What do you think?
Rate this book
Winter's Child
Dea Trier Morch depicts with uncommon skill an experienec that pays no attention to language differences or national boundaries: childbirth. Set in a maternity ward for difficult cases, her novel is unique in focusing on the weeks immediately before and after delivery. While December gives way to the new year the women enocunter the private anxieties and mysteries of motherhood, sharing a profound sense of solidarity and warmth in the midst of winter.Joan Tate's superb translation of the European best-seller introduces Dea Trier Morch to American readers. Morch, the author of five other books and the mother of three children, has illustrated her novel with striking block prints.
271 pages, Hardcover
First published January 1, 1976
49 people are currently reading
814 people want to read
About the author
Dea Trier Mørch
24 books20 followersDea Trier Mørch was a Danish artist, novelist, and socialist.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 29 of 58 reviews
September 2, 2020
På mange måder virkelig smuk og rørende. Giver indblik i en del af verden, der er myteomspundet, ordinær og ekstraordinær; graviditeter, fødsler og spædbørn. Fortalt jordnært og ofte kærligt og med et holistisk menneskesyn. Grunden til, at den ikke får fem stjerner, er, at den har nogle racegjorte stereotyper og også et klassemæssigt blik som synes mest solidarisk med en form for tynd hvid middelklasse/kunstnerisk klasse. Det er helt klart hovedpersonen Marie og Signe, der har mest agens i fortællingen. Alligevel er der noget lærdom at finde i kvindernes fødselsfortællinger, f.eks. 'Vinterbørn' giver et indblik i 70ernes institutionelle fødsler, der havde en anden tid til de fødende og deres børn, som næsten virker drømmeagtig i dag, men også ubehagelig og ulige.
February 5, 2019
Fin, indlevende og meget tidstypisk beskrivelse af kvindefællesskab på en svangregang på riget i 1975. Har læst den flere gange, men længe siden.
Alle følelserne og frygten for st miste sit barn har ikke ændret sig - men hvor er det syret som de ryger og drikker hen over de gravide maver, og sygeplejerskerne glade kommer med mere vin eller slukker cigaretbrande i papirkurven!
Alle følelserne og frygten for st miste sit barn har ikke ændret sig - men hvor er det syret som de ryger og drikker hen over de gravide maver, og sygeplejerskerne glade kommer med mere vin eller slukker cigaretbrande i papirkurven!
February 20, 2024
Virkelig god. Tænk at jeg først får læst den nu, men har generelt haft en skepsis omkring moderskabslitteratur. Vinterbørn handler om moderskab, men også om så meget andet, og det er alle de betragtninger og detaljer om tidsånd, klasseforskelle, krop og identitet som gør fortællingen så gribende. Jeg har aldrig været igennem en fødsel og graviditet og alligevel kunne jeg mærke beskrivelserne i kroppen. De fine grafiske tryk som er DTMs kendetegn er kirsebærret på toppen :-)
February 9, 2017
En helt unik skildring af livet på SVANGREGANGEN i 1970’erne med alt hvad det indebærer af lugte, lyde, smerte og glæde.
“Symmetrisk i to lange rækker sidder barselskvinderne i det hvide hospitalstøj med deres nyfødte i armene i sengelampernes kegleformede lys. Brysterne er blottede og børnene lagt til. Der høres små smaskelyde, stønnen og dæmpet tale. Hvilken fulkommengjort kvindeverden!”
Dea Trier Mørchs klassiker fra 1975 er netop blevet genudgivet af Gyldendal og har bevaret den litografiske forside fra førsteudgaven, tegnet af forfatteren selv. Følelserne omkring bogen er ligeså stærke som dengang for 40 år siden. Læs bare Kristeligt Dagblads artikel her. Og nu hvor jeg ikke selv havde stiftet bekendtskab med klasikkeren før, så er genudgivelsen den perfekte mulighed. Det er en bog som alle kommende mødre, såvel som de der allerede har født, bør læse. Dea Trier Mørch formår at tegne et skarpt portræt af sygehusvæsenet anno 1976 med spareplaner, brunlarkerede træbakker og rygning på stuerne. Det ses blandt andet i beskrivelserne af Linda, der læser Romanbladet, og den polske rengøringsassistent Baska, som er så on point og sigende for den tid, som romanen indgår i.
