Det var stadig mørkt 24. februar 2022, da russiske tropper krydsede grænsen bare 30 kilometer fra Ukraines næststørste by, Kharkiv.
Kharkivitterne skulle beslutte, om de ville flygte eller kæmpe.
Ikke uden kamp følger to ukrainere, en dansker og en by under angreb gennem mere end 1.200 dage. Soldaten Orest, der griber til våben mod russere, men står forsvarsløs over for savnet til sin kone og nyfødte datter. Anastasia, der i kaosset forsøger at få styr på sig selv, sit kærlighedsliv – og sin teenagesøn. Matilde Kimer selv, som trækkes dybere ind i den blodige krig, hun har dækket i over et årti, samtidig med at sygdom rammer hende.
Alle må tage kampen op for det land og de mennesker, de elsker – og stilles over for svære valg. Er det familien, kærligheden eller fædrelandet, der er værd at kæmpe og dø for.
Danish journalist. She is known for her reports on the Russian-Ukrainian war seen from Kyiv, Crimea and Moscow. She has received several awards for these.
In August 2022, she was expelled from Russia for a 10-year period until 2032. Also in August 2022, she was stripped of her press accreditation in Ukraine
Jeg har ikke læst andet af Matilde Kimer end denne og gik ind i læsning med en forforståelse af hendes iver og engagement etc. fra TV. Dette genfinder jeg i bogen, hvor "Ikke uden kamp" skildrer krigen i Ukraine med et konsekvent fokus på de menneskelige konsekvenser.
Det er bogens klare styrke at hun vender blikket væk fra de store strategiske og politiske analyser og i stedet zoomer tæt ind på hverdagsliv, relationer og overlevelse. Det gør krigen mærkbar og gør lidelsen og besværet konkret.
Altsammen godt i forhold til oplysning og der hersker ingen tvivl om forfatterens engagement, mod og journalistiske arbejdsomhed. Samtidig bliver det personlige element – hendes egen sygdom – et spor, der virker nedtonet i forhold til det, der udspiller sig omkring hende (ikke mindst set i lyset af den bekymring, hendes nærmeste tilsyneladende udtrykker). Jeg synes at det er ærgerligt at skildringen af krigen og Kimers egen personlige kamp imod kræft glider ind og ud af hinanden uden helt at samle sig til ét klart projekt. Der er perioder, hvor det føles som to parallelle fortællinger, der kun delvist samles.
Dertil kommer at fremstillingen overvejende er beskrivende og observerende snarere end egentligt medrivende. Jeg synes at det registrerende har fortrinsret frem for det fortælletekniske og gentagelser og et relativt stort fokus på hverdagsliv og livsførelse gør, at intensiteten til tider flader ud. For mig betyder det, at bogen informerer mere, end den engagerer, og at den samlede læseoplevelse forbliver en form for midterpositionen mellem indsigt og indlevelse. Jeg bliver informeret – men ikke altid grebet.
Ikke uden kamp er en vigtig bog med et nødvendigt ærinde (desværre) og en tydelig etisk og journalistisk tyngde. Men isoleret set som fortælling, så er jeg lidt lunken.