“Og hun føler et ubestemmeligt ønske om, at intet må ændres. Tiden skal bare stå stille. Og billedet af de to gamle forblive sådan”. Åh jeg kender så godt Majas følelse her. Gid jeg kunne have fået mine bedsteforældre til at stå stille bare et øjeblik❤️
Jeg elsker sproget, de fine billeder, de livagtige beskrivelser af miljøer og mennesker, men... den er kedelig. Der sker simpelthen for lidt, og jeg mangler noget, der driver historien. Heldigvis var bogen ikke så lang, så min stædighed vandt i forhold til at få den læst.
Hvordan skrive en fortelling uten egentlig å ha noe plott. Kastaniealleen er først og fremst full av stemning, øyeblikk og opplevelser som utgjør en barndom, et liv. Mange morsomme øyeblikk, noen mer triste, andre veldig hverdagslige. I begynnelsen minte det meg litt om Johan Borgens Far, mor og oss. Nå er det noen år siden jeg leste den boka, så er usikker på om sammenligningen av stemning og fortellerstil holder.
Enkelte av karakterene i Kastaniealleen er fryktelig underholdende og interessante. Mormor og morfar i boken er noe for seg selv.
Det var en scene i boka jeg ikke likte og Ellers var det en fin leseopplevelse!
Meget smukt sprog og meget fine billeder gennem hele bogen. Dog synes jeg at handlingen er alt for kedelig, da jeg desværre skulle kæmpe mig igennem anden del af bogen.
Minder mig om Tove Jansson Sommerbogen og Astrid Lindgrens Alle vi børn i Bulderby. Skrevet i detaljeret, flydende sprog, akkompagneret af smukke linoleumstryk.