På svangregangen taler kvinderne om alt fra politik til præventionsmidler, og det er denne enkle hverdagssnak, som mange kvinder i 70’erne og opefter har kunne relatere til. Romanen fortæller samtidig den upolerede sandhed om det at føde og tiden derefter med barselsudflåd, amning og uendelig træthed. Romanen er fortalt af en alvidende fortæller, men i dagbogsform og følger således kvinderne på svangregangen fra den 16. december til 15. januar. Det er en vigtig og stadig aktuel bog om fødsler og seksuallivet, hvordan det hænger sammen og ikke gør, og så er det et værk, der sætter problemer til debat i den brandesianske tradition. For hvad betyder den individuelle frihed og retten til at bestemme over sin egen krop? Hvis barnet er handicappet, må moren så slå det ihjel? Ifølge en af kvinderne i bogen, så er moren den eneste, der har ret til det. Det er altså store etiske spørgsmål, der bliver diskuteret i Triers klassiker.
Vinterbørn tager sin læser helt med ind i de fødende kvinders tanker. De selvsikre urinstinkter og de unødvendige bekymringer. Men vigtigst af alt, så er romanen også en hyldest til sygeplejersker, læger og jordmødre, hvis indsats og omsorg er altafgørende for den fødende. Noget der heldigvis ikke har ændret sig i de 40 år, siden romanen udkom. Hvilken fuldkommengjort bog!
Fantastiske passager
Almindeligvis kender hverken manden eller kvinden noget til kvindens vagina. Den er mørk og mystisk og lisså gådefuld som stjernehimlen.
Denne mærkelige kvindeverden, hvor den ene kvinder stikker hånden op i den anden kvindes vagina.
Der ligger de – VINTERBØRNENE – i deres mekaniske livmødre af glas og stål. Dømt til at overleve.
Der er en mærkelig, helt speciel lugt på barselsgangen. En sødlig duft af spædbørnenes afføring og urin, af det blodige barselsudflåd mellem mødrenes ben, af mælken, der løber fra brysterne og stivner på hospitalsskjorten. Af sved blandet med de prangende, kunstigt fremdrevne blomsters duft og lugten af klor og vaseline.
“Symmetrisk i to lange rækker sidder barselskvinderne i det hvide hospitalstøj med deres nyfødte i armene i sengelampernes kegleformede lys. Brysterne er blottede og børnene lagt til. Der høres små smaskelyde, stønnen og dæmpet tale. Hvilken fulkommengjort kvindeverden!”
Dea Trier Mørchs klassiker fra 1975 er netop blevet genudgivet af Gyldendal og har bevaret den litografiske forside fra førsteudgaven, tegnet af forfatteren selv. Følelserne omkring bogen er ligeså stærke som dengang for 40 år siden. Læs bare Kristeligt Dagblads artikel her. Og nu hvor jeg ikke selv havde stiftet bekendtskab med klasikkeren før, så er genudgivelsen den perfekte mulighed. Det er en bog som alle kommende mødre, såvel som de der allerede har født, bør læse. Dea Trier Mørch formår at tegne et skarpt portræt af sygehusvæsenet anno 1976 med spareplaner, brunlarkerede træbakker og rygning på stuerne. Det ses blandt andet i beskrivelserne af Linda, der læser Romanbladet, og den polske rengøringsassistent Baska, som er så on point og sigende for den tid, som romanen indgår i.
På svangregangen taler kvinderne om alt fra politik til præventionsmidler, og det er denne enkle hverdagssnak, som mange kvinder i 70’erne og opefter har kunne relatere til. Romanen fortæller samtidig den upolerede sandhed om det at føde og tiden derefter med barselsudflåd, amning og uendelig træthed. Romanen er fortalt af en alvidende fortæller, men i dagbogsform og følger således kvinderne på svangregangen fra den 16. december til 15. januar. Det er en vigtig og stadig aktuel bog om fødsler og seksuallivet, hvordan det hænger sammen og ikke gør, og så er det et værk, der sætter problemer til debat i den brandesianske tradition. For hvad betyder den individuelle frihed og retten til at bestemme over sin egen krop? Hvis barnet er handicappet, må moren så slå det ihjel? Ifølge en af kvinderne i bogen, så er moren den eneste, der har ret til det. Det er altså store etiske spørgsmål, der bliver diskuteret i Triers klassiker.
Vinterbørn tager sin læser helt med ind i de fødende kvinders tanker. De selvsikre urinstinkter og de unødvendige bekymringer. Men vigtigst af alt, så er romanen også en hyldest til sygeplejersker, læger og jordmødre, hvis indsats og omsorg er altafgørende for den fødende. Noget der heldigvis ikke har ændret sig i de 40 år, siden romanen udkom. Hvilken fuldkommengjort bog!
Fantastiske passager
Almindeligvis kender hverken manden eller kvinden noget til kvindens vagina. Den er mørk og mystisk og lisså gådefuld som stjernehimlen.
Denne mærkelige kvindeverden, hvor den ene kvinder stikker hånden op i den anden kvindes vagina.
Der ligger de – VINTERBØRNENE – i deres mekaniske livmødre af glas og stål. Dømt til at overleve.
Der er en mærkelig, helt speciel lugt på barselsgangen. En sødlig duft af spædbørnenes afføring og urin, af det blodige barselsudflåd mellem mødrenes ben, af mælken, der løber fra brysterne og stivner på hospitalsskjorten. Af sved blandet med de prangende, kunstigt fremdrevne blomsters duft og lugten af klor og vaseline.
February 11, 2022
När jag låg på BB med min nyfödda son gick jag in på bibliotekets databas på nätet för att leta efter den här kollektivromanen som jag längtade intensivt efter att få läsa om och spegla mina egna upplevelser mot. Besvikelsen var stor när det visade sig att biblioteket rensat ut den sedan jag läste den sist, men tack och lov gick den att fjärrlåna. Har läst den huvudsakligen i samma situation som den som avbildas på omslagsbilden.
Vinterbarn har snart ett halvsekel på natten och mycket har förändrats sedan 70-talet - men i grunden är barnafödande och den första tiden med en nyfödd ändå sig likt. Jag kunde känna igen mig mycket i citatet från författaren som används som baksidestext på den svenska utgåva jag läste:
"Att föda barn är som att resa i främmande land. Så upplevde jag det, då jag under loppet av några få år fick mina egna tre barn. Men det är ett land som skiljer sig från alla andra genom att man inte kan återvända till det.
Rädd att detta land annars oåterkalleligen skulle försvinna, skrev och illustrerade jag romanen Vinterbarn."
Samma känsla hade jag kring dagarna på förlossningsavdelningen och BB, att de på gott och ont var dagar i en alldeles egen värld, och att det inte nödvändigtvis går att återvända till den världen. Att Dea Trier Mørch vill skildra den här speciella platsen och livsskedet grundligt märks, också i den meningen att vissa dialoger mellan vårdpersonal och inlagda känns lite krystade och inlagda för att författaren ska få in en del av den research hon gjort – till exempel om hur barnafödande gått till i äldre tider. Men så mycket trivdes jag i hennes skildring av detta främmande land att jag ganska långt kan förstå och förlåta henne för det.
Vinterbarn har snart ett halvsekel på natten och mycket har förändrats sedan 70-talet - men i grunden är barnafödande och den första tiden med en nyfödd ändå sig likt. Jag kunde känna igen mig mycket i citatet från författaren som används som baksidestext på den svenska utgåva jag läste:
"Att föda barn är som att resa i främmande land. Så upplevde jag det, då jag under loppet av några få år fick mina egna tre barn. Men det är ett land som skiljer sig från alla andra genom att man inte kan återvända till det.
Rädd att detta land annars oåterkalleligen skulle försvinna, skrev och illustrerade jag romanen Vinterbarn."
Samma känsla hade jag kring dagarna på förlossningsavdelningen och BB, att de på gott och ont var dagar i en alldeles egen värld, och att det inte nödvändigtvis går att återvända till den världen. Att Dea Trier Mørch vill skildra den här speciella platsen och livsskedet grundligt märks, också i den meningen att vissa dialoger mellan vårdpersonal och inlagda känns lite krystade och inlagda för att författaren ska få in en del av den research hon gjort – till exempel om hur barnafödande gått till i äldre tider. Men så mycket trivdes jag i hennes skildring av detta främmande land att jag ganska långt kan förstå och förlåta henne för det.
