Verdensmesteren Mads Pedersen fortæller ærligt og bramfrit om sine største sejre og mest smertelige nederlag og tager læseren med ind til cykelsportens inderste væsen.
Cykelstjernen Mads Pedersen fik sin første mountainbike som otteårig, og hans kometagtige karriere nåede et foreløbigt højdepunkt, da han som den første danske cykelrytter nogensinde blev professionel verdensmester på landevej. Mads P, som de fleste kalder ham i dag, er kendt og elsket blandt cykelfans – ikke blot for sine resultater, men i høj grad også for sin bramfri tone og skarpe evne til at spotte anekdotisk materiale. Denne selvbiografi er rig på interessante og underholdende historier fra landevejen.
Han tager os med helt ind i maskinrummet og fortæller om de mange måneders forberedelser til store løb, om monstertræningspas og endeløse tests af materiel, og om de tanker, der farer gennem hovedet i finalerne i monumenter som Flandern Rundt og VM. Han beretter om sine største sejre, men taler også åbent om svære tider og smertelige nederlag som fx et dramatisk styrt under Paris-Roubaix, hvor han ellers var ved at køre sig i vinderposition, og endelig giver han sit åbenhjertige syn på ryttere som Kasper Asgreen, Michael Valgren, Magnus Cort, Søren Kragh, Matthieu van der Poel, Alberto Contador m.fl.
Bogen er blevet til i et nært samarbejde med vennen Per Bausager, som selv er tidligere professionel cykelrytter og kender vejen ind til cyklingens inderste væsen. Via lange samtaler med Mads P selv og netværket omkring ham (familie, ledere, trænere og konkurrenter) forsøger Per Bausager at nå frem til en forklaring på, hvad der har gjort Mads P til en så markant figur i cykelsporten.
Mads P’s uforfærdede vilje til at fortælle hudløst ærligt om sine oplevelser er ikke hverdagskost i en tid, hvor sportsfolk optræder meget kontrolleret, og slet ikke for en ung stjerne med mange år foran sig. Men som han svarede, da Per Bausager på en cykeltur spurgte, om de skulle lave denne bog sammen: ”Ja, men kun hvis jeg kan fortælle præcis, hvordan jeg oplever tingene, og der ikke bliver censureret i det”.
Amen Mads p! Den er alt hvad man kunne håbe på:) bare en fkn legendarisk personlighed og gode fortællinger:) Ved ikke savner bare de sidste 5% rød tråd og åbenhed/ærlighed. Men Damn what a guy
Man kunne tydeligt ‘høre’ Mads’ stemme, det kunne jeg godt li’. Fortællingen var bare lidt rodet, skift mellem episoder var ret bratte, der manglede lidt overgang mellem historierne. Ellers en rigtig god og ærlig beretning 👌🏼
Jeg sad lige bagved og gloede på Colbrellis røv, indtil den pludselig var væk, og der kom en mand på cykel på tværs af vejen. Jeg bragede lige ind i Rowe. Nu sad jeg ude på hovedvejen i choktilstand.
5 ud af 5 stjerner - Jeg ejer denne bog (På dansk).
Jeg er kæmpe fan af Mads P og hans umiddelbare humor. Bogen er fortalt uden et filter, hvilket er meget forfriskende og lige i Mads P's ånd. Han kommer med mange sjove bemærkninger og nogle lidt hjemmelavede vendninger. Dog var det nogle gange lidt svært at følge med og så var der meget cykelsnak, jeg ikke helt forstod. Det kunne også være man skulle have lavet en ekstra gang korrektur, for der var mange stavefejl. Men alt I alt en fed bog om en kæmpe personlighed.
En bog der er fyldt med fine anekdoter men aldrig føles som om at den ved hvor den vil hen, og som i høj grad bærer præg af Mads Pedersen´s stemme. Dette er fint og forfriskende i et interview, men når mediet krydser over til en bog så bliver den irriterende smøre at læse, samt de mange deciderede fejl der findes i bogen. Blandt de cykelbøger jeg har læst må denne være nær bunden og jeg kan desværre ikke anbefale den til nogen.