk både i de utroligt korte kapitler og i karakterne som desværre godt kan fremstå overfladiske.
Overordnet set er det en bog, som jeg er glad for, at jeg har læst.
Overordnet set er det en bog, som jeg er glad for, at jeg har læst.
August 29, 2014
Desværre er min holdning til bogen en noget andet, end den jeg havde læst, men sådan er det jo, smag og behag og alt det der. Halvvejs inde i bogen begik jeg den fejl at tage en pause og se på coveret – da jeg læste citatet herpå, var jeg næsten klar over, hvordan resten af historien ville udfolde sig. Øv!
Udover det var plottet også lidt tyndt. Jeg fik aldrig rigtig følelsen af, at forfatteren vidste, hvor han ville hen. Okay, okay, godt ord igen, men det føltes lidt som om han havde en vej han ville følge, men så stødte han lige på et par ekstra finurlige idéer undervejs. Omvendt var der den spænding, jeg håbede på. Der var faktisk scener i bogen, hvor jeg tænkte “hold da op! Uhyggeligt alligevel.” I hvert fald når man lige har in mente, at det her jo er en børne- og ungdomsbog.
Sproget i bogen var dejlig let og det tog ikke mange timer førend sidste side var vendt. Noget der helt bestemt er et plus. Dog var der i min udgave en del stave- og sætningsfejl, men helt generelt flød det rigtig godt og man blev ikke forstyrret i læserytmen. Det var en rigtig dejlig og positiv oplevelse.
Karaktererne var okay. Peter var en god hovedperson, han var utrolig voksen langt det meste af tiden. Resten af karaktererne betød ikke så meget for mig, de var der mest bare som fyld.
Jeg kunne godt finde på at kaste mig over andre bøger af Peter Griffin, men mest af nysgerrighed, og for at se hvordan han præsterer på den voksne scene.
Udover det var plottet også lidt tyndt. Jeg fik aldrig rigtig følelsen af, at forfatteren vidste, hvor han ville hen. Okay, okay, godt ord igen, men det føltes lidt som om han havde en vej han ville følge, men så stødte han lige på et par ekstra finurlige idéer undervejs. Omvendt var der den spænding, jeg håbede på. Der var faktisk scener i bogen, hvor jeg tænkte “hold da op! Uhyggeligt alligevel.” I hvert fald når man lige har in mente, at det her jo er en børne- og ungdomsbog.
Sproget i bogen var dejlig let og det tog ikke mange timer førend sidste side var vendt. Noget der helt bestemt er et plus. Dog var der i min udgave en del stave- og sætningsfejl, men helt generelt flød det rigtig godt og man blev ikke forstyrret i læserytmen. Det var en rigtig dejlig og positiv oplevelse.
Karaktererne var okay. Peter var en god hovedperson, han var utrolig voksen langt det meste af tiden. Resten af karaktererne betød ikke så meget for mig, de var der mest bare som fyld.
Jeg kunne godt finde på at kaste mig over andre bøger af Peter Griffin, men mest af nysgerrighed, og for at se hvordan han præsterer på den voksne scene.
August 25, 2016
Jeg havde ikke rigtig nogle forventninger til den, udover at historien lød spændende. Det var den dog ikke.
Historien havde potentialet til at være virkelig god og spændende, men det synes jeg ikke, den var. Faktisk kedede den mig bare.
Jeg synes, tempoet i starten gik alt for langsomt, og jeg manglede virkelig at få noget konkret information. Det blev lidt bedre ca. midtvejs, men slet ikke nok til, den kunne holde min koncentration.
Personerne virkede meget overfladiske - man kom ikke rigig ind under huden på dem. Jeg var derfor også ret ligeglad med, hvad der ville ske med dem.
Bogens sprog var sådan set fint nok, og bogen var dejlig letlæselig. Desuden synes jeg trods alt, historien blev bygget fint nokk op, og havde en okay afslutning. Den var bare slet ikke mig.
EDIT: Jeg føler ikke rigtig, jeg kan stå inde for at give den to stjerner, da den virkelig kedede mig. Jeg har derfor rettet det til én.
Historien havde potentialet til at være virkelig god og spændende, men det synes jeg ikke, den var. Faktisk kedede den mig bare.
Jeg synes, tempoet i starten gik alt for langsomt, og jeg manglede virkelig at få noget konkret information. Det blev lidt bedre ca. midtvejs, men slet ikke nok til, den kunne holde min koncentration.
Personerne virkede meget overfladiske - man kom ikke rigig ind under huden på dem. Jeg var derfor også ret ligeglad med, hvad der ville ske med dem.
Bogens sprog var sådan set fint nok, og bogen var dejlig letlæselig. Desuden synes jeg trods alt, historien blev bygget fint nokk op, og havde en okay afslutning. Den var bare slet ikke mig.
EDIT: Jeg føler ikke rigtig, jeg kan stå inde for at give den to stjerner, da den virkelig kedede mig. Jeg har derfor rettet det til én.
July 4, 2012
It is closer to 3,5 star. A good book, but not great.
Displaying 1 - 6 of 6 reviews