March 21, 2013
Lidt for meget kvindeunivers og 70'er kvindekamp/Kvinde kend din krop efter min smag. Og er jeg den eneste, der synes, Dea Trier Mørchs illustrationer er både grimme og spooky? Muligvis har jeg dårlig smag, men jeg sidder og frygter for at vende siderne, fordi jeg er bange for at få smidt en udvidet skede med et barnehoved på tværs, lige i sylten på næste side. Didn't need that! Smukt sprog, men jeg er bestemt større fan af hendes andre romaner. Måske fordi jeg endnu ikke har børn og hele underlivsuniverset ikke siger mig en dyt.
January 15, 2019
Den seksualundervisning jeg tydeligvis manglede. Læs den, hvis du kender nogen, eller er nogen, der har eller skal føde. Eller hvis du er lidt af en hyggekommunist.
Den har da sine fejl og mangler som en unødig moraliserende tone, og stor tekst er det ikke. Men det er folkeligt, kropsligt og dejligt.
Den har da sine fejl og mangler som en unødig moraliserende tone, og stor tekst er det ikke. Men det er folkeligt, kropsligt og dejligt.
March 7, 2025
Hvis du har bragt et barn til verden, rammer den lige i knoglemarven. Smuk, rørende og ægte.
January 16, 2020
What a great book about the birthing experience. It's set in a maternity ward in Copenhagen in 1971 for women with complications of pregnancy that require bed rest or specialized care. The camaraderie of the women makes a good case to bring back wards and get rid of private rooms for long stays. I had never heard of this author until I saw an exhibit of the prints she made to illustrate the book at the Louisiana Museum in Denmark. It stands alone and is timeless as a clear-eyed and realistic book about the myths and realities of pregnancy, childbirth, society's role for women, and their relationships with each other, husbands, and children.
September 11, 2022
En rørende fortælling om en skrøbelig start på moderskabet og en fødselsafdelings kontrastfyldte hverdag. Anbefalelsesværdig.
June 10, 2023
Meget fint tidsbillede, og et godt eksempel på dansk 'kvindelitteratur', som også skal læses og huskes i dag
July 2, 2023
En god skildring af fødsler, mødre og babyer. Dog er det sprogligt meget tydeligt, at bogen er næsten 50 år gammel. Der er nogle forældede måder at beskrive forskellige typer af mennesker på - derfor den manglende femte stjerne.
January 14, 2025
Wow en smuk tidslomme, et ærligt indblik i en barsk kvindeverden. Tror følelserne og frygten er universel og nok er meget tilsvarende i dag. Har virkelig nydt de fine linoleumstryk i bogen, flere billedbøger til voksne tak!!<3
Read
August 2, 2019Ένα βιβλίο που έβλεπα συνεχώς στα βιβλία της μαμάς μου, από τη δεκαετία του 90, και επιτέλους αξιώθηκα ένα χρόνο πριν να το διαβάσω. Η ιστορία διαδραματίζεται σε ένα νοσοκομείο στη Δανία με πρωταγωνίστριες έγκυες γυναίκες που η καθεμιά κουβαλά τη δική της ιστορία. Μια ιστορία των 70's που το βασικό θέμα είναι η εγκυμοσύνη, ο τοκετός και η νέα ζωή του ζευγαριού. Δεν θα πω ότι ξετρελάθηκα διότι ούτε γυναίκα έγκυος είμαι, ούτε πατέρας, ούτε τα παιδιά είναι κάτι που θα με απασχολήσει στο κοντινό μέλλον αλλά σαν βιβλίο σε βάζει να σκεφτείς τι σημαίνει να είναι κάποια γυναίκα-μάνα. Βλέπεις την καθημερινή ζωή των Δανών την δεκαετία του 70. Να πω επίσης ότι το βιβλίο είναι διακοσμημένο με σκίτσα της συγγραφέως.
