"Ét skridt ind i det forkerte område, så skrider tiden under én som kviksand. Al sammenhæng og mening forsvinder. Man aner hverken hvor eller hvem man er. Det er umuligt at tænke."
Ejvin Rode vågner op i Sydengland i år 1890. Mærkeligt fjernt husker han sit liv som løstansat underviser i filologi på Københavns Universitet – i det 21. århundrede. Uden at vide hvordan og hvorfor er han rejst i tiden. Og det er kun begyndelsen.
Zeitgeist er en roman hvor de fantastiske genrer science fiction, fantasy og steampunk blander sig. Handlingen udspiller sig i et kontrafaktisk år 1890, med tråde til både renæssancen, vores egen nutid og en ikke-fremtid hvor al kronologisk sammenhæng er i opløsning.
Dansk diesel-punk roman med usædvanlig god fremdrift. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at kalde bogen en decideret page-turner, hvilket er lidt af en sjældenhed blandt danske science fiction romaner. Mondrup har en imponerende evne til at bygge et kæmpemæssigt plot og verden op og holde styr på de mange tråde gennem bogen. Man kan så ærgre sig lidt over at de store plottråde ikke udredes og de mange mysterier får lov at forblive mystiske, da bogen ender med en heftig cliff-hanger. Kompleksiteten i plottet er høj og der svæver så mange bolde og antydninger i luften som i et gennemsnitligt afsnit af Lost. De fleste gribes flot, men der er måske lovlig meget, som kommer til at afhænge af læsning af en evt fortsættelse. Bogens tematiske omdrejningspunkt er tidsrejser og tidsforskydninger og giver til tider mindelser om Netflix serien Dark, hvilket bestemt ikke er en dårlig ting. Der er samtidig noget med noget radioaktivitet og stråling, der også trækker på samme hjemmel, men Mondrups univers er helt sit eget. Sproget flyder virkelig godt og driver handlingen frem uden ellers at gøre synderlig opmærksom på sig selv. Hvis man skal pege på en flue i suppen, så bliver det nok bogens hovedperson, der tydeligvis har en yderst kompleks baghistorie og skæbne, men som man kun går lov at skimte i glimt. Han er både et helt normalt menneske formet af en hård far og en savnet søster, men måske også noget andet og mere? Det antydes i drømmesyn og visioner, men får lov at svæve uafklaret indtil det sidste. Alt i en en virkelig vellykket roman, som nok ville stå endnu stærkere i lyset af en fortsættelse (som forhåbentlig kommer). Diesel/Steampunk møder fantasy er ikke min personlige favorit-kombo, så derfor ender jeg kun på 4 stjerner. Bedømt på håndværk alene er vi nok nærmere de 5.
Zeitgeist er en forrygende læseoplevelse, der blander science fiction, fantasy, steampunk, historie og filosofi. Jeg skulle holde tungen lige i munden under læsningen, men udbyttet er stort. Her er masser af mere og mindre skjulte henvisninger, lige fra navnet Wycliffe der er navnet på John Wycliffe, reformationens forløber sammen med Jan Hus; til Pandorasøstrene, en orden Ejvin og Hector møder i Jylland, opkaldt efter Pandora i den græske mytologi. Jeg fangede med 100% sikkerhed end ikke halvdelen, men alligevel er romanen både spændende og vildt fascinerende med sin undersøgelse af tidens natur, skæbne og valg.