January 27, 2025
Feminist literature very good, lett å lese
January 8, 2018
hvis jeg nogensinde skal have børn, skal jeg læse denne bog igen
meget smuk
meget smuk
August 4, 2020
Dejligt gensyn, læste bogen da den udkom i 1976
December 16, 2018
Endelig fik jeg læst denne klassiker om livet på Svangergangen, om kvindesolidaritet, om hospitalets kontinuerlige rytme og de lidt moraliserende forfatterkommentarer om politik og kvindeliv. Det er en seismografisk og antropologisk beskrivelse af de tre første emner. Vi får et detaljeret indblik i ventetiden, håbet, frygten, tragedien, dramaet og glæden ved at føde, samtidig er det et nuanceret og solidarisk blik ind i mange forskellige slags kvindeliv, hvor kvinder fra forskellige sociale klasser mødes om noget, de alle har til fælles. Det er også et tæt beskrivelse af hospitalslivet, dets forskellige rutiner og ansatte. Sprogligt fremstår bogen overraskende stærk. I Dea Trier Mørchs fine beskrivelser forvandles hospitalet næsten til en stor menneskelig maskine, som lever og ånder. Den poetiske beskrivelse af vejret, lyset og verden udenfor, der udgør en svag underlægningsmusik til livet på fødegangen, fremstår ligeledes overbevisende.
Ind imellem løfter forfatteren den moralske og politiske pegefinger. Det ville redaktøren nok have strøget væk i dag. På den anden side er det ikke mindst det, som sammen med de klassiske billedtryk, går bogen tidstypisk som et barn af en tid, hvor tiltroen til at litteraturen kunne og skulle andet end at underholde var stor.
Ind imellem løfter forfatteren den moralske og politiske pegefinger. Det ville redaktøren nok have strøget væk i dag. På den anden side er det ikke mindst det, som sammen med de klassiske billedtryk, går bogen tidstypisk som et barn af en tid, hvor tiltroen til at litteraturen kunne og skulle andet end at underholde var stor.
February 20, 2023
Smuk og rørende indblik i mødres hemmelige liv på barsels-, fødsels- og svangregangen i 70'ernes Danmark. Fyldt af både store og små følelser, kvindeskæbner og de urgamle mirakler som børn og fødsler er.
Og samtidigt et tilbageblik til et mere patriarkalsk sundhedsvæsen, hvor lægen ved bedst og man ikke vil bekymre patienterne unødigt med selvbestemmelse og viden om egen situation. Hvor patienterne kender deres plads i hierarkiet og ikke stiller spørgsmål, for de dygtige i hvidt ved nok hvad de gør, og hvor man gemmer frygten og tårerne væk til om natten. Og ikke mindst hvor man både drikker og ryger på sygehuset.
Og samtidigt et tilbageblik til et mere patriarkalsk sundhedsvæsen, hvor lægen ved bedst og man ikke vil bekymre patienterne unødigt med selvbestemmelse og viden om egen situation. Hvor patienterne kender deres plads i hierarkiet og ikke stiller spørgsmål, for de dygtige i hvidt ved nok hvad de gør, og hvor man gemmer frygten og tårerne væk til om natten. Og ikke mindst hvor man både drikker og ryger på sygehuset.
July 6, 2025
jeg hyggede mig så meget med denne her bog.
skulle lige 50 sider ind i den, pga det lidt gammeldags og snørklede sprog fra 70'erne, men da jeg kom ind i sproget nød jeg den virkelig.
jeg kedede mig også lidt undervejs, da den går stille frem og uden noget vildt handlingsforløb, men accepterede ligesom kedsomheden.
den var lidt grå, melankolsk. kunne godt lide den hverken ophøjede eller nedgjorde moderskabet eller også gjorde den begge dele og udlignede det.
den var meget sanselig for mig og kan stadig mærke følelse af bogen.
april 2025
skulle lige 50 sider ind i den, pga det lidt gammeldags og snørklede sprog fra 70'erne, men da jeg kom ind i sproget nød jeg den virkelig.
jeg kedede mig også lidt undervejs, da den går stille frem og uden noget vildt handlingsforløb, men accepterede ligesom kedsomheden.
den var lidt grå, melankolsk. kunne godt lide den hverken ophøjede eller nedgjorde moderskabet eller også gjorde den begge dele og udlignede det.
den var meget sanselig for mig og kan stadig mærke følelse af bogen.
april 2025
May 13, 2022
Sievietei ir tāda pati vajadzība runāt par savām dzemdībām - un tās pašas tiesības - kā ļaudīm runāt par saviem ārzemju ceļojumiem.
Vienai dzemdības ir bijušas piedzīvojums, kas dos viņai spēku un pašapziņu daudziem gadiem nākotnē. Citai tā ir bijusi sakāve vai pazemojums - viņa uzreiz nespēj tikt tam pāri.
Stāsts par dažādām grūtniecēm, grūtniecībām, sarežģījumiem, iznākumiem un priekiem, bēdām.
Vienai dzemdības ir bijušas piedzīvojums, kas dos viņai spēku un pašapziņu daudziem gadiem nākotnē. Citai tā ir bijusi sakāve vai pazemojums - viņa uzreiz nespēj tikt tam pāri.
Stāsts par dažādām grūtniecēm, grūtniecībām, sarežģījumiem, iznākumiem un priekiem, bēdām.
January 24, 2023
“Det er i det hele taget vigtigt for en kvinde at tale om sin fødsel. Det er jo hendes livs oplevelse. Skulle hun virkelig holde den for sig selv?
I århundreder har denne kollektive erfaring været stuvet af vejen. Været henvist til lukkede kvindekredse som ammestuesnak - fyldt med forvirrede forestillinger, tabuer og overtro. Nu, hvor kvinderne er ved at få en større bevidsthed om deres egen situation, begynder hele dette billede at ændre sig.”
I århundreder har denne kollektive erfaring været stuvet af vejen. Været henvist til lukkede kvindekredse som ammestuesnak - fyldt med forvirrede forestillinger, tabuer og overtro. Nu, hvor kvinderne er ved at få en større bevidsthed om deres egen situation, begynder hele dette billede at ændre sig.”
May 8, 2020
Så fik jeg også læst denne klassiker indenfor "kvinde-litteratur" - og det var en fornøjelse: Skønne beskrivelser, underspillet sprog og de fantastiske træsnit skaber sammen en lille verden; Rigshospitalets fødeafdeling, hvor man træder ind og er med som en flue på væggen i nogle vinterdage i årsskiftet mellem 1975 og 76.
March 22, 2021
Nydelig, sårbar og ikke minst - ærlig - tilnærming til fødselstematikk, og generelt den kvinnelige rolle og erfaring; da spesielt med sikte på fødselen som en kollektiv erfaring. Ideen om det kollektive gjenspeiler seg i karakterenes interaksjoner og samhold gjennom boka.
Tidstypisk, men fremdeles av høy relevans i samtiden. Anbefales!
Tidstypisk, men fremdeles av høy relevans i samtiden. Anbefales!
December 28, 2022
Jeg har ikke svært ved at forstå, hvorfor dette værk er blevet kultlæsning for så mange mødre og gravide i de seneste årtier. Jeg kunne dog godt have ønsket mig, at de ret så problematiske stereotype beskrivelser af samtlige ikke-hvide karakterer fyldte mindre. Mon det er i bogens ånd at give et så ufiltreret billede af 70’ernes psyke og samfund som muligt? Det virker uanset som opfyldt.
July 30, 2025
Fineste, smukkeste, dejligste bog. Jeg elsker generel formatet med at bøger er delt op i dage, en form for dagbog. Det eneste der trækker den her bog ned på 4 stjerne er, at nogle af kapitlerne er lidt for lange og slutningen er lidt for pludselig. Hvad blev der af at tage en taxa til Falck og leje en malkemaskine?
February 25, 2022
"Pirmajā laikā pēc dzemdībām sievietes un viņu bērni smaržo vienādi. Pienaini. Skābeni. Sald-skābi. Mazliet smacīgi. Pavisam īpaša smarža - kādu ķermenis izdala tikai šo reizi dzīvē" (207 lpp)
Grāmata man patika, nav izcila, bet nozīmīga grāmata gan... Ne visiem šī grāmata der lasīšanai ☺️
Grāmata man patika, nav izcila, bet nozīmīga grāmata gan... Ne visiem šī grāmata der lasīšanai ☺️
October 21, 2018
Nu har jeg ikke selv børn, så der var meget, der fløj over hovedet på mig.
Men læs den for sproget, det er helt fantastisk.
Men læs den for sproget, det er helt fantastisk.
March 7, 2019
Absolutely one of my favorite books
Displaying 1 - 29 of 58 